Rent A Friend - part II

Læs part I HER

Min profil har floreret på Rent A Friend i  et par uger, og henvendelser falder jævnligt ind i mailboxen. De er pudsigt nok alle sammen fra mænd, og de fleste af dem lugter af dates, hvilket jo ikke er meningen, men det er trods alt de færreste, der har direkte seksuelle undertoner (ret imponerende for en by som London, hvor alt som udgangspunkt har seksuelle undertoner).


En advokat, som beskriver sig selv som strangely attractive, vil gerne invitere mig på en legal lunch, og en halvtredsårig forretningsmand med to niecer (bonusinfo?) savner selskab, fordi han er The New Kid in Town - hans egne ord. Og så er der gutten, som arbejder i IT-branchen, og som derfor ikke har ret mange venner (duh), men han er egentlig mest interesseret i en træningspartner (mig? - lolz).


Egentlig er jeg tæt på at konkludere, at det hovedsageligt er creepy mennesker, der benytter Rent A Friend (burde dette overhovedet komme som nogen overraskelse?), da jeg modtager en henvendelse fra en 29årig dude, som kalder sig Rudy. I en kortfattet mail lader han mig vide, at han lider af ekstrem generthed, hvorfor han ikke kommer meget ud blandt andre mennesker. Som den eneste af de kontakttagende har han vedhæftet et billede, og til min forbavselse ser han rent faktisk ganske normal ud – En lidt spinklere udgave af L.O.C., bliver jeg enig med Emily om.

Jeg griber chancen og skriver til Rudy, at jeg godt vil hænge ud med ham. Han foreslår, at vi mødes søndag aften over en pizza på Restaurant Pizza Express ved Piccadilly Circus. Deal.

Udlejningen er arrangeret, og i dagene op til søndag overvældes mit sind af komplicerede spørgsmål, som eksempelvis: Hvordan skal jeg egentlig opføre mig i venskab, som jeg får penge for? Skal jeg være en anderledes ven, end jeg ville være overfor mine andre venner, som ikke betaler mig? Jeg mener; må jeg for eksempel godt lytte uden at høre efter og derefter snakke om mig selv, mine egne  problemer og (uinteressante) foretagender? Eller skal jeg lade ham om at vælge alle samtaleemner? Forventer han, at jeg underholder ham? Og skal jeg lade som om, jeg godt kan lide ham, selvom jeg måske ikke kan?

Og hvad nu hvis jeg rent faktisk hygger mig i hans selskab… Er det forkert at føle en gevinst ved et venskab, som man bliver betalt for? Dette spørgsmål stillede jeg min (altid stortænkende) veninde Amanda, og hun svarede: ”Selvfølgelig må du gerne have det sjovt, selvom han betaler dig. En prostitueret skal jo også have sine penge, selvom hun måske godt kan lide at være sammen med sine kunder.” Og med store øjne tilføjer hun: ”Tænk nu hvis du falder for ham!” - Ja, jeg siger bare tak for perspektiveringen til prostitutionsmiljøet, Amanda!

Efter mange spekulationer vedtager jeg, at jeg så vidt muligt vil forsøge at være en god ven, og lørdag aften mødes jeg med Kikki og Emily på Brick Lane til en smule moralsk opbakning og dåseøl fra den nærliggende Off License. Vi sidder på en lettere ukomfortabel metaltrappe i lidt for få plusgrader foran en gammel industribygning. Det er sidste aften inden mit møde med Rudy, og jeg har nerver og en ekstra sweater på.



”Hvad skal du egentlig koste?” spørger Emily nysgerrigt, idét hun knapper op for endnu en Red Stripe. Prisfastsættelse af mit eget venskab er ikke et issue, jeg nogensinde havde forstillet mig at skulle deale med. Ikke desto mindre er det, hvad jeg nu er kommet til, og jeg skærer en af mine eftertænksomme grimasser, idet jeg indvilliger hende i mine nøje overvejelser: ”£5 i timen.”



”Wow, du er billig!” flyver det ud af hendes mund - ordene eskorteres af en spruttende ølregn.



”Er jeg?” spørger jeg forvirret. På den ene side gør hele penge-situationen mig en smule utilpas, men på den anden side ønsker jeg jo heller ikke at være billig…

Jeg graver endnu en øl (AKA nervelindrende medicin) op af posen og henfalder til egne spekulationer, imens Kikki og Emily drøfter sandsynligheden for, hvor vidt Rudy er psykopatisk anlagt, og i hvilken grad mit liv da er i fare. Det er nu ikke så meget mit liv, jeg frygter for, men snarere privilegiet at kigge mig selv i spejlet uden dårlig samvittighed - Skal sandheden frem, så fryser jeg lidt om fødderne, og hvad der først virkede som et sjovt og spontant tiltag synes nu en anelse uigennemtænkt.

”Behøver jeg at koste noget?” spørger jeg efter en lang tænkepause. ”Kan jeg ikke sige til ham, at første session er gratis, at det er en firmapolitik eller sådan noget?”

”Jeg troede, at betalingen var hele pointen med mødet,” siger Kikki. Hun kigger på mig med skepsis, imens Emily tager over: ”Ja, uden betalingen er der jo ikke rigtigt nogen udfordring…”

”Men hvad så hvis jeg bare lader ham betale for min meal?” spørger jeg håbefuldt, og pigerne kvitterer med hævede øjenbryn.

En time og adskillige Red Stripes senere synes jeg at have drukket mig mod til og under hujende opbakning fra aftenens selskab, sender jeg Rudy en SMS med teksten:

Hi Rudy. Looking forward to tomorrow. By the way - I charge £10 per hour. See you! - Simone

Jeg knuger mobilen i min hånd i adskillige minutter, indtil jeg mærker de ventede vibrationer. I spænding åbner jeg den indkomne besked og læser:

Yeah, £10 per hour is fine. See you tomorrow...

Læs fortsættelsen HER.