East London Life

Hun er ung af alder, og hendes hår er sort, men det må være af kemisk fremkaldelse, konkluderer jeg, idet jeg skridter ned ad fortovet. Hun står bøjet over en bunke affaldssække, hendes hvide fingre undersøger indholdet med en tålmodig attitude, de åbner for poserne og graver sig ned i det, som andre har kasseret. Jeg studerer ansigtsudtrykket, idet jeg nærmer mig, men der er ikke skyggen af foragt at spore i de fine træk.

I døråbningen af den lille blå Off Lisence står to midaldrende mænd med deres hængevom væltende ud over dørtærsklen, de iagttager kvinden og taler sammen på deres modersmål. Som jeg passerer, sender jeg et sidste nysgerrigt blik tilbage over skulderen. Jeg har ikke lyst til at slippe hende endnu, men jeg har heller ikke rigtigt noget påskud for at blive.

 

Er du klar om fem minutter? råber jeg til Emily, idet jeg snubler op ad de betæppede trappetrin til første sal.

JAJA, råber hun igennem den lukkede dør, hvilket betyder Nej, har jeg lært.

Uden at tage skoene af sætter jeg mig ind til mac’en og åbner Facebook, som er det noget, jeg har glædet mig til, men det er jeg ikke sikker på, at det er, det er ikke noget, jeg tænker over, det er bare noget, jeg altid gør. Jeg har en Friend Request fra én, jeg ikke kender, men vi har nogle fælles venner, og hun har liket et par af mine billeder, så det' okay, whatever - jeg har altid haft nemt ved at føle empati for folk, der liker mine posts.

Et vindue popper op på skærmen og fortæller, at Emily ønsker kontakt med mig via Skype, og jeg godkender. Det er meningen, at du skal gøre dig klar! skænder jeg med en påtaget irritation, for hun skal ikke tro, at hun slipper omkring for nemt. Jeg kan både høre hendes stemme fra højtaleren i computeren og fra den anden side af væggen, da hun svarer: Jaja, men der er femten minutter tilbage af min auktion på Ebay. Skal jeg byde nu eller skal jeg vente?


Vent, formaner jeg. Vent til tyve sekunder før lukketid og smid så dit maksimale bud ud, altså det højeste, du vil gå med til at give. På den måde kan de andre potentielle købere ikke nå at reagere, men vær forberedt på at de sidder med samme plan, og tag det med i overvejelserne af dit maksimale bud. Du bliver måske overrumplet, forstår du? - Og hvad køber du i øvrigt? tilføjer jeg nysgerrigt.

Bare nogle sko, sukker hun. Jeg har sikkert ikke brug for dem...

  

Jeg sidder lidt og stirrer ud i luften, imens jeg foretager nogle mentale forberedelser til et brusebad. Vores skypesamtale er stadig åben, men det har vi glemt, og lidt efter kommer Emily ind af døren til mit værelse. Hun banker ikke på, men det gør ikke noget. Ha! Er det din vibrator, der ligger der på sengen? spørger hun entusiastisk.

Ja, vores Plumber fik vist også øje på den, da han var her tidligere i dag. Jeg havde helt glemt, at den lå der. Han sagde ikke noget...

Emily slår sig ned i sengen ved siden af vibratoren. Der var en fyr, der piftede af mig hele vejen ned ad Barnardo Street i dag, fortæller hun leende. Fra en åben bil.

Hvorfor er der aldrig nogen, der pifter af mig på gaden mere? spørger jeg en anelse ærgerlig, imens jeg går rundt om sengen og hiver håndklædet ned fra skabslågen, hvor det har hængt til tørre siden sidst, jeg brugte det, og det er vel ved at være tre-fire dage siden. Emily ser ud som om, hun rent faktisk leder efter et svar, og jeg skal lige til at afbryde det håbløse forsøg, for det kan vel ikke være meningen, at hun skal svare på så dumt et spørgsmål, men så beslutter jeg mig for, at det er det.

Et åbenbaringens smil breder sig over ansigtet, da hun drillende foreslår: Måske det ville hjælpe, hvis du rent faktisk bevægede dig udenfor huset lidt oftere?

Jeg nikker anerkendende. Et bad i ny og næ ville nok heller ikke skade…



Vi står af bussen ved Aldgate East og Brick Lane, og Emily har sin rustfarvede strikkehue på. Inden for de sidste to dage, er den blevet lige så hellig for hende, som netundertrøjen er for bøsserne. Hun skal lige hæve nogle penge ved automaten uden for Lloyds TSB, og det skal jeg forresten også. Vi har endnu aftensmaden til gode, og jeg kommer i tanke om denne her burgerbar på Bricken, hvor man også kan købe pizza. Men der er ret klamt derinde, advarer jeg.

 

How can I help you? lyder den øjeblikkelige velkomst, da vi træder ind i det lille friturestegende lokale. Jeg ignorerer spørgsmålet, for jeg er ligesom ikke en inkarneret stamkunde, der kan hele menukortet uden af, og som har truffet et valg på forhånd. I stedet træder jeg frem mod disken og studerer listen af valgmuligheder, der er klistret fast på bordpladen med gaffa.

How can I help you? spørger manden igen, men denne gang i et roligere tonefald. Han rækker hånden ud over disken og fjerner forsigtigt et af mine hår, som har sat sig fast i læben. Det havde været den perfekte indledende scene til en romantisk affære, hvis ikke det var fordi, at det var det ikke.

Har du hørt om ham der Roosh, der skrev en hadeguide til Danmark og som mener, at danske kvinder er de mest maskuline i verden? spørger jeg nogen tid senere, imens jeg forsøger at suge en oliven op fra min pizza.

Emily svarer mig med Fried Chicken i munden: Ja, han mener, at vi er dårlige til at flirte med mændene.

Jeg nikker og citerer: "A Danish woman won't go out of her way to make you feel like a man" - På sin vis kan jeg godt følge ham. Jeg mener; fyre gør så ofte en indsats for at vi kvinder skal føle os mere feminine, men hvor tit gør vi noget for at de skal føle sig mere maskuline? Jeg har nok altid været sådan lidt; hvordan er det Mit problem, hvis han ikke føler sig maskulin nok i sig selv?

Vi slår os ned på bordbænkene udenfor Café 1001, men først spenderer vi næsten fire pund på en halv liter dåse-dele-øl. Dem her koster kun ét pund i en Off License, brokker jeg mig en smule tvært, idet jeg tager den første slurk. Brick Lane leverer som altid en heftig søndagsfest, og gaden vrimler med skæve East Londoners.
En temmelig fordrukken ung mand synes at have udset os fra den anden side af gaden, og han beslutter tilsyneladende, at han vil bane sig over imod os. Jeg ved ikke hvad der volder ham mest besvær; menneskemængden eller hans egne ben. Hans ansigt er spættet med røde pletter, og hans øjne er ufokuserede. Hans accent er sydeuropæisk. Do you have a light?

Jeg hiver en lighter op af lommen. Sure.

Et øjeblik står han og stirrer på den røde plastikgenstand. Drejer den imellem fingrene, som om det var en fremmed genstand, som om det ikke var det, han bad om. Do you also have a cigarette?

Sorry, I don’t.

Så sætter han sig ned på hug - åbenbart finder han selskabet fornøjeligt. Han har stadig min lighter i hånden. Can I taste your beer? snøvles der igennem sprækken på de smalle læber, og han kigger op mod Emily og den Red Stripe, der svæver i hendes højre hånd.

No, you can’t.

Why not? Han lyder forundret og ser ud til at have et balanceproblem med den ene halvdel af kroppen, der nok er tungere end den anden.

Because It’s Mine.

But... Don’t you wanna share?

No.

Why not? spørger han igen og undgår med nød og næppe at dratte sidlæns ned i asfalten. I mean, why not?... You and I… We share?

No, we don’t.

Hmm… Han ryster en smule opgivende på hovedet og hiver noget op af lommen, der viser sig at være en pakke cigaretter. Oh, do you want a cigarette? tilbyder han og holder pakken frem.

Can I ask you a question? spørger jeg og læner mig en lille smule frem. Do you think we are maskulin?

Yeah, mumler han.

You do?! griner jeg.

Nah... Han deler usikkert min latter. Excuse me… But what was the question?

Vi morer os og Emily gentager mit spørsmål. Han ser ud til at tænke sig om.

No, you guys aren’t maskulin, siger han så. You are just like… Hmm, you know… Just like… brrdr. Han pointerer ved at rulle med øjnene og stikke tungen ud af munden.

Lolz, can I have my lighter back?


.