At Rejse Er At...

Det var den første torsdag i september sidste år, mørket var indtruffet, og jeg slentrede rundt i Shoreditch uden noget mål, som jeg havde gjort det så mange gange før - Før jeg flyttede hjem til Danmark og så tilbage til London igen. På min vej passerede jeg små gallerier (nogle få interessante udstillinger og en masse DIY-crap), trendy caféer med overprissalater og mennesker med hatte og skinny jeans. Alt lignede jo sig selv: folkene, facaderne, men det var alligevel en underlig fornemmelse at være tilbage i London; at befinde sig her igen.

Jeg stoppede foran et lille galleri med hvidmalet facade, som jeg havde besøgt før i tiden med min daværende flirt. I aften stod han bag vinduespartiet med ryggen vendt ud mod gaden. Det burde ikke have været nogen overraskelse at se ham der, men alligevel føltes det som om, han var taget ud af en drøm, jeg engang havde haft, og nu pludselig optrådte foran mig i kød og blod. Som kom det bag på mig, at han stadig eksisterede. Jeg forlod hastigt stedet, for hvad skulle jeg sige efter alle de måneder?

Draget ind mod en gyde ved Shoreditch High Street befandt jeg mig selv på hug med ryggen mod de ru mursten, og ansigtet skjult for omgivelserne i hænderne. Hvorfor bliver jeg ved med at gøre det her mod mig selv? spurgte jeg med ubevægelige læber og skælvende skuldre. Hvorfor svælger jeg altid i længslen efter det fremmede og tomheden ved at forlade det, jeg kender? Jagter jeg livet, eller flygter jeg fra det?

   

At rejse er at leve, udtalte en gammel wanker, men nogle gange er det som om legemet bevæger sig hurtigere, end hvad sindet kan hamle op med, og pludselig vågner man op om morgenen og prøver at komme i tanke om, hvor fanden man nu er henne. Dagene flyder sammen i én ubestemmelig strækning af tid, og man har allerede glemt ansigtet på det menneske, man snakkede med for fem minutter siden. Selvfølgelig er jagten på det ukendte euforiserende og et kraftfuldt svar på carpe diem, men selv det uforudsigelige kan blive forudsigeligt.

”Nogle gange…” sagde jeg forleden til Emily, da vi begge sad i sengen på mit værelse og stirrede udtryksløst på hinanden, imens vi delte endnu en af vores eksistentielle kriser. ”Nogle gange, når jeg føler mig lykkelig, bliver jeg samtidigt meget trist, fordi jeg ved, at følelsen ikke varer ved. Kender du det? Som om, det næsten ikke er umagen værd…”

”Wow, dét er sort!” udbrød Emily imponeret, og jeg kunne ikke lade være med at le. ”Ja, det ved jeg godt.”

Så rynkede hun panden og lavede et af sine tankefyldte ansigtsudtryk. Efter et øjeblik lød udmeldingen: ”Jeg tror ikke, at der er nogen vej udenom det, vi går igennem nu… Men jeg vil hellere gå igennem det nu end på et senere tidspunkt i mit liv, hvis du forstår…?”

Jeg nikkede i tavshed og nænnede ikke at sige højt, hvad jeg tænkte: At der måske efterhånden snarere var tale om en livsstil end blot en midlertidig livskrise...

Jeg ved ikke præcist, hvad det er, vi leder efter, eller hvad der er galt med os, men jeg ved, at vi ikke er de eneste forvirrede mennesker på kloden. Konstant hører jeg folk beklage sig over, at de ikke ved, hvem de er, at de har mistet sig selv. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvad de mener, fordi forhåbentligt har et menneske så mange facetter, at det ville være en umulig opgave at forme en egentlig definition. Jeg mener: vi føler måske, at vi kender vores værdier, vores mål og motiver. Men i hvilken grad er disse påvirket af menneskerne og miljøet omkring os? Måske kender vi i virkeligheden kun den udgave af os selv, der knytter sig til de omgivelser, vi befinder os i? Hvis du nogensinde har prøvet at starte forfra, vil du vide, hvad jeg mener.

- Og efter at have og redigeret "current location" på Facebook et par gange i forbindelse med flytninger, står jeg ikke med følelsen af, at have lært mig selv bedre at kende – tvært imod. Men det er OK. At hvile i sig selv er et privilegium, som jeg en dag håber at besidde, men at tro, at man kender sig selv er blot naivt og måske at sætte en grænse for egen udvikling.

Well, afslutningsvis, vil jeg gerne bekende, at jeg tænker for meget over tingene. Du kender måske følelsen af at proppe den samme ting i munden gentagne gange, indtil smagen mister karakter og bliver erstattet af en flad fornemmelse? Det mærkværdige er, at selvom man burde holde op, fortsætter man, indtil man blot æder for at æde. Jeg har det på samme måde med tanker. Jeg funderer over de samme tanker så meget, at de til sidst mister meningen, mister gløden, bliver tomme og intetsigende, og alligevel bliver jeg ved med at tvinge dem igennem mit forpinte hoved. Hvorfor?

Jeg er vel bange for, at hvis jeg ikke konstant funderer over mine handlinger, tænker over livet, vil det passere mig på samme måde som landskabet iagttaget gennem ruden af et DSB-tog, og indtrykkene vil fare ind og ud af mit hoved uden at efterlade spor - det er vel også derfor, jeg føler et behov for at skrive ting ned… Og ganske vist bliver jeg nogle gange ængstelig over at sidde fast i den samme situation i længere tid af gangen, men samtidigt frygter jeg også at skride fra noget, før det rigtigt har præget mig, hvis I forstår…?

.