Rent A Friend - part IV

Læs første del HER, andel del HER og tredje del HER.

”Is this your first time with Rent A Friend?”

- Spørgsmålet er mit, og endnu en gang kommer jeg til at forstyrre Rudy midt i en slurk appelsinjuice. Han sætter øjeblikkeligt glasset tilbage på bordet, som havde nogen engang lært ham, at det er uforskammet at drikke under en dialog. Jeg skriver mig selv bag øret, at jeg fremover ikke bør tale til ham under indtagelsen af appelsinjuice eller i optakten hertil.

”Yes, it is,” svarer han høfligt.

Det er ikke svært for mig at tyde Rudys sociale handicap. Når jeg stiller ham et spørgsmål, svarer han artigt og umageligt præcist, men han kommer sjældent med uddybninger eller relaterede fortællinger til svaret, ja, i det hele taget fortæller han mig ikke noget på eget initiativ, hvilket mere eller mindre forhindrer det, man populært ville kalde en Flydende Samtale. Det er ikke fordi, han ikke vil - jeg kan mærke, at han kæmper. Men når han ind imellem samler sig mod til at stille mig et spørgsmål, ja, så falder det ud af den blå luft og har ingen relation til, hvad vi netop har talt om. Han ved ganske enkelt ikke, hvordan man bærer sig ad.

”Where did you first hear about Rent A Friend?” fortsætter jeg og falder lidt i staver over, hvordan han stikker gaflen i de små pizza-bidder og fører dem op til munden. Én efter én. Kniven ligger fladt på bordet.

”Actually… One of my colleques suggested it,” svarer han, da han har tygget af munden.

”Oh, has he tried it as well?”

”No…” siger Rudy og kommer til at fnise. ”He doesn’t really need it.”

Selvom dette nok må klassificeres som Rudys interne vittighed, kan jeg ikke lade være med at smile, og pludselig går det op for mig, at jeg kan lide Rudy. Men erkendelsen indtræffer samtidigt med at en uafværgelig bølge af medlidenhed vælter ind over min krop - ja, jeg har ondt af ham, fordi han er hindret af frygten for andre menneskers dom, og jeg bliver vred på mig selv, fordi jeg samtidigt ved, at Rudy har bevæget sig langt væk fra sin hjemegn og endnu længere væk fra sin comfort zone for at møde mig i aften, og for dette fortjener han mere end min medlidenhed.

”Have you always been shy?” spørger jeg efter en tænkepause. Jeg ved ikke rigtigt, om han har lyst til at snakke om det, men jeg kan ikke holde det tilbage.

”Ever since I was a teenager, I think.” Han kigger ned i bordpladen.

”I used to be really shy,” siger jeg så.

”You did?”

”Yeah." Jeg nikker overbevisende og tilføjer så med et smil: ”But then I realised that it doesn’t really matter what you say to people, because they will forget most of it anyways.”

På trods af bestræbelserne på at spise langsomt bliver jeg færdig med min pizza før Rudy, og jeg har for længst tømt glasset med appelsinjuice. Da det går op for ham, får han først travlt som ind i helvede med at kaste de sidste bidder ned i gabet, men pludselig stopper han op og udbryder undskyldende: ”If you have to be somewhere, you don’t have to stay here.”

”No worries - I’m not in a hurry at all,” forsikrer jeg med en underbyggende håndgestikulation.

Jeg forsøger at bevare roen, men da servitricen kommer dansende med regningen, og Rudy hiver et par pengesedler op af tegnebogen, vrider jeg mig ukomfortabelt i sædet, og jeg føler det hele, I ved; klumpen i maven og knuden, der snører sig sammen i halsen - eller er det omvendt? At mine nerver er vendt tilbage kan kun betyde, at aftenens mest grænseoverskridende hændelse nærmer sig: Min betaling.

Situationen løber løbsk. Rudys glas tømmes i én enkelt uafbrudt slurk, imens jeg mister selvbeherskelsen og farer op fra min stol og udbryder: ”You really don’t have to pay me anything – You paid for the meal and that’s more than enough - Really!” – Hastigt griber jeg tasken, og så efterlader jeg ham dér med et glas i hånden, som han ikke engang nåede at stille fra sig.

Rudy catcher up på fortovet udenfor Pizza Express. Med et forvirret udtryk over ansigtet og agtpågivende skridt træder han langsomt nærmere. ”Please…” siger han. Han har en tyvepundslap i hånden, som han varsomt rækker frem imod mig. ”Take the money - It’s okay.”

Tøvende møder jeg hans blik, det er næsten ubærligt, og da går det op for mig, at Rudy er fucking ligeglad med pengene, ja, han ville sikkert ønske, at han kunne betale alle menneskerne omkring ham, hvis de til gengæld ville holde op med at se ham som det socialt inkompetente tilfælde han er. Betalingen er min udfordring, men det er ikke Rudys - Hans udfordring består i noget, der for andre mennesker kan virke som den simpleste opgave – At møde et nyt menneske. Og ved at henfalde til medlidenhed og afslå betalingen, har jeg fået ham til at fremstå endnu mere ynkelig end han gjorde i forvejen – Jeg har ødelagt alting!

”Sorry about that,” mumler jeg med skam og tager hurtigt imod lappen, hvorefter jeg stopper den ned i taskelommen, for jeg bryder mig ikke om at holde den i hånden.

”It’s okay,” gentager Rudy. ”I was actually suprised that you didn’t ask for more, because on your profile on Rentafriend.com it said 30 pounds per hour.”

” What…? It did?”

”Yeah.”

...

Da jeg har sagt farvel til Rudy, begynder jeg at gå. Jeg går og går, og egentlig er det i den forkerte retning, hvilket jeg godt ved, men det virker underordnet, og jeg kan ikke stoppe, nu hvor jeg først er begyndt, så jeg bliver bare ved og ved med at gå. Der er liv i Sohos gader, og jeg spekulerer på, om de forbipasserende kan læse i mit blik, hvad jeg netop har været igennem, men det lader ikke til, at de kan.

En midaldrende mand med hængevom og deller i nakken vender sig om, idet jeg går forbi. "Where are you going darling?" råber han, men jeg er slet ikke i humør til den slags.

"You look beautiful!"

Jeg ruller med øjnene.

"My name is Franco!"

Jeg drejer ind på en Off License, der har gjort krav på et gadehjørne, for at købe en flaske med vand, eller for at slå koldt vand i blodet ved at foretage én eller anden form for handling. Jeg hiver i glaslågen til køleskabet og lukker den igen, og så står Franco ved min side og puster sin uappetitlige ånde ind i mit øre. ”Whatever you wanna buy, I wanna buy it for you,” proklamerer han, og jeg sender ham et blik i afsky - Er alle ude på at give mig penge i aften eller hvad?

Da jeg har fejet ham af vejen, smider jeg flasken op på disken sammen med halvfjers pence. Bagefter lader jeg byttepengene falde tilfældigt ned i taskerummet og tager en slurk af flasken på vej ud.

”Can I walk with you?” – Han har ventet pænt ude foran kiosken.

”Any chance I can persuade you not to?” snapper jeg irriteret.

”Do you live in London?”  -  Han ignorerer mit tonefald  -  “I live in Cambridge, but I’m here on business purposes. I have my own business… I’m from Italy by the way, but I’ve lived in England for thirty years… Have you ever been to Cambridge? – You should come and visit me - You can stay at my place - I’ll show you around... Can I take your number?”

”Look…” afbryder jeg med en blødere stemme end før. ”It’s not because of you, but I just really feel like being alone right now – Is that okay?”

"Sure," siger han med et træk på skuldrene, og uden den mindste antydning af fornærmelse indskyder han: ”Let me at least give you my card. Then you can give me a call if you change your mind...”


Jeg forlader Franco med en forandret fornemmelse i kroppen. Dette var alligevel et underligt sammenfald, tænker jeg. For netop har jeg tilbragt to timer i selskab med en mand så undskyldende i sin fremtræden, som nogen formår at være, og efterfølgende møder jeg hans modsætning: Franco. En mand med deller i nakken, som hverken undskylder eller holder sig tilbage. Og jeg finder en form for fred i tanken om, at Rudy kunne lære lidt af Franco (og Franco lidt af Rudy).

...