A Few Pics from January

Leaving Denmark a cold night in January.

About three weeks ago I moved into a new flat in Hackney. Hackney is slightly different from Willesden Green. More artists slash alcoholics. Less old slow-mo-operating ladies in the queue at Sainsbury's. (No wait, we do still have that). But all together I really enjoy my new home in East London - which is probably good, cause I’ll be hanging around a lot, as I (once again) find myself without a job.

I’m not sure who actually did this to our refrigerator, but I think I’m quite into it.



No, I do not see why this picture of my floor would need any further explanations.

Victoria Park. Which is pretty much our backyard.



.

  

Yes, that dumb tourist posing in front of big clock is me…



En nat i East London

”Hjælp, den koger over!” Jeg glor hjælpeløst på den sprudlende pastagryde og vandet, der siver langsomt, nærmest hånende ned langs siderne. Jeg kan ikke rigtigt afgøre, hvor jeg skal gøre af mine hænder, så jeg lader dem bare blive, hvor de er - dinglende for enden af mine arme. Emily griber ind, hun fjerner gryden fra kogeblusset. Jeg gør et nårhjaokay-træk på skulderen, men inderst inde tænker jeg, at det nok er ganske heldig, at intelligente mennesker som Emily har fundet vej til mit liv. ”Sig lige igen hvad det er for et band, vi skal høre,” opfordrer hun, imens hun skruer ned for blusset.

Danske Treefight for Sunlight spiller på en café i Hackney Wick, og hvis du regelmæssigt eller bare lejlighedsvist lytter til P3, er du helt sikkert kommet omkring deres poppsykedeliske melodier. Bag gruppen står fire jyske drenge, der for nyligt blev signet hos det engelske pladeselskab Bella Union. Derfor gæster de nu London.

Hackney Wick er et afsides afsnit af East London, der grænser op til de travle byggerier for den kommende olympiade. Om halvandet år vil området summe af sportshengivne mennesker, men lige nu virker det lidt som om, at resten af verden har glemt dette forhenværende industriområde, de nedlagte varehuse, der med tiden er blevet hjemsted for eksperimenterende kunstnere og andet hustlergodt. En gådefuld stilhed hænger os over hovederne fra det øjeblik, vi stiger ud af bussen på en mennesketom vej med beskeden gadebelysning. Lydene opsluges af sprækkerne mellem de massive bygningsværkers rå graffitimalede mursten. Disse murer gemmer på en hemmelighed, en hemmelighed som ikke er tilgængelig for udefrakommende, kun de få udvalgte og indbudte.

Amandas hvide strikkehue kan spottes på lang afstand i halvmørket. Hun står foran The Counter Café, navnet på vores destination, en lille oase af liv, hvor lokale stamkunder samles om den billige booze og i aften: et musikalsk tiltag. Bandmedlemmerne har slået sig ned i nogle klapstole på det brede fortovsparti. Vi hilser og giver hånd. Snakken går, stemningen er opløftende.

Vi samles i caféens bagerste lokale. De fire unge mænd, de står i det ene hjørne - lukket inde af tilskuerskaren, som har indtaget al resterende gulvplads. De fylder ikke meget i kubikmeter, de fire unge mænd, men lyden af deres musik er allestedsværende. Den bevæger sig ud over menneskemængden og transformerer rummets fire murstensvægge om til utydelige illusioner, noget der i virkeligheden ikke eksisterer. Jeg tror sgu, at jeg overgiver mig.

Efter det sidste nummer trækker en god del af forsamlingen igen ud på gaden for at tænde en smøg og så selvfølgelig for at rose Treefight for Sunlight for den vellykkede optræden. Mig og Emily har købt en ølcider i baren. Smagen er grim, men det er værst i starten. Emily har engageret sig i en diskussion med bandmedlemmerne, der omfatter egennavne som Dre og Timberland, og som vist nok går på, hvor vidt den ene er hævet over den anden og omvendt. Dette er langt fra min hjemmebane, men Emily vender ivrigt det gode øre til. Jeg tror, at hun er en lille smule overrasket over, at hun - på trods af at hun ankom med en snert af skepsis - er på bølgelængde med de alternative musikere. Hendes kække forsøg på indblanding går dog ikke ubemærket hen: "Siger du, at du kan beatboxe? Kan du?” kommer det fra en af fyrene med lidt gævhed og showmewhatyougot.

Forsøget på at skubbe gang i nogle ægte mundbeats bliver aldrig rigtigt andet end halvhjertet, men til gengæld kommer der et keyboard på banen, og inden længe er vi bare en flok halvberusede unge mennesker, der står og hamrer fjollet på tangenterne under den londonske nattehimmel.

.

The 30's

Jeg ved ikke præcis, hvor gammel Mike er, men jeg ved, at han flyttede til London, da han havde færdiggjort en BA i Wales, hvor han er opvokset - og at han nu har boet her i ti år. Jeg estimerer derfor på grundlag af mit beskedne matematiske B-niveau, at han må befinde sig et sted i trediverne. Derudover har jeg ladet mig fortælle, at han arbejder for en af Englands største banker, og at han råder over eget hus i Greenwich-området. Desuden viser han endnu ikke tegn på hårtab, og så er han single. Catch?

Første gang jeg mødte Mike, var en solbeskinnet onsdag formiddag i den vestlige ende af Oxford Street. Jeg var lige spadseret forbi Starbucks, der i anledningen af det milde vintervejr havde gæster dangladerende helt ude ved cafébordene foran butiksfacaden, da jeg pludselig hører lyden af galopperende sko, som nærmer sig bagfra og højre om.
”Wait Madam, wait!” råber en dyb mandestemme. Min paranoide hjernehalvdel fortæller mig, at jeg lige om lidt bliver stukket ned bagfra, men i stedet springer en mildest talt forpustet mandsperson i jakkesæt op på siden af mig. Han stopper op og gisper efter vejret. Jeg standser ligeledes op, for jeg tænker, at andet ville udarte sig akavet.
”I saw you walk by…” fremstammer han, da han omsider er i stand til at tale. ”… And I just had to talk to you”.

Før jeg ved af det, har han inviteret mig ud til drinks den kommende weekend, og jeg har sagt ja og stukket ham mit telefonnummer. Det var ellers min hensigt så vidt muligt at sætte en stopper for denne dårlige vane med at dele mit nummer ud til fremmede mennesker på nogenlunde samme måde som de gutter, der deler ud af ”The Evening Standard” ved indgangen til enhver tube station. Der er dog noget ved denne walisiske mand, der fanger min interesse. Det kunne om muligt være det faktum, at jeg aldrig før datet en mand i trediverne (don’t knock it till you’ve tried it…) og sidst men ikke mindst, så har jeg bare aldrig rigtigt været pigen, der afslår tilbuddet om gratis alkohol.

Jeg er spændt på hvilke erfaringer, jeg vil gøre mig om mænd i trediverne, da jeg den efterfølgende fredag sætter min ind på All Bar One sammen med Mike. Menneskemængden fylder godt, men vi finder en ganske afsides plads på to barstole ved vinduespartiet ud til Leicester Square. På bordpladen, der strækker sig langs ruden, står allerede placeret adskillige tømte glas med mundafmærkninger og svindende isterninger, hvilket på ingen måde er mig en irritationskilde, men Mike kalder straks på den travle tjener og beder ham rydde dem af vejen (Note til mig selv: Mænd i 30’erne foretrækker ryddelighed og kan desuden godt lide at kommandere med folk). Jeg får det indtryk, at Mike uden tvivl også må være en af de mænd, der folder deres underbukser.
Desuden lærer jeg om Mike, at han er en gentleman: ”Can I take your coat to the wardrobe?”, ”What can I get you to drink?”, ”Is your chair alright and are you cold?” Jeg tror også, at jeg ville være blevet overrasket, hvis han på nogen måde var anderledes, for disse gentlemen er en del af Londons befolkning i sådan en grad, at jeg faktisk tror, at jeg er begyndt at forvente denne opførsel frem for at lade mig smigre.

I begyndelsen handler snakken om banker og forretningsrejser (Mike fortæller, og jeg prøver at opsnappe den overordnede mening gennem hans britiske accent og hurtige talestrøm. Jeg vælger ikke at bryde ind for at bede ham uddybe. Risikoen for at jeg alligevel ikke forstår noget er for stor). Senere får vi sporet os ind på dybere samtaleemner som værdier og livsmål.
“I don’t want to be with a lot of different girls,” lyder ordene, der kommer fra hans mund. ”I’m really just looking for that special one to share my life with.” Med ét ser jeg mig selv i rollen som britisk forstadsfrue. En af dem med kronisk manicure, og som aldrig sidder med spredte ben i tuben. Skræmmende.

Mike bestiller endnu en omgang af gin og tonic, og stemningen er helt den rigtige, så det kommer ikke bag på mig, da han let placerer sin hånd mellem min hals og mit kæbeben og læner sig en anelse frem for at kysse mig forsigtigt på munden. Udmærket, er min vurdering. Faktisk slet ikke dårligt. Men som vi bliver mere og mere integreret, er det som om, at der mangler noget… Hm, jeg kan ikke lige komme på… (!) hans tunge. Hvor er hans tunge? Jeg burde helt sikkert have mærket den på nuværende tidspunkt, men på mærkværdigste vis er den fuldstændigt fraværende i den akt, der lige nu udføres. Snaver mænd i trediverne ikke med tungen mere? spørger jeg forundrende mig selv, da det pludselig går op for mig, at han måske ikke har nogen tunge. Jeg begynder nu at gennemgå hele aftenens forløb inde i hovedet i et forsøg på at huske, om jeg på noget tidspunkt har set glimtet af den i de stunder, hvor han har haft munden åben. Jeg er ikke sikker. Der er ret mørkt i lokalet… Men kan man overhovedet tale, hvis man ikke har nogen tunge? Med den mission at få mysteriet opklaret, stikker jeg min egen tunge længere ind i munden på ham for at finde det, der magler. Intet held. Hvor frustrerende, tænker jeg, og før jeg ved af det, befinder jeg mig i en situation, hvor jeg prøver at strække min tunge så langt ned i halsen på ham, som det overhovedet lader sig gøre, og det kan umuligt være behageligt for nogen af os. Mike har også bemærket, at der er noget galt. Nu tror han sikkert, at jeg kysser dårligt. Vi afbryder scenariet. Hvem havde også set det komme? (Note til mig selv: Mænd i 30’erne kysser ikke med tungen.)

”I hope to see you again soon,” siger Mike, da vi kort tid efter står nede på Leicester Square Station, og skal sige farvel til hinanden. Han placerer et galant farvelkys på min kind. ”Me too” siger jeg, selv om jeg inderst inde godt ved, at det her vil blive vores sidste møde. Ikke på grund af, at han er ti år ældre end mig, eller fordi han er typen, der folder sit undertøj. Men på grund af den kendsgerning, at Mike ikke er nogen god kysser, og der er visse ting, en pige ikke bør gå på kompromis med.

.

Thoughts and stuff...

Alletiders, at det skal være så nemt at få nye venner!

Hvilken ualmindelig dårlig start på året, tænker jeg, mens jeg sidder på gulvet iført min fem-punds-sweater fra Primarks herreafdeling, som jeg har haft på hver eneste dag, siden det nye år indtræf, og åbenbart uden at jeg på noget tidspunkt har følt et særligt behov for involvering af en deo-stick. Jeg har smidt bukserne, fordi de strammede på maven, bh’en fordi den kradsede under armene og de hjemmestrikkede sokker, fordi de kløede mellem tæerne. Inderst inde handler det nok ikke så meget om, at jeg ikke kan være i mit tøj, men nærmere om, at jeg ikke kan være i mit eget skind. Jeg har spredt papirer og knækkede farveblyanter i en radius på to meter ud fra min placering på gulvet, fordi jeg bilder mig selv ind, at jeg er kunstner, men mine tegninger ligner udtryksløse blyantstreger, som kun overgås i mangel på dynamik af den bakke med indtørrede brownie bites, som jeg lige om lidt finder frem fra køkkenskabets øverste hylde. Dette skyldes, at jeg bogstavelig talt ikke har bevæget mig udenfor en hoveddør i flere dage, og jeg har nu opbrugt al den inspiration, som rummets fire flade vægge havde at tilbyde mig. Sagen er, at jeg har opholdt mig i min afskårede virkelighed så længe, at omverdenen er begyndt at synes skræmmende, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan huske hvad normal omgang med andre mennesker indebærer. Ond cirkel.

Min far kommer hjem fra sit arbejde og spørger, hvorfor jeg roder så meget, og hvorfor jeg drikker hans øl. Den ulidelige kat vader frem og tilbage hen over mine papirer, mens den fortæller mig, at jeg er ynkelig. Jeg tænker, at når selv katten kan se det, så er det fordi, at jeg er nået helt derud, hvor en indgribning er påkrævet.

.