Det var den første torsdag i september sidste år, mørket var indtruffet, og
jeg slentrede rundt i Shoreditch uden noget mål, som jeg havde gjort det så
mange gange før - Før jeg flyttede hjem til Danmark og så tilbage til London
igen. På min vej passerede jeg små gallerier (nogle få
interessante udstillinger og en masse DIY-crap), trendy caféer med
overprissalater og mennesker med hatte og skinny jeans. Alt lignede jo sig
selv: folkene, facaderne, men det var alligevel en underlig fornemmelse at være
tilbage i London; at befinde sig her
igen.
Jeg stoppede foran et lille galleri med hvidmalet facade, som jeg havde
besøgt før i tiden med min daværende flirt. I aften stod han bag
vinduespartiet med ryggen vendt ud mod gaden. Det burde ikke have været nogen
overraskelse at se ham der, men alligevel føltes det som om, han var taget ud
af en drøm, jeg engang havde haft, og nu pludselig optrådte foran mig i kød og
blod. Som kom det bag på mig, at han stadig eksisterede. Jeg forlod hastigt stedet,
for hvad skulle jeg sige efter alle de måneder?
Draget ind mod en gyde ved Shoreditch High Street befandt jeg mig selv på hug med
ryggen mod de ru mursten, og ansigtet skjult for omgivelserne i hænderne. Hvorfor bliver jeg ved med at gøre det her
mod mig selv? spurgte jeg med ubevægelige læber og skælvende skuldre.
Hvorfor svælger jeg altid i længslen efter det fremmede og tomheden ved at
forlade det, jeg kender? Jagter jeg livet, eller flygter jeg fra det?
At rejse er at leve,
udtalte en gammel wanker, men nogle gange er det som om legemet bevæger sig
hurtigere, end hvad sindet kan hamle op med, og pludselig vågner man op om
morgenen og prøver at komme i tanke om, hvor fanden man nu er henne. Dagene
flyder sammen i én ubestemmelig strækning af tid, og man har allerede glemt
ansigtet på det menneske, man snakkede med for fem minutter siden. Selvfølgelig
er jagten på det ukendte euforiserende og et kraftfuldt svar på carpe diem,
men selv det uforudsigelige kan blive forudsigeligt.
”Nogle gange…” sagde jeg forleden til Emily, da vi begge sad i sengen på
mit værelse og stirrede udtryksløst på hinanden, imens vi delte endnu en af
vores eksistentielle kriser. ”Nogle
gange, når jeg føler mig lykkelig, bliver
jeg samtidigt meget trist, fordi jeg ved, at følelsen ikke varer ved. Kender du
det? Som om, det næsten ikke er umagen værd…”
”Wow, dét er sort!” udbrød Emily
imponeret, og jeg kunne ikke lade være med at le. ”Ja, det ved jeg godt.”
Så rynkede hun panden og lavede et af sine tankefyldte ansigtsudtryk. Efter
et øjeblik lød udmeldingen: ”Jeg tror
ikke, at der er nogen vej udenom det, vi går igennem nu… Men jeg vil hellere
gå igennem det nu end på et senere tidspunkt i mit liv, hvis du forstår…?”
Jeg nikkede i tavshed og nænnede ikke at sige højt, hvad jeg tænkte: At der
måske efterhånden snarere var tale om en livsstil end blot en midlertidig
livskrise...
Jeg ved ikke præcist, hvad det er, vi leder efter, eller hvad der er galt med
os, men jeg ved, at vi ikke er de eneste forvirrede mennesker på kloden. Konstant
hører jeg folk beklage sig over, at de ikke ved, hvem de er, at de har mistet sig selv. Jeg er faktisk ikke
helt sikker på, hvad de mener, fordi forhåbentligt
har et menneske så mange facetter, at det ville være en umulig opgave at forme
en egentlig definition. Jeg mener: vi føler måske, at vi kender vores værdier,
vores mål og motiver. Men i hvilken grad er disse påvirket af menneskerne og
miljøet omkring os? Måske kender vi i virkeligheden kun den udgave af os selv, der knytter sig til de
omgivelser, vi befinder os i? Hvis du nogensinde har prøvet at starte forfra,
vil du vide, hvad jeg mener.
- Og efter at have og redigeret "current location" på Facebook et par gange i forbindelse
med flytninger, står jeg ikke med følelsen af, at have lært mig selv
bedre at kende – tvært imod. Men det er OK. At hvile i sig selv er et privilegium, som jeg en dag håber at
besidde, men at tro, at man kender sig selv er blot naivt og
måske at sætte en grænse for egen udvikling.
Well, afslutningsvis, vil jeg gerne bekende, at jeg tænker for
meget over tingene. Du kender måske følelsen af at proppe den samme ting i
munden gentagne gange, indtil smagen mister karakter og bliver erstattet af en
flad fornemmelse? Det mærkværdige er, at selvom man burde holde op, fortsætter
man, indtil man blot æder for at æde. Jeg har det på samme måde med
tanker. Jeg funderer over de samme tanker så meget, at de til sidst mister
meningen, mister gløden, bliver tomme og intetsigende, og alligevel bliver jeg ved med at tvinge dem igennem mit forpinte
hoved. Hvorfor?
Jeg er vel bange for, at hvis jeg ikke konstant funderer over mine handlinger, tænker over livet, vil det
passere mig på samme måde som landskabet iagttaget gennem ruden af et DSB-tog, og indtrykkene vil fare ind og ud af mit hoved uden at efterlade
spor - det er vel også derfor, jeg føler et behov for at skrive ting ned… Og
ganske vist bliver jeg nogle gange ængstelig over at sidde fast i den samme
situation i længere tid af gangen, men samtidigt frygter jeg også at skride fra
noget, før det rigtigt har præget mig, hvis I forstår…?
.
Backstage: Em in the Lady's room
