Neil

Da vi i sin tid flyttede ind på Barnardo Street, skulle vi snart opdage, at der boede en lille killing i vores baghave. Det røde halsbånd vidnede om en ejer, men da ingen kom og gjorde krav på den, besluttede vi, at den skulle være vores. Egentlig er jeg ikke et kattemenneske, jeg kan bedre lide får, men nu var det jo altså en kat, og vi lod den komme indenfor i vores lejlighed, hvilket den godt kunne lide.

Emily tilkendegav engang, at hun altid har ønsket sig en ven med navnet Neil, og empatisk foreslog jeg, at vi kaldte katten Neil. Og Neil dasede i vores dyner og spiste af vores tallerkener og varmede sig i solen i vores vinduskarme. Vi gav ham husly og kærlighed, og til gengæld håbede vi, at han en dag ville fange vores mus (I har alle læst om vores museproblem, ikk?). Men da tiden kom, hvor Neil voksede ind i den rebelske teenagealder, løb han hjemmefra, og vi så ham ikke i to måneder.

Rygterne gik som rygter jo går, og da jeg en mørk nat øjnede ham i selskab med den lokale marfiakat, vidste jeg, at snakken var sand. Senere overraskede jeg ham også i akten på hjørnet af Barnardo og Cable Street, og det stod klart, at ikke nok med at Neil var kommet i dårlig selskab - han var altså også bøsse. Ak ja, forældrerollen er vanskelig og utaknemmelig, det ved jeg nu.

Det var en nødvendig accept, at Neil var udenfor pædagogisk rækkevidde, men det lykkedes os også at fange musen selv, hvilket I sikkert har læst om her. Og med musen ude af billedet kom dagligdagen igen, og alt var ren idyl for en stund.

Urolighederne vendte tilbage, da vi gentagene gange observerede døde mus i terrænet omkring bygningen. I starten var vi ikke klar over, at de havde nogen relation til os, men da deres placering senere blev indsnævret til trappetrinet foran vores hoved- eller havedør vidste vi, at vi skulle være på vagt.

”Jeg tror det er vores mus, der er vendt tilbage som et musegenfærd,” meddelte Emily og jeg gav hende ret.

…

I dag er det lørdag. Jeg har lige spist havregrød til middagsmad, og jeg er på vej ud af døren for at smide vores køkkenskrald ud i containeren - det gør vi engang imellem. Som sædvanligt har skraldet opslugt selve containeren, så jeg smider blot mine poser op i bunken, imens jeg prøver at negligere samvittighedskvaler overfor skraldemanden, samt undgå at træde i diverse ulækkerier med de udsatte strømpefødder, som jeg har bevæget mig ud på.

”Hey!” Jeg vender mig ved lyden af en rusten damevokal. ”Do you live here?”

Håret hænger i triste glansløse pjalter fra hendes hoved og ned til skuldrene. Udgroningen er grå, mens en kemisk rød farve tager over længere nede. Hendes ansigt er mat og foldet. Hun kunne være i halvtredserne eller tresserne, det er svært at sige, da hun måske er blevet gammel før tid.

”Yes, I live here.”

Damen bevæger sig nærmere. ”Do you have mice?”

”We did…” svarer jeg og giver en kort opsummering af fortællingen om vores pskykomus, der hjemsøgte os, da den stadig var i live, og måske også nu. Jeg fortæller hende, at jeg fangede den med en spand og mine bare næver.

”Don’t you fear them?” spørger hun overrasket og kigger på mig med sine udspilede øjne.

”Don’t know,” svarer jeg tilbageholdt. ”I guess not.”

”I can’t breathe.”

”What?”

”I have so many mice, I can’t breathe,” Hun træder et skridt nærmere, hvilket jeg nok føler mig en smule ukomfortabel ved. ”I don’t know what to do. They won’t let me breathe. That’s why my voice sounds like this.” Jeg nikker forstående, da hendes stemme ganske vist ikke ville unde en inkarneret kæderyger en ærlig chance. Hun ryster opgivende på hovedet. ”I’ve lived in my flat for 36 years, and I’ve always had mice. See the window up there?”

Jeg følger hendes finger med blikket.

”That’s my bedroom. I haven’t slept in my bedroom for two months, I sleep on the couch. I have no food in my flat, I can’t have any food, I can’t breathe.”

Jeg kigger medlidende på hende og spørger forsigtigt, om hun har tænkt på at anskaffe sig en kat?

”I can’t. I’m afraid of cats.”

En lille hund, da?

”Oh no, I’m afraid of dogs too.”

Så rynker jeg brynene og siger, at jeg for resten hellere må komme tilbage til opvasken, inden grøden sætter sig for godt fast i tallerkenen. Hun tager om min hånd, og siger ærligt, at det var rart at møde mig, og at jeg endelig skal komme og besøge hende en dag, hun bor i nummer 3. Jeg tænker, at det nok ikke bliver så relevant.

Da jeg lidt efter står bøjet over vasken med opsmøgede ærmer og sæbebobler op til ørerne, får jeg overraskende nok øje på Neil igennem havedøren. Han springer rundt i haven som den legesyge lille killing, han engang var. Jeg tørrer mine hænder i viskestykket og misser øjnene imod den stærke forårssol, der nu bryder igennem skydækket og sender sine skarpe middagsstråler ind i køkkenet. Jeg lukker havedøren op og sætter mig på hug i åbningen.

”Hej ven, har ikke set dig længe.” Han får et kærligt træk i øret, da han kommer op til mig og planter sine små forpoter på mit lår. Jeg kigger ham over ørerne. ”Hvad var det, du havde fundet?”

Neil viser stolt sin mus (i baggrunden) frem.

Det er endnu en død mus med forsavlet pels og sikkert et par knoglebrud i kadaveret. Og da forstår jeg, at der ikke er tale om noget genfærd, men blot en lille mis ved navn Neil, der omsider har fundet sin vej tilbage - og for at vise sin hengivenhed, dedikerer han sine døde musefangster til os.

”Den klamme kat kommer aldrig ind i huset igen,” var Emilys kommentar, da jeg senere videregav beretningen.