Rejseberetninger fra Californien III

Læs del II her

Malcolm taler med samme entusiasme, som var han i færd med at fremlægge en PowerPoint-præsentation, og jeg lytter med samme entusiasme, som hvis jeg havde overværet en. Gabriels stemme, derimod, er messende, upåfaldende. Jeg har en god samtale med Gabriel om at sidde i fængsel, være crack-afhængig, være i rehab og om at genvinde troen på gud og kostplaner og sådan noget. I haven’t always been the guy that I am today, siger han og tilføjer, at han nu er ren som Kristus selv - den bibelske Kristus, ikke Sean, selvom han ligner lidt. Dertil kommer, at Gabriel insisterer på at betale for mine øl, hvilket jeg selvfølgelig protesterer imod:

- You see, I’m from Denmark, and in Denmark -


- There’s no way I’m letting you pay for this.

- Alright.

Apropos Sean, så beslutter jeg mig for at inddrage ham i samtalen. Det viser sig, at han er fra L.A.


- Awesome, udbryder jeg. I’m going to L.A. tomorrow!

Sean lyser op. Han begynder at dele ud af dos and don’ts, og jeg fortæller ham, at jeg først havde overvejet at hitch-hike ned ad Highway One, men at alle i min omgangskreds har frarådet mig det, hvorfor jeg har besluttet at lade være. Dog kunne jeg godt tænke mig ”a native’s perspective” på sagen.

- What?! udbryder han forfærdet. Look, I would PAY for your ticket if you promised me not to do that.


- Are things really that bad?


- What kind of people do you think pick up young girls from roadsides?

- Like, nice people?


- No, you idiot. CREEPS.


- Well, it was just a thought -I mean- it’s not like I was going to go through with it -

- … psychopaths, rapists, murderers… -

- Well, I’ve already booked a bus ticket, so -

- I’m just saying, that as an attractive girl I don’t think you should -


- What does that have to do with it?


- I’m just saying that -


- You think I’m attractive?

Mr. PowerPoint, som har været fraværende i et stykke tid, slår sig til samtalen, som han hurtigt erklærer død, så han starter en ny: Did you know that this guy played in the band on Saturday Night Live? Han lægger en kammeratlig hånd på Seans skulder.


- No way, glaner Gabriel.


- He can prove it.


Sean laver en forlegen grimasse og hiver telefonen op af lommen. Vi samles bag hans ryg.

- Here it comes, mumler han, mens Youtube-videoen loader.


- There’s too much noise. I can’t hear what they’re saying, vrænger Malcolm utålmodigt, da værten trasker hen over scenen. Wait, there are subtitles. But they are in… Swedish or something?!


- Can you translate it? spørger Gabriel forhåbningsfuldt. Jeg kniber øjnene sammen: Ladies and gentlemen, oversætter jeg. Put your hands together for the band… Here they come…


- Will you believe that? She’s actually reading it! Gabriel kigger på de to andre med forstrakte øjne.


- Look! Look! There I am, siger Sean og peger på en -dengang korthåret- fyr med guitar.


- That’s not you, protesterer Malcolm. Or wait a second… Maybe it IS you.

Gabriel, Sean og Malcolm beslutter sig for at tage videre på natklub, mens jeg kommer i tanke om, at jeg skal nå en 8AM afgang til L.A. den efterfølgende morgen. Jeg siger farvel og går ud på dametoilettet, hvor jeg bliver involveret i et fødselsdagskor for en ung mand i pallietjeans. 

Herefter begiver jeg mig ud under stjernehimlen og møder Frent - en ranglet fyr med et halvt barberet hoved, der taler som om, han holder sig for næsen. Right ooon, siger han og skyder hagen frem som et svar på enhver af mine udlægninger, hvilket kunne forekomme irriterende, men faktisk falder jeg pladask for Frent, så vi ryger hele tre smøger sammen og udveksler Facebook-profiler, før vi siger farvel og krammer, som var det farvel for evigt, hvilket det antageligt er.

Jeg tager rulletrappen ned på perronen på 16th & Mission, hvor jeg sætter mig iblandt slatne kroppe på en stenbænk. En skrattende servicemeddelelse kunne være et forlydende om, at et eller andet tog ikke opererer, og selvom der er en god chance for, at det er mit, orker jeg ikke at høre efter – mest af alt fordi, jeg ikke har den fjerneste idé om, hvordan jeg ellers skal komme hjem.

Så slentrer en medarbejder ned ad perronen, imens han snøvler: Anyone going towards noget-jeg-ikke-fangede-første-gang. Ingen af de slatne kroppe reagerer. Jeg kigger vildrådigt på medarbejderen. Han hæver stemmen: Anyone going towards noget-jeg-heller-ikke-fangede-anden-gang. Jeg kigger stadig vildrådigt på ham. Nu kommer han helt hen til mig, stiller sig ud for mine sorte støvler med hænderne i lommen og spørger tålmodigt: Where are you going, mam?

- Powell Station, svarer jeg forsigtigt.
- No trains tonight, mam.

- Mam. Mam!
Jeg er på vej op ad rulletrappen men vender mig om.
- I just bourght this bus ticket, gisper en ældre herre, da han har indhentet mig. But I won’t be needing it anyway, so here you go.
Jeg takker og må endnu en gang se mig bekræftet i, at indbyggerne i San Francisco er nogle af de mest hjælpsomme, jeg har mødt. Dog opgiver jeg at finde en bus, for jeg har ikke den fjerneste idé om, hvorfra den afgår. I stedet stiller jeg mig i et vejkryds og prajer en taxa.

Der lyder et knottent grynt fra overkøjen, da jeg omsider låser mig ind på værelset. Jeg dratter om på madrassen, og min telefon lyser med en Facebook-meddelse fra Frent, som skriver, at hanging out with you totally made my night.

Rejseberetninger fra Californien II

Læs første del her

Mission District, San Francisco

Af en ven i New York er jeg blevet anbefalet et sted, der, så vidt min hukommelse rækker (og det er desværre aldrig særlig langt), hedder noget med taqueria, så da jeg kommer op fra stationen ved 16th & Mission og øjner udformningen af selvsamme bogstaver over en bistro, går jeg ind og bestiller en burrito (efterfølgende erfarer jeg, at taqueria indgår i navnet på alle mexicanske restauranter i Californien). I like your hair, smiler kvinden, der står foran mig i bestillingskøen. De stive hårstrå i forskellige nuancer af rød vandrer let over jakkens løse læderryg, da hun atter vender sig om. Hun stikker hænderne i de højtplacerede lommer, så albuerne peger skarpt bagud som to vinger.

Da jeg få minutter senere har fået aftensmaden stukket i hånden og er på vej ud, ser jeg, at hun sidder alene ved et bord og kigger meget bedrøvet på sin burrito. Jeg skal lige til at gå over til hende, men så lægger hun den halvt indsvøbte sag i skødet og bøjer sig forover, imens hun kummer hænderne under munden, der hænger farligt tæt ved de monokrome gulvfliser. Jeg skynder mig ud af døren.

Mit blik skrider fra bar til bar, som jeg driver ned ad gaden under svungne navne af neonrør. Igangværende er tilsyneladende en eller anden betydningsfuld sportsbegivenhed, for gennem hvert eneste opslåede vinduesparti aner jeg én eller flere tændte fladskærme. Tribuneflimmer og hvide spagettimennesker lyset op i mørket og synes tættere på end forsamlingerne under dem.

Jeg stopper foran en bar, den mørkeste og tættest befolkede, og går indenfor. Også hér synes al opmærksomhed rettet mod skærmene, hvilket giver mig rig lejlighed til at granske rummet uden at participere i akavede øjenmøder – jeg har endnu ikke fundet ansigtsudtrykket, der siger: den her unge kvinde hviler nok i sig selv til at gå alene på bar. Alligevel har jeg det lidt som om, jeg netop er trådt ind til en forelæsning ti minutter efter undervisningens påbegyndelse. At der gennem den høflige ignorance skeles på kryds og tværs, som jeg baner mig vej til en ledig plads i baren. Jeg får skridtet møvet op over den høje taburet og laver en hurtig håndsmarkering til bartenderen. Han gør en endnu mindre markant bevægelse med hovedet og kommer langsomt nærmere med blikket bevaret mod baseballkampen.


- Do you have any local beers I should try? råber jeg ind i hans korttrimmede nakke. Nakken nikker.

Det lyder jo lovende, tænker jeg og falder tilbage på taburetten, imens jeg tillader et nonchalant blik over skulderen. Tre unge mænd træder ind ad døren og indtager den eneste tomme plads i baren, som er lige ved siden af mig.

Nu er det ikke første gang, jeg befinder mig alene på en bar, men som regel har det altid haft noget med frustration eller fuldskab at gøre. Denne gang er jeg hverken det ene eller det andet, men til gengæld usædvanligt forhippet på at komme til at snakke med nogen. Jeg skal bare lige finde ud af hvordan!

- This is from a brewery a few blocks away. Bartenderen er vendt tilbage og synes mere opmærksom på min tilstedeværelse end tidligere, da han placerer den skvulpende fadøl foran mig. Men nu er kampen vist også forbi eller strømmen gået at dømme ud fra det frustrerede ”aw”, der løb gennem forsamlingen for lidt siden. Over kanten af øllen aka. mit sociale cover skæver jeg til de tre unge mænd, der netop er kommet ind på baren. Den ene er lille og kraftig. Den anden er høj og ligner jesus lidt. Den sidste står med ryggen til. Når alkoholen ruser er det svært at overse den kendsgerning, at der for en kvinde ligger en fordel i at henvende sig til en lutter mandsgruppe - og her tænkes der ikke kun på en økonomisk fordel (herregud, jeg har snart skænket den mandlige befolkningsdel flere drinks end omvendt og det’ med glæde), men den fordel det er at have gjort sig fortjent til opmærksomhed alene på grund af sit køn. Vi lever i en heteronormativ verden, ville min søster sige og ryste på hovedet (vores yndlingsord for tiden).
Men da jeg har betragtet dem i nogle minutter uden respons, tænker jeg alligevel, at nogen burde skrive en guide til, hvordan man går alene på bar. Så får jeg pludselig den vovede idé, at hvis nogen, jeg kender, skulle skrive sådan én, skulle det være mig. Jeg skal netop til at hive notesbogen op af jakkelommen, men så vender mandspersonen, der står mig nærmest, sig om.
- Cheers, siger han.
- Cheers, siger jeg. Drikkepause følger.
- Are you here by yourself?

Jeg holder glasset for munden ekstra længe, imens min hjerne arbejder på at spinde en forklaring sammen: at jeg venter på en ven... Damian (såfremt han kan beskrives som en ven) sagde jo, at han ville kigge forbi på et tidspunkt. Men før læberne slipper glasset, når jeg alligevel at ændre kurs (hviler nok i mig selv og alt det dér): Yes, smiler jeg - Yes, I am alone, actually.
- Well, I’m Malcolm, siger Malcolm med håndflade mod brystet - And these are my less handsome friends, Gabriel and Sean.
Jeg hilser på mine nye bedste venner. Gabriel er ham den korte og kraftige. Sean er ham den høje, der ligner jesus lidt. Malcolm er tilsyneladende ham, der er vant til at løbe med al opmærksomheden.