London Update

Det gik lige op for mig, at jeg har været så fokuseret på at fortælle Jer om min nye fritidsinteresse (live rollespil, hvis nogen skulle være i tvivl), at jeg helt har glemt opdateringerne om livet her i London. Siden jeg for et efterhånden ubestemt antal uger tilbage genbosatte mig i det engelske, har jeg haft residens i en kedelig lille delelejlighed i et endnu kedeligere boligkompleks kaldet Bridge House i East London, nærmere betegnet Homerton. Den er ikke noget særligt, lejligheden. Mug på væggene, pletter på gulvtæpperne – the usual stuff. Hvad der derimod kom som en forbavselse, var en nydelig ung mands tilsynekomst i en ellers mørk og trist entré, da jeg første gang bankede på døren.

Min hoveddør

”Hi, you must be Simone, I’m Dom” siger han med britisk accent og rækker mig høfligt hånden, imens han smiler så bredt, at jeg først sekundet efter lægger mærke til det nystrøgede jakkesæt, der pryder hans høje skikkelse, og jeg kan ikke lade være med at finde ham en smule malplaceret i dette rottehul af en lejlighed.

”I’m the only one living here at the moment. My mate is coming back in a few weeks and that’s why the room is only available for a short term…” siger han, imens han viser mig rundt i lejligheden. Jeg nikker forstående, og han fortsætter: ”Actually, if you move in here you can have the bigger bedroom, if you prefer. I’ll just move my stuff into the smaller one… But I do understand if you wan’t to see other flats before you make up your mind. This isen’t excatly a very nice place.”

”No, I’ll take it,” siger jeg. ”This isen’t too bad. I’ve seen worse.”

Omstændighederne er, at jeg har jagtet et værelse i evigheder, men hver gang jeg foretager en opringning til noget, der lyder bare en lille smule lovende, er det kun for at sande, at en anden allerede er kommet mig i forkøbet. Dagens London synes at være én stor samling af desperate hjemløse, og jeg er træt af at være iblandt.

Vi sætter os ned i køkkenet ved et ustabilt plastikbord med afskallet overflade. Dom byder på frugtjuice og sparkling water til opblanding. Mine fingre drejer proppen på flasken, og den sitrende væske sprøjter ud til alle sider. ”Oh, I’m sorry,” udbryder han. ”I should have known that would happen. I’m so sorry.” Han rækker mig et viskestykke, så jeg kan tørre mine bukser, og jeg smiler lidt akavet: ”No worries.”

Under efterfølgende samtale lader jeg mig fortælle, at Dom er 28 år og arbejder hos et advokatfirma i West End. Grundet lange arbejdsdage fører han et begrænset socialliv, og de fleste weekender tilbringer han hos sin mor i en forstadsflække til London – Formentligt ikke et ønskeliv for en mand i sin bedste alder, forestiller jeg mig, men i det mindste lader det til, at Dom er et ualmindeligt venligt menneske. ”So, do you need any help moving your stuff here?” adspørger han forsigtigt.

”No, I’m okay.” Jeg smiler. ”But thanks.”

Ja, næsten for venlig, grubler min kyniske hjernehalvdel, og; ”der er altså noget mystisk ved ham,” lyder konstateringen, da jeg senere samme aften sidder i min nye seng med Emily i røret. ”Jeg ved ikke hvad det er, jeg kan ikke forklare det, og jeg er da også ligeglad, så længe jeg har et sted at bo, men jeg fornemmer altså et eller andet…”

Mit værelse i Homerton.

To dage senere befinder jeg mig i Tesco’s lange betalingskø med en indkøbskurv over armen. Det kedelige indhold består af havregryn, knækbrød og smørreost på tube (det er trist at være fattig studerende i London). Jeg skal netop til at træde frem mod self-service automaten, da en rusten mandestemme tiltaler mig: ”How are you darling?”

Jeg vender mig om, mistroisk. ”Eh, fine… Thanks”

Han er en ældre herre. Tres, måske. Hans fuldskæg stritter ud til alle sider, og det samme gør håret under hans mørke fleecehue. Han smiler tandløst. ”Do you live in Bridge House?”

”Eh no…” mumler jeg lettere afstandstagende og lader mine varer glide igennem scanneren, idet jeg forsøger at unde ham så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt i håb om, at han så vil lade mig være i fred. Øjeblikket efter går det op for mig, at han rent faktisk har ret i sin udtalelse, og i ren og skær forbavselse udbryder jeg: ”Oh wait… I do actually!”

”I thought so,” griner han og viser mig endnu engang sin tandløse mund. Jeg samler mine varer sammen og tænker, at jeg hellere må gøre endnu et stop og købe nogle gardiner til mit vindue på vejen hjem.
.