Rejseberetninger fra Californien II

Læs første del her

Mission District, San Francisco

Af en ven i New York er jeg blevet anbefalet et sted, der, så vidt min hukommelse rækker (og det er desværre aldrig særlig langt), hedder noget med taqueria, så da jeg kommer op fra stationen ved 16th & Mission og øjner udformningen af selvsamme bogstaver over en bistro, går jeg ind og bestiller en burrito (efterfølgende erfarer jeg, at taqueria indgår i navnet på alle mexicanske restauranter i Californien). I like your hair, smiler kvinden, der står foran mig i bestillingskøen. De stive hårstrå i forskellige nuancer af rød vandrer let over jakkens løse læderryg, da hun atter vender sig om. Hun stikker hænderne i de højtplacerede lommer, så albuerne peger skarpt bagud som to vinger.

Da jeg få minutter senere har fået aftensmaden stukket i hånden og er på vej ud, ser jeg, at hun sidder alene ved et bord og kigger meget bedrøvet på sin burrito. Jeg skal lige til at gå over til hende, men så lægger hun den halvt indsvøbte sag i skødet og bøjer sig forover, imens hun kummer hænderne under munden, der hænger farligt tæt ved de monokrome gulvfliser. Jeg skynder mig ud af døren.

Mit blik skrider fra bar til bar, som jeg driver ned ad gaden under svungne navne af neonrør. Igangværende er tilsyneladende en eller anden betydningsfuld sportsbegivenhed, for gennem hvert eneste opslåede vinduesparti aner jeg én eller flere tændte fladskærme. Tribuneflimmer og hvide spagettimennesker lyset op i mørket og synes tættere på end forsamlingerne under dem.

Jeg stopper foran en bar, den mørkeste og tættest befolkede, og går indenfor. Også hér synes al opmærksomhed rettet mod skærmene, hvilket giver mig rig lejlighed til at granske rummet uden at participere i akavede øjenmøder – jeg har endnu ikke fundet ansigtsudtrykket, der siger: den her unge kvinde hviler nok i sig selv til at gå alene på bar. Alligevel har jeg det lidt som om, jeg netop er trådt ind til en forelæsning ti minutter efter undervisningens påbegyndelse. At der gennem den høflige ignorance skeles på kryds og tværs, som jeg baner mig vej til en ledig plads i baren. Jeg får skridtet møvet op over den høje taburet og laver en hurtig håndsmarkering til bartenderen. Han gør en endnu mindre markant bevægelse med hovedet og kommer langsomt nærmere med blikket bevaret mod baseballkampen.


- Do you have any local beers I should try? råber jeg ind i hans korttrimmede nakke. Nakken nikker.

Det lyder jo lovende, tænker jeg og falder tilbage på taburetten, imens jeg tillader et nonchalant blik over skulderen. Tre unge mænd træder ind ad døren og indtager den eneste tomme plads i baren, som er lige ved siden af mig.

Nu er det ikke første gang, jeg befinder mig alene på en bar, men som regel har det altid haft noget med frustration eller fuldskab at gøre. Denne gang er jeg hverken det ene eller det andet, men til gengæld usædvanligt forhippet på at komme til at snakke med nogen. Jeg skal bare lige finde ud af hvordan!

- This is from a brewery a few blocks away. Bartenderen er vendt tilbage og synes mere opmærksom på min tilstedeværelse end tidligere, da han placerer den skvulpende fadøl foran mig. Men nu er kampen vist også forbi eller strømmen gået at dømme ud fra det frustrerede ”aw”, der løb gennem forsamlingen for lidt siden. Over kanten af øllen aka. mit sociale cover skæver jeg til de tre unge mænd, der netop er kommet ind på baren. Den ene er lille og kraftig. Den anden er høj og ligner jesus lidt. Den sidste står med ryggen til. Når alkoholen ruser er det svært at overse den kendsgerning, at der for en kvinde ligger en fordel i at henvende sig til en lutter mandsgruppe - og her tænkes der ikke kun på en økonomisk fordel (herregud, jeg har snart skænket den mandlige befolkningsdel flere drinks end omvendt og det’ med glæde), men den fordel det er at have gjort sig fortjent til opmærksomhed alene på grund af sit køn. Vi lever i en heteronormativ verden, ville min søster sige og ryste på hovedet (vores yndlingsord for tiden).
Men da jeg har betragtet dem i nogle minutter uden respons, tænker jeg alligevel, at nogen burde skrive en guide til, hvordan man går alene på bar. Så får jeg pludselig den vovede idé, at hvis nogen, jeg kender, skulle skrive sådan én, skulle det være mig. Jeg skal netop til at hive notesbogen op af jakkelommen, men så vender mandspersonen, der står mig nærmest, sig om.
- Cheers, siger han.
- Cheers, siger jeg. Drikkepause følger.
- Are you here by yourself?

Jeg holder glasset for munden ekstra længe, imens min hjerne arbejder på at spinde en forklaring sammen: at jeg venter på en ven... Damian (såfremt han kan beskrives som en ven) sagde jo, at han ville kigge forbi på et tidspunkt. Men før læberne slipper glasset, når jeg alligevel at ændre kurs (hviler nok i mig selv og alt det dér): Yes, smiler jeg - Yes, I am alone, actually.
- Well, I’m Malcolm, siger Malcolm med håndflade mod brystet - And these are my less handsome friends, Gabriel and Sean.
Jeg hilser på mine nye bedste venner. Gabriel er ham den korte og kraftige. Sean er ham den høje, der ligner jesus lidt. Malcolm er tilsyneladende ham, der er vant til at løbe med al opmærksomheden.