Mørket har allerede lagt
sig over London, da jeg låser mig ud af lejligheden i Bridge House denne
tidlige efterårsaften. Jeg planlægger Tesco et besøg, da jeg må se mig
overmandet af trangen til en snack (læs: ost og løgchips samt en hel pose
glaserede donuts - hvad finder man ikke på i bekæmpelsen af svigtende
koncentrationsevne?). De første ti skridt hen over boligkompleksets
asfaltbalagte gård foregår med hovedet begravet dybt i taskens indhold (man skulle vel
aldrig have glemt sin tegnebog?). Da jeg kigger op, får jeg øje på ham. Han
smiler tandløst under fleecehuen.
”How are you, love?”
Et øjeblik overvejer jeg flugtmulighederne, men
beslutter mig for at håndtere situationen som et voksent menneske: ”Fine
thanks, how are you?"
Derefter gør jeg et forsøg på at passere ham, men han drejer blot om på hælen og efteraber
mit hastige tempo, hvilket han klarer udmærket - de gamle ben taget i
betragtning. Åbenbart skal jeg ikke slippe så let denne gang.
”You just
moved in, right? I’ve seen you a couple of times”
Jeg undgår at kigge på
ham, idet jeg drejer ned ad fortovet. ”A couple of weeks ago…”
Manden fortsætter upårørt: "It’s a nice
building, right...? Well, not nice, but… it's okay, I guess. Very old though... You
know, they are planning a huge renovation. Soon everyone has to move out.
That’s why the rent is so cheap. It’s amazing right?” Han stopper pludselig
op, midt på fortovet, bare sådan, hvad nu? En stemme i mit hoved fortæller mig,
at jeg skal gå videre, men af en eller anden grund føler jeg ikke rigtigt, at
jeg kan slippe afsted med det.
"Cheap rent?” mumler jeg en anelse
desorienteret. ”Well, I don’t really know about that…”
Hans små øjne
lyser ud igennem de tjavsede hårtotter, og blikket borer sig fast i mit.
Søgende. Jeg ønsker at kigge væk, men ved ikke hvordan. Akavet.
”You are renting your
flat from Ad Hoc, right?” spørger
han uden at lade mig slippe.
Jeg træder mig selv over tæerne. Ukomfortabel ved
hans åbenlyse ønske om indblanding i mine boligforhold, og uden at vide
hvorfor, fortæller jeg: ”Eh… well… actually I’m just renting a room of the
guy who’s rentning the flat…”
Manden nikker for sig selv og
fortsætter: ”Do you know anything about the company Ad Hoc?”
Jeg ryster på
hovedet.
”Well, let me tell you about it…” Langsomt begynder vi at gå
videre, og nu er det af en eller anden grund mig, der følger lydigt efter. Han fortæller mig, at
Ad Hoc er et house sitting firma – Deres opgave er at placere ansvarlige lejere
i tomme bygninger, som af en eller anden grund ikke kan udlejes på normal vis –
eksempelvis fordi bygningen snart skal gennemgå en omfattende renovering (som
tilfældet er med Bridge House). Disse ansvarlige lejere (også kaldet house
guardians) skal bo i bygningen indtil renoveringen og passe på den, så den
ikke bliver beboet af hjemløse og drug addicts etc. “In return the rent is
really cheap.” slutter han af. “Like sixty pounds per week or
something…”
“Sixty?! For the whole flat?” Jeg taber underkæben og min hals
snører sig pludselig sammen ved tanken om de hundrede pund, som jeg selv
betaler om ugen for ét enkelt værelse.
Manden nikker og fortsætter: ”But
as a house guardian there’s a lot of rules to follow. For example it is
strictly illegal to sublet any rooms in the flat. If they found out, they would
definitely kick the tenants out immediately – That’s another thing about Ad Hoc
- they can tell you to leave anytime they want.”
Jeg svarer ikke. En del
af mig har lyst til at tro denne mystiske mand, men en anden del fortæller mig,
at jeg skal være påpasselig. Hvad nu hvis han selv er fra Ad Hoc? Hvis Dom
bliver smidt ud af lejligheden, så ryger jeg vel selv samme vej…
”Well, I
don’t know if you and your friend is sharing the costs, or what… In that
case it is probably fine,” fortsætter han med et træk på skulderen. ”But
IF he’s subletting the room, I think you should know that what he’s doing is
illigal.”
Nu står vi foran Tesco, jeg vender mig om, smiler en anelse og rækker hånden frem. ”Well thanks for the chat…”
- - ”Allan! Call me Allan.”
Han gengælder mit smil, og det går op for mig, at han (trods manglen på
tænder) måske ikke ser så skummel ud alligevel.
***
Da jeg kommer tilbage
til lejligheden, hopper jeg op i sengen med min computer og googler Ad Hoc. Alt
hvad Allan har fortalt mig viser sig at være sandt. Det hele falder på plads
nu! Dom’s venlighed kommer ikke af et godt hjerte, men snarere af dårlig
samvittighed eller frygten for, at jeg skal fatte mistanke.
Jeg klapper computerlåget i, bliver siddende på min seng et øjeblik og stirrer tomt på min
egen afspejling i skabslågen overfor, imens jeg bider mig selv i
læben - Tænker. Pludselig falder det mig ind, at Dom besidder en masse oplysninger om
mig - fra mine tidligere adresser til hvor jeg nu går i skole (ting jeg måtte
redegøre for, da jeg flyttede ind), men at jeg intet kender til ham. Ikke
engang hans efternavn! I samme øjeblik kommer jeg kommer
i tanke om alle de gamle postkort, som han har dekoreret køkkenskabene
med. Jeg går ud i køkkenet og vælger et vilkårligt. Vrikker det forsigtigt fri af klisteret,
vender det om for at læse på bagsiden: Dear Dominic. Hope everything is
well. Here in Chile the sun is shining, blah blah blah… Jeg undersøger
kortet for en adresse, men uden held. Omhyggeligt sætter jeg det tilbage på
skabslågen.
Det næste postkort jeg vender mellem hænderne er adresseret til en
adresse i Walthamstow. Desværre må jeg konstatere, at afsenderen ikke har
skrevet Dom’s fulde navn i adressen. Min utålmodighed begynder at trykke, jeg
mener; hvor svært kan det være?
Næste gang er heldet med mig. Et
afbleget postkort fra Dubai er adresseret til en vis Dominic Henderson. Aha!
udbryder jeg og overvejer samtidigt, hvad jeg egentlig vil bruge denne nye
information til. Stalke ham på facebook? Som jeg står dér og
funderer lidt, kommer jeg automatisk til at læse videre:
Dear Dominic,
don’t let the fact that you receive this postcard distract you from what it has
to say. I only write to you because I wish to end all communication between us.
As much as I’ve enjoyed the days we spent together, your friendship has lately
become a burden to me, and I do not want to know of you anymore. This is the
last time you will ever hear from me.
Do not try to contact me and do not have
a happy life… x Leila
Whoot? Jeg leder efter et spor af ironi i
teksten, et lille tegn, der fortæller, at dette er en joke. Can this really
be serious? mumler jeg og; hvorfor fanden vælger han, at hænge sådan et mærkeligt postkort op på sin KØKKENLÅGE?!
Okay. Back to my mission: Med nyt blod på tanden foretager jeg en
yderligere eftersøgning inde på Dom’s værelse, imens jeg lytter intenst efter
en nøgles indtrængen i hoveddøren, selvom jeg ved, at han aldrig kommer hjem
før 22ish om aftenen. Jeg er ikke klar over, hvad jeg leder efter. Noget
mistænkeligt, måske. Jeg lader blikket
gennemgå inventaret i hans vinduskarm, men den rummer intet andet end nogle
gamle kvitteringer og en uåbnet slikkepind. Så trækker
jeg forsigtigt skufferne i hans kommode ud. Én efter én – Indtil jeg øjner et
gennemsigtigt plastikomslag, som omfatter en stak papirer. Aller øverst finder
jeg en kontrakt med Ad Hoc. Mine øjne borer sig fast på et hånskrevet tal med
tre cifre indledt af det engelske valutategn. £225 er hvad han betaler for
lejligheden om måneden! HALVDELEN af hvad jeg betaler ham for værelset. Det
lader til at den kære Dom er lidt af en forretningsmand, tænker jeg idet
jeg lægger papirerne tilbage i skuffen igen.
Nu er spørgsmålet så bare,
om jeg skal: 1) Lade som ingenting i frygt for at ende som hjemløs igen, eller:
2) Konfrontere Dom med min viden og afpresse ham til at lade mig bo i
lejligheden gratis? - Dette er muligvis den eneste chance, jeg nogensinde får i mit liv for
rent faktisk at afpresse nogen(!).
.
