New flat, new flatmates

...

Hostellivet var selvfølgelig ikke nogen holdbar langtidsløsning. Adskillige gange vågnede jeg op i en pøl af sved, fordi min roomie havde valgt at slukke for airconditioningen i løbet af natten. Den larmede, lød begrundelsen - hvilket forekommer mig lidt pudsigt, da vores tredje roomie alligevel snorkede så højtlydt, at det ligefrem fik mig til at længtes efter håndværkerne udenfor mit vindue i København.

Men boligjagt er en morskabsleg skabt af fanden, det har endnu en tur i karrusellen bekræftet mig i. Så mange timer med Craigslist’s boligannoncer. Så mange timer kommer aldrig igen. På et tidspunkt blev jeg så træt af gamet, at jeg i stedet begyndte at skrive til annoncer, der lød sådan her: Free rent for a submissive girl in need – mest for sjov, selvfølgelig. Anyways, processen er altid den samme: Der er de første guldkorn, som du lader gå, fordi du tror, der dukker noget bedre op (det gør der ikke). Og så er der lokumsskuret, som du næsten siger ja til, fordi din tålmodighed er ved at være brugt op. Nå ja, og så er der det, du rent faktisk ender op med. Og hvordan skal jeg så beskrive dét…

Well, jeg er flyttet fra Bushwick ind til Williamsburg, hvilket betyder, at jeg næsten slipper for skumle gadehjørne-typer, der kommer med chikanerende tilråb, imens de tager sig til skridtet – men kun næsten. Men hvis der er noget animationsfilmen 'Madagascar' har lært mig så er det: Just smile and wave. Lejligheden deler jeg med tre andre mennesker i midt tyverne. Nå ja, og så er der denne hersens dude, der sover på sofaen. Jeg kan ikke finde ud af, om han rent faktisk bor her – han blev ikke nævnt ved fremvisningen, og når jeg vågner om morgenen, er han altid væk.

Anyways - Det første jeg bemærkede, da jeg trillede kufferten ind i over mine nye gemakkers mørke gulvbrædder, var de små sorte gnallinger, der lå strøget rundt i alle kanter af rummet. Det var så overdrevent, at jeg som forsvarsmekanisme måtte tænke, at den tidligere lejer nok havde drevet en hamsterfarm eller lignende, ja jeg syntes næsten, at jeg kunne lugte savsmuldet. Men da jeg næste morgen listede ud på badeværelset, blev jeg mødt af vores femte eller sjette flatmate (afhængig af om ham på sofaen rent faktisk bor her eller ej). En lille bitte fyr med et meget omfangsrigt tilfælde af kropsbehåring. Han smuttede ud foran mine bare tæer – ja, han vidste trods alt godt, hos hvem førsteretten til badeværelset lå.

Langtidslæsere husker måske min fortids dans med de små vrikkende væsner - ellers kan det i hvert fald genopfriskes her.