Der står en orkide i min vindueskarm

Der står en orkide i min vindueskarm. Og dét til trods for, at jeg slet ikke bryder mig om orkideer (jeg holder ikke noget imod blomster generelt). Det var en vi-faldt-lige-over-den-her-på-vejen-gave fra mine forældre, da de for snart fire måneder siden drog fra Vendsyssel til København på visit. Dengang takkede jeg, som man nu gør i sådanne situationer, og slog det ellers hen med en skuldertrækning – fra et historisk perspektiv vidste jeg, at den slags subtropiske påhit alligevel ikke holder mere end en uge i min varetægt.

Jeg var nogenlunde lige så gal på den som da trojanerne lod en stor træhest hale ind gennem byporten. Fire måneder senere stod planterigets egen Medusa stadig med oprejste pander i min vindueskarm – til trods for at jeg på intet tispunkt havde ulejliget mig med at væde rødderne (det plejer jo alligevel at komme ud på ét). Dette affødte en hel del forundring og med tiden også mistro overfor plantens ægthed. Der var noget slemt bedragerisk over den måde, hvorpå den fuldstændigt upåvirket holdt stængerne udstrakt. Derfor greb jeg en dag (dels af mistro, dels af kedsomhed) en saks og klippede en lille tak af det grønne blad for at studere dets indre anatomi. Herefter var der ingen tvivl: plantens ægthed kunne ikke betvivles. Og så kan man jo sige, at jeg havde fået, hvad jeg kom efter, men det ene fører jo til det andet, og før nogen kunne nå at sige hit me baby one more time, var hele bladet beskåret som et palmeblad. Den første blomst er netop faldet.

Jeg sidder ved arbejdsbordet under vinduet og betragter kræets stumme forfald. Egentlig sidder jeg med en skriveopgave, men i løbet af de sidste tre timer, har jeg kun tilføjet to ord til dokumentet. Og det er ikke engang fordi, disse ord skal indgå i teksten, men fordi jeg måtte hente hjælp i Words stavekontrol, før jeg nedskriblede ordene i en sms til en person, som jeg helst ikke vil lave stavefejl overfor. Udenfor larmer de evigt fredsspolerende håndværkere, så et postkort ind imellem ryger af tavlen, men nu har spektaklet efterhånden stået på så længe, at det føles som om, det blot er blevet soundtracket til mit københavnerliv.

Slænget har i øvrigt fået et nyt medlem. Han ser voldsomt kriminel ud. Jeg siger ikke, at han er det. Blot at han ligner én, der er. Det er noget med udstrålingen (men det understøttes selvfølgelig af hans kronragede isse og teardrop tattoo). Han har svævet rundt på en lift i min baggård i tre dage nu. Vi får jævnligt øjenkontakt. At kalde det akavet ville være en underdrivelse, for dét stadie er for længst passeret. Jeg tror, han tror, at jeg kigger på ham. Men det gør jeg overhovedet ikke - Jeg kigger på orkideen i min vinduskarm. Flere gange har jeg forsøgt at flytte arbejdspladsen væk fra vinduet og over i sengen. Men det ender enten med, at jeg kommer til at onanere eller sove i stedet for. #overspringshandlinger.

Jeg går ud i køkkenet for at koge dagens tredje kande kaffe og falder næsten over posen med køkkenskraldet, der i øvrigt ligner noget, der er på nippet til at gylpe ud over sig selv. Da jeg lidt efter skubber døren op til baggården, drysser det ned med lysegrå cementflager fra et sted ovenfra, så jeg står et øjeblik og venter på et midlertidigt ophør. Så skæver jeg op, for at sikre mig, at arbejdet for en kort stund er indstillet. Han har bar overkrop. Jeg fortsætter over mod containerne.

Da jeg atter sætter mig ind til arbejdsbordet, erfarer jeg, at han gået i gang med at bearbejde murstykket lige ovenfor mit vindue, hvilket betyder, at hans skridt er placeret midt i mit åsyn #convenient. Jeg sidder og kigger lidt frimodigt, indtil liften bevæger sig nedad, så vores ansigter falder på samme niveau. Han begynder at slibe på mit vindues udvendige karm. Der er ikke andet end en beskidt rude imellem os. Jeg tager en anspændt slurk af kaffen og tvinger mig selv til at stirre stift ind i skærmens pixels, der samler sig i lyse pletter for mit blik, imens jeg messer ordene: lad-være-med-at-kigge-lad være-med-at-kigge... Mine håndflader sveder. Finder jeg ham en lille smule tiltalende? Har jeg virkelig opholdt mig indendørs så længe?

I samme sekund banker det på ruden, og det giver et sæt i min krop på nogenlunde samme måde, som når en kat udsættes for vand. Jeg springer op fra stolen og slår vinduet op. Pis – Hej.

Han stikker næsen indenfor. Skal jeg vente med det her? Hvis nu du sidder og skriver opgave?

Jeg har lyst til at træde et skridt tilbage, men er låst fast af hans indtrængende blik. Jeg blinker en enkelt gang med øjnene. Hårdt.  Øh - altså det behøver du ikk’. For det generer mig faktisk overhovedet ikk’. Og hvis det generede mig, kunne jeg bare sætte mig et andet sted hen. Men det gør det ikk’, så det skal du ikk’ tænke på.

Okay. Han smiler bredt og trækker næsen til sig - Jeg er nok også færdig om ti minutter.

Jeg rykker hurtigt vinduet til mig og slår hånden for panden, men så kommer jeg i tanke om, at han stadig kan se mig – goddammit. Hvis nogen spørger, residerer jeg på en café nede ved Nørrebros Rundel resten af dagen!