Pictures from November!

Christmas buzz at Barnardo Street!

      .

Our Cat. That's what we call it... "Cat".

Cat is trying out Em's sneakers.

Latest update from our mouse!

#LondonLife

Hey Em! New glasses?

Happy birthday, Simone!

Just another day at Central Saint Martins...

The nice thing about having a baby sister is that you
can tell her to do your homework...

.

My Life Is (Almost) Perfect

Ærede læsere. Denne blogpost har intet andet formål end at informere jer om, hvor idyllisk mit liv er lige nu! Jeg er rent faktisk i gang med en uddannelse (som godt nok ikke er en rigtig uddanelse, but who cares about education these days anyway?), omsider har jeg fået bugt med den nedgroede tånegl, og jeg har endelig fundet mig et udfordrende og fleksibelt fritidsarbejde:

Watch out for the Bag Lady!

Ganske vist genbruger jeg stadig mine teposer og indkøber mad i Tesco til reduceret pris, men alt i alt så har jeg har det sgu fremraende! Og hovedårsagen hertil skal simpelthen findes på Barnardo Street, for her har jeg fundet mig et trygt og varmt hjem (”varmt” som i overført betydning, da vi ikke har råd til rigtig varme. Ordet ”trygt” er måske heller ikke velvalgt, da vi bor nabo til et mere eller mindre omfattende biltyveriforetagende – dog ikke noget synderligt problem, hvis man ikke har en bil). Men det vigtigste i overstående sætning er også ordet ”hjem”, for jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har boet et sted, hvor jeg har følt mig rigtigt hjemme.

Jeg skal nok lække flere oplysninger om vores awesome flatshare på Barnardo Street senere (elsker at lade som om mit liv rent faktisk er så interessant, at nogen gider at læse om det), men indtil da må I slå jer til tåls med denne bonusinfo: I lejligheden bor også min halvirske følgesvend Little Mud Slayer – i nogle kredse bedre kendt som Emily. Og hvis I før har læst denne blog eller lejlighedsvis har stalket min Facebook profil (nok mest henvendt til dig, mor), så kender I hende allerede!

Der foreligger bare lige ét lille problem her på Barnardo Street... Vi har mus!

I starten var det ikke noget, der holdt mig vågen om natten. Den lille djævel skal vi snart få has på, lød mine ord, og jeg gik ned på det lokale marked for at købe en musefælde. Hvad ingen af os vidste var, at vi deler lejlighed med en særlig supermus, og da vi tjekkede op på musefælden næste morgen, var fælden ikke klappet – men osten var væk!

I mangel på alternativer ladede jeg musefælden igen den næste nat - nu med en karamelchokolade som lokkemad. Jeg skubbede den helt ind under udløseren, så Bent (opkaldt efter tidligere historielærer) umuligt kunne få den ud uden at få en metalklappe ned over halsen.

Og yes, denne gang smækkede fælden– Men der var stadig ingen mus i klemme!

Det skal siges, at vi også har en kat, som vi har lånt (læs: stjålet) af naboen, men selvom den tydeligvis ikke har noget problem med at spise affald, har den endnu ikke sat tænderne i vores mus.

Derfor er gode råd dyre! Hvordan fanger vi Bent, før han æder flere af vores dyrt indkøbte madvarer og skider mere i vores bestikskuffe?

HELP IS VERY MUCH APPRICIATED!!!!
.

Manden uden tænder

Mørket har allerede lagt sig over London, da jeg låser mig ud af lejligheden i Bridge House denne tidlige efterårsaften. Jeg planlægger Tesco et besøg, da jeg må se mig overmandet af trangen til en snack (læs: ost og løgchips samt en hel pose glaserede donuts - hvad finder man ikke på i bekæmpelsen af svigtende koncentrationsevne?). De første ti skridt hen over boligkompleksets asfaltbalagte gård foregår med hovedet begravet dybt i taskens indhold (man skulle vel aldrig have glemt sin tegnebog?). Da jeg kigger op, får jeg øje på ham. Han smiler tandløst under fleecehuen.

”How are you, love?”


Et øjeblik overvejer jeg flugtmulighederne, men beslutter mig for at håndtere situationen som et voksent menneske: ”Fine thanks, how are you?"

Derefter gør jeg et forsøg på at passere ham, men han drejer blot om på hælen og efteraber mit hastige tempo, hvilket han klarer udmærket - de gamle ben taget i betragtning. Åbenbart skal jeg ikke slippe så let denne gang.

”You just moved in, right? I’ve seen you a couple of times”



Jeg undgår at kigge på ham, idet jeg drejer ned ad fortovet. ”A couple of weeks ago…”


Manden fortsætter upårørt: "It’s a nice building, right...? Well, not nice, but… it's okay, I guess. Very old though... You know, they are planning a huge renovation. Soon everyone has to move out. That’s why the rent is so cheap. It’s amazing right?” Han stopper pludselig op, midt på fortovet, bare sådan, hvad nu? En stemme i mit hoved fortæller mig, at jeg skal gå videre, men af en eller anden grund føler jeg ikke rigtigt, at jeg kan slippe afsted med det.



"Cheap rent?” mumler jeg en anelse desorienteret. ”Well, I don’t really know about that…”
 Hans små øjne lyser ud igennem de tjavsede hårtotter, og blikket borer sig fast i mit. Søgende. Jeg ønsker at kigge væk, men ved ikke hvordan. Akavet.

”You are renting your flat from Ad Hoc, right?” spørger han uden at lade mig slippe.



Jeg træder mig selv over tæerne. Ukomfortabel ved hans åbenlyse ønske om indblanding i mine boligforhold, og uden at vide hvorfor, fortæller jeg: ”Eh… well… actually I’m just renting a room of the guy who’s rentning the flat…”



Manden nikker  for sig selv og fortsætter: ”Do you know anything about the company Ad Hoc?”



Jeg ryster på hovedet.



”Well, let me tell you about it…” Langsomt begynder vi at gå videre, og nu er det af en eller anden grund mig, der følger lydigt efter. Han fortæller mig, at Ad Hoc er et house sitting firma – Deres opgave er at placere ansvarlige lejere i tomme bygninger, som af en eller anden grund ikke kan udlejes på normal vis – eksempelvis fordi bygningen snart skal gennemgå en omfattende renovering (som tilfældet er med Bridge House). Disse ansvarlige lejere (også kaldet house guardians) skal bo i bygningen indtil renoveringen og passe på den, så den ikke bliver beboet af hjemløse og drug addicts etc. “In return the rent is really cheap.” slutter han af. “Like sixty pounds per week or something…”



“Sixty?! For the whole flat?” Jeg taber underkæben og min hals snører sig pludselig sammen ved tanken om de hundrede pund, som jeg selv betaler om ugen for ét enkelt værelse.



Manden nikker og fortsætter: ”But as a house guardian there’s a lot of rules to follow. For example it is strictly illegal to sublet any rooms in the flat. If they found out, they would definitely kick the tenants out immediately – That’s another thing about Ad Hoc - they can tell you to leave anytime they want.”



Jeg svarer ikke. En del af mig har lyst til at tro denne mystiske mand, men en anden del fortæller mig, at jeg skal være påpasselig. Hvad nu hvis han selv er fra Ad Hoc? Hvis Dom bliver smidt ud af lejligheden, så ryger jeg vel selv samme vej…



”Well, I don’t know if you and your friend is sharing the costs, or what… In that case it is probably fine,” fortsætter han med et træk på skulderen. ”But IF he’s subletting the room, I think you should know that what he’s doing is illigal.”



Nu står vi foran Tesco, jeg vender mig om, smiler en anelse og rækker hånden frem. ”Well thanks for the chat…”

- - ”Allan! Call me Allan.” Han gengælder mit smil, og det går op for mig, at han (trods manglen på tænder) måske ikke ser så skummel ud alligevel.




***



Da jeg kommer tilbage til lejligheden, hopper jeg op i sengen med min computer og googler Ad Hoc. Alt hvad Allan har fortalt mig viser sig at være sandt. Det hele falder på plads nu! Dom’s venlighed kommer ikke af et godt hjerte, men snarere af dårlig samvittighed eller frygten for, at jeg skal fatte mistanke.



Jeg klapper computerlåget i, bliver siddende på min seng et øjeblik og stirrer tomt på min egen afspejling i skabslågen overfor, imens jeg bider mig selv i læben - Tænker. Pludselig falder det mig ind, at Dom besidder en masse oplysninger om mig - fra mine tidligere adresser til hvor jeg nu går i skole (ting jeg måtte redegøre for, da jeg flyttede ind), men at jeg intet kender til ham. Ikke engang hans efternavn! I samme øjeblik kommer jeg kommer i tanke om alle de gamle postkort, som han har dekoreret køkkenskabene med. Jeg går ud i køkkenet og vælger et vilkårligt. Vrikker det forsigtigt fri af klisteret, vender det om for at læse på bagsiden: Dear Dominic. Hope everything is well. Here in Chile the sun is shining, blah blah blah… Jeg undersøger kortet for en adresse, men uden held. Omhyggeligt sætter jeg det tilbage på skabslågen.



Det næste postkort jeg vender mellem hænderne er adresseret til en adresse i Walthamstow. Desværre må jeg konstatere, at afsenderen ikke har skrevet Dom’s fulde navn i adressen. Min utålmodighed begynder at trykke, jeg mener; hvor svært kan det være?



Næste gang er heldet med mig. Et afbleget postkort fra Dubai er adresseret til en vis Dominic Henderson. Aha! udbryder jeg og overvejer samtidigt, hvad jeg egentlig vil bruge denne nye information til. Stalke ham på facebook? Som jeg står dér og funderer lidt, kommer jeg automatisk til at læse videre:

 Dear Dominic, don’t let the fact that you receive this postcard distract you from what it has to say. I only write to you because I wish to end all communication between us. As much as I’ve enjoyed the days we spent together, your friendship has lately become a burden to me, and I do not want to know of you anymore. This is the last time you will ever hear from me. 
Do not try to contact me and do not have a happy life… x Leila



Whoot? Jeg leder efter et spor af ironi i teksten, et lille tegn, der fortæller, at dette er en joke. Can this really be serious? mumler jeg og; hvorfor fanden vælger han, at hænge sådan et mærkeligt postkort op på sin KØKKENLÅGE?!



Okay. Back to my mission: Med nyt blod på tanden foretager jeg en yderligere eftersøgning inde på Dom’s værelse, imens jeg lytter intenst efter en nøgles indtrængen i hoveddøren, selvom jeg ved, at han aldrig kommer hjem før 22ish om aftenen. Jeg er ikke klar over, hvad jeg leder efter. Noget mistænkeligt, måske. Jeg lader blikket gennemgå inventaret i hans vinduskarm, men den rummer intet andet end nogle gamle kvitteringer og en uåbnet slikkepind. Så trækker jeg forsigtigt skufferne i hans kommode ud. Én efter én – Indtil jeg øjner et gennemsigtigt plastikomslag, som omfatter en stak papirer. Aller øverst finder jeg en kontrakt med Ad Hoc. Mine øjne borer sig fast på et hånskrevet tal med tre cifre indledt af det engelske valutategn. £225 er hvad han betaler for lejligheden om måneden! HALVDELEN af hvad jeg betaler ham for værelset. Det lader til at den kære Dom er lidt af en forretningsmand, tænker jeg idet jeg lægger papirerne tilbage i skuffen igen.
 

Nu er spørgsmålet så bare, om jeg skal: 1) Lade som ingenting i frygt for at ende som hjemløs igen, eller: 2) Konfrontere Dom med min viden og afpresse ham til at lade mig bo i lejligheden gratis? - Dette er muligvis den eneste chance, jeg nogensinde får i mit liv for rent faktisk at afpresse nogen(!).

London Update

Det gik lige op for mig, at jeg har været så fokuseret på at fortælle Jer om min nye fritidsinteresse (live rollespil, hvis nogen skulle være i tvivl), at jeg helt har glemt opdateringerne om livet her i London. Siden jeg for et efterhånden ubestemt antal uger tilbage genbosatte mig i det engelske, har jeg haft residens i en kedelig lille delelejlighed i et endnu kedeligere boligkompleks kaldet Bridge House i East London, nærmere betegnet Homerton. Den er ikke noget særligt, lejligheden. Mug på væggene, pletter på gulvtæpperne – the usual stuff. Hvad der derimod kom som en forbavselse, var en nydelig ung mands tilsynekomst i en ellers mørk og trist entré, da jeg første gang bankede på døren.

Min hoveddør

”Hi, you must be Simone, I’m Dom” siger han med britisk accent og rækker mig høfligt hånden, imens han smiler så bredt, at jeg først sekundet efter lægger mærke til det nystrøgede jakkesæt, der pryder hans høje skikkelse, og jeg kan ikke lade være med at finde ham en smule malplaceret i dette rottehul af en lejlighed.

”I’m the only one living here at the moment. My mate is coming back in a few weeks and that’s why the room is only available for a short term…” siger han, imens han viser mig rundt i lejligheden. Jeg nikker forstående, og han fortsætter: ”Actually, if you move in here you can have the bigger bedroom, if you prefer. I’ll just move my stuff into the smaller one… But I do understand if you wan’t to see other flats before you make up your mind. This isen’t excatly a very nice place.”

”No, I’ll take it,” siger jeg. ”This isen’t too bad. I’ve seen worse.”

Omstændighederne er, at jeg har jagtet et værelse i evigheder, men hver gang jeg foretager en opringning til noget, der lyder bare en lille smule lovende, er det kun for at sande, at en anden allerede er kommet mig i forkøbet. Dagens London synes at være én stor samling af desperate hjemløse, og jeg er træt af at være iblandt.

Vi sætter os ned i køkkenet ved et ustabilt plastikbord med afskallet overflade. Dom byder på frugtjuice og sparkling water til opblanding. Mine fingre drejer proppen på flasken, og den sitrende væske sprøjter ud til alle sider. ”Oh, I’m sorry,” udbryder han. ”I should have known that would happen. I’m so sorry.” Han rækker mig et viskestykke, så jeg kan tørre mine bukser, og jeg smiler lidt akavet: ”No worries.”

Under efterfølgende samtale lader jeg mig fortælle, at Dom er 28 år og arbejder hos et advokatfirma i West End. Grundet lange arbejdsdage fører han et begrænset socialliv, og de fleste weekender tilbringer han hos sin mor i en forstadsflække til London – Formentligt ikke et ønskeliv for en mand i sin bedste alder, forestiller jeg mig, men i det mindste lader det til, at Dom er et ualmindeligt venligt menneske. ”So, do you need any help moving your stuff here?” adspørger han forsigtigt.

”No, I’m okay.” Jeg smiler. ”But thanks.”

Ja, næsten for venlig, grubler min kyniske hjernehalvdel, og; ”der er altså noget mystisk ved ham,” lyder konstateringen, da jeg senere samme aften sidder i min nye seng med Emily i røret. ”Jeg ved ikke hvad det er, jeg kan ikke forklare det, og jeg er da også ligeglad, så længe jeg har et sted at bo, men jeg fornemmer altså et eller andet…”

Mit værelse i Homerton.

To dage senere befinder jeg mig i Tesco’s lange betalingskø med en indkøbskurv over armen. Det kedelige indhold består af havregryn, knækbrød og smørreost på tube (det er trist at være fattig studerende i London). Jeg skal netop til at træde frem mod self-service automaten, da en rusten mandestemme tiltaler mig: ”How are you darling?”

Jeg vender mig om, mistroisk. ”Eh, fine… Thanks”

Han er en ældre herre. Tres, måske. Hans fuldskæg stritter ud til alle sider, og det samme gør håret under hans mørke fleecehue. Han smiler tandløst. ”Do you live in Bridge House?”

”Eh no…” mumler jeg lettere afstandstagende og lader mine varer glide igennem scanneren, idet jeg forsøger at unde ham så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt i håb om, at han så vil lade mig være i fred. Øjeblikket efter går det op for mig, at han rent faktisk har ret i sin udtalelse, og i ren og skær forbavselse udbryder jeg: ”Oh wait… I do actually!”

”I thought so,” griner han og viser mig endnu engang sin tandløse mund. Jeg samler mine varer sammen og tænker, at jeg hellere må gøre endnu et stop og købe nogle gardiner til mit vindue på vejen hjem.
.