Det var ikke dig, det var mig...

Det  kan være lettere anstrengende at blogge om noget, så kedsommeligt som ens egen tilværelse -  især hvis man befinder sig i en situation, hvor man mest af alt har lyst til at fortrænge denne. Men mit intense forsøg på eskapisme har vist sig at være en uholdbar løsning på sigt, så nu vil jeg prøve at forholde mig til et nyt begreb kaldet virkeligheden, for hvad er alt dette i realiteten værd uden oprigtighed? (Oh no, jeg hader at være oprigtig…)

         .

Fulcrum, Liverpool Street Station

Jeg går ned ad Bedford Row i mit eget slentrende tempo. London er endnu ikke blevet  en så integreret del af mit system,  at jeg har pådraget mig den signaturiske gangart; en vanvittig travlhed, som havde Starbucks netop meddelt, at de solgte ud af deres sidste kaffe NOGENSINDE. Men det er tydeligt, at jeg ikke passer ind, for jeg giver mig tid - tid til at kigge op mod de høje murstensbygninger, der står stablet ovenpå de farverige fortovsbutikker. Tid til at studere gadearbejderne, der kigger op fra udgravede huller i asfalten med en smøg i kæften. Tid til at sanse formiddagssolens blide varme mod mit ansigt. Tid til at tænke. Tænke over dette øjeblik, lige nu og her, hvor rart det er, og hvor meget jeg ville jeg ønske, at jeg kunne mærke det. Men det kan jeg ikke. Mit følelsescenter rummer intet andet end den tomhed, der fremprovokeres, når man længe har stræbet efter en særlig scene og følgende ikke er i stand til at opdrive den mindste reaktion, når den endeligt oprinder.

Faktisk er det ikke mere end fem måneder siden, at jeg sidst befandt mig på londonsk territorium. Jeg husker, hvor svært det var at sige farvel (og skulle jeg have fortrængt, så er det ikke længere væk end en blog post). Men noget har forandret sig, mens jeg har været bosat i fædrelandet, og pudsigt nok står jeg nu i den samme situation, som jeg gjorde for fem måneder siden – bare omvendt, vel at mærke. Jeg havde nok aldrig nogensinde forestillet mig, at mit danske ophold skulle munde i en lige så svær afsked som dengang jeg forlod London…

I starten savnede jeg min urbane tilværelse som bare fanden. Jeg mindes den første nat, jeg overnattede i mit barndomshjem i Harken. Der var så ufatteligt stille. Mine tanker svulmede op til størrelsesordninger, der ikke kan eller bør rummes i hovedet - og jeg kunne høre dem. Hver og én. Og det er utvivlsomt usundt at skænke ens egne tanker så megen opmærksomhed, jeg mener; nogle tanker er kun bestemt til at strejfe flygtigt for derefter at forsvinde og aldrig vende tilbage… Mit hoved var tæt på at sprænges.

Men som månederne gik ophørte savnet, og jeg vænnede mig af med at lytte til tankerne i mit hoved. Sådan er det ofte med adskillelse. Man glemmer. Ude af øje, ude af sind - der er noget om det. Og Danmark var anderledes denne gang. Og rastløsheden var ikke lige så uudholdelig, som jeg huskede den. Måske det ganske enkelt skyldtes årstiden og solskinstimerne - det er svært at forme en negativ tanke, når man balancerer rundt med en kold fadøl i en rus omgivet af solskin og festivalsstemning, eller slænger sig i parken med bare tæer og veninderne, mens man sludrer om nyt og gammelt og griner så tårerne sprænger frem af kanalerne.  Jeg har sagt så utrolig mange grimme ting om Danmark i tidens løb, men kan det tænkes, at jeg bare havde brug for at distancere mig selv, førend jeg var i stand til at værdsætte? Kan det tænkes, at det aldrig rigtig skyldtes Danmark, men min egen indstilling hertil? I så fald trækker jeg alle mine beskyldninger tilbage – for jeg har på alle mulige måder nydt min danske sommer.

Anyways – jeg er tilbagevendt til London og har efterladt alle sommerens oplevelser, de mennesker, der var blevet min hverdag og heriblandt den fyr, jeg er blevet glad for, og som kan holde mig i hånden uden at give mig opkastfornemmelser (sorry guys, men jeg har aldrig været den romantiske type). And for what price? spørger jeg mig selv (jeg snakker ofte engelsk til mig selv). London? Central Saint Martins? Det er dette, jeg har ventet på så længe, så hvorfor føler jeg mig pludseligt fremmedgjort?

Mit afstandstagende humør har det med at spænde ben for mit engagement, når jeg studerer boligannoncerne på Gumrtree eller sender mit CV ud til eventuelle arbejdsgivere. Jeg opdaterer endda stadig mit oystercard en uge ad gange, selvom det i længden er billigere at betale for en måned. Var der nogen, der sagde; kom ind i kampen?

Well, og når jeg engang får mandet mig op, så er der nok at tage fat på… Jeg går på et studie, som ikke er SU-berettiget, og som ikke overlader megen tid til et fritidsarbejde. Jeg har en kassekredit, der snart sprænger grænsen - I starten syntes jeg det var pinligt at snakke om mit overtræk, men så tænkte jeg; hey! Det er jo ikke fordi jeg har smidt mine penge ud af vinduet, vel? (nej, jeg hader bare at arbejde…) Min tilværelse er alt andet end stabil, og det eneste rigtige at gøre i sådan en situation er simpelthen at ignorere alle former for sund fornuft og tage en éthundrede procents satsning, der bedst kan beskrives som at springe ind i en tornado med benene omme bag ørerne. I’ll let you know how it all turns out… Og hvad Danmark angår; UNDSKYLD. It wasn’t you, it was me!


.