Harkensind

I har ikke hørt fra mig i noget der minder om en evighed, hvilket nogle af jer måske har bemærket, men langt de fleste af jer er nok fortsat med tilværelsen – ufortrødent eller snarere uberørt. Jeg beklager dog, at jeg ikke har haft noget interessant at berette om – det er ikke fordi, jeg ikke har haft tid.


Anyways, jeg tænkte, at jeg nok skylder en eller anden form for forklaring, so here goes:



Endnu en gang er jeg flyttet fra London – ja, faktisk er det godt og vel et par måneder siden. Solen var skarp som op til midsommer, da jeg kyssede Neil farvel og sagde til min kære flatmate Kathrine, at hun skulle passe godt på Barnardo Street. Min kuffert var stoppet til bristepunktet (og lidt til) med skitsebøger og tegnegrej samt det kluns, der var værd at beholde. Resten smed jeg i containeren eller stoppede det ind på hylden hos Kathrine med de optimistiske ord: På et tidspunkt kommer jeg tilbage og henter resten.




Emily hjalp mig med at fragte bagagen op og ned ad tubens mange trapper. Vi ses i København efter sommeren, råbte jeg og vinkede, da jeg steg ind i bussen på mit pick-up point ved Earls Court.


Any anyways - When people ask me ~Why~, wait this is in English… Når folk spørger mig ~Hvorfor~, jeg har forladt London, leverer jeg gerne en række forklaringer (eller snarere undskyldninger), der eksempelvis indledes med; ”trængte til forandringer” og slutter med; ”søger nye udfordringer,” – hvilket måske, måske ikke er sandt, men det overgår bare ikke det altoverskyggende faktum, at der var betydelige økonomiske vanskeligheder forbundet med mit sidste engelske ophold, og det endte faktisk med, at min bankrådgiver spærrede mit dankort.


Jeg prøvede selvfølgelig at overbevise hende om, at jeg jo hverken brugte mine penge på dyre cafébesøg eller nyt tøj (alt mit tøj har kostet under £5 på ebay), men at jeg simpelthen var nødt til at nedprioritere fritidsjobbet til fordel for et tidskrævende studie, som desuden ikke var SU-berettiget. Men lige meget hjalp det.

Konsekvensen blev, at jeg nu er flyttet hjem til mine forældre på deres landejendom i Harken, og mine kære flatmates, Kathrine og Emily, er blevet erstattet af Luffe og Malthe (se billede nedenfor). Efter et par måneders ignorance er jeg atter på talefod med min bankrådgiver, og jeg må nok bare erkende, at vi simpelthen ikke deler samme holdning til håndtering af finanser. Sådan er man jo så forskellige.

Dengang: Kath & Em. Nu: Luffe & Malthe.

Først var jeg sådan: FML.

Men så var jeg sådan: Okay, så jeg er en 22årig kvinde, som bor hjemme hos mine forældre på deres landejendom i Harken, og mine to bedste venner hedder Malthe og Luffe. What’s not to like?

Jeg mener; selvfølgelig er Harken en anelse… langsommelig i forhold til London. Men når jeg ikke bruger min tid på at redigere min Facebook-profil eller se porno, fordi jeg pt. leder efter inspiration til en ny serie af erotiske illustrationer (at least that's what I tell myself), så hænder det rent faktisk, at jeg "bonder" lidt med mine forældre, such as: Spiller kortspil med min far eller hjælper min mor med en tærtedej – See. Good things can come from bad things… (lolz)

Bonusinfo: Jeg gik et par dage og overvejede, om jeg skulle ændre bloggens navn til Harkensind, men da de fleste alligevel ikke ved, hvad Harken er, droppede jeg igen tanken og kompromissede i en indlægstitel.

Familieportræt: Mig, Luffe og Malthe. Desværre er det kun min kærlighed til
Malthe (hunden), der går begge veje.

Heldigvis er der udsigt til fortrøstning, for inden længe bosætter jeg mig i København. It's official. Og selvom jeg savner London, så min mave snører sig sammen (det gjorde det ikke bedre, at de danske OL-reportager blev sendt direkte fra mit gamle hood omkring Barnardo Street), så glæder jeg mig også til at udforske København!

Men indtil da vil jeg omfavne min status som hjemmeboende og nyde, at jeg hverken er nødsaget til at håndvaske mine brugte trusser i køkkenvasken eller shoplifte mine havregryn i Tesco (just kidding about the last part, mom)…

Og Emily? Well, hun bor allerede i København, hvor hun blandt andet er den smækre nye vært på Game Reactor’s GRTV News. Watch it HERE ;-)

TTYL

What happened the last night in London...

Promillen er tålelig fra den ene eller den anden vinkel, da Barnardo Street munder ud i Cable Street på den sidste time i døgnet. Emily bærer en dyne under armen, og enden fejer let hen over fortovet. Jeg bærer en flaske vodka.

Vi skal på The Dolphin i aften, og selvom det ikke er lutter gode erindringer, der folder sig ud i mine tanker, når navnet udtales, så var der alligevel ikke rigtigt nogen tvivl fra nogen af parterne.

”Shit,” udbryder Em - ”Jeg har glemt mit Oyster!” - da vi har tilbagelagt mindst to hundrede meter i heels. Hun overgiver dynen i min favn. ”Jeg løber lige tilbage efter det.”

Dynen lader jeg falde midt på fortovet i en uformelig klump, hvorefter jeg sætter mig overskrævs på den. Her sidder jeg pænt og venter, med pladevattet fastklemt imellem mine ben. Der er ikke nogen af os, der ved, hvornår den sidste tube afgår fra Shadwell Overground Station - men vi mener nok, at vi kan nå det.

I mellemtiden kommer Svend cyklende. Det er ikke uvant at se en cyklist på Cable Street, da denne stolt bærer Londons eneste cykelsti – så vidt min personlige efterforskning rækker. Svend er en ældre svensk herre, der bor i vores opgang. Af de mennesker, der bor i vores opgang, er Svend den eneste, vi kender. Han bor helt alene, men han har til gengæld også rigtig mange ting  - for mange ting (jeg har aldrig besøgt ham, men det har han selv fortalt mig). Hans far er død - at dømme efter Svends egen alder, er det længe siden - og nu står alle Svends fars ting altså og optager plads i lejligheden (dét har han også selv fortalt mig).

Når ikke Svend kommer cyklende, så kommer han trækkende, ja sågar bærende på cyklen – jeg ser ham aldrig uden. Hvis han sidder på den, så stiger han af den, og hvis han har den i favnen, så stiller han den fra sig, når han får øje på mig. Og han kommer heelt tæt på, imens han højligt tager hjelmen af, så man kan se, at han har en tynd isseskåner nedenunder. Han lader mig forstå, at jeg ikke slipper foreløbig.

Jeg tænker tit på om Svend er ensom. Til Nytår tapetserede vi en hel væg på Barnardo Street med hjerter, hvorpå vi nedskrev vores næstekærlige ønsker for vore medmennesker (ja, vi var fulde og lod os medrive af stemningen). På et af hjerterne skrev jeg: I hope that our neighbor Svend The Swedish isen’t feeling too lonely up there and in 2012 I might actually invite him over for that cup of coffee – Jeg fik selvfølgelig aldrig inviteret Svend på kaffe, og nu er det snart for sent.

”Hi Svend. How are you?” snøvler jeg muntert og sender ham et stort smil fra min lidt underlige placering på fortovet.

”Guuud, thanks. How are you?” lyder den lidt forfjamskede tilbagemelding. For første gang tager han ikke holdt på cyklen, og før jeg kan nå at sige mere, er han fløjet forbi som en let brise hen over Cable Street.

”Velkommen til Londooooon!” - Vi omfavner Amanda fra begge sider og Emily overrækker hende stolt dynen - jeg kan heller ikke komme på en bedre indflyttergave (også selvom det var Amandas egen idé). Hun tager os med op i sin nye Hoxton flat med udsigt, hvor vi stifter bekendtskab med Den Enøjede Kat, som er fulgt med hele vejen fra New York til en pris, der overstiger min månedlige husleje. Men det er også en sød kat, må jeg indrømme.

Ved halv tre-tiden cabber vi den op til The Dolphin i Hackney. De fleste East Londoners er bekendt med dette sted, fordi det er én af de få pubber, der rent faktisk har åbent til klokken fem på en lørdag. Før i tiden boede jeg skråt over gaden for The Dolphin, hvorfor natbussen altid var fyldt op med fulde unge mennesker, når jeg begav mig hjem fra en aften i Shoreditch, Hoxton etc.

”The Dolphin used to be a really nice pub. But then came the hipsters,” sagde en gammel original ved navn Allan engang til mig - ham har jeg før nævnt. Det er dog ikke ligefrem kølige hipster vibes,  der omslutter én, når man træder ind i de dunkle lokaler. Tvært imod falder man i snak med alle og enhver (og man gramser på alle og enhver) - det er det perfekte sted at møde nye mennesker, som man aldrig ser igen.

Jeg vil ikke (læs: kan ikke) gå i detaljer med nattens senere udskejelser, og selvom jeg ikke ville have været nogen af dem foruden, forsøger jeg gang på gang - som et efterfølgende ritual - at fortrænge mine nætter på The Dolphin. I løbet af aftenen går mit kamera i stykker, og da jeg den næste dag indsætter de sølle rester (hukommelseskortet) i min computer, finder jeg overstående billede.

I min jakke finder jeg også en hvid billardkugle - En lille souvenir fra vores sidste bytur i London, tænker jeg og stopper den tilbage i lommen.

Rent A Friend - part IV

Læs første del HER, andel del HER og tredje del HER.

”Is this your first time with Rent A Friend?”

- Spørgsmålet er mit, og endnu en gang kommer jeg til at forstyrre Rudy midt i en slurk appelsinjuice. Han sætter øjeblikkeligt glasset tilbage på bordet, som havde nogen engang lært ham, at det er uforskammet at drikke under en dialog. Jeg skriver mig selv bag øret, at jeg fremover ikke bør tale til ham under indtagelsen af appelsinjuice eller i optakten hertil.

”Yes, it is,” svarer han høfligt.

Det er ikke svært for mig at tyde Rudys sociale handicap. Når jeg stiller ham et spørgsmål, svarer han artigt og umageligt præcist, men han kommer sjældent med uddybninger eller relaterede fortællinger til svaret, ja, i det hele taget fortæller han mig ikke noget på eget initiativ, hvilket mere eller mindre forhindrer det, man populært ville kalde en Flydende Samtale. Det er ikke fordi, han ikke vil - jeg kan mærke, at han kæmper. Men når han ind imellem samler sig mod til at stille mig et spørgsmål, ja, så falder det ud af den blå luft og har ingen relation til, hvad vi netop har talt om. Han ved ganske enkelt ikke, hvordan man bærer sig ad.

”Where did you first hear about Rent A Friend?” fortsætter jeg og falder lidt i staver over, hvordan han stikker gaflen i de små pizza-bidder og fører dem op til munden. Én efter én. Kniven ligger fladt på bordet.

”Actually… One of my colleques suggested it,” svarer han, da han har tygget af munden.

”Oh, has he tried it as well?”

”No…” siger Rudy og kommer til at fnise. ”He doesn’t really need it.”

Selvom dette nok må klassificeres som Rudys interne vittighed, kan jeg ikke lade være med at smile, og pludselig går det op for mig, at jeg kan lide Rudy. Men erkendelsen indtræffer samtidigt med at en uafværgelig bølge af medlidenhed vælter ind over min krop - ja, jeg har ondt af ham, fordi han er hindret af frygten for andre menneskers dom, og jeg bliver vred på mig selv, fordi jeg samtidigt ved, at Rudy har bevæget sig langt væk fra sin hjemegn og endnu længere væk fra sin comfort zone for at møde mig i aften, og for dette fortjener han mere end min medlidenhed.

”Have you always been shy?” spørger jeg efter en tænkepause. Jeg ved ikke rigtigt, om han har lyst til at snakke om det, men jeg kan ikke holde det tilbage.

”Ever since I was a teenager, I think.” Han kigger ned i bordpladen.

”I used to be really shy,” siger jeg så.

”You did?”

”Yeah." Jeg nikker overbevisende og tilføjer så med et smil: ”But then I realised that it doesn’t really matter what you say to people, because they will forget most of it anyways.”

På trods af bestræbelserne på at spise langsomt bliver jeg færdig med min pizza før Rudy, og jeg har for længst tømt glasset med appelsinjuice. Da det går op for ham, får han først travlt som ind i helvede med at kaste de sidste bidder ned i gabet, men pludselig stopper han op og udbryder undskyldende: ”If you have to be somewhere, you don’t have to stay here.”

”No worries - I’m not in a hurry at all,” forsikrer jeg med en underbyggende håndgestikulation.

Jeg forsøger at bevare roen, men da servitricen kommer dansende med regningen, og Rudy hiver et par pengesedler op af tegnebogen, vrider jeg mig ukomfortabelt i sædet, og jeg føler det hele, I ved; klumpen i maven og knuden, der snører sig sammen i halsen - eller er det omvendt? At mine nerver er vendt tilbage kan kun betyde, at aftenens mest grænseoverskridende hændelse nærmer sig: Min betaling.

Situationen løber løbsk. Rudys glas tømmes i én enkelt uafbrudt slurk, imens jeg mister selvbeherskelsen og farer op fra min stol og udbryder: ”You really don’t have to pay me anything – You paid for the meal and that’s more than enough - Really!” – Hastigt griber jeg tasken, og så efterlader jeg ham dér med et glas i hånden, som han ikke engang nåede at stille fra sig.

Rudy catcher up på fortovet udenfor Pizza Express. Med et forvirret udtryk over ansigtet og agtpågivende skridt træder han langsomt nærmere. ”Please…” siger han. Han har en tyvepundslap i hånden, som han varsomt rækker frem imod mig. ”Take the money - It’s okay.”

Tøvende møder jeg hans blik, det er næsten ubærligt, og da går det op for mig, at Rudy er fucking ligeglad med pengene, ja, han ville sikkert ønske, at han kunne betale alle menneskerne omkring ham, hvis de til gengæld ville holde op med at se ham som det socialt inkompetente tilfælde han er. Betalingen er min udfordring, men det er ikke Rudys - Hans udfordring består i noget, der for andre mennesker kan virke som den simpleste opgave – At møde et nyt menneske. Og ved at henfalde til medlidenhed og afslå betalingen, har jeg fået ham til at fremstå endnu mere ynkelig end han gjorde i forvejen – Jeg har ødelagt alting!

”Sorry about that,” mumler jeg med skam og tager hurtigt imod lappen, hvorefter jeg stopper den ned i taskelommen, for jeg bryder mig ikke om at holde den i hånden.

”It’s okay,” gentager Rudy. ”I was actually suprised that you didn’t ask for more, because on your profile on Rentafriend.com it said 30 pounds per hour.”

” What…? It did?”

”Yeah.”

...

Da jeg har sagt farvel til Rudy, begynder jeg at gå. Jeg går og går, og egentlig er det i den forkerte retning, hvilket jeg godt ved, men det virker underordnet, og jeg kan ikke stoppe, nu hvor jeg først er begyndt, så jeg bliver bare ved og ved med at gå. Der er liv i Sohos gader, og jeg spekulerer på, om de forbipasserende kan læse i mit blik, hvad jeg netop har været igennem, men det lader ikke til, at de kan.

En midaldrende mand med hængevom og deller i nakken vender sig om, idet jeg går forbi. "Where are you going darling?" råber han, men jeg er slet ikke i humør til den slags.

"You look beautiful!"

Jeg ruller med øjnene.

"My name is Franco!"

Jeg drejer ind på en Off License, der har gjort krav på et gadehjørne, for at købe en flaske med vand, eller for at slå koldt vand i blodet ved at foretage én eller anden form for handling. Jeg hiver i glaslågen til køleskabet og lukker den igen, og så står Franco ved min side og puster sin uappetitlige ånde ind i mit øre. ”Whatever you wanna buy, I wanna buy it for you,” proklamerer han, og jeg sender ham et blik i afsky - Er alle ude på at give mig penge i aften eller hvad?

Da jeg har fejet ham af vejen, smider jeg flasken op på disken sammen med halvfjers pence. Bagefter lader jeg byttepengene falde tilfældigt ned i taskerummet og tager en slurk af flasken på vej ud.

”Can I walk with you?” – Han har ventet pænt ude foran kiosken.

”Any chance I can persuade you not to?” snapper jeg irriteret.

”Do you live in London?”  -  Han ignorerer mit tonefald  -  “I live in Cambridge, but I’m here on business purposes. I have my own business… I’m from Italy by the way, but I’ve lived in England for thirty years… Have you ever been to Cambridge? – You should come and visit me - You can stay at my place - I’ll show you around... Can I take your number?”

”Look…” afbryder jeg med en blødere stemme end før. ”It’s not because of you, but I just really feel like being alone right now – Is that okay?”

"Sure," siger han med et træk på skuldrene, og uden den mindste antydning af fornærmelse indskyder han: ”Let me at least give you my card. Then you can give me a call if you change your mind...”


Jeg forlader Franco med en forandret fornemmelse i kroppen. Dette var alligevel et underligt sammenfald, tænker jeg. For netop har jeg tilbragt to timer i selskab med en mand så undskyldende i sin fremtræden, som nogen formår at være, og efterfølgende møder jeg hans modsætning: Franco. En mand med deller i nakken, som hverken undskylder eller holder sig tilbage. Og jeg finder en form for fred i tanken om, at Rudy kunne lære lidt af Franco (og Franco lidt af Rudy).

...