June 11, 2015

...


Jeg ligger i sengen med computeren på maven, imens jeg googler: I’m depressed what movie should I watch?

Hitsene skyder op på min skærm. Jeg klikker på et lovende link og lander på en liste, der blandt andet indeholder ’Dead Poets Society’. Irriteret vender jeg tilbage til søgefeltet: I’m not suicidal you moron what movie should I watch?

Nye hits skyder op. Tilsyneladende med ordet ’suicidal’ som det vægtende ord.


Are you even TRYING to understand me? skriver jeg, men backspacer sætningen, før søgningen sætter i gang. I stedet vælger jeg at gå med: Movies where people smoke Hvilket lykkeligvis bringer mig til ’Girl Interupted’. Ja, jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke selv har tænkt på den noget før.




Så banker det på døren.
- Kom ind, siger jeg, men der sker ikke noget.
- Kom ind, gentager jeg, og min rumænske roommate stikker hovedet frem. Han vil bare lige høre, om han må låne en vatrondel. Jeg peger i retning af den rørformede pose, der ligger foran spejlet blandt vatpinde og kontaktlinseetuier - Help yourself.
Før vatrondellen var det en neglefil, og før neglefilen var det et målebånd, og før målebåndet skulle han låne min printer til at printe en eller anden billet ud. Mihai er det nyeste medlem af klosteret, og han banker på ret ofte, hvilket ærlig talt fucker med mine onanivaner, men sådan er det vel at have roommates.

Og alligevel opstår der af og til situationer, hvor jeg tænker, at vi ikke har været skide heldige med Mihai. Her tænker jeg specifikt på, da Nadia konfronterede ham med den evige stank af hash i lejligheden, og han hårdnakket påstod, at det bare var hans røgelsespinde, vi kunne lugte. Eller da han tog karbad i flere timer, så jeg var nødt til at gå i Irma for at låne toilettet. Eller da jeg fortalte ham om endnu en mærkelig tinderdate, og han sagde: I think you are making this up.

Mihai skubber en vatrondel ud af røret og holder den frem som for at vise, at han kun har taget én. Da han har forladt rummet, starter jeg filmen og ruller om på maven. Straks mærker jeg noget spidst under frottélagenet og tænker, at det må være den ørering, jeg mistede for et par dage siden. Ivrigt presser jeg genstanden op gennem lagnets vævninger og synlig bliver en afklippet storetånegl med en  rest af Essie nummer 882. Øv. Jeg savner virkelig min ørering.

Når Mihai ikke banker på for at låne noget, så gør han det som regel for at spørge, om jeg vil have noget af hans aflagte tøj. Han har eksempelvis foræret mig et blåternet tørklæde. Det er ikke særlig pænt, men når nogen spørger mig, om jeg vil have noget, svarer jeg uden at tænke over det altid ja, har jeg lagt mærke til. Nå ja, og så har han foræret mig en lilla sweater med meget tydelige syninger, så det ligner, at vrangen vender ud. Faktisk spurgte han slet ikke, om jeg ville have den, han hængte den bare på min bøjlestang på et tidspunkt, hvor jeg ikke var hjemme, som om jeg er Folkekirkens Nødhjælp eller sådan noget. Jeg har ganske vist gået med den sweater ret meget.

Nu banker det på igen.
- Kom ind, råber jeg.
Døren springer op, som om nogen har skubbet til den med en albue. Mihai har en tallerken og et sæt bestik i hænderne, som han placerer på det lille bord, der står ved siden af min seng. Ja, sådanne episoder hænder forresten også.

Han forklarer, at det er ærtepuré og kalkunfilet - langtidsstegt, fire timer.

- You made this for me? spørger jeg en smule benovet.

- Sure, siger han – And there’s wine too!

Han forsvinder ud i køkkenet. Jeg sætter mig op i skrædderstilling og placerer tallerkenen i skødet.

Du må låne alle de vatrondeller, du vil, hvisker jeg.





May 11, 2015

Har du oplevet nogen form for kløe?




Jeg trækker et nummer og sætter mig på en af de stole, der står med ryggen mod væggen hele vejen rundt i  venteværelset, der bærer en bleggrøn farve fra borten og op. Kun tre siddepladser skiller sig ud. Det er dem, der forekommer om et lille træbord i lokalets midte. En lille spøg fra personalet, kanske: Ha ha, som om nogen har lyst til at sætte sig dér.

Klokken er kun lige slået otte, men der sidder allerede mange mennesker i venteværelset, og der kommer stadig flere til. Det første de gør er at udse sig en ledig stol, som de sniger sig hen mod - ubemærket så vidt det er muligt. Men det er selvfølgelig langt fra muligt, for hver gang, der ankommer en ny, skuler de allerede tilstedeværende op fra mobiler og magasiner for at se, om det er nogen de kender. Det er det sandsynligvis ikke, men man kan jo aldrig vide sig sikker…

I det fjerneste hjørne står et rullebord, hvor man kan skænke sig et glas saftevand, skulle man føle sig så sikker i sin sag, at man tør rejse sig fra sin plads og dermed tiltrække unødig opmærksomhed. Men når man over til rullebordet, er det en sand fest: Der er hele tre farver saftevand at vælge imellem.

En højlydt samtale høres fra entréen:
- Jamen hvor gammel er han så?
- Han er 27, du.
- Nådada, så han er en af de unge!
To kvinder bryder ud i latter, just som de træder ind i venteværelset og går over til det lille træbord i midten. De er begge på min alder. Den ene bærer en lyserød Hello Kitty-rygsæk, som hun slynger ned på gulvet ved siden af UGG-støvlerne. 
Jeg vender tilbage til min plads med et krus med grøn saftevand i hånden.

Kvinden med Hello Kitty-tasken retter lidt på stolen, så hun kommer sin veninde nærmere.
- Ej, men så han har sådan en ball gag, som kan spændes rundt om hovedet, du ved, sådan.
Hun viser med hænderne.
- Altså, mener du en gag ball? spørger veninden.
- Ja ja, sådan én.
Nu har stort set alle andre droppet diskretionen og glor uhæmmet. Det vil sige: lige på nær den unge gut med det pæne skæg og høretelefonerne. Måske han ikke kan høre noget på grund af musikken.

Kvinden sukker og taber ansigtet i hænderne: Åh nej - jeg mangler også at finde de sidste skuespillere til min afgangsfilm.
Med et sæt kigger fyren op. Så kunne han åbenbart godt høre noget.

- Enogtredive, lyder det fra højtaleren. Jeg kigger på lappen i min håndflade og rejser mig.



Inde hos gynækologen får jeg lov til at være i centrum. Der lugter af desinficerende midler og noget andet, som jeg med en vis overraskelse identificerer som leverpostejsmadder. Jeg sætter mig på patientstolen med hænderne på lårene. Der går noget tid, før nogen siger noget. Jeg kigger først på sygeplejersken. Hun er i færd med at duppe sig om munden med en renseserviet, øjnene helt matte, som om synet af de mange skræv har suget al livskræften ud af hende. Så kigger jeg på gynækologen. Han er en lille mand med transparent hår og tyndstellede briller. Jeg får lyst til at spørge ham, hvordan det kan være, at han er endt i det her arbejde. Er det mon resultatet af en længerevarende interesse eller bare en række tilfældige sammenfald? Men det er selvfølgelig ikke mig, der stiller spørgsmålene.
- Har du oplevet nogen form for kløe eller andre gener i området?
Jeg ryster på hovedet, men indskyder så: 
Kun efter dårlige barberinger.
Han griner og kigger over på sin assistent.
- Ja, det kan vi jo ikke gøre så meget ved.
Hun fremtvinger et smil. Lægen går videre, professionelt:

- Hvor mange seksuelle partnere har du haft i løbet af de sidste seks måneder?
- fire, svarer jeg.

Fem. Fem er det rigtige svar. Hvorfor løj jeg?
- og de var alle fra Danmark af, fortsætter lægen, lidt spørgende, lidt konkluderende.
- USA, korrigerer jeg.
Han kigger kort op, nikker. Jeg fortsætter: New Zealand… Argentina… Mexico… ja, og så Danmark.


Jeg bliver bedt om at afklæde mig fra navlen og ned og lægge mig på briksen med benene i bøjlerne. 

Lægen rumsterer med et eller andet instrument. Han siger, at det godt kan føles ubehageligt, men at det bliver bedre, hvis jeg slapper af. Det er lettere sagt end gjort. Men så får jeg den idé, at jeg bare kan lade som om, at vi har sex, for sammenlignet med nogle af de benede fingre, jeg i tidens løb har fået stukket op, er det faktisk ikke så slemt.
- Forresten, siger lægen og strækker halsen, så vi kan se hinanden i øjnene over mit venusbjerg 
- Dem som du har været sammen med… Var der nogen af dem, der var sorte?
Jeg kigger på ham ude af stand til at gennemskue, hvad spørgsmålet går ud på. Da han fortsætter, snubler han let over ordene: Ja, jeg beklager mit spørgsmål, det er bare fordi, at hvis nogen af dem var fra Afrika, burde jeg måske også tjekke dig for hepatitis.
- En af dem var sort, siger jeg så - Men han er født og opvokset i New York.
- Nå, ja. Lægen virer lidt med hovedet - Det regner vi ikke med er nødvendigt så.

Da han er færdig med at gøre sit, siger sygeplejersken til mig, at jeg kan gå ind bag forhænget og iføre mig mine benklæder (hendes ordvalg, ikke mit), og at der står en lille beholder med renseservietter derinde, som jeg er velkommen til at benytte mig af. Jeg lirker bukserne op over hofterne og knapper. Jeg ser ganske vist renseservietterne, men da jeg knap har rørt ved andet end mine egne bukser, vælger jeg at forbigå den uden nærmere eftertanke.
- Fandt du renseservietterne? spørger sygeplejersken straks, da jeg skubber forhænget til side.
- Nej, jeg kunne ikke lige få øje på - 

- Kig igen. Hun placerer hænderne i siden - Det kan jo være meget rart at få renset hænderne, når man sådan har haft benklæderne af…



March 16, 2015

Rejseberetninger fra Californien IV



Klokken er ikke mere end syv, da jeg tjekker ud af hostellet og slår et smut forbi en café, hvor jeg indtager en kaffe i størrelsesformatet koffeintrip/maveknep. Lidt efter, da jeg er i færd med at stige om bord på dobbeltdækkeren, går det pludselig op for mig, at jeg har glemt min kuffert på caféen, så jeg skynder mig tilbage for først at konstatere, at den ikke længere står parkeret under fortovsbordet og i næste nu blive mødt af en medarbejder, der har forudset min tilbagekomst og fortæller, at hun har rykket mine ejendomme til baglandet. Lykkeligt genforenet med min kuffert skramler jeg tilbage til dobbeltdækkeren, og selvom jeg er den sidste passager, får jeg mig en vinduesplads på øverste etage.

En times kørsel fra San Francisco holder vi ind ved San José. På pladsen nedenfor skuer jeg en række mennesker, der står og tripper for at blive lukket ind, men kun en enkelt finder vej op på øverste etage, en høj mand iført turtle neck. Is anyone sitting here? vil han vide. Jeg kigger op på ham som om, jeg ikke rigtigt forstår spørgsmålet. Så siger jeg: No, it’s free, og flytter langsommeligt min håndbagage, med et skævt blik til den skare af ledige sæder, der ligesom omgiver os. Manden sætter sig ned med et tungt suk. Jeg holder min taske i favnen og stirrer ud af vinduet. Bussen begynder atter at rulle.

Mine øjne følger utrætteligt den skiftevist stigende og dalende horisontlinje, men på et tidspunkt må koffeinens virkning alligevel være hørt op, for pludselig taber jeg hovedet ind mod ruden med en dump lyd.
- Did you know that you can put your seat back? Spørgsmålet serveres med en tør høflighed. Turtle Neck læner sig ind over mit luftrum og peger ned mod det lille håndtag under sædet. Jeg blinker desorienteret med øjnene og stirrer på modersmærket, der sidder over hans højre næsefløj med en svag erkendelse af, at det frembringer noget raffineret i samspil med rullekraven.
- Where are you from? spørger han en anelse lettere, som om hans serviceydelse automatisk åbner op for en samtale, hvilket den også gør, og da jeg besvarer hans spørgsmål, frembringer det en gejst i hans ansigt, som jeg ikke havde troet, lå gemt i de vandrette skygger.

- I studied in Denmark for tree years, siger han, og så er vi ligesom i gang.

Turtle Neck, som i øvrigt hedder Tom, fortæller mig, at han er på vej til L.A. for at besøge sin kæreste, og jeg slækker automatisk på tidligere mistro til hans ubegrundede insisteren på at sidde på mit sæde trods de mange ledige nabosæder. Dér hvor jeg kommer fra tænker man: Det bliver en lang bustur, så det ville være akavet, hvis jeg kom til at sidde ved siden af nogen. Tom har tilsyneladende bare tænkt: Det bliver en lang bustur, så jeg kan lige så godt sætte mig ved siden af en, som jeg kan snakke med.

Ydermere insisterer Tom på at være min personlige turguide på resten af køreturen: This city is called Gilroy, siger han og peger ud af ruden - It’s famous for it’s garlic. I bet you have garlic from Gilroy in Denmark too. Actually, If we’d been able to open the window right now, I bet we could SMELL garlic.

- That’s awesome,
siger jeg.

Adskillige timer senere står han af i The Valley, som er stoppet før mit. Men før han rejser sig fra sædet, vender han sig mod mig en sidste gang. A lot of Scandinavians have done great things for me in the past, mumler han og trækker et visitkort op af tegnebogen, som han rækker mig mellem to fingre. If you ever need a friend in California…




























Det er min første morgen i L.A., og jeg er lettere knotten af uforklarlige årsager. Mit hostel ligger placeret i den østlige ende af Hollywood Boulevard, som jeg går ned ad – et slalomløb mellem agressive gadesælgere, mennesker i tegneseriekostumer (jeg gider ikke engang trykke Darth Vaders hånd) og turister som mig. Til sidst søger jeg tilflugt på den parallelle og mindre befolkede Sunset Boulevard. Det står mig ikke helt klart, hvor jeg er på vej hen.

- Nobody takes the bus in L.A. Well, except for creeps.

- Then how do I get around?
- I don’t know. All of my friends in L.A. have cars.
Sådan forløb en samtale med min roomie for et par dage siden i New York. Alligevel kvittede jeg ikke tanken om offentlig transport, for jeg er ikke sikker på, at mig og min roomie har samme forståelse af ordet ”creep”. Kort efter vores samtale lød ringklokken. Hun åbnede døren og tog imod de pommes, hun netop havde bestil over Just Eat. Enjoy, sagde udbringeren og rakte hende posen med et smil, hvorefter hun smækkede døren og vendte sig mod mig: What a creep.


Alligevel kan jeg ikke lade være med at granske de øvrigt ventende, da jeg nærmer mig busstoppestedet foran Walmarts bagsidemur med en pakke cigaretter i hånden, som jeg netop har købt inde i butikken. To mennesker sidder på en bænk. Den nærmeste er en stor dame med rank ryg og skarpskårne afrokrøller. Der er umiddelbart intet fordægtigt over hende. Tvært imod fornemmer jeg, at der er noget ved hendes fremtræden, måden hvorpå hun bærer sine kæbeben i en ret vinkel med halsen, der får folk til at ulejlige sig i hendes nærvær - at det måske er derfor, at jeg selv undlader at udfylde ventetiden ved at tænde en cigaret, selvom der er noget ved L.A., der giver mig en prikkende trang til at ryge. Den anden er en sammensunken gammel mand – hjemløs efter al sandsynlighed. Kroppen lukker sig ligesom om sig selv, som var resten af verden ham et fjernt foreliggende. Måske venter han slet ikke på bussen. 

Jeg stiller mig under skiltet og kigger op ad gaden. En hvid taxavogn holder ind til siden, og ruden i passagersiden glider langsomt ned. Chaufføren, en skaldet mand, der ligesom synes at bære et ekstra fedtlag under issen, hviler hænderne på rattet. Han krænger et bredt tandsæt frem af det golde ansigt og råber til mig, om jeg taler et eller andet sprog, som jeg ikke kan høre, men som jeg er ret sikker på, at jeg ikke taler. Jeg ryster beklagende på hovedet.
- Where are you from? vil han så vide.
- Denmark.

- Do you need a ride?
- No thanks, I’m taking the bus.Jeg har et par dårlige erfaringer med at tage imod lift, som jeg ikke selv har anmodet om. Seneste erfaring gjorde jeg mig efter en privatfest på Manhattan, da en sort limousine slyngede sit slanke korpus ind til siden og tilbød mig et ride hjem til Williamsburg for tyve dollars. Det var koldt, og jeg var malet i hovedet som en maneki-neko-kat. Tilpas beruset til at tænke, at det lød som en god idé, satte jeg mig ind på forsædet efter et gavmildt forslag og et bedende blik fra sunkne hundeøjne. Jeg husker svagt, at chaufføren forsøgte at holde min hånd, men da jeg hellere ville sove, gemte jeg hænderne mellem knæene og lod øjenlågene glide langsomt i. Jeg vågnede, hvad der må have været omtrent femten minutter senere, men selv i min beruselse, vidste jeg, at jeg havde ageret uansvarligt. Et hurtigt kig ud gennem ruden, og jeg konstaterede med lettelse, at vi netop var kørt over Williamsburg Bridge. Chaufføren, der trods alt ikke havde haft nogen intentioner om bringe mig til en forkert adresse, registrerede min opvågning og benyttede et kortvarigt ophold i et lyskryds til atter at gribe min hånd og flette sine fingre ind mellem mine. Forarget trak jeg hånden til mig og meddelte: This is fucked up, I am getting out of here, hvorefter jeg åbnede bildøren og stavrede ud på gaden. Jeg så mig ikke tilbage, men jeg hørte hans - ikke vrede men snarere sårede - udbrud: Are you not even going to pay me?!
Jeg prajede hurtigt en rigtig taxa, som transporterede mig de rasterende ti blokke hjem. Da jeg sprang op ad stentrappen, husker jeg, at det var med en lille triumferende notits af, at den samlede hjemtransport ikke havde kostet mig mere end seks dollars samlet.

For nu trække en linje til igangværende handling, kan jeg sige, at mens jeg nogenlunde stoler på de gule taxaer i New York, stoler jeg ingenlunde på taxaerne i L.A. Og chaufføren med det extra fedtlag under issen giver ikke op så let: Why won’t you let me give you a ride? plager han med skinger stemme. We could… talk.
- YO, CREEP.

Det er damen på bænken, der har valgt at blande sig. Yo, Creep – yes you – get out of her way. I said GO.
Vognen gasser omgående op og ruller væk. Jeg vender mig mod damen, påskønnende: Thank you.
- Where are you going? vil hun vide.
Jeg tænker mig kort om: Beverly Hills?
- Then you should take this bus to Wilshire and then the 20 from there - It’ll take you straight to Rodeo Drive.
- Cool
, siger jeg. Do you know how much the ticket is?