Terrassen

Selvom det ikke er septembers varmeste dag, og selvom det er før middag, er terrassen allerede overophedet. Den har en tendens til at indfange solens stråler på samme måde som en kop kaffe ville have en tendens til at indfange alverdens fald fra æbletræerne hjemme i min mors have.

Jeg sidder på en stol i det ophobede hav af stråler og hviler fødderne mod gelænderet, for selvom dagene i NYC har gjort dem hårdhudede, er de endnu ikke så polstrede, at de kan modstå det brændende betonunderlag. Stolens polstring, derimod, den synes at kunne modstå al slags vejr. For sådan et hjem er dette. Sådan et der har møbler til at stå udenfor, selvom de er polstrede - og selvom det af og til regner. Jeg har altid ønsket mig at bo sådan et sted, og nu gør jeg det så.

Der var fest på naboens terrasse i nat, så vi kravlede over blomsterkassen og blendede ind. Jeg bukkede under midtvejs, og Andrew måtte lægge mig i seng. Først forsøgte han at putte mig i naboens lagner, men jeg fandt styrken til at bede om at blive lagt ind på mit eget værelse –for hvordan havde det ikke set ud, hvis min nabo havde fundet mig dér? Det gjorde han så ikke, men til gengæld fandt han en anden pige, hvilket han fortalte mig, da han for lidt siden stod ovre på den anden side af terrassen i natbukser: I accidently invited her to my party when I met her at a bar last week. I didn’t reply to any of her following texts but then she just showed up anyway - don’t you think that is weird?

Jeg nikker, selvom jeg ikke orker at tage stilling.

But then she was just lying there - next to me. And she reached out for me… Han klør sig I nakken på sådan en måde, som han altid gør - It actually turned out to be pretty good...

Lucky Dog, Bedford Avenue - medbring din hund (eller dit æsel).

En time senere kommer Andrew op fra sit kælderværelse. Han er som regel den sidste til at gøre entré på en søndag. Han træder ud på terrassen, jeg rækker ham lighteren, og han tænder en cigaret. 

What are you doing today? spørger han, idét han afleverer den tilbage. Because if you’re not doing anything we could go for brunch – There’s this place on Bedford Avenue where people bring their dogs and let them run around in the bar.

Sounds awesome - I’m actually starving!

Oh... Andrew tager et hiv. So when I said brunch I actually meant Bloody Marys. I don’t think they serve any food there. But their Bloody Marys are really big and they come with olives, lemons, pickles and a pickled pepper and a celery stalk. It’s almost a meal in itself!

Oh… well… ok then.

Byttehandlen

Talestrømmen breder sig i stuen og flyder ubesværet igennem den tynde væg ind til værelset, hvor jeg sover min rus ud på en madras på gulvet. Faktisk havde man slet ikke behøvet at bygge en væg imellem de to rum - et simpelt forhæng ville kunne have udrettet akkurat det samme, og derfor varer det heller ikke længe, før min slumrende krop må se sig bragt til live af de menneskeskabte lyde.

De ansvarlige stemmer tilhører mine tre flatmates - ja, nu er tiden inde, I skal høre lidt om de mennesker, jeg bor sammen med…

Der er en bror og en søster, og så er der ham, der crasher på sofaen hver eneste nat – Da jeg forsigtigt låste mig ind i lejligheden klokken fem i morges, fandt jeg ham i den mest akavede sovestilling, jeg nogensinde har bevidnet. Benene hang ud over armlænet, som havde han siddet på det, da søvnen indtraf og fik ham til at dratte bagover i sofaen. Jeg slukkede for TV-kassen, Breaking Bad kørte på højtryk.

Nåmenaltså. Disse tre mennesker gør alting i fællesskab. De forlader lejligheden om morgenen for at arbejde på samme aktuelle filmprojekt, hvorefter de vender hjem til sofaen for at ryge nogle joints - hvilket i øvrigt er det eneste, jeg nogensinde har set dem foretage sig i hjemmet.

Den første aften, de lukkede mig ind i deres hellige treenighed, fik jeg fornemmelsen af, at være trådt direkte ind i et NYC-remake af ”The Dreamers” - ja, broren og søsteren er praktisk talt gengangere af Louis Garrel og Eva Green. Dog - i denne udgave er der mere weed end fransk vin og nøgenheden er blevet censureret.

Men i dag er det søndag, og hvad jeg opsnapper igennem væggen er, at søsteren denne morgen vågnede op til det bemærkelsesværdige syn af en sikkerhedshjelm, der på en eller anden måde havde fundet vej ind på hendes reol. Som om dette ikke var en chokerende oplevelse i sig selv, viste det sig senere, at noget af brorens weed var forsvundet. Nu er spørgsmålet så: Hvem har taget brorens weed, og hvordan er sikkerhedshjelmen landet på søsterens værelse? - So... Somehow a construction worker got into the apartment. He found the weed and smoked it. And afterwards he was so stoned that he forgot his helmet in my room, lyder søsterens (mere eller mindre) skudsikre forklaring - I just don’t understand how he got into the apartment.

- He’s a construction worker. He has keys to all the apartments, mener sofafyren, og i samme øjeblik vakler jeg ind i stuen på bedste jeg-har-grød-i-øjnene-og-en-fuglerede-på-hovedet-manér. Forsøger at krænge mig forbi forsamlingen, men bliver gaflet af søsterens gennemborende blik - Did you hear anybody come in to the apartment this morning?

- Me? spørger jeg forundret - No… I’ve been sleeping.

- Maybe, fortsætter hun ivrigt - Maybe he was in the next door apartment and came in to ours through the terrace.
Vores terrasse ligger ganske vist i forlængelse af naboens - kun adskilt af en blomsterkasse, som man ubesværet kan kravle over, fordi der ingen blomster er i. Dette benytter vores nabo sig af flere gange dagligt. Han kravler uindbudt ind ad vinduet og indtager en tilbagelænet position omkring sofabordet. Jeg under ham det, fordi han i øjeblikket gennemlever en eksistentiel krise. I går sagde han, at han ville ønske, at han havde valgt musikstudierne ligesom alle vennerne - de lever alle af musikken den dag i dag... Og han er ejendomsmægler… Men han ville hellere spille i et band…

- Maybe you should think of something a little more realistic, sagde broren til ham, hvilket jeg fandt en smule usympatisk. Fornuftigt sikkert (jeg har hørt ham spille guitar), men usympatisk.

Der lyder fodtrin på trappen, og op kommer Andrew - ham havde jeg nær glemt, hvilket selvfølgelig ikke er berettiget. Han er endnu en af mine flatmates, og han bor på et lille værelse nede i kælderen. Det har ikke nogen vinduer, har jeg ladet mig fortælle. Hey buddy - you and your friends were so wasted last night! udbryder søsteren.

Andrew svarer ikke, men rækker ud efter to øl i køleskabet, som han tømmer ned i en højsidet tupperware-beholder. I fucked a girl last night, mumler han lidt efter - Like, I fucked her pussy.

- I thought you were gay and in a monogamous relationship, er der en, der siger.

- Well, I’m still allowed to fuck girls, indvender Andrew - And then afterwards I was like: Yo - If you get pregnant - what’s going to happen? And then she was like: Dude, I don’t have your number.

- That girl used to be a dude, er der en anden, der siger.

- No. I just said that I came inside her pussy.

- I’m just saying. That girl used to be a dude…



Det her er uden tvivl det skøreste sted, jeg nogensinde har boet!

New flat, new flatmates

...

Hostellivet var selvfølgelig ikke nogen holdbar langtidsløsning. Adskillige gange vågnede jeg op i en pøl af sved, fordi min roomie havde valgt at slukke for airconditioningen i løbet af natten. Den larmede, lød begrundelsen - hvilket forekommer mig lidt pudsigt, da vores tredje roomie alligevel snorkede så højtlydt, at det ligefrem fik mig til at længtes efter håndværkerne udenfor mit vindue i København.

Men boligjagt er en morskabsleg skabt af fanden, det har endnu en tur i karrusellen bekræftet mig i. Så mange timer med Craigslist’s boligannoncer. Så mange timer kommer aldrig igen. På et tidspunkt blev jeg så træt af gamet, at jeg i stedet begyndte at skrive til annoncer, der lød sådan her: Free rent for a submissive girl in need – mest for sjov, selvfølgelig. Anyways, processen er altid den samme: Der er de første guldkorn, som du lader gå, fordi du tror, der dukker noget bedre op (det gør der ikke). Og så er der lokumsskuret, som du næsten siger ja til, fordi din tålmodighed er ved at være brugt op. Nå ja, og så er der det, du rent faktisk ender op med. Og hvordan skal jeg så beskrive dét…

Well, jeg er flyttet fra Bushwick ind til Williamsburg, hvilket betyder, at jeg næsten slipper for skumle gadehjørne-typer, der kommer med chikanerende tilråb, imens de tager sig til skridtet – men kun næsten. Men hvis der er noget animationsfilmen 'Madagascar' har lært mig så er det: Just smile and wave. Lejligheden deler jeg med tre andre mennesker i midt tyverne. Nå ja, og så er der denne hersens dude, der sover på sofaen. Jeg kan ikke finde ud af, om han rent faktisk bor her – han blev ikke nævnt ved fremvisningen, og når jeg vågner om morgenen, er han altid væk.

Anyways - Det første jeg bemærkede, da jeg trillede kufferten ind i over mine nye gemakkers mørke gulvbrædder, var de små sorte gnallinger, der lå strøget rundt i alle kanter af rummet. Det var så overdrevent, at jeg som forsvarsmekanisme måtte tænke, at den tidligere lejer nok havde drevet en hamsterfarm eller lignende, ja jeg syntes næsten, at jeg kunne lugte savsmuldet. Men da jeg næste morgen listede ud på badeværelset, blev jeg mødt af vores femte eller sjette flatmate (afhængig af om ham på sofaen rent faktisk bor her eller ej). En lille bitte fyr med et meget omfangsrigt tilfælde af kropsbehåring. Han smuttede ud foran mine bare tæer – ja, han vidste trods alt godt, hos hvem førsteretten til badeværelset lå.

Langtidslæsere husker måske min fortids dans med de små vrikkende væsner - ellers kan det i hvert fald genopfriskes her.