Hylstre

Dette indlæg blev først udgivet på idoart.dk

Jeg har ikke skrevet om den i lang tid. Tomheden. Den kommer til mig som en fremrakt hånd, da jeg sidder på bænken uden for vaskeriet med ryggen mod de lodrette bjælker med den tykpåsmurte blå maling, der så indiskret indkapsler alt fra menneskehår til insekter. Stryger min kind med den fromhed, kun tomheden kender. Min erindring rummer ikke den seneste beregning af en følelse så ren. Alligevel vækker den en form for genkendelse, og jeg lukker øjnene for – om ikke andet – så i det mindste – at trække lidt på mindet herom. Noget så rent kan ikke eksistere uspoleret i mere end et åndedrag. De hidtidige dages kraftige vindstrøg er aftaget. Fortovstræerne, som ikke længere behøver at stå imod, har trukket sig ind under barken for at berede det snarlige vårbrud. Luften fremstår mild som sjældent på denne årstid. Alligevel er der noget i den, der får træerne til at sukke og menneskene til at trække hætten op om ansigtet.

Hylstre. Det var, hvad jeg så, når jeg lod blikket kravle op ad de skyhøje facader med de zigzaggende brandtrapper og de adspredte udluftningsapparater, der hang ud over 3rd Avenue. Hver gang jeg passerede en af disse bygninger, disse hylstre, tog jeg en smule ud af mig selv og fyldte i. Således fandt jeg afløb for mit indre. Der var ikke tale om nogen kompliceret proces, nej, faktisk foregik det mere eller mindre ubemærket, som når regnvandet forlader gaderne via ristene i asfalten. Jeg husker, hvordan vi sad på kanten af en gold tagterrasse i Brooklyn og børstede hælene mod toppen af den svimlende lange murstensfacade med ubegribelige mængder af luft under tæerne, imens vi iagttog morgenrøden brede sig bag skylinen med en forestilling om, at dette var alt, man kunne forvente af livet. Hvordan natten forlod os og tog det sidste af vores rus med sig. Jeg spejdede ud over bygningerne og fik et pudsigt tilbageblik til den imponerende skare af hule mælkekartonner, der forår efter forår samlede sig til højre for vasken i mit barndomshjems køkken lige før sæsonens spiresåning. Det siges, at storbyer er ensomme. Sådan har jeg aldrig oplevet dem.

Den menneskelige maskine producerer noget mellem halvtreds- og hundredetusind tanker i døgnet. Hvis ikke en eller anden form for udtømning opretholdes, kan det godt gå hen at blive presset. Lige siden, jeg vendte tilbage til København, har det stået mig klart, at der ikke er nok hylstre i byen. Mit indre har opført sig som et oprørsk følelseshav. Forleden, da jeg sad i det opslåede køkkenvindue og blæste røg ud mod den fremkrybende nattefrost, blev jeg ramt af en sådan hjertebanken, at jeg et øjeblik troede, at det var genkomsten af teenageårenes angstanfald. Det tog form i brystet og nærede sig gennem blodbanerne, indtil jeg kunne mærke det helt ude ved neglerødderne. Jeg overvejede, om jeg skulle kravle ud af vinduet for derefter at gå over og holde fingeren mod dørklokken i håb om, at en af mine roomies gad at stå ud af sengen for at buzze mig ind.

Jeg havde helt glemt den. Roen. Og nu er den fordampet som ånde mod en rude. Jeg slår øjnene op. Mine pupiller flakker i et øjeblikkeligt pust fra en forbifarende cyklist. De retter sig mod den sti, hvoraf han er kommet. Den næste falder ind i mit blik. De falder alle sammen ind i mit blik. Én efter én. De kan ikke styre udenom. Jeg er et brud på deres bane. Et gabende hul i deres sti. Jeg suger alting til mig. Men det er langt fra nok. Og bygningerne på den anden side af gaden. De er slet ikke høje nok. Jeg kan se, hvor de starter, og hvor de ender.

Jeg skubber til døren og bliver omgående mødt af lugten af vasketøjspulver, sådan som vasketøjspulver lugter, når det lugter beskidt i stedet for rent. Foran møntmaskinen står en ung mand i en mørkeblå nylonjakke. Den knitrer, da han vender sig om. Ved du hvordan tørretumbleren fungerer? spørger han med en desorienteret mine, der hænger over panden som en nedadgående bue med fæstning i tindingerne og tyngepunkt mellem brynene. Han ser så menneskelig ud. Jeg stiller mig ved siden af ham og forklarer, at møntmaskinen kun tager imod 2kroner. Men hvis du putter en 20er i, spyttes den ud i ti dele, siger jeg. Derefter kan du putte mønterne i - én ad gangen. Og imellem hver mønt skal du huske at trykke på knappen. Det er fucked up, men det er den eneste måde, det fungerer på, slutter jeg af. Han nikker. Jeg nikker. Vi står begge to og nikker lidt, imens vi betragter møntmaskinen. De roterende koøjer i rummet synes at betragte os. Tak, siger jeg så. Er det ikke mig, der skal sige tak? spørger han. Jeg ryster på hovedet. Det er lige meget.

Jeg bruger begge hænder til at hive kludene ud af tromlen og ned i den hjulforsynede vasketøjskurv. Alting er godt og grundigt blandet sammen, tænker jeg, idet jeg sidder på hug foran den gabende metalcylinder. I starten er man ellers så opmærksom på at opdele efter farve og materiale. Men så smutter den hist og hér, og nu er vi kommet dertil, hvor der ikke rigtigt er noget, der bærer originalfarven mere. Men hvem husker overhovedet, hvordan originalfarven så ud? Farverne er sivet lidt ind i hinanden. Resultatet er en anelse mere gråligt.

Casual thoughts

Illustration from photograph by Matthew Stone

Min veninde har akkurat meddelt, at hun skal giftes med den mand, hun for første gang mødte for to 
og en halv uge siden. Jeg var der skam selv. For to og en halv uge siden. Vi sad i baren i et tilrøget lokale på Vesterbro med ren cognac i glassene. Ved siden af os sad to bargængere af hankønnet. Jeg ænsede dem ærligt talt ikke. Jeg havde alt for travlt med at gøre kur til en hollænder, der havde dumpet mig et par uger forinden, og som tilsyneladende var i færd med at gøre kur til en anden pige. Dén nat forlod jeg festen alene efter at have sms’et en håndfuld desperate fuldskabsbeskeder, der vist alligevel var så uklare, at man kan sige, at de var åbne for fortolkninger. Min veninde - derimod - forlod festen med sin kommende mand.

Selv har jeg én gang været i et forhold så seriøst, at jeg rent faktisk omtalte fyren ”min kæreste” - og så var det endda ham, der valgte at bruge betegnelsen først: Vi var i færd med at krydse Tower Bridge på en londonsk efterårsdag, da han pludselig vendte sig mod mig og sagde: ”Simone. Ved du godt, at du er min kæreste?” Jeg lo en anelse nervøst. Sådan som jeg nok ville have leet, hvis jeg netop var blevet gjort opmærksom på en spøjs detalje ved en af broens andre fodgængere, som muligvis befandt sig indenfor hørevidde. På det tidspunkt havde vi været involveret i en form for monogam tosomhed i et halvt år, så det var i virkeligheden ikke så mærkeligt, at der nu skulle sættes en betegnelse på.

Men om aftenen, da vi lå ved siden af hinanden på min elendige boksmadras, blev jeg alligevel overhalet indenom af bindingsangsten, og før jeg vidste af det, var jeg i færd med at udlægge alle de ulemper, der følger med et langdistanceforhold (dog uden at inddrage den eneste fordel: distancen), for det lød et eller andet sted fornuftigere, end hvis jeg havde sagt: Når jeg kigger på dig og siger ordet kæreste, får jeg det sådan, som jeg forestiller mig, at mit badekar har det, når jeg tager brusebad, selvom afløbet er lukket til med hår. Dén aften havde vi nær gjort det forbi.

Det gjorde vi heldigvis ikke, for i morgendagens lys havde alting fået et mildere udtryk, og i løbet af de næste dage, uger og måneder blev jeg faktisk helt fortrolig med at tænke på ham som min kæreste. Til at omtale ham min kæreste - Selv når han ikke var tilstede til at overhøre det. Ja, selv overfor fremmede mennesker, der ikke gav en skid - Jeg begyndte at betragte mig selv som kureret.

Et halvt år senere var det da også mig, der åbnede munden for at sige det berygtede Jeg Elsker Dig for første gang. Reaktionen var ikke helt som forventet, og jeg slog op med ham som følge og græd mere eller mindre uafbrudt i to dage (få mennesker har præsteret at gå ned ad Oxford Street med en rindende flod fra samtlige øjne og næsebor – jeg har, for jeg skulle bytte den gave, han havde foræret mig forinden #DramaQueen). Men heldigvis havde jeg et klogt menneske ved min side (Emily, selvfølgelig), der gjorde mig opmærksom på, at nok havde jeg mistet en kæreste, men til gengæld havde jeg for første gang i mit liv overvundet frygten for at sige those three words til et menneske, som jeg ikke er familiemæssigt relateret til. Og det var noget at være stolt af. (Han ringede efterfølgende fra Danmark og sagde, at han selvfølgelig også elskede mig. Vi ophævede bruddet og var sammen, indtil vi gik fra hinanden et år senere af andre årsager).

Nu er det ikke fordi, jeg anser mig selv for at være et tilbageholdende menneske, hvad angår andre aspekter af mit liv. Beslutningstag om at flytte til et nyt land er altid blevet truffet mere eller mindre impulsivt. Det samme gælder for uddannelse. Men når det handler om følelser, halter jeg nogle gange bagefter. Og dog: Det er mig tilsyneladende ikke et problem at åbne op for fremmede mennesker. Jeg mener: Jeg åbner jævnligt op for folk, jeg møder i bussen eller på vaskeriet. Og jeg åbner hele tiden op for Internettet, right? Men så er der også lige dét ved Internettet, at selv om det af og til udviser tarvelig opførsel, vil det (til trods for hvor meget lort, du fylder det med) aldrig nogensinde forlade dig #ThanksInternet.

Indtil for et par måneder siden så jeg en fyr i København. Den sidste nat, vi tilbragte sammen, fortalte han mig, at han godt kunne se sig selv sammen med mig, hvis ikke det var fordi, at han skulle flytte til den anden side af kloden om to dage eller noget i den retning. Jeg blev glad. Ikke fordi jeg på nogen måde havde eller har hensigter om at anskaffe mig en kæreste lige foreløbig (kærester har dårlig musiksmag og drikker din appelsinjuice uden at spørge – don’t tell me you don’t know it’s true). Men fordi jeg længe havde været klar over, at jeg var kommet til at holde af ham, og det var trods alt rart at vide, at det var gensidigt (om ikke andet så i dette spritpåvirkede øjeblik). Men i stedet for at fortælle ham dét, valgte jeg at gengælde gestussen med noget, der lagde sig tragisk tæt op ad et latterudbrud. Jeg tænkte: Det er nok alligevel bedst, hvis jeg ikke giver for meget af mig selv.

Da han efterfølgende skulle forlade landet via lufthavnen, havde jeg en afskedsbesked parat. Jeg havde sågar skrevet den i forvejen aftenen forinden. Samtlige morgentimer op til afrejsetidspunktet lå jeg på maven på min seng, imens jeg distræt tastede f og enter, selvom Facebook-vinduet allerede prydede skærmen på min computer. Flere gange fattede jeg mobilen, men af en eller anden grund, kunne jeg ikke bringe mig selv til at sende beskeden. Til sidst konkluderede jeg, at han formodentlig allerede var gået om bord på flyet og dermed havde slukket sin telefon. Well. Nu er det heller ikke fordi, at beskeden havde ændret noget. Og så alligevel. For jeg tror et eller andet sted på, at når vi rent faktisk møder nogen, som betyder lidt mere for os end masserne, så fortjener de ganske enkelt at få det at vide.

For et par år siden, tog jeg en beslutning om aldrig nogensinde at lade frygt afholde mig fra at gøre ting hér i livet. Det er selvsagt, at jeg har failet utallige gange siden - som ethvert andet menneske, der af og til lader sig styre af sociale adfærdsnormer, ville gøre. Men for nu at vende tilbage til min førstomtalte veninde: OK, først og fremmest må jeg nok bare erkende, at nogle mennesker oplever mere passion i løbet af en uge, end jeg gør på et helt år! Men hvor overvældende min venindes deklaration end forekommer mig, fik den mig faktisk til at fundere over, i hvilken grad jeg overhovedet forsøger at leve op til førnævnte beslutning - for den skal selvfølgelig også gælde de menneskelige relationer. Og jeg hader tanken om, at jeg skulle være en af de der intimforskrækkede forekomster, der aldrig helt formår at give sig hen. Jeg mener: Dertil er livet simpelthen for kort. Jeg mener: Vi lever jo for fanden kun én gang. Jeg mener: YOLO, for satan!

♡

I. Louis Garrel. Hottest man alive. Valentino agrees. II. Stoya, I would definitely be gay for you. I would even be a straight Jewish dude for you. III. Shaun Ross. IV. Stellan Skarsgård in Breaking the Waves.

I. Stacy Martin. II. Joe Dallesandro. III. Lia Lor. Cutest cumface in da world.

I. Lupita Nyong'o. II. Hottest threesome ever. III. Tyrion Lannister from Game of Thrones. Is he a dwarf in real life? OMG, I hope so.

I. Iggy Azalea. No sure if I want to bone her or be her. But she's definitely hot. II. JD Samson. III. Stoya - again *sigh*. IV. Jared Leto in Dallas Buyers Club.

I. Emily (Always). II. Kim Basinger with mustache. III. Yemi Docemo & Kris Brummel.

I. James Dean II. Eva Green

I. Blaue Blume. (Can anyone please explain why there are like no pics of these four kids on the Internet?!) II. Grace Jones. III. Gimli. Or basically just every red haired dude in the universe.