Rejseberetninger fra Californien III

Læs del II her

Malcolm taler med samme entusiasme, som var han i færd med at fremlægge en PowerPoint-præsentation, og jeg lytter med samme entusiasme, som hvis jeg havde overværet en. Gabriels stemme, derimod, er messende, upåfaldende. Jeg har en god samtale med Gabriel om at sidde i fængsel, være crack-afhængig, være i rehab og om at genvinde troen på gud og kostplaner og sådan noget. I haven’t always been the guy that I am today, siger han og tilføjer, at han nu er ren som Kristus selv - den bibelske Kristus, ikke Sean, selvom han ligner lidt. Dertil kommer, at Gabriel insisterer på at betale for mine øl, hvilket jeg selvfølgelig protesterer imod:

- You see, I’m from Denmark, and in Denmark -


- There’s no way I’m letting you pay for this.

- Alright.

Apropos Sean, så beslutter jeg mig for at inddrage ham i samtalen. Det viser sig, at han er fra L.A.


- Awesome, udbryder jeg. I’m going to L.A. tomorrow!

Sean lyser op. Han begynder at dele ud af dos and don’ts, og jeg fortæller ham, at jeg først havde overvejet at hitch-hike ned ad Highway One, men at alle i min omgangskreds har frarådet mig det, hvorfor jeg har besluttet at lade være. Dog kunne jeg godt tænke mig ”a native’s perspective” på sagen.

- What?! udbryder han forfærdet. Look, I would PAY for your ticket if you promised me not to do that.


- Are things really that bad?


- What kind of people do you think pick up young girls from roadsides?

- Like, nice people?


- No, you idiot. CREEPS.


- Well, it was just a thought -I mean- it’s not like I was going to go through with it -

- … psychopaths, rapists, murderers… -

- Well, I’ve already booked a bus ticket, so -

- I’m just saying, that as an attractive girl I don’t think you should -


- What does that have to do with it?


- I’m just saying that -


- You think I’m attractive?

Mr. PowerPoint, som har været fraværende i et stykke tid, slår sig til samtalen, som han hurtigt erklærer død, så han starter en ny: Did you know that this guy played in the band on Saturday Night Live? Han lægger en kammeratlig hånd på Seans skulder.


- No way, glaner Gabriel.


- He can prove it.


Sean laver en forlegen grimasse og hiver telefonen op af lommen. Vi samles bag hans ryg.

- Here it comes, mumler han, mens Youtube-videoen loader.


- There’s too much noise. I can’t hear what they’re saying, vrænger Malcolm utålmodigt, da værten trasker hen over scenen. Wait, there are subtitles. But they are in… Swedish or something?!


- Can you translate it? spørger Gabriel forhåbningsfuldt. Jeg kniber øjnene sammen: Ladies and gentlemen, oversætter jeg. Put your hands together for the band… Here they come…


- Will you believe that? She’s actually reading it! Gabriel kigger på de to andre med forstrakte øjne.


- Look! Look! There I am, siger Sean og peger på en -dengang korthåret- fyr med guitar.


- That’s not you, protesterer Malcolm. Or wait a second… Maybe it IS you.

Gabriel, Sean og Malcolm beslutter sig for at tage videre på natklub, mens jeg kommer i tanke om, at jeg skal nå en 8AM afgang til L.A. den efterfølgende morgen. Jeg siger farvel og går ud på dametoilettet, hvor jeg bliver involveret i et fødselsdagskor for en ung mand i pallietjeans. 

Herefter begiver jeg mig ud under stjernehimlen og møder Frent - en ranglet fyr med et halvt barberet hoved, der taler som om, han holder sig for næsen. Right ooon, siger han og skyder hagen frem som et svar på enhver af mine udlægninger, hvilket kunne forekomme irriterende, men faktisk falder jeg pladask for Frent, så vi ryger hele tre smøger sammen og udveksler Facebook-profiler, før vi siger farvel og krammer, som var det farvel for evigt, hvilket det antageligt er.

Jeg tager rulletrappen ned på perronen på 16th & Mission, hvor jeg sætter mig iblandt slatne kroppe på en stenbænk. En skrattende servicemeddelelse kunne være et forlydende om, at et eller andet tog ikke opererer, og selvom der er en god chance for, at det er mit, orker jeg ikke at høre efter – mest af alt fordi, jeg ikke har den fjerneste idé om, hvordan jeg ellers skal komme hjem.

Så slentrer en medarbejder ned ad perronen, imens han snøvler: Anyone going towards noget-jeg-ikke-fangede-første-gang. Ingen af de slatne kroppe reagerer. Jeg kigger vildrådigt på medarbejderen. Han hæver stemmen: Anyone going towards noget-jeg-heller-ikke-fangede-anden-gang. Jeg kigger stadig vildrådigt på ham. Nu kommer han helt hen til mig, stiller sig ud for mine sorte støvler med hænderne i lommen og spørger tålmodigt: Where are you going, mam?

- Powell Station, svarer jeg forsigtigt.
- No trains tonight, mam.

- Mam. Mam!
Jeg er på vej op ad rulletrappen men vender mig om.
- I just bourght this bus ticket, gisper en ældre herre, da han har indhentet mig. But I won’t be needing it anyway, so here you go.
Jeg takker og må endnu en gang se mig bekræftet i, at indbyggerne i San Francisco er nogle af de mest hjælpsomme, jeg har mødt. Dog opgiver jeg at finde en bus, for jeg har ikke den fjerneste idé om, hvorfra den afgår. I stedet stiller jeg mig i et vejkryds og prajer en taxa.

Der lyder et knottent grynt fra overkøjen, da jeg omsider låser mig ind på værelset. Jeg dratter om på madrassen, og min telefon lyser med en Facebook-meddelse fra Frent, som skriver, at hanging out with you totally made my night.