”What ’s your name?” spørger jeg med den tilpas overdrevne britiske accent, som jeg altid formår at ramme på den tunge side af midnat.
”Ehm… Chris,” svarer han, tydeligt utilpas ved at udlevere en så omfattende del af sin identitet til en vidt fremmed men sikkert for genert til ikke at lystre spørgsmålet med et svar.
“What are you doing?” snøvler jeg nysgerrigt videre, som om jeg ikke er klar over, hvad et garderobejob indebærer.
Ehm, I just look after these jackets…” mumler han og gør en henvisende bevægelse med den ene arm, mens han skuler lidt usikkert rundt i rummet, som for at sikre sig, at de få sekunder af uopmærksomhed ikke har forsaget nogen forsvindinger blandt jakkebestanden. Måske er det også bare for at undgå øjenkontakt.
”How long have you been working here?” Jeg er ivrigt opsat på at holde gang i samtalen, mens jeg nok så anmassende maver mig lidt længere ind over garderobelugens skrank, hvilket per automatik får den menneskeforskrækkede Chris til at træde et skridt tilbage.
”Ehm…” Lidt forvirret ligner han en, der tæller inde i hovedet. ”Just about five months, I think…?” halvkonkluderer han så i et spørgende tonefald, som ville han have haft mere tiltro til et gæt, der kom fra min side.
”Cool!” udbryder jeg sikkert en tand for entusiastisk.
”Well… I only work here once or twice on weekends,” tilføjer han beskedent, som er han bange for at tage credit for hvad andre garderobetilseere måtte udrette, når han ikke selv er tilstedeværende på jobbet. Jeg hører ikke rigtigt efter hvad han siger. Jeg mener, jeg vil gerne, men jeg tror, at min koncentrationsevne blev skyllet bort med den sidste dosis af White Ace, og jeg har mistet overblikket over samtalen.
”How old are you?”
”Eh... 24.”
”Where do you live?”
Chris ser fortsat en lille smule utilpas ud ved forhøret. Efter rimelig indtagelse af rusvæske har min instinktive situationsfornemmelse det med at fordufte. (Her vil nogle kanske mene, at det er urimeligt, at give alkoholen skylden). Og har jeg først fundet et menneske, som jeg synes godt om, så har jeg det med at blive så tilpas begejstret i min opførsel, at det for vedkommende kan forekomme skræmmende. Chris synes at besidde denne særlige aura af awesomeness, som jeg finder så uimodståelig, og at han ikke selv er klar over det, gør ham kun mere attraktiv. Jeg får lyst til at komme ham nærmere, slynge min krop omkring ham og begrave min næse i hans tykke nakke. Det er ikke noget seksuelt. Det er bare en form for… begejstring. En beundring af hans menneskelige væsen. Chris synes ikke at gengælde denne følelse. Han træder nervøst sig selv over tæerne, mens hans ængstelige udspilede øjne søger en flugtvej.
”Have you lost your jacket?” afbryder en stemme, som kommer bagfra. Min jakke? tænker jeg distraheret. Min jakke er efterladt i taxaen, smidt på gaden, på gulvet, på en stol eller måske har jeg aldrig haft nogen jakke? Den er i hvert fald ikke hos Chris. – Det ville jeg have husket. Eller ville jeg?
Jeg vender mig om mod Whoever har bedt mig om at forholde mig til dette urimelige spørgsmål. Han er en høj langhåret gut i en random forvasket T-shirt med et indie-band kaldet Whatever, og jeg synes, at han ser lidt sej ud med sit lange hår, så jeg gider godt besvare hans spørgsmål. ”I was just trying to make a conversation,” forklarer jeg hjælpeløst og gør et kast tilbage med hovedet, ”but I don’t think he wants to talk to me.”
“I think it’s because he has a girlfriend,” forklarer fyren og ser ud til at more sig.
“So what,” mumler jeg med et træk på brynet. ” So do-”
”So do you?”
Jeg skutter mine skuldre som i not really og siger derefter et eller andet åndssvagt såsom does this club have a bar? Og ved han, hvor jeg kan finde den? Det gør han, for duh - det er ligesom ham, der ejer clubben, og så lader jeg mig opsluge af menneskemængden, og jeg tror jeg fanger et glimt af Emily i forbifarten.
Det er adskillige minutter, timer, hvem tæller? senere, og jeg befinder mig pludselig alene under gadebelysningen, og asfalten snurrer rundt under mine fødder. Himlen drejer den modsatte vej. Jeg støtter mig til en stenmur, mens jeg bøjer overkroppen forover og overvejer, om jeg bliver nødt til at sende nattens seneste indtagelse tilbage af den vej, den er kommet af. En tynd tråd af spyt tager form fra min underlæbe, og jeg betragter svimlende dens kamp mod tyngdekraften, til min opmærksomhed fanges af hudafskrabningen på mit knæ, der hyler ud gennem hullet i mine hærgede strømpebukser i en blanding af grus og blod og sort nylon. Tænk, man skulle tro, at det ville gøre ondt. Jeg føler mig pludselig lidt dum på samme måde som de der japanske soldater, der blev ved med at kæmpe længe efter den officielle afslutning på Anden Verdenskrig.- Uvidende om at kampen var blæst af, og at spillet allerede var tabt. Det er nok på tide, at jeg tager hjem.
Jeg stiger på en natbus, men jeg bliver lullet i søvn på det slingrende sæde og glemmer at stige af igen, så jeg fortsætter ud til en forstadsflække en halv times kørsel fra London. Men mens jeg sover, drømmer jeg, at jeg løber gennem en gylden eng som den, der plejede at grænse op til mit barndomshjem sidst på sommeren, og de bølgende strå er luftlette som hallucinationer, og sølvgrå mælkebøttefrø pustes op mod himlen, når mine fødder rammer jordbunden. Og for en kort stund føles det næsten som om, at jeg véd, hvor jeg er på vej hen. Af uforklarlige årsager har jeg min jakke på, da jeg vågner.
.
