Brooklyn, NY

Jeg er så heldig at få tildelt det midterste sæde i midtergangen. Fyren til venstre har trukket hætten op over hovedet, så ham er der ikke meget ved. Manden til højre er grov af udseende. Han har ikke været på toilettet én eneste gang i løbet af flightens varighed, selvom han har konsumet en imponerende mængde af cola zero. Han har endda bedt om to glas ud over de fire gange, stewardessen har været igennem flyet med forfriskninger – I did the math. Ud over ”Can I have another coke zero?” har jeg ikke hørt ham sige noget, men han er af tysk afstamning – det læste jeg, da han sad og udfyldte sin toldblanket. Og så var han i øvrigt tæt på at vende hovedet i min retning, da jeg også bestilte en cola zero (Jeg kan ikke gøre for det, men jeg er det vildeste bandwagon-menneske. Når andre vil have noget, får jeg automatisk lyst til det samme). Han nåede dog at bremse sig selv… Ellers skete der ikke det vilde på flyveturen.

Subwayen kører fra JFK og ind over Brooklyn. Stoppets navn står nedskriblet på første side i min lille notesbog. Drej til højre udenfor stationen, står der efterfølgende. Receptionistens bryster har akkurat sådan en form og størrelse, at de nok ville ligge godt i en kuglestøders hånd. Hun smiler varmt. Jeg efterlader min oppakning på vandrehjemmet og griber et kort fra skranken, før jeg atter men for alvor tager den amerikanske grund under fødderne. Min mission? – At finde noget at spise.

På hjørnet af blokken stopper jeg og folder kortet ud. Det er ikke det nådigste  af slagsen - halvdelen af vejnavnene er undladt. Men nu er det jo heller ikke fordi, jeg kender min destination. En fodgænger skæver, idét han passerer. Senere stopper han alligevel op og vender rundt. Looking for something?

Jeg tøver (hvad leder jeg efter?) - Maybe a supermarket?

Den eftertænksomme grimasse opløses af en bekræftende nikken - Walk four or five blocks in that direction, siger han og peger med en sort finger.

Min færden bringer mig forbi store garager, værksteder og produktionshaller med opslåede facader. Jeg lader blikket glide ind i de halvtomme haller, idét jeg passerer. Én strækker sig længere ind under bygningen, end hvad den indfaldne eftermiddagssol tillader øjet at komme. Metalfarvede maskinanlæg står op fra betongulvene på sirlige rækker, men ingen mennesker er at se. Kun i det fjerne lyder støj fra en eller anden opererende maskine.

Varevogne holder parkeret langs vejen, men chaufførsæderne er tomme. På et tidspunkt har jeg gået i et kvarter uden at have mødt nogen. Ikke så meget som en kat. Så ruller bussen forbi. Metallet rasler. Der sidder nogen inde bag de brune ruder, men de kan ikke andet end anes. Uden at gøre holdt forsvinder den rundt om blokken som et andet genfærd fra den tredje verden.

Jeg følger samme rute som bussen, og pludselig befinder jeg mig på en befærdet gade mellem butiksfacader. En gruppe af unge mænd hænger foran en barbershop. De laver trutmundslyde af mig, idet jeg passerer. Men jeg kan ikke få øje på noget supermarked – kun et fiskemarked - og en McDonald’s.

To ældre mænd stiller sig bag mig i køen. Deres tale er dæmpet, men jeg kan sagtens høre: I dont get it, siger den ene. Why do white people go to Brooklyn? Go to Manhattan. There’s no white people here. Jeg slipper et højlydt suk. Eftersom jeg netop er ankommet, hører jeg nok ikke til nogen af stederne.

Jeg tager hul på den efterfølgende dag som en anden sengevæder med fornemmelsen af at have tisset i sengen men konstaterer så, at det er sved. Efter et nedkølende brusebad begiver jeg mig ned i gårdhaven for at snuse til morgenmaden. Nu er jeg ikke nogen Bitz, men starter helst ikke dagen med en svulmende vaffel eller en skål multifarvede cheerious. Derfor må jeg atter ud for at eksplorere det omkringliggende Brooklyn - Men denne gang begiver jeg mig i en modsat retning end gårdsdagens, og den fremstår knap så affolket. Et par vovser trækker med ejermændene, og en vinkende arm stikker ud af en bil, som honker i vildskab (det her er trods alt NYC - hvad kan man forvente?). Jeg passerer noget, der tilnærmelsesvis kunne ligne en købmand, selvom skiltningen ikke ligefrem er frembrusende. Det er det heldigvis.

Da jeg atter træder ud på gaden (en smoothie og en yoghurt rigere), modtages jeg af en storsmilende afroamerikaner. Hans kasket er vendt ethundredeogfirs, og han har et mellemrum imellem fortænderne, der ville gøre Laura Stone grøn af misundelse. Tæerne vipper fornøjet i badesandalerne –Do you remember me?

Eh… (?!)

From yesterday, fortsætter han. You asked me for directions - I told you where to find a supermaket.

Oh… That was you?

Yeah… I waved at you from my car. Didn’t you just see me?

Oh… THAT was you?

Yeah!

- Og så akkompagnerer Joe, som han hedder, mig tilbage til vandrehjemmet, imens der berettes om fjerne kroge af verden: Tell me about your country, opfordrer han. How is it compared to this one?

A lot smaller, I’d say. Jeg forklarer, at der bor færre mennesker i hele Danmark end i NYC alene, hvilket får æggehviderne om hans pupiller til at vokse med et størrelsesforhold på halvanden. Han spørger, hvor Danmark ligger henne.

It’s in Europe… Do you know where Scandinavia is?

Han ryster kraftigt på hovedet.

Do you know where Germany is?

Uhm... I think I’ve heard about it.

Da vi når til dørtrinet, udbryder han: Wait! - og samler en rest af et stykke pap op fra vejen og river det over endnu en gang, hvorefter han nedskribler sit nummer med en sortblækket kuglepen på den ene af lapperne. Here – take my card, siger han og vifter det lille stykke ud for min hånd – Call me any day after four.

Jeg tager imod lappen og lader den falde ned i den lille lettilgængelige lomme i min bæltetaske, hvor jeg også opbevarer metrokortet.

And don’t throw it away! råber han.

I won’t!