Highlights from January

What happened in the first month of 2013? – Not much TBH. Anyways, here are a few highlights…

As you might have picked up from a couple of my previous blog posts I had an extended Christmas holiday home at my parents’ in Harken. Oh - And really became close with these two fury fellas: Luffe & Malthe. On my last day in Harken Luffe finally revealed his love for me and: please bring me with you to Copenhagen, he said:

- What are you reading? my mum asked with curiosity when she saw the thick book that I was trying to fit into my suitcase.

- Oh, just Fifty Shades of Grey.

- Husmorporno, she said and rolled her eyes – A word I taught her myself.

- I’m reading it for research purposes, I snapped in defence.

So yeah. Currently I’m reading Fifty Shades of Grey, you know: The erotic books that are sold in more copies than Harry Potter. But I have to say I’m a little disappointed. First of all: It took forever to get to the part about fucking and then (before they even get started) Mr Grey makes Ana sign a contract that says:

No acts involving fire play
No acts involving urination or defecation and the products thereof.
No acts involving needles, knives, piercing, or blood.
No acts involving gynaecological instruments.
No acts involving children and animals.
No acts that will leave any permanent marks on the skin.
No acts involving breath control

No activity that involves the direct contact of electric current, fire, or flames to the body

And I’m just like: This shit sounds boring.

(Though I do agree on the part about children and animals).

Ana gladly accepts because she’s like: Any sane person wouldn’t want to be involved in these sort of things, surely - Well, maybe not you, you judgmental bitch.

Anyways – I try imagining Mr Grey as Ryan Gosling and that helps – Did ya’ll see him in Lars and the Real Girl? I watched it for the first time a couple of weeks ago and it’s SO cute!

Back home in Copenhagen I’ve been focusing on decorating my room – So maybe I really am becoming a “husmor”. Here’s my latest painting project (I’m actually pretty pleased with it):

Earlier today I went to see Asger Juel Larsens runway show #CFW and decided that I'm going to bring more punk into my wardrobe... And tonight I’m going to watch the first episode of the new season of FOR LÆKKER TIL LOVE. I’ve never watched it before (probably because I haven’t lived in a house with a TV for a very long time, but now I do – thanks to my two civilized flatmates!)

Oh, and BTW: One of my friends Lise is in it, and she’s nothing but amazing, so you should definitely watch it too!

Lise's opinion on guys who overdo the ~hipster~ look:

Killing Time

Uden at flytte blikket sætter jeg mig, strækker benene og lægger ryggen ned mod det glatte trægulv. Jeg retter lidt på sweateren. Hundekiksen, som jeg har knuget i min hånd, placerer jeg på maven et lille stykke over navlen.

Malthe iagttager fra en afstand af to meter. Så opmærksomt at kroppen sitrer, så fremadrettet at den magre hunderumpe næsten mister forbindelsen til gulvbrædderne. Savlet løber fra gummerne. Han sukker utålmodigt.

Bliv siddende, advarer jeg.

Min vejrtrækning er afmålt, og min brystkasse hæver og sænker sig kun knapt. Jeg gør mig umage for ikke at miste hans fokus. Så kører jeg øjenlågene ned, langsomt, så jeg til sidst kun kan se ham utydeligt gennem vipperne.

Striben af lys forsvinder, og i et stakket øjeblik besidder jeg følelsen af kontrol, men følelsen forsvinder i det følgende, da kejtede hundepoter tripper ivrigt hen over gulvbrædderne. Mine øjne spærres op.

Malthe! udbryder jeg med iørefaldende skuffelse og fatter kiksen, før han kan sætte tænderne i den. Savlet er fuldt efter ham i en tråd hen over gulvet, som er fortsat op over min sweater.

Med kantede bevægelser kommer jeg op på albuerne. Du skal først spise godbidden, når du er sikker på, at jeg sover.

Han lægger hovedet på skrå. Jamen, sov du da ikke?

Nej, hvorfor troede du dog det?

Du lukkede jo øjnene.

JA, nærmest råber jeg, idét jeg kaster nakken tilbage. Men sover du måske så snart du lukker dine øjne? Nej, vel…? Som regel går der lige et par minutter. Opgivende lader jeg skuldrende falde. Sig mig, kan du virkelig ikke huske, hvad signalet er?

Han siger intet, men ligner et puslespil af tusind brikker, der netop er tømt ud af kassen.

Når jeg snorker, Malthe! Når jeg snorker!

I det samme slentrer Luffe forbi – Bagefter kan du jo forklare ham, hvorfor det er nytteløst at jagte sin egen hale, fnyser han, hvilket straks giver mig dårlig samvittighed, for Luffe har altid været lidt hård ved Malthe, og jeg vil så nødigt signalere, at det er acceptabelt.

Bland dig udenom, Luffe, siger jeg og sender ham et Blik, imens Malthe, der tilsyneladende ikke bed mærke i fornærmelsen, springer begejstret frem mod den lodne dødbider med logrende hale og et imødekommende snudepuf. Katten flygter i foragt.

Jeg tilbageerobrer hundens opmærksomhed ved at huske ham på hundekiksen i min højre hånd. Genopdagelsen af dens eksistens fremkalder endnu mere begejstring, men før han mister besindelsen i en opadgående spiral af ellevildelse, siger jeg: Sit, og han adlyder - om end med anstrengelse.

Ærlig talt, siger jeg, da han er faldet lidt til ro - så er det mig en gåde, at du er så vild med hundekiks. Jeg studerer skeptisk den lille gnalling mellem to fingre. Da jeg var barn, fik min mor mig til at spise en af disse, fordi hun forsikrede mig om, at det var helt ufarligt og desuden ganske almindeligt blandt børn i Afrika. Jeg ved ikke, om hun havde ret i den sidste påstand, men hun havde formentligt i den første. Alligevel er ”harmløs” langt fra synonymt med ”velsmagende”.


Nå. Er du klar igen? spørger jeg og indtager på ny den vandrette position med hundekiksen på maven.

Denne gang bliver Malthe tålmodigt siddende, selvom mine øjne lukker sig. Ja, faktisk bliver han siddende helt indtil (men så hellere ikke længere end…) det første grynt af min simulerede snorken. Den er for ham som et startskud til et kapløb med tiden hen over det glatte trægulv.

Meget bedre end sidste gang, siger jeg og klapper ham på hovedet, imens han tygger i triumf. Men næste gang skal du altså huske, at du skal liste. Du ved… ellers vækker du mig jo.

Harkensind #2

Mit 2013 blev indledt med influenzarelateret feberlidelse og gyselige hyldebærsfarvede tænder, hvilket jeg anser for en taktisk smart start på året, for det betyder, at standarden er sat rimelig lavt, og at der ikke er så meget at leve op til resten af året. Og heldigvis er jeg hjemme hos mine forældre og deres fyldte maddepoter - At gå de 500 meter ned til Netto på Hillerødgade havde været en umulig bedrift i min tilstand.

Jeg ligger på sofaen i min krops fulde længde presset ind mod ryglænet. Det er den eneste måde, hvorpå der kan være plads til Luffe, mine forældres pletvis skallede kat, som er krøllet sammen ved min side. Selvom han nødigt vil indrømme det, kan han meget godt lide mit selskab. Han knurrer veltilpas i sin halvvågne tilstand, idet jeg trækker ham blidt i øret. Jeg ved lige præcis, hvor langt jeg kan gå, før den veltilpasse knurren udskiftes med en ildevarslende af slagsen.

Luffe har de vildeste kropskomplekser. Dødsens være den, der lægger hånd på hans hale. Eller hans mave. Ja, jeg ved godt, at det ikke er unormalt, at være selvbevidst omkring løst maveskind, og hvis jeg er gået lidt for grovt til den brune sovs og kartoflerne, kan jeg godt gå hen og blive en smule ømtålelig omkring min egen madbaby. Katte kan åbenbart have det på samme måde.

Det bliver endnu værre, hvis man rører ved hans poter. Et let håndstrejf over forpoterne kan han ind imellem tolerere, hvis han er i godt humør, men bagpoterne(!): dem skal man ikke pille ved. Jeg ved ikke, om det er fordi, han er ekstremt kilden. Jeg er selv ret kilden under fødderne, nu jeg tænker over det, og jeg kan selvfølgelig godt blive arrig, hvis jeg gentagne gange pirres. Alligevel kunne jeg ikke finde på at gøre det, som Luffe gør: Hans udstrakte forpotekløer hager sig fast i håndryggens sparsomme kød, så en tilbagetrækning umuliggøres. Og så bruger han ellers bagpoterne til at kradse med. De cykler simpelthen derudaf. Nogle gange bider han også. Hvis det er på samme måde, han behandler musene ude i marken, så har jeg næsten ondt af dem. Den eneste del af Luffe, man må have lov til at røre ved, er hans hoved.

Hans plettede skaldethed er desuden et resultat af hans upraktiske hårlængde, hans vanskelige temperament og min fars utålmodighed. Uundgåelige sammenfiltninger gør simpelthen Luffe til en omvandrende avl af dreadlocks. At gå til værks med en saks har vist sig at være en langvarig og smertefuld proces for alle involverede parter, så nu bruger min far og Luffe den samme trimmer. Resultatet er en bespottelse af skønheden, men det kan Luffe jo ikke vide – Ja, det er heldigt, at huset ikke har spejle i hans øjenhøjde.

Vi har ligget i den samme stilling i varigheden af en hel Twilight-film (nogle gange skal elendighed bekæmpes med mere af slagsen). Luffe er tilsyneladende ikke generet, men pladsmæssigt har han også trukket det lange lod. På grund af ham, ligger jeg ret ubekvemt.

Utålmodigheden indtræffer.

Go’dav Luffe, siger jeg og giver hans forpote et lille let håndtryk. Jeg ved jo godt, at han hader det, men handlingen virker bare så uskyldig i teorien. Han slår irriteret med halen, men ellers er reaktionen udeblivende.

Go’dav Luffe. Jeg giver poten endnu et klem. Så drejer han hovedet og kigger på mig med øjne, der ligner nedadbuende appelsinbåde. Du leger med ilden, siger han.

Ja, jeg ved godt, at legen burde stoppe hér. Alligevel kan jeg ikke dy mig for at stikke pilfingeren frem og endnu en gang ae ham forsigtigt over poten. Det skulle jeg ikke have gjort. Arrigt langer han ud efter min hånd. Jeg rykker den hastigt til mig, men resultatet bliver ligegodt en rød streg hen over håndryggen.
Surt skubber jeg Luffe ned på gulvet. Jeg er klar over, at det var mig selv, der startede, men jeg er altså også syg og dermed urimelig. Han forlader stuen med en hale, der stritter af fornærmelse.

Jeg sukker og tvinger kroppen op i skrædderstilling. Med dvask arm zapper jeg over på TV. Det bedste bud på underholdning er en tilbagebliksudsendelse omhandlende de sidste fire år med Bonderøven, og det er i sandhed et elendigt bud, men jeg ejer ikke et fjernsyn til dagligt, så det er med at udnytte muligheden, når den byder sig. Jeg lægger fjernbetjeningen og finder en brunkage i posen, fører den op mod munden, men skifter mening halvvejs og lægger den tilbage igen.

Lidt efter hører jeg bløde potetrin mod trægulvet. Det er Luffe, der vender tilbage - denne gang hurtigere end sidste gang. Uden at sige et ord hopper han op i sofaen, hvor han snor sig sammen ved siden af mit lår. Sådan er vi.

Tilgiv mig, siger jeg stryger ham kærligt over hovedet. Når alt kommer til alt, så er Luffe alt, jeg har – I hvert fald så længe jeg er hér på Harkenvej. Nå ja, og så er der jo Malthe. Den lille brunplettede fyr. Men han når ligesom aldrig rigtigt op på mit intelligensniveau, og det kan godt blive lidt trættende i længden.