Emily i verden - med Australierne

Min første destination i Kroatien var zagreb, og den første person jeg faldt i snak med var en Kroatisk fyr som hed Dragon, han var egentlig meget flink og forslog at jeg skulle køre med ham til en nærliggende by for at besøge hans venner - men jeg har bare en tommelfingerregel som siger at man ikke stoler på en fyr der kalder sig selv Dragon. Anyways, Zagreb var en lidt halvkedelig by, jeg tog et billede af en kirke og hoppede i en sø med tøj på (det var varmt og jeg havde ikke badetøj med) og så blev jeg venner med 3 gutter fra Australien som jeg er rejst videre med. 

Folk der er ude at rejse fortæller altid om hvordan de er blevet venner med andre backpackers, men man kan ofte ikke forestille sig hvordan det er gået til, for mig skete det således: Jeg kom tilbage til mit hostel (drivvåd) efter at have været ude og kigge mig omkring, og gik igennem hostelbaren hvor der sad 4 fyre ved et bord, den ene kaldte mig over, og sagde at jeg kunne være hans replacement, for han skulle videre. Og det blev jeg så! Dagen efter tog vi i en mega smuk national park med søer og vandfald (man måtte ikke bade i vandfaldene, så det gælder ikke) og så videre til en by der hedder Zadar.

Mine nye venner hedder Nick, Andy og Wayne, de er på min alder og de har rejst rundt i 10 måneder. De er mega nørdede og snakker rigtig meget om zombier og Øl -  De er enormt glade for øl! De har en regel som siger at de skal drikke en øl for hver time de bruger på transport - og vi har altså meget transport tid. 

I Zadar, skulle de efter sigende have en af verdens smukkeste solnedgange, men vi nåede ikke at se den, fordi vi skulle sidde på bar. Desuden dyrker de verdens dummeste drikke leg, en leg der hedder TELL HER. Den går ud på, at hvis én af dem laver en kommentar om en pige, så SKAL han gå hen og sige det til hende. Jeg har overværet dem sige alt fra dybt perverse ting til piger, til at fortælle en pige at hun så gravid ud. De er som 3 irriterende brødre man ikke har ønsket sig. 

I dag kørte vi i bus ned langs kysten til Split (som er Kroatiens 2 største by). Sindsyg smuk bustur! Vi ankom ved spisetid og fandt et rigtig hyggeligt hostel. Folk her er så søde, og her til aften tog vi i byen, mig og gutterne, en engelsk fyr og en fyr fra LA. 

Jeg smuttede hjem før de andre, og den engelske fyr (mand) er næsten også lige kommet hjem. Vi sover på samme værelse og i dette skrivende øjeblik ligger han nede i sin underkøje og mumler upassende tilnærmelser. HAN ER MEGET FULD.

Planen er at blive i Split en dag mere, og derefter tage ud til nogle nærliggende øer. Jeg regner med at splitte op med drenge efter det, og så tage videre til Bosnien. 

Jeg har det for vildt, det håber jeg også i har! 

Emily i verden - Togturen

Nåh men, her for noget tid siden var jeg en tur nede på strøget. Udover små impulskøb som øreringe og undertøj, kom jeg også hjem med en Interrailbillet. For at gøre en kort historie endnu kortere - Jeg er netop ankommet til Kroatien, efter en 24 timers togtur (8 af dem tilbragt i verdens mindste sovekupé, med 3 fremmede mennesker). De næste 3 uger skal jeg rejse rundt med tog i Balkan landende (Kroatien, Serbien, Bosnien, Makedonien og Montenegro). Det der med at stå ud af toget i et fremmede land og ikke ane hvad man skal gøre af sig selv er mærkeligt. Og det er som om, at det er ved at gå op for mig, at jeg overhovedet ikke ved, hvad jeg har rodet mig ud i. Jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg burde have planlagt noget. 

Ej, lidt planlægning har jeg faktisk prøvet at lave, for jeg meldte mig til hjemmesiden Couchsurfing - den der side, hvor man kommer i kontakt med fremmede (mænd) og får lov til at sove hos dem gratis. Jeg havde tænkt at det var en god måde at rejse billigt på og samtidig "opleve" noget "autentisk", men det har jeg ikke fået meget ud af (udover at være kommet i kontakt med gamle serbiske mænd, der gerne vil drikke kaffe i København) Desuden har jeg lovet min mor ikke at snakke med fremmede, så det er måske godt nok. 

Tanken bag at rejse alene var, at så behøver jeg ikke at tage hensyn til nogen, så kan jeg gøre lige, hvad jeg vil! - Men i mellem tiden er jeg kommet i tanke om, at jeg nok er den mest ratederede jeg kender. Den første time af togturen havde jeg allerede læst i min bog, hørt musik, sovet, snakket med sidemanden og tænkt over livet - Hvilket ligesom var det, jeg skulle bruge de næste 3 uger på. Udover dét, så har jeg tendens til nærmest at handle på hver eneste impuls jeg får, og det bringer mig ofte i nogle specielle situationer. Jeg kan godt se at det kan gå hen og blive problematisk, når jeg er alene ude i verden. Jeg ved ikke noget om de lande jeg gerne vil se, har ikke planlagt en rute, og ved ikke hvor jeg skal sove. Jeg ved bare, at jeg på min rejse VIL se et vandfald og prøve at ride på en hest! Første udfordring opstod faktisk allerede på Hovedbanegården i København, da det viste sig at min pladsbillet var på tysk!

For at få afløb for de ting jeg oplever, har jeg lige lånt Simones blog. Så kan dem der har lyst følge lidt med. Og hvis der er  nogen der har Balkan tips eller hook-ups, så sig endelig til! 

Her kommer lige nogle billeder af det det jeg har oplevet det sidste døgns tid. Det bliver formodentligt en anelse mere spændende, nu når jeg er kommet af toget!

De her 2 damer fulgte mig til toget

Det her har jeg lavet i ca 10 timer

Hyggeligt sted

                                                              Sleep over med 2 tyske damer og en fransk mand

                          

                                                                                                  HEJ KROATIEN!!!

mere snak på skrift

Kender I det: Man vågner en morgen og ser, at der allerede er lyst udenfor. At solens spæde stråler forsøger at smutte omkring mørklægningsgardinet, at de står som en oplyst ramme om det firkantede stof, som de beduggede græsstrå står op om fortovets massive betonfliser. Og klokken må være mange, tænker man – og måske man har sovet over sig. Men det viser sig, at den ikke er mere end kvart i seks, og så er det som om, at det først dér går op for en – altså sådan for alvor – at tiderne er skiftet. At læberne ikke længere slår revner, når man opholder sig udendørs. At selv regnen har fået en anden duft, nu dufter den af syrener. Og lige pludselig er det som om ~forandring~ er blevet hele tilværelsens overtrumfende tema. Kender I det?

Zombie selfie (do I need a reason?)

Først og fremmest er jeg blevet single – efter næsten to år i et forhold. Og det lyder måske ikke af alverden, men for mig er det lang tid – rigtig lang tid. Faktisk tror jeg, det er første gang nogensinde, jeg har omtalt nogen Min Kæreste - Men det tog mig også noget nær et halvt år at lære at udtale, uden at det smagte lidt for meget af sur mælk. Forinden havde mange analyserende venindedialoger forsøgt at behandle spørgsmålet: Hvad fanden er der egentlig galt med mig, siden jeg ikke evner at nære følelser for noget hankønsvæsen? Og da jeg omsider havde forliget mig med den tanke, at jeg simpelthen ikke var kærestetypen, ja… så skete det sgu alligevel. Og nu hvor jeg endelig lige havde fanget trinene, er det som om, det er endnu sværere at give slip – eller måske det bare er sådan her, rigtige break ups føles (for hvad ved jeg?) … 

Nåmenaltså. Også andre forhold er under forandring, og hér kan det vel ingenlunde komme som nogen overraskelse, at der endnu en gang er tale om mine boligforhold. Selvom radikale luftforandringer tidligere har forsaget en identitetskrise eller to, afholder det mig tilsyneladende ikke fra at opsøge dem med ganske jævne mellemrum – Jeg har vel efterhånden også vænnet mig til den svækkede identitetsfølelse, og den har på sin vis styrket min tilpasningsdygtighed (hvorfor har vi i det hele taget brug for at være nogen i stedet for noget?)

For et år siden boede jeg eksempelvis nabo til et hampeplantestutteri og et større biltyveriforetagende (Jeg savner at hænge ud over vinduskarmen med Emily klokken fire om natten, imens vi nysgerrigt iagttog en eller anden ransag eller anholdelse). Nu bor jeg på fredelige Frederiksberg, og ud af mit køkkenvindue skuer jeg gråhårede ægtepar, der holder i hånden imens de slentrer ned ad fortovet. Og på kirkens grønne græsplæne på den modsatte side af gaden lufter de unge mænd deres kæresters chihuahuaer og indsamler hundelort i poser, som de har trukket i en posomat.

Trods de enten gråhårede eller maskerede naboer har jeg elsket at bo på Frederiksberg – og gør det stadig. Men det er alligevel blevet tid til at rykke op i roden - hvis jeg da nogensinde nåede at forplante den. Jeg føler mig jo efterhånden ”hjemme” mere eller mindre alle steder (så længe der er internetforbindelse), så jeg er ikke rigtig sikker på, at jeg forstår betydningen af ordet mere. Rastløsheden - derimod - er ikke til at tage fejl af, og efter sommeren driver den mig atter ud over landegrænserne. Derfor har jeg på det seneste været i gang med at finde en ny lejer til mine nydelige ti kvadratmeter (det skal jo nok hjælpe, at jeg længere oppe har talt så fornem en sag for vores gade). Og så har jeg desuden lovet min kære flatmate Nadia, at jeg - inden jeg flytter ud af værelset - vil fjerne den armlængdelange konstruktion af spindevæv, der i øjeblikket hænger som en uro over min seng.

MEN: Forinden er der en længe ventet sommer i København, der skal udleves! Og denne gang skal bølgen rides med farve i kinderne og tusindfryd i håret. Brooke Candy og Sun Lolly (samt et lille stykke med bart). Juni, jeg er klar!