Jeg er så heldig at
få tildelt det midterste sæde i midtergangen. Fyren til venstre har trukket hætten op over hovedet, så ham er der ikke meget ved. Manden til højre er grov af udseende. Han har ikke været på toilettet én eneste gang i løbet af flightens varighed, selvom han har konsumet en imponerende mængde af
cola zero. Han har endda bedt om to glas ud over de fire gange,
stewardessen har været igennem flyet med forfriskninger – I did the math. Ud
over ”Can I have another coke zero?”
har jeg ikke hørt ham sige noget, men han er af tysk afstamning – det læste
jeg, da han sad og udfyldte sin toldblanket. Og så var han i øvrigt tæt på at
vende hovedet i min retning, da jeg også bestilte en cola zero (Jeg kan ikke
gøre for det, men jeg er det vildeste bandwagon-menneske. Når andre vil have
noget, får jeg automatisk lyst til det samme). Han nåede dog at bremse sig
selv… Ellers skete der ikke det vilde på flyveturen.
Subwayen kører fra JFK og ind over Brooklyn. Stoppets navn
står nedskriblet på første side i min lille notesbog. Drej til højre udenfor stationen, står der efterfølgende. Receptionistens
bryster har akkurat sådan en form og størrelse, at de nok ville ligge godt i en
kuglestøders hånd. Hun smiler varmt. Jeg efterlader min oppakning på
vandrehjemmet og griber et kort fra skranken, før jeg atter men for alvor tager
den amerikanske grund under fødderne. Min mission? – At finde noget at spise.
På hjørnet af blokken stopper jeg og folder kortet ud. Det er ikke det nådigste
af slagsen - halvdelen af vejnavnene er
undladt. Men nu er det jo heller ikke fordi, jeg kender min destination. En fodgænger skæver, idét han passerer. Senere stopper han alligevel op og
vender rundt. Looking for something?
Jeg tøver (hvad leder jeg efter?) - Maybe a supermarket?
Den eftertænksomme grimasse opløses af en bekræftende nikken
- Walk four or five blocks in that
direction, siger han og peger med en sort finger.
Min færden bringer mig forbi store garager, værksteder og
produktionshaller med opslåede facader. Jeg lader blikket glide ind i de
halvtomme haller, idét jeg passerer. Én strækker sig længere ind under
bygningen, end hvad den indfaldne eftermiddagssol tillader øjet at komme.
Metalfarvede maskinanlæg står op fra betongulvene på sirlige rækker, men ingen
mennesker er at se. Kun i det fjerne lyder støj fra en eller anden opererende
maskine.
Varevogne holder parkeret langs vejen, men chaufførsæderne er tomme. På et
tidspunkt har jeg gået i et kvarter uden at have mødt nogen. Ikke så meget som
en kat. Så ruller bussen forbi. Metallet rasler. Der sidder nogen inde bag de
brune ruder, men de kan ikke andet end anes. Uden at gøre holdt forsvinder den
rundt om blokken som et andet genfærd fra den tredje verden.
Jeg følger samme rute som bussen, og pludselig befinder jeg mig på en befærdet gade mellem butiksfacader. En gruppe
af unge mænd hænger foran en barbershop. De laver trutmundslyde af mig, idet
jeg passerer. Men jeg kan ikke få øje på noget supermarked – kun et fiskemarked
- og en McDonald’s.
To ældre mænd stiller sig bag mig i køen. Deres tale er dæmpet, men jeg kan
sagtens høre: I dont get it,
siger den ene. Why do white people go to
Brooklyn? Go to Manhattan. There’s no white people here. Jeg slipper et højlydt suk. Eftersom jeg netop er ankommet, hører jeg nok ikke til nogen af stederne.
Jeg tager hul på den efterfølgende dag som en anden
sengevæder med fornemmelsen af at have tisset i sengen men konstaterer så, at
det er sved. Efter et nedkølende brusebad begiver jeg mig ned i gårdhaven for
at snuse til morgenmaden. Nu er jeg ikke nogen Bitz, men starter helst ikke
dagen med en svulmende vaffel eller en skål multifarvede cheerious. Derfor
må jeg atter ud for at eksplorere det omkringliggende Brooklyn - Men
denne gang begiver jeg mig i en modsat retning end gårdsdagens, og den fremstår
knap så affolket. Et par vovser trækker med ejermændene, og en vinkende arm stikker
ud af en bil, som honker i vildskab (det her er trods alt NYC - hvad kan man
forvente?). Jeg passerer noget, der tilnærmelsesvis kunne ligne en købmand,
selvom skiltningen ikke ligefrem er frembrusende. Det er det heldigvis.
Da jeg atter træder ud på gaden (en smoothie og en yoghurt
rigere), modtages jeg af en storsmilende afroamerikaner. Hans kasket er vendt ethundredeogfirs,
og han har et mellemrum imellem fortænderne, der ville gøre Laura Stone grøn af
misundelse. Tæerne vipper fornøjet i badesandalerne –Do you remember me?
Eh… (?!)
From yesterday, fortsætter han. You asked me for directions - I told you where to find a supermaket.
Oh… That was you?
Yeah… I waved at you from my car. Didn’t you just see me?
Eh… (?!)
From yesterday, fortsætter han. You asked me for directions - I told you where to find a supermaket.
Oh… That was you?
Yeah… I waved at you from my car. Didn’t you just see me?
Oh… THAT was you?
Yeah!
Yeah!
- Og så akkompagnerer Joe,
som han hedder, mig tilbage til vandrehjemmet, imens der berettes om fjerne
kroge af verden: Tell me about your country, opfordrer
han. How is it compared to this one?
A lot smaller, I’d say.
Jeg forklarer, at der bor færre mennesker i hele Danmark end i NYC alene, hvilket får æggehviderne om hans pupiller til at vokse med et
størrelsesforhold på halvanden. Han spørger, hvor Danmark ligger henne.
It’s in Europe… Do you know where Scandinavia is?
It’s in Europe… Do you know where Scandinavia is?
Han ryster kraftigt på hovedet.
Do you know where Germany is?
Uhm... I think I’ve heard about it.
Da vi når til dørtrinet, udbryder han: Wait! - og samler en rest af et stykke pap op fra vejen og river det over endnu
en gang, hvorefter han nedskribler sit nummer med en sortblækket kuglepen på
den ene af lapperne. Here – take my card,
siger han og vifter det lille stykke ud for min hånd – Call me any day after four.
Jeg tager imod lappen og lader den falde ned i den lille
lettilgængelige lomme i min bæltetaske, hvor jeg også opbevarer metrokortet.
And don’t throw it away! råber han.
I won’t!
And don’t throw it away! råber han.
I won’t!
