Lidt om Tun

Jeg undskylder for, at skrivelysten i den seneste tid har været en haltende tendens, hovedsageligt fordi lysten til at dalle rundt i London Fields under skarp sol og treogtyve grader (fordi vi kan) har været stærkere!
Nå ja, og så røg der også lige et par dage af kalenderen, da jeg var i Danmark for første gang i seks måneder, hvor jeg blandt andet fik drukket mig fuld blandt jyder, spist broccolitærte med mine forældre og besøgt min kæreste, hvor jeg så også lige blev infektioneret (slap af, jeg snakker blot om influenza).

Heldigvis er Lotte kommet mig til undsætning, og her deler hun en episode fra sin respekterede videoblog!

Tak til Lotte / Emily Mai Allen!

East London Life

Hun er ung af alder, og hendes hår er sort, men det må være af kemisk fremkaldelse, konkluderer jeg, idet jeg skridter ned ad fortovet. Hun står bøjet over en bunke affaldssække, hendes hvide fingre undersøger indholdet med en tålmodig attitude, de åbner for poserne og graver sig ned i det, som andre har kasseret. Jeg studerer ansigtsudtrykket, idet jeg nærmer mig, men der er ikke skyggen af foragt at spore i de fine træk.

I døråbningen af den lille blå Off Lisence står to midaldrende mænd med deres hængevom væltende ud over dørtærsklen, de iagttager kvinden og taler sammen på deres modersmål. Som jeg passerer, sender jeg et sidste nysgerrigt blik tilbage over skulderen. Jeg har ikke lyst til at slippe hende endnu, men jeg har heller ikke rigtigt noget påskud for at blive.

 

Er du klar om fem minutter? råber jeg til Emily, idet jeg snubler op ad de betæppede trappetrin til første sal.

JAJA, råber hun igennem den lukkede dør, hvilket betyder Nej, har jeg lært.

Uden at tage skoene af sætter jeg mig ind til mac’en og åbner Facebook, som er det noget, jeg har glædet mig til, men det er jeg ikke sikker på, at det er, det er ikke noget, jeg tænker over, det er bare noget, jeg altid gør. Jeg har en Friend Request fra én, jeg ikke kender, men vi har nogle fælles venner, og hun har liket et par af mine billeder, så det' okay, whatever - jeg har altid haft nemt ved at føle empati for folk, der liker mine posts.

Et vindue popper op på skærmen og fortæller, at Emily ønsker kontakt med mig via Skype, og jeg godkender. Det er meningen, at du skal gøre dig klar! skænder jeg med en påtaget irritation, for hun skal ikke tro, at hun slipper omkring for nemt. Jeg kan både høre hendes stemme fra højtaleren i computeren og fra den anden side af væggen, da hun svarer: Jaja, men der er femten minutter tilbage af min auktion på Ebay. Skal jeg byde nu eller skal jeg vente?


Vent, formaner jeg. Vent til tyve sekunder før lukketid og smid så dit maksimale bud ud, altså det højeste, du vil gå med til at give. På den måde kan de andre potentielle købere ikke nå at reagere, men vær forberedt på at de sidder med samme plan, og tag det med i overvejelserne af dit maksimale bud. Du bliver måske overrumplet, forstår du? - Og hvad køber du i øvrigt? tilføjer jeg nysgerrigt.

Bare nogle sko, sukker hun. Jeg har sikkert ikke brug for dem...

  

Jeg sidder lidt og stirrer ud i luften, imens jeg foretager nogle mentale forberedelser til et brusebad. Vores skypesamtale er stadig åben, men det har vi glemt, og lidt efter kommer Emily ind af døren til mit værelse. Hun banker ikke på, men det gør ikke noget. Ha! Er det din vibrator, der ligger der på sengen? spørger hun entusiastisk.

Ja, vores Plumber fik vist også øje på den, da han var her tidligere i dag. Jeg havde helt glemt, at den lå der. Han sagde ikke noget...

Emily slår sig ned i sengen ved siden af vibratoren. Der var en fyr, der piftede af mig hele vejen ned ad Barnardo Street i dag, fortæller hun leende. Fra en åben bil.

Hvorfor er der aldrig nogen, der pifter af mig på gaden mere? spørger jeg en anelse ærgerlig, imens jeg går rundt om sengen og hiver håndklædet ned fra skabslågen, hvor det har hængt til tørre siden sidst, jeg brugte det, og det er vel ved at være tre-fire dage siden. Emily ser ud som om, hun rent faktisk leder efter et svar, og jeg skal lige til at afbryde det håbløse forsøg, for det kan vel ikke være meningen, at hun skal svare på så dumt et spørgsmål, men så beslutter jeg mig for, at det er det.

Et åbenbaringens smil breder sig over ansigtet, da hun drillende foreslår: Måske det ville hjælpe, hvis du rent faktisk bevægede dig udenfor huset lidt oftere?

Jeg nikker anerkendende. Et bad i ny og næ ville nok heller ikke skade…



Vi står af bussen ved Aldgate East og Brick Lane, og Emily har sin rustfarvede strikkehue på. Inden for de sidste to dage, er den blevet lige så hellig for hende, som netundertrøjen er for bøsserne. Hun skal lige hæve nogle penge ved automaten uden for Lloyds TSB, og det skal jeg forresten også. Vi har endnu aftensmaden til gode, og jeg kommer i tanke om denne her burgerbar på Bricken, hvor man også kan købe pizza. Men der er ret klamt derinde, advarer jeg.

 

How can I help you? lyder den øjeblikkelige velkomst, da vi træder ind i det lille friturestegende lokale. Jeg ignorerer spørgsmålet, for jeg er ligesom ikke en inkarneret stamkunde, der kan hele menukortet uden af, og som har truffet et valg på forhånd. I stedet træder jeg frem mod disken og studerer listen af valgmuligheder, der er klistret fast på bordpladen med gaffa.

How can I help you? spørger manden igen, men denne gang i et roligere tonefald. Han rækker hånden ud over disken og fjerner forsigtigt et af mine hår, som har sat sig fast i læben. Det havde været den perfekte indledende scene til en romantisk affære, hvis ikke det var fordi, at det var det ikke.

Har du hørt om ham der Roosh, der skrev en hadeguide til Danmark og som mener, at danske kvinder er de mest maskuline i verden? spørger jeg nogen tid senere, imens jeg forsøger at suge en oliven op fra min pizza.

Emily svarer mig med Fried Chicken i munden: Ja, han mener, at vi er dårlige til at flirte med mændene.

Jeg nikker og citerer: "A Danish woman won't go out of her way to make you feel like a man" - På sin vis kan jeg godt følge ham. Jeg mener; fyre gør så ofte en indsats for at vi kvinder skal føle os mere feminine, men hvor tit gør vi noget for at de skal føle sig mere maskuline? Jeg har nok altid været sådan lidt; hvordan er det Mit problem, hvis han ikke føler sig maskulin nok i sig selv?

Vi slår os ned på bordbænkene udenfor Café 1001, men først spenderer vi næsten fire pund på en halv liter dåse-dele-øl. Dem her koster kun ét pund i en Off License, brokker jeg mig en smule tvært, idet jeg tager den første slurk. Brick Lane leverer som altid en heftig søndagsfest, og gaden vrimler med skæve East Londoners.
En temmelig fordrukken ung mand synes at have udset os fra den anden side af gaden, og han beslutter tilsyneladende, at han vil bane sig over imod os. Jeg ved ikke hvad der volder ham mest besvær; menneskemængden eller hans egne ben. Hans ansigt er spættet med røde pletter, og hans øjne er ufokuserede. Hans accent er sydeuropæisk. Do you have a light?

Jeg hiver en lighter op af lommen. Sure.

Et øjeblik står han og stirrer på den røde plastikgenstand. Drejer den imellem fingrene, som om det var en fremmed genstand, som om det ikke var det, han bad om. Do you also have a cigarette?

Sorry, I don’t.

Så sætter han sig ned på hug - åbenbart finder han selskabet fornøjeligt. Han har stadig min lighter i hånden. Can I taste your beer? snøvles der igennem sprækken på de smalle læber, og han kigger op mod Emily og den Red Stripe, der svæver i hendes højre hånd.

No, you can’t.

Why not? Han lyder forundret og ser ud til at have et balanceproblem med den ene halvdel af kroppen, der nok er tungere end den anden.

Because It’s Mine.

But... Don’t you wanna share?

No.

Why not? spørger han igen og undgår med nød og næppe at dratte sidlæns ned i asfalten. I mean, why not?... You and I… We share?

No, we don’t.

Hmm… Han ryster en smule opgivende på hovedet og hiver noget op af lommen, der viser sig at være en pakke cigaretter. Oh, do you want a cigarette? tilbyder han og holder pakken frem.

Can I ask you a question? spørger jeg og læner mig en lille smule frem. Do you think we are maskulin?

Yeah, mumler han.

You do?! griner jeg.

Nah... Han deler usikkert min latter. Excuse me… But what was the question?

Vi morer os og Emily gentager mit spørsmål. Han ser ud til at tænke sig om.

No, you guys aren’t maskulin, siger han så. You are just like… Hmm, you know… Just like… brrdr. Han pointerer ved at rulle med øjnene og stikke tungen ud af munden.

Lolz, can I have my lighter back?


.

Neil

Da vi i sin tid flyttede ind på Barnardo Street, skulle vi snart opdage, at der boede en lille killing i vores baghave. Det røde halsbånd vidnede om en ejer, men da ingen kom og gjorde krav på den, besluttede vi, at den skulle være vores. Egentlig er jeg ikke et kattemenneske, jeg kan bedre lide får, men nu var det jo altså en kat, og vi lod den komme indenfor i vores lejlighed, hvilket den godt kunne lide.

Emily tilkendegav engang, at hun altid har ønsket sig en ven med navnet Neil, og empatisk foreslog jeg, at vi kaldte katten Neil. Og Neil dasede i vores dyner og spiste af vores tallerkener og varmede sig i solen i vores vinduskarme. Vi gav ham husly og kærlighed, og til gengæld håbede vi, at han en dag ville fange vores mus (I har alle læst om vores museproblem, ikk?). Men da tiden kom, hvor Neil voksede ind i den rebelske teenagealder, løb han hjemmefra, og vi så ham ikke i to måneder.

Rygterne gik som rygter jo går, og da jeg en mørk nat øjnede ham i selskab med den lokale marfiakat, vidste jeg, at snakken var sand. Senere overraskede jeg ham også i akten på hjørnet af Barnardo og Cable Street, og det stod klart, at ikke nok med at Neil var kommet i dårlig selskab - han var altså også bøsse. Ak ja, forældrerollen er vanskelig og utaknemmelig, det ved jeg nu.

Det var en nødvendig accept, at Neil var udenfor pædagogisk rækkevidde, men det lykkedes os også at fange musen selv, hvilket I sikkert har læst om her. Og med musen ude af billedet kom dagligdagen igen, og alt var ren idyl for en stund.

Urolighederne vendte tilbage, da vi gentagene gange observerede døde mus i terrænet omkring bygningen. I starten var vi ikke klar over, at de havde nogen relation til os, men da deres placering senere blev indsnævret til trappetrinet foran vores hoved- eller havedør vidste vi, at vi skulle være på vagt.

”Jeg tror det er vores mus, der er vendt tilbage som et musegenfærd,” meddelte Emily og jeg gav hende ret.

…

I dag er det lørdag. Jeg har lige spist havregrød til middagsmad, og jeg er på vej ud af døren for at smide vores køkkenskrald ud i containeren - det gør vi engang imellem. Som sædvanligt har skraldet opslugt selve containeren, så jeg smider blot mine poser op i bunken, imens jeg prøver at negligere samvittighedskvaler overfor skraldemanden, samt undgå at træde i diverse ulækkerier med de udsatte strømpefødder, som jeg har bevæget mig ud på.

”Hey!” Jeg vender mig ved lyden af en rusten damevokal. ”Do you live here?”

Håret hænger i triste glansløse pjalter fra hendes hoved og ned til skuldrene. Udgroningen er grå, mens en kemisk rød farve tager over længere nede. Hendes ansigt er mat og foldet. Hun kunne være i halvtredserne eller tresserne, det er svært at sige, da hun måske er blevet gammel før tid.

”Yes, I live here.”

Damen bevæger sig nærmere. ”Do you have mice?”

”We did…” svarer jeg og giver en kort opsummering af fortællingen om vores pskykomus, der hjemsøgte os, da den stadig var i live, og måske også nu. Jeg fortæller hende, at jeg fangede den med en spand og mine bare næver.

”Don’t you fear them?” spørger hun overrasket og kigger på mig med sine udspilede øjne.

”Don’t know,” svarer jeg tilbageholdt. ”I guess not.”

”I can’t breathe.”

”What?”

”I have so many mice, I can’t breathe,” Hun træder et skridt nærmere, hvilket jeg nok føler mig en smule ukomfortabel ved. ”I don’t know what to do. They won’t let me breathe. That’s why my voice sounds like this.” Jeg nikker forstående, da hendes stemme ganske vist ikke ville unde en inkarneret kæderyger en ærlig chance. Hun ryster opgivende på hovedet. ”I’ve lived in my flat for 36 years, and I’ve always had mice. See the window up there?”

Jeg følger hendes finger med blikket.

”That’s my bedroom. I haven’t slept in my bedroom for two months, I sleep on the couch. I have no food in my flat, I can’t have any food, I can’t breathe.”

Jeg kigger medlidende på hende og spørger forsigtigt, om hun har tænkt på at anskaffe sig en kat?

”I can’t. I’m afraid of cats.”

En lille hund, da?

”Oh no, I’m afraid of dogs too.”

Så rynker jeg brynene og siger, at jeg for resten hellere må komme tilbage til opvasken, inden grøden sætter sig for godt fast i tallerkenen. Hun tager om min hånd, og siger ærligt, at det var rart at møde mig, og at jeg endelig skal komme og besøge hende en dag, hun bor i nummer 3. Jeg tænker, at det nok ikke bliver så relevant.

Da jeg lidt efter står bøjet over vasken med opsmøgede ærmer og sæbebobler op til ørerne, får jeg overraskende nok øje på Neil igennem havedøren. Han springer rundt i haven som den legesyge lille killing, han engang var. Jeg tørrer mine hænder i viskestykket og misser øjnene imod den stærke forårssol, der nu bryder igennem skydækket og sender sine skarpe middagsstråler ind i køkkenet. Jeg lukker havedøren op og sætter mig på hug i åbningen.

”Hej ven, har ikke set dig længe.” Han får et kærligt træk i øret, da han kommer op til mig og planter sine små forpoter på mit lår. Jeg kigger ham over ørerne. ”Hvad var det, du havde fundet?”

Neil viser stolt sin mus (i baggrunden) frem.

Det er endnu en død mus med forsavlet pels og sikkert et par knoglebrud i kadaveret. Og da forstår jeg, at der ikke er tale om noget genfærd, men blot en lille mis ved navn Neil, der omsider har fundet sin vej tilbage - og for at vise sin hengivenhed, dedikerer han sine døde musefangster til os.

”Den klamme kat kommer aldrig ind i huset igen,” var Emilys kommentar, da jeg senere videregav beretningen.