Ærede læsere. Denne blogpost har intet andet formål end at informere jer om, hvor idyllisk mit liv er lige nu! Jeg er rent faktisk i gang med en uddannelse (som godt nok ikke er en rigtig uddanelse, but who cares about education these days anyway?), omsider har jeg fået bugt med den nedgroede tånegl, og jeg har endelig fundet mig et udfordrende og fleksibelt fritidsarbejde:
 |
| Watch out for the Bag Lady! |
Ganske vist genbruger jeg stadig mine teposer og indkøber mad i Tesco til reduceret pris, men alt i alt så har jeg har det sgu fremraende! Og hovedårsagen hertil skal simpelthen findes på Barnardo Street, for her har jeg fundet mig et trygt og varmt hjem (”varmt” som i overført betydning, da vi ikke har råd til rigtig varme. Ordet ”trygt” er måske heller ikke velvalgt, da vi bor nabo til et mere eller mindre omfattende biltyveriforetagende – dog ikke noget synderligt problem, hvis man ikke har en bil). Men det vigtigste i overstående sætning er også ordet ”hjem”, for jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har boet et sted, hvor jeg har følt mig rigtigt hjemme.
Jeg skal nok lække flere oplysninger om vores awesome flatshare på Barnardo Street senere (elsker at lade som om mit liv rent faktisk er så interessant, at nogen gider at læse om det), men indtil da må I slå jer til tåls med denne bonusinfo: I lejligheden bor også min halvirske følgesvend Little Mud Slayer – i nogle kredse bedre kendt som Emily. Og hvis I før har læst denne blog eller lejlighedsvis har stalket min Facebook profil (nok mest henvendt til dig, mor), så kender I hende allerede!
Der foreligger bare lige ét lille problem her på Barnardo Street... Vi har mus!
I starten var det ikke noget, der holdt mig vågen om natten. Den lille djævel skal vi snart få has på, lød mine ord, og jeg gik ned på det lokale marked for at købe en musefælde. Hvad ingen af os vidste var, at vi deler lejlighed med en særlig supermus, og da vi tjekkede op på musefælden næste morgen, var fælden ikke klappet – men osten var væk!
I mangel på alternativer ladede jeg musefælden igen den næste nat - nu med en karamelchokolade som lokkemad. Jeg skubbede den helt ind under udløseren, så Bent (opkaldt efter tidligere historielærer) umuligt kunne få den ud uden at få en metalklappe ned over halsen.
Og yes, denne gang smækkede fælden– Men der var stadig ingen mus i klemme!
Det skal siges, at vi også har en kat, som vi har lånt (læs: stjålet) af naboen, men selvom den tydeligvis ikke har noget problem med at spise affald, har den endnu ikke sat tænderne i vores mus.
Derfor er gode råd dyre! Hvordan fanger vi Bent, før han æder flere af vores dyrt indkøbte madvarer og skider mere i vores bestikskuffe?
HELP IS VERY MUCH APPRICIATED!!!!
.
rotte gift :)
ReplyDeleteJo, men vi vil ikke risikere, at den ligger og dør inde bag væggen, hvor vi ikke kan få den ud?
ReplyDeleteHaha, elsker som altid dine indlæg smuksak! Og dør af grin over jeres museproblem - og generelt indlægget :) fantastisk skrevet som altid - glæder mig sådan til at komme over og se jeres nye fantastiske hjem.
ReplyDeleteMange knus og kram Lise
Jeg eeeelsker din blog. Du har en overskuds humorisme som du uden besvær får overført til 'papir' - Dejligt tidsfordriv!
ReplyDeleteså prøv de der fælder hvor det er et bur og lågen så klapper i når den går ind i buret. det er den humane fælde
ReplyDeleteGod idé med burfælden! (selvom jeg allerede har passeret det humane stadie).
ReplyDeleteHar også erfaret, at det er meget almindeligt med lim-fælder - Altså en plade, som musen sidder fast på, hvis den berører den (så skal man bare lige selv slå den ihjel bagefter) - Mærkværdigt?