Kampen om Verdensherredømmet

Forestil dig, at dit hjem bliver invaderet - af Pinky og Brain. Bortset fra at det ikke er dem fra Warner Brothers, men der imod real life-varianten. Der er ekskrementer i køkkenskufferne, du vågner op om morgenen og opdager, at der nogen, der har spist af dit knækbrød (og det er ikke Emily). Du er konstant på vagt, dine ører er ømme af overstimulering. Især ved nattetid, for da ved du, at de kommer frem. Hver en puslende lyd - selv dit eget åndedræt - giver dit paranoide sind anledning til at tro, at du ikke er alene i rummet. De kravler inde i væggene. De maser sig ind under døren, og måske kan de også komme op i din sengaaaaaarrggh!!!

FØRSTE RUNDE: Der er noget inde på mit værelse

Forsigtige slag med en knyttet næve mod døren. Først er jeg ikke sikker på, at jeg hører dem. Ligger helt stille og lytter i mørket. Så bankes der for anden gang.

”Kom ind” hvisker jeg og afventer med sammenknebne øjne den skikkelse, der langsomt bliver synlig i døråbningen. Det er bare Emily.

”Simone…” Hendes stemme er næsten uhørlig. ”Jeg tror, der er noget inde på mit værelse.”

”Noget?”

”Ja, noget…” Hun lyder faktisk bange.
Derfor behøver jeg ikke yderligere forklaring, men svinger mine nøgne ben ud over sengekanten. En kuldegysning farer op igennem min krop, da fødderne berører det kolde gulv. Dynen slipper sit beskyttende favntag og falder livløst ned på sengen.

”Lad os kigge på det,” siger jeg med en stemme mere selvsikker end personen bag. Jeg lister forbi Emily og ind på det mørklagte værelse. Hun gør mine til at følge efter, men stopper brat op i døråbningen -”Kan du høre det?” hvisker hun.

Lyden kommer fra det allerfjerneste hjørne af rummet. Den kan beskrives som let knasende. Vi står et øjeblik og lytter. Så vipper Emily stikkontakten, og pludselig er rummet oplyst (jeg ved ikke, hvorfor vi ikke havde tænkt på at tænde lyset med det samme). Ovre i hjørnet står en fyldt affaldspose, og ved siden af ligger en pose chips med åbningen vendt ind mod væggen. Jeg sender Emily et ~blik~ og er ikke i tvivl om, at vi i dette øjeblik deler samme tanke. Instinktivt søger vi omgående væk fra gulvet og op i Emilys seng, som samtidigt giver os mulighed for at komme tættere på lydkilden fra en sikker vinkel.


”Der er en mus i min chipspose,” udbryder Emily forfærdet, da vi står med vores bare fødder placeret  på sengekanten og hovederne bøjet ned over posen på gulvet, og man kan se, hvordan rædslen danser i hendes øjne. Jeg læner mig så langt ud over sengen som muligt, imens Emily har et fast greb i min T-shirt, men lige meget hvor meget jeg strækker halsen, kan jeg ikke se ind ad posens gab. ”Vi bliver nødt til at løfte posen,” konstaterer jeg og sender Emily mit aller dramatiske blik.

”Aldrig I livet!” udbryder hun og slipper taget i min T-shirt. I stedet bøjer hun sig ned over posen. Et dristigt fingerprik rammer dens overflade. Med det samme trækker hun hånden til sig, imens et klynk undslipper hendes læber. Det knager lidt fra posen, men så bliver der atter helt stille på værelset. Jeg tæller mine åndedræt for at bevare roen; 1... 2... 3... Så begynder lyden igen.

”Jeg tror ikke, at det kommer fra chipsposen,” tilkendegiver jeg efter en tænkepause. ”Jeg tror faktisk det kommer fra skraldeposen.”


”Tror du?” Emily rynker brynene. ”Måske er det bare varmen fra radiatoren, der får plastikken til at knase? Eller vinden. Det trækker ret meget fra vinduet.”

”Måske,” mumler jeg, men inderst inde tror jeg ikke på dén forklaring. Jeg strækker med beslutsomhed benet så langt ud over sengekanten som overhovedet muligt og finder frem til en balanceret stilling med ét ben placeret i sengen og ét ben støttende mod væggen lige over skraldeposen. Jeg synker en klump i halsen, førend jeg bukker mig ned og løfter en smule op i posen. Jeg skal lige til at deklarere ~fri bane~, da en grå mus springer ud i en halv meters frit fald. Jeg slipper forfærdet skraldeposen og hopper over i sengen, hvor jeg omfavner Emily, imens vi skriger vores rædsel ud i alle rummets kroger. Musen piler hen over gulvet, hvorefter den forsvinder ind i Emilys indbyggede klædeskab mellem sko og støvler. Nu står der 1–0 til musen (Emily sov i min seng de resterende af nattens timer. Klædeskabet er siden blevet evakueret og udstoppet med musefælder).

Emilys klædeskab.

ANDEN RUNDE: Et par nætter senere

Emily fortæller: Kratakratakrat, siger det. Igen og igen med jævne mellemrum. Mærkeligt. Jeg prøver at koncentrere mig om at vågne... Hvad er det dog, for en lyd…? Jeg stivner.

Fuck.

”Den er her! Herinde! Nu!” Jeg slår på ham, indtil han begynder at røre på sig - ”Musen. Den er herinde. Gør noget. Fang den. Nu!” og med disse ord skubber jeg ham halvvejs ud af sengen, så han forvirret kommer på benene. Griber derefter en af mine støvler og holder den truende op i luften - Støvlemorderen.

”Tror du, at du kan ramme den med en støvle?!” råber jeg irriteret.

Det er allerede for sent. Musen er flygtet tilbage til mit klædeskab, hvor den vil ligge og lure på mig, indtil den vælger sit næste træk. Hvordan skal jeg kunne sove mere i nat? Jeg slynger dynen omkring mig og går ud i gangen.

”Simone…” hvisker jeg hjælpeløst og lægger min kind ind mod hendes dør. ”Simone, er du vågen?” Der kommer ikke noget svar - kun smaskelyde. Hvor er livet dog hårdt nogle gange.

2–0 til musen.


TREDJE RUNDE: Den efterfølgende nat

Simone fortæller (igen): Klokken er 04.15, og jeg har netop sat min mandlige besøgsven på en bus ud mod lufthavnen. Nu bevæger jeg mig tilbage ad sparsomt belyste Barnardo Street. Kattene holder øje med mig fra hullerne i rækværket og fra mørket under de parkerede biler. Under viadukten får jeg øje på ræven. Den stirrer på mig. Jeg går forsigtigt en lille smule nærmere, imens jeg skraber mine sko imod asfalten. Så lunter den lige så stille bort - Efter vores adskillelige møder, har jeg lært, hvordan jeg bedst begår mig med den.

Da banen er fri, låser jeg mig ind i lejligheden. Mine flatmates sover. Med omhyggelig forsigtighed afmonterer jeg snørrestøvlerne og lister op ad trappen mod dunsten af de popcorn, som vi fortærede for en time siden og som stadig hænger i luften.

En knirkende lyd gennemtrænger stilheden, da jeg skubber døren op til mit værelse. Så kradser små klør mod laminatgulvet, og et lille mørkt kræ skyder frem fra mørket under min seng. Den kaster sig forbi mine strømpefødder og fortsætter ud i gangen, hvor den kurrer ind under døren til badeværelset med den lange slimede hale slæbende efter sig (jeg når rent faktisk ikke at se, om den er slimet, men det forestiller jeg mig). Spørgsmålene farer igennem mit hoved: Var det bare mig, eller var musen større, end den plejer at være? Betyder det, at der er mere end én mus i vores lejlighed? Er hele huset simpelthen fyldt med mus? Da jeg senere åbner døren til badeværelset, er den væk.

3–0 til musen(e).

Det meste af vores lejlighed er nu blevet evakueret:

Vores køkken.

1. sal.

Vi sover nu i badekarret - det eneste sted musen endnu ikke kan nå os, grundet de høje glatte kanter .

Hvor længe skal dette vanvid stå på?