Rent A Friend - part IV

Læs første del HER, andel del HER og tredje del HER.

”Is this your first time with Rent A Friend?”

- Spørgsmålet er mit, og endnu en gang kommer jeg til at forstyrre Rudy midt i en slurk appelsinjuice. Han sætter øjeblikkeligt glasset tilbage på bordet, som havde nogen engang lært ham, at det er uforskammet at drikke under en dialog. Jeg skriver mig selv bag øret, at jeg fremover ikke bør tale til ham under indtagelsen af appelsinjuice eller i optakten hertil.

”Yes, it is,” svarer han høfligt.

Det er ikke svært for mig at tyde Rudys sociale handicap. Når jeg stiller ham et spørgsmål, svarer han artigt og umageligt præcist, men han kommer sjældent med uddybninger eller relaterede fortællinger til svaret, ja, i det hele taget fortæller han mig ikke noget på eget initiativ, hvilket mere eller mindre forhindrer det, man populært ville kalde en Flydende Samtale. Det er ikke fordi, han ikke vil - jeg kan mærke, at han kæmper. Men når han ind imellem samler sig mod til at stille mig et spørgsmål, ja, så falder det ud af den blå luft og har ingen relation til, hvad vi netop har talt om. Han ved ganske enkelt ikke, hvordan man bærer sig ad.

”Where did you first hear about Rent A Friend?” fortsætter jeg og falder lidt i staver over, hvordan han stikker gaflen i de små pizza-bidder og fører dem op til munden. Én efter én. Kniven ligger fladt på bordet.

”Actually… One of my colleques suggested it,” svarer han, da han har tygget af munden.

”Oh, has he tried it as well?”

”No…” siger Rudy og kommer til at fnise. ”He doesn’t really need it.”

Selvom dette nok må klassificeres som Rudys interne vittighed, kan jeg ikke lade være med at smile, og pludselig går det op for mig, at jeg kan lide Rudy. Men erkendelsen indtræffer samtidigt med at en uafværgelig bølge af medlidenhed vælter ind over min krop - ja, jeg har ondt af ham, fordi han er hindret af frygten for andre menneskers dom, og jeg bliver vred på mig selv, fordi jeg samtidigt ved, at Rudy har bevæget sig langt væk fra sin hjemegn og endnu længere væk fra sin comfort zone for at møde mig i aften, og for dette fortjener han mere end min medlidenhed.

”Have you always been shy?” spørger jeg efter en tænkepause. Jeg ved ikke rigtigt, om han har lyst til at snakke om det, men jeg kan ikke holde det tilbage.

”Ever since I was a teenager, I think.” Han kigger ned i bordpladen.

”I used to be really shy,” siger jeg så.

”You did?”

”Yeah." Jeg nikker overbevisende og tilføjer så med et smil: ”But then I realised that it doesn’t really matter what you say to people, because they will forget most of it anyways.”

På trods af bestræbelserne på at spise langsomt bliver jeg færdig med min pizza før Rudy, og jeg har for længst tømt glasset med appelsinjuice. Da det går op for ham, får han først travlt som ind i helvede med at kaste de sidste bidder ned i gabet, men pludselig stopper han op og udbryder undskyldende: ”If you have to be somewhere, you don’t have to stay here.”

”No worries - I’m not in a hurry at all,” forsikrer jeg med en underbyggende håndgestikulation.

Jeg forsøger at bevare roen, men da servitricen kommer dansende med regningen, og Rudy hiver et par pengesedler op af tegnebogen, vrider jeg mig ukomfortabelt i sædet, og jeg føler det hele, I ved; klumpen i maven og knuden, der snører sig sammen i halsen - eller er det omvendt? At mine nerver er vendt tilbage kan kun betyde, at aftenens mest grænseoverskridende hændelse nærmer sig: Min betaling.

Situationen løber løbsk. Rudys glas tømmes i én enkelt uafbrudt slurk, imens jeg mister selvbeherskelsen og farer op fra min stol og udbryder: ”You really don’t have to pay me anything – You paid for the meal and that’s more than enough - Really!” – Hastigt griber jeg tasken, og så efterlader jeg ham dér med et glas i hånden, som han ikke engang nåede at stille fra sig.

Rudy catcher up på fortovet udenfor Pizza Express. Med et forvirret udtryk over ansigtet og agtpågivende skridt træder han langsomt nærmere. ”Please…” siger han. Han har en tyvepundslap i hånden, som han varsomt rækker frem imod mig. ”Take the money - It’s okay.”

Tøvende møder jeg hans blik, det er næsten ubærligt, og da går det op for mig, at Rudy er fucking ligeglad med pengene, ja, han ville sikkert ønske, at han kunne betale alle menneskerne omkring ham, hvis de til gengæld ville holde op med at se ham som det socialt inkompetente tilfælde han er. Betalingen er min udfordring, men det er ikke Rudys - Hans udfordring består i noget, der for andre mennesker kan virke som den simpleste opgave – At møde et nyt menneske. Og ved at henfalde til medlidenhed og afslå betalingen, har jeg fået ham til at fremstå endnu mere ynkelig end han gjorde i forvejen – Jeg har ødelagt alting!

”Sorry about that,” mumler jeg med skam og tager hurtigt imod lappen, hvorefter jeg stopper den ned i taskelommen, for jeg bryder mig ikke om at holde den i hånden.

”It’s okay,” gentager Rudy. ”I was actually suprised that you didn’t ask for more, because on your profile on Rentafriend.com it said 30 pounds per hour.”

” What…? It did?”

”Yeah.”

...

Da jeg har sagt farvel til Rudy, begynder jeg at gå. Jeg går og går, og egentlig er det i den forkerte retning, hvilket jeg godt ved, men det virker underordnet, og jeg kan ikke stoppe, nu hvor jeg først er begyndt, så jeg bliver bare ved og ved med at gå. Der er liv i Sohos gader, og jeg spekulerer på, om de forbipasserende kan læse i mit blik, hvad jeg netop har været igennem, men det lader ikke til, at de kan.

En midaldrende mand med hængevom og deller i nakken vender sig om, idet jeg går forbi. "Where are you going darling?" råber han, men jeg er slet ikke i humør til den slags.

"You look beautiful!"

Jeg ruller med øjnene.

"My name is Franco!"

Jeg drejer ind på en Off License, der har gjort krav på et gadehjørne, for at købe en flaske med vand, eller for at slå koldt vand i blodet ved at foretage én eller anden form for handling. Jeg hiver i glaslågen til køleskabet og lukker den igen, og så står Franco ved min side og puster sin uappetitlige ånde ind i mit øre. ”Whatever you wanna buy, I wanna buy it for you,” proklamerer han, og jeg sender ham et blik i afsky - Er alle ude på at give mig penge i aften eller hvad?

Da jeg har fejet ham af vejen, smider jeg flasken op på disken sammen med halvfjers pence. Bagefter lader jeg byttepengene falde tilfældigt ned i taskerummet og tager en slurk af flasken på vej ud.

”Can I walk with you?” – Han har ventet pænt ude foran kiosken.

”Any chance I can persuade you not to?” snapper jeg irriteret.

”Do you live in London?”  -  Han ignorerer mit tonefald  -  “I live in Cambridge, but I’m here on business purposes. I have my own business… I’m from Italy by the way, but I’ve lived in England for thirty years… Have you ever been to Cambridge? – You should come and visit me - You can stay at my place - I’ll show you around... Can I take your number?”

”Look…” afbryder jeg med en blødere stemme end før. ”It’s not because of you, but I just really feel like being alone right now – Is that okay?”

"Sure," siger han med et træk på skuldrene, og uden den mindste antydning af fornærmelse indskyder han: ”Let me at least give you my card. Then you can give me a call if you change your mind...”


Jeg forlader Franco med en forandret fornemmelse i kroppen. Dette var alligevel et underligt sammenfald, tænker jeg. For netop har jeg tilbragt to timer i selskab med en mand så undskyldende i sin fremtræden, som nogen formår at være, og efterfølgende møder jeg hans modsætning: Franco. En mand med deller i nakken, som hverken undskylder eller holder sig tilbage. Og jeg finder en form for fred i tanken om, at Rudy kunne lære lidt af Franco (og Franco lidt af Rudy).

... 

Rent A Friend - part III

Læs første del HER og anden del HER.

Turisterne fortærer deres madpakker under englen på Piccadilly Circus eller tager opstillede billeder af hinanden med deres overkvalificerede spejlreflekskameraer, og lige meget hvor man står, så står man altid lige i skudlinjen. De kan identificeres på deres rygsække og sweateren, der er bundet rundt om livet, som var de en særlig art af menneskeracen. Skolelærerene og guiderne strækker hals og står på tæer, imens deres talestrøm blander sig og til dels overdøves af konversationernes summen og trafikkens altid velkendte underlægningsmelodi.

Mit hjerte banker i takt med den bølge af trampende fødder, der skyller op fra trappen ned til Piccadilly Circus undergrundsstation - Mine dage i London har budt på mange mærkelige episoder, og det er ikke første gang, jeg har arrangeret et møde med et menneske, jeg knap nok kender. Og gentagne gange har jeg beroliget mig selv med, at denne gang ikke er meget anderledes, men nu begynder det at gå op for mig, at den er: I aften skal jeg møde en mand, der er så social inkompetent, at han er villig til at betale for selskab - Hvad fanden tænkte jeg egentlig på?

 Jeg drejer rundt om mig selv og forsøger at identificere hans ansigt blandt masserne, selvom jeg frygter for det øjeblik, hvor jeg finder det. Ja, jeg ved ikke engang, om jeg er i stand til at genkende ham, eller om han overhovedet er, hvem han giver sig ud for. En stemme i mit hoved fortæller mig, at det ikke er for sent at vende om, forsvinde ned i undergrunden, hoppe på den første tube hjem.

Da jeg får øje på ham, har han allerede sine øjne på mig. Vi aflæser genkendelse i hinandens blikke og deler et usikkert smil, idet vi baner os vej igennem menneskemængden og forkorter den mellemliggende distance.

En mørkebrun læderjakke og sorte jeans – meget mere kan ikke siges om hans beklædning. Ja, faktisk er han ret gennemsnitlig, endog anonym af udseende, og med forundring tænker jeg, at ingen ydre optrædende årsager forklarer, hvorfor han er endt i favnen på Rent A Friend.

”Hi, you must be Rudy!” udbryder jeg og håber, at nervøsiteten i min stemme fremstår som begejstring. Med påtaget selvsikkerhed rækker jeg en høflig hånd frem, som han imødekommer med et løst tryk - Intet ved situationen virker direkte unormalt, indtil han åbner munden: ”Nice to meet you,” er ordene, men det lyder som om, de udtales over et dårligt radiosignal, og stemmen skifter imellem faktiske ord og nervøse lyde - Men det er okay – Jeg havde forventet det værste og tror egentlig bare, at jeg er lettet over, at han kan tale.

Jeg joker lidt med, at jeg var bange for, at jeg aldrig ville finde ham i menneskemængden og indskyder en anelse mere adstadigt, at jeg desuden ikke håber, at han har ventet i lang tid. Derefter foreslår jeg, at vi ser af at komme væk fra dette folkemylder.

Men da jeg gør tegn til at gå, bliver Rudy stående. Han betragter mig med et tvivlrådigt, ja, nærmest hjælpeløst blik, imens hans højre hånd fumler med noget i læderjakkens inderlomme, som jeg gætter er en tegnebog. Hver gang den er på vej op af lommen, afbryder han sig selv i handlingen, som er han ude af stand til at træffe en endelig beslutning.

”Let’s get something to eat, and then we can do business afterwards,” bryder jeg hastigt ind og prøver at smile beroligende for at frigøre ham fra den miserable tilstand. #MostAwkwardMomentOfMyLife

Vi finder Pizza Express ved hjælp af et kort, som Rudy har printet ud fra Google Maps. Han gør et lige lovligt galant hop til siden og lader mig gøre entré først. Servitricen smiler imødekommende: ”A table for two?” - Jeg takker ja og tænker, at dette minder lidt for meget om en date. Hele scenariet falder mig anspændt, og måske er det ren indbildning, men jeg har det som om, alle øjne hviler på os, da vi i trækker stolene ud og sætter os ned ved det anviste tomandsbord i restaurantens midte. Sig noget, siger stemmen i mit hoved, men jeg har mistet grebet i den røde tråd, og nu farer den løse ende rundt i mit konfuse hoved. 

- ”So, you are a vegetarian?” spørger jeg omsider med blikket gemt i menukortet, som jeg har studeret i adskillige minutter uden rigtigt at kigge på det. Jeg prøver at lade som om, jeg ikke har bemærket den pinlige stilhed, der lige akkurat nåede at gøre sig indtog, inden jeg fik munden på gled. Inspirationen til spørgsmålet hentede jeg i mine erindringer af Rudys personlige beskrivelse, da han tog kontakt til mig på Rentafriend.com.

Rudy studerer ikke menukortet ligesom jeg - han sidder derimod med armene ned langs siden, og hænderne placeret et sted under bordet. Ind imellem kigger han på mig med flygtige øjekast, men ellers synes han at have grundlæggende fokus mod et punkt i luften ud for sin venstre skulder. Nu gemmer han næsen i skulderen og rømmer sig, og måske leder han samtidigt efter ordene: ”Actually… I’m a vegan. I don’t eat any animal products.”

“Really?” Jeg kigger forundret op. “So, like … for what reasons?”

Han rømmer sig igen: ”Ethical reasons.”

Jeg nikker anerkendende. “I think those are the best reasons.”

“Oh,” udbryder han og trækker lidt på mundvigen, hvilket får mig til at overveje, om man kan være veganer af andet end etiske grunde… Kræsne grunde, måske?

Rudy bestiller, hvad han benovet beskriver som sædvanlig procedure - en pizza med ananas og ekstra tomatsauce. Først har jeg til hensigt at bestille det samme af hensynstagen til hans etiske synspunkter, men så går det op for mig, hvor meget jeg egentlig ønsker at supplere med ost og skinke. Jeg spørger ham, om det er okay. Det er det.

”Have you always been a vegan?” lyder mit forsøg på at genoptage en samtale, da servitricen atter er drejet om på hælen. ”I mean… Are your parents vegans too?”

Endnu et røm synes at være under udvikling, men så ombestemmer han sig og går direkte til sagen: ”My parents are vegetarians… But I’m a vegan.”

”Actually, my parents were vegetarians too,” fortæller jeg ivrigt. ”But they started eating meat again on the day that I was born.”

”Oh (…)”

Pizzaerne gør deres ankomst sammen med to store glas appelsinjuice. Jeg vinker hastigt skinkevarianten over til min side af bordpladen, og ser i det skjulte frem til at bruge madindtagelse som et plaster på den pinlige men uundgåelige tavshed, der ind imellem opstår. På den anden side føler jeg også, at jeg bør gøre et aktivt forsøg på at holde samtalen kørende – det er vel blandt andet, hvad jeg bliver betalt for!

”So, Rudy… You live South from London?”

”About fifty minutes by train, yes.”

”Wauw…” Jeg tager et sip af min appelsinjuice, og Rudy gør tegn til at gøre det samme, men han ændrer straks mening og sætter glasset tilbage på bordet, da jeg fortsætter: ”So… Did you grow up in the same area as you live in now?”

”Yes… Actually… In the same house as I live in now.”

Jeg nikker spekulativt, idét jeg skærer et stykke af min pizza og fører det op til munden – Tygningen indstilles dog, da jeg kommer til at kaste et blik over på Rudys tallerken, hvor han er i færd med at skære sin egen pizza ud i små kvadratiske bidder af cirka 3x3 centimeter. Først da han er helt færdig med opgaven, begynder han at spise. Jeg synker. ”Oh... You live with your parents?”

Det gør han - I et toetagers rækkehus med en lille bitte forhave og en nogenlunde baghave, får jeg at vide. Og Rudy er enebarn, og han har et værelse på første sal, hvorfra man kan kigge ned i baghaven, hvor der står et stort kar med guldfisk. Og duer, har de også. De sidder i et bur nede i den bagerste krog af haven. Jeg nikker interesseret og spørger, om de har flere husdyr?

Han rømmer sig: ”We used to have a cat.”

Rudy arbejder desuden på et kontor, som ligger ti minutters gang fra hjemmet. Her har han arbejdet i ni år eller med andre ord; lige siden han graduerede fra College.


Da jeg spørger ham, hvad han laver i sin fritid tilkendegiver han genert, at han da besøger træningscenteret et par gange om ugen. Jeg lader som om, jeg er imponeret, og han fortsætter med lidt mere velvilje: ”It’s called Circle Training - Because it’s a circle of different exercises and when the bell rings you move on to the next one...”




Læs fortsættelsen HER

Rent A Friend - part II

Læs part I HER

Min profil har floreret på Rent A Friend i  et par uger, og henvendelser falder jævnligt ind i mailboxen. De er pudsigt nok alle sammen fra mænd, og de fleste af dem lugter af dates, hvilket jo ikke er meningen, men det er trods alt de færreste, der har direkte seksuelle undertoner (ret imponerende for en by som London, hvor alt som udgangspunkt har seksuelle undertoner).


En advokat, som beskriver sig selv som strangely attractive, vil gerne invitere mig på en legal lunch, og en halvtredsårig forretningsmand med to niecer (bonusinfo?) savner selskab, fordi han er The New Kid in Town - hans egne ord. Og så er der gutten, som arbejder i IT-branchen, og som derfor ikke har ret mange venner (duh), men han er egentlig mest interesseret i en træningspartner (mig? - lolz).


Egentlig er jeg tæt på at konkludere, at det hovedsageligt er creepy mennesker, der benytter Rent A Friend (burde dette overhovedet komme som nogen overraskelse?), da jeg modtager en henvendelse fra en 29årig dude, som kalder sig Rudy. I en kortfattet mail lader han mig vide, at han lider af ekstrem generthed, hvorfor han ikke kommer meget ud blandt andre mennesker. Som den eneste af de kontakttagende har han vedhæftet et billede, og til min forbavselse ser han rent faktisk ganske normal ud – En lidt spinklere udgave af L.O.C., bliver jeg enig med Emily om.

Jeg griber chancen og skriver til Rudy, at jeg godt vil hænge ud med ham. Han foreslår, at vi mødes søndag aften over en pizza på Restaurant Pizza Express ved Piccadilly Circus. Deal.

Udlejningen er arrangeret, og i dagene op til søndag overvældes mit sind af komplicerede spørgsmål, som eksempelvis: Hvordan skal jeg egentlig opføre mig i venskab, som jeg får penge for? Skal jeg være en anderledes ven, end jeg ville være overfor mine andre venner, som ikke betaler mig? Jeg mener; må jeg for eksempel godt lytte uden at høre efter og derefter snakke om mig selv, mine egne  problemer og (uinteressante) foretagender? Eller skal jeg lade ham om at vælge alle samtaleemner? Forventer han, at jeg underholder ham? Og skal jeg lade som om, jeg godt kan lide ham, selvom jeg måske ikke kan?

Og hvad nu hvis jeg rent faktisk hygger mig i hans selskab… Er det forkert at føle en gevinst ved et venskab, som man bliver betalt for? Dette spørgsmål stillede jeg min (altid stortænkende) veninde Amanda, og hun svarede: ”Selvfølgelig må du gerne have det sjovt, selvom han betaler dig. En prostitueret skal jo også have sine penge, selvom hun måske godt kan lide at være sammen med sine kunder.” Og med store øjne tilføjer hun: ”Tænk nu hvis du falder for ham!” - Ja, jeg siger bare tak for perspektiveringen til prostitutionsmiljøet, Amanda!

Efter mange spekulationer vedtager jeg, at jeg så vidt muligt vil forsøge at være en god ven, og lørdag aften mødes jeg med Kikki og Emily på Brick Lane til en smule moralsk opbakning og dåseøl fra den nærliggende Off License. Vi sidder på en lettere ukomfortabel metaltrappe i lidt for få plusgrader foran en gammel industribygning. Det er sidste aften inden mit møde med Rudy, og jeg har nerver og en ekstra sweater på.



”Hvad skal du egentlig koste?” spørger Emily nysgerrigt, idét hun knapper op for endnu en Red Stripe. Prisfastsættelse af mit eget venskab er ikke et issue, jeg nogensinde havde forstillet mig at skulle deale med. Ikke desto mindre er det, hvad jeg nu er kommet til, og jeg skærer en af mine eftertænksomme grimasser, idet jeg indvilliger hende i mine nøje overvejelser: ”£5 i timen.”



”Wow, du er billig!” flyver det ud af hendes mund - ordene eskorteres af en spruttende ølregn.



”Er jeg?” spørger jeg forvirret. På den ene side gør hele penge-situationen mig en smule utilpas, men på den anden side ønsker jeg jo heller ikke at være billig…

Jeg graver endnu en øl (AKA nervelindrende medicin) op af posen og henfalder til egne spekulationer, imens Kikki og Emily drøfter sandsynligheden for, hvor vidt Rudy er psykopatisk anlagt, og i hvilken grad mit liv da er i fare. Det er nu ikke så meget mit liv, jeg frygter for, men snarere privilegiet at kigge mig selv i spejlet uden dårlig samvittighed - Skal sandheden frem, så fryser jeg lidt om fødderne, og hvad der først virkede som et sjovt og spontant tiltag synes nu en anelse uigennemtænkt.

”Behøver jeg at koste noget?” spørger jeg efter en lang tænkepause. ”Kan jeg ikke sige til ham, at første session er gratis, at det er en firmapolitik eller sådan noget?”

”Jeg troede, at betalingen var hele pointen med mødet,” siger Kikki. Hun kigger på mig med skepsis, imens Emily tager over: ”Ja, uden betalingen er der jo ikke rigtigt nogen udfordring…”

”Men hvad så hvis jeg bare lader ham betale for min meal?” spørger jeg håbefuldt, og pigerne kvitterer med hævede øjenbryn.

En time og adskillige Red Stripes senere synes jeg at have drukket mig mod til og under hujende opbakning fra aftenens selskab, sender jeg Rudy en SMS med teksten:

Hi Rudy. Looking forward to tomorrow. By the way - I charge £10 per hour. See you! - Simone

Jeg knuger mobilen i min hånd i adskillige minutter, indtil jeg mærker de ventede vibrationer. I spænding åbner jeg den indkomne besked og læser:

Yeah, £10 per hour is fine. See you tomorrow...

Læs fortsættelsen HER.