Kender
I det: Man vågner en morgen og ser, at der allerede er lyst udenfor. At solens
spæde stråler forsøger at smutte omkring mørklægningsgardinet, at de står som
en oplyst ramme om det firkantede stof, som de beduggede græsstrå står op om
fortovets massive betonfliser. Og klokken må være mange, tænker man – og måske man
har sovet over sig. Men det viser sig, at den ikke er mere end kvart i seks, og
så er det som om, at det først dér går op for en – altså sådan for alvor – at tiderne er skiftet. At læberne ikke
længere slår revner, når man opholder sig udendørs. At selv regnen har fået en
anden duft, nu dufter den af syrener. Og lige pludselig er det som om ~forandring~
er blevet hele tilværelsens overtrumfende tema. Kender I det?
 |
| Zombie selfie (do I need a reason?) |
Først og fremmest er jeg blevet single – efter næsten to år i et forhold. Og
det lyder måske ikke af alverden, men for mig er det lang tid – rigtig lang tid. Faktisk tror jeg, det
er første gang nogensinde, jeg har omtalt nogen Min Kæreste - Men det tog mig også noget nær et halvt år at lære at
udtale, uden at det smagte lidt for meget af sur mælk. Forinden havde mange
analyserende venindedialoger forsøgt at behandle spørgsmålet: Hvad fanden er der egentlig galt med mig, siden jeg ikke evner at nære følelser for noget hankønsvæsen? Og da jeg omsider havde forliget mig
med den tanke, at jeg simpelthen ikke var kærestetypen, ja… så skete det sgu alligevel. Og nu hvor jeg endelig lige havde fanget trinene, er det som om, det er endnu
sværere at give slip – eller måske det bare er sådan her, rigtige break ups føles (for hvad ved jeg?) …
Nåmenaltså.
Også andre forhold er under forandring, og hér kan det vel ingenlunde komme som
nogen overraskelse, at der endnu en gang er tale om mine boligforhold. Selvom
radikale luftforandringer tidligere har forsaget en identitetskrise eller to, afholder
det mig tilsyneladende ikke fra at opsøge dem med ganske jævne mellemrum – Jeg
har vel efterhånden også vænnet mig til den svækkede identitetsfølelse, og den
har på sin vis styrket min tilpasningsdygtighed (hvorfor har vi i det hele
taget brug for at være nogen i stedet
for noget?)
For et år siden boede jeg eksempelvis nabo til et hampeplantestutteri og et større biltyveriforetagende (Jeg savner at hænge ud over vinduskarmen med Emily klokken fire om natten, imens vi nysgerrigt iagttog en eller anden ransag eller anholdelse). Nu bor jeg på fredelige Frederiksberg, og ud af mit køkkenvindue skuer jeg gråhårede ægtepar, der holder i hånden imens de slentrer ned ad fortovet. Og på kirkens grønne græsplæne på den modsatte side af gaden lufter de unge mænd deres kæresters chihuahuaer og indsamler hundelort i poser, som de har trukket i en posomat.
Trods de enten gråhårede eller maskerede naboer har jeg elsket at bo på
Frederiksberg – og gør det stadig. Men det er alligevel blevet tid til at
rykke op i roden - hvis jeg da nogensinde nåede at forplante den. Jeg føler mig
jo efterhånden ”hjemme” mere eller mindre alle steder (så længe der er
internetforbindelse), så jeg er ikke rigtig sikker på, at jeg forstår
betydningen af ordet mere. Rastløsheden - derimod - er ikke til at tage fejl af,
og efter sommeren driver den mig atter ud over landegrænserne. Derfor har jeg
på det seneste været i gang med at finde en ny lejer til mine nydelige ti
kvadratmeter (det skal jo nok hjælpe, at jeg længere oppe har talt så fornem en
sag for vores gade). Og så har jeg desuden lovet min kære flatmate Nadia, at
jeg - inden jeg flytter ud af værelset - vil fjerne den armlængdelange
konstruktion af spindevæv, der i øjeblikket hænger som en uro over min seng.
MEN: Forinden er der en længe ventet sommer i København, der skal udleves! Og denne gang skal bølgen rides med farve i kinderne og tusindfryd i håret. Brooke Candy og Sun Lolly (samt et lille stykke med bart). Juni, jeg er klar!
