.

 Jeg låser mig ind på Barnardo Street efter endnu en suicidal dag på telefonjobbet og slæber mit mishandlede selv op ad trappen til første sal. Hér stopper jeg brat, for min dør står på klem - Men lukkede jeg den ikke da jeg tog hjemmefra? Har jeg i løbet af dagen haft ubudne gæster? (because sometimes my life magically changes into a Sherlock Holmes scene…)

Årsagen til at jeg altid holder døren ind til værelset lukket er selvfølgelig, at jeg har blokeret alle andre passager til og fra rummet (AKA musehuller)! Skal en mus gøre sin indtrængen, skal den derfor bruge døren som os andre.

Men grundet inkompetence i henhold til at besvare førstillede spørgsmål, vælger jeg i stedet ignorance. Jeg smækker døren bag mig, smider overtøjet på sengen og sætter mig ved computeren for at varetage mit sociale liv (eller illusion heraf).

Efter en smule Facebook-trollin' og andre af internettets eskapistiske livsafvigelsesmanøvrer begynder jeg at høre foruroligende lyde fra min kommode - og atter falder mine tanker på den værst tænkelige ubudne gæst overhovedet: Mr. Mouse!

Jeg går over til kommoden og foretager en handlingsplan af fire trin: 1) Slå på kommoden 2) Spark til kommoden 3) Hiv alle skufferne ud af kommoden – og sidst men ikke mindst 4) Flyt kommoden (for at kigge under den). På intet tidspunkt i løbet af handlingsscenariet finder jeg musen – Jeg lider nok snarere af tvangsforestillinger?!

Tilbage til skrivebordet - Og hvorfor skulle musen også dukke op midt på dagen? Heldigvis har jeg Facebook til at fordrive uønskede tanker fra sindet… Er det bare mig, eller har hun tabt sig? Jeg sværger, at hvis man kigger på hendes billeder fra 2010… Seriøst, hvad er det for en lyd? Nu kommer den fra under min seng… Ej, hvad har min mor nu liket på min wall? Nej, nej , nej - jeg SVÆRGER, at jeg kan høre en mus!

Jeg lytter med en intensitet, som havde jeg prøvet at tyde en af Kreayshawns tekster. Da jeg endelig får øje på musen, er den vendt tilbage til kommoden. Den stikker forsigtigt snuden frem, men i løbet ét sekund konkluderer den, at flugtvejen via døren er spærret, og den forsvinder atter bag møblet. Men det er okay, for jeg har jo afspærret alle dens exits - Nu er det bare os to. Alene i dette rum. Jeg får næsten ondt af den.

En time senere har jeg revet alle objekterne ud af mit indbyggede klædeskab og stablet dem på en stol midt i rummet. Ovenpå har jeg stablet alle de ting, der blev opbevaret under min seng. Madrassen er rejst på højkant, så jeg har frit udsyn til gulvet under tremmerne. Alle møbler er rykket et godt stykke ud fra væggen. Faktisk er gulvet nu fuldstændigt blottet – og jeg kan stadig ikke få øje på musen!

Jeg får en idé - slukker lyset - står helt stille, imens jeg venter… og venter… og venter… Telefonen ringer: Hej Emily, hvad er der?

Hvorfor hvisker du, Simone?

Hviskende: Jeg kan ikke snakke lige nu. Er inde på mit værelse sammen med musen(!) Den må ikke vide, at jeg er herinde. Gotta go…

Du er sindssyg!

Så sker der det, at musen kravler ud af skraldeposen, som ligger ligger henslængt på gulvet, ved siden af mine ene fod. Det lille bæst har sandsynligvis opholdt sig heri under hele postyret – på trods af, at jeg flere gange har båret rundt på skraldeposen!

Jeg tænder lyset og jagten påbegyndes! Ind under kommoden og ud igen. Ind i det indbyggede klædeskab for at foretage en U-vending - og ud igen. Tværs over gulvet og op bag radiatoren. Ned fra radiatoren og tilbage under kommoden. På intet tidspunkt slipper jeg den af syne, ja, min egen integration i jagten forekommer mig nærmest skræmmende.

Today you messed with the wrong person, lyder meddelelsen, da jeg efter en fyrre minutters lang sammenbidt jagt trænger musen op i en krog (en indhegning, som jeg har bygget af et aflangt spejl og nogle skuffer), hvorefter jeg fanger den i en plastikspand - kun ved brugen af mine bare næver (ja, og så altså en plastikspand). Ovenpå spanden stables en telefonbog, opvasken fra de sidste dage og en Sex and the City-box – Bare for at være på den sikre side.

Kort efter hjemkommer Emily fra arbejde, og jeg vil ikke gå i detaljer med, hvordan vi skaffede os af med musen, men lad os bare fastslå én ting: It wont be bothering us again….