The incredible infrastructure of New York

(and why I miss the city like crazy)

11:55 am
Jeg vågner i en lejlighed i Brooklyn. Problemet med dette er, at jeg for tre uger siden flyttede op på Upper East. Derfor tager jeg hurtigt afsked og stikker i rend mod subwayen. Jeg har dog ikke mere travlt, end at jeg kan nå at gøre holdt for en æblekanelcookie i stationsboden. Under hele ridtet til Manhattan har jeg blikket i gulvet og cookien for munden. Jeg skal møde slænget til Bottomless Brunch om en time.

02:05 pm
Mit hår er stadig vådt efter brusebadet, da jeg vælter forvildet rundt i West Village med en livløs telefon, imens jeg prøver at komme i tanke om navnet på caféen: br… ba… bf… (noget med b i hvert fald). Da jeg omsider tilslutter mig selskabet, har man allerede siddet der i en time, og man har forsøgt at ringe til mig en milliard gange. Heldigvis er glassene fyldt med sangria, og tjeneren sørger for, at de forbliver således. Jeg slår mig ned og bestiller en eggs benedict.

04:10 pm
Der kæderyges udenfor Baracca. Solen er en anelse skarp, og mine tanker en anelse det modsatte. Celine, Maja og Nout skal til Williamsburg for at hente Celines iphone, som hun glemte på en bar den foregående nat. Aren’t you coming along? spørger hun forbløffet, da jeg bekendtgør, at jeg har tænkt mig at tage hjem og sove.

07:30 pm

Jeg sidder i Surf Bars sandgård med Celine, Maja og Nout. Celine har fået sin telefon tilbage, endda i opladt tilstand. Nu er de i gang med at oplade min. Vi er på sjette eller syvende mimosa, jeg tror ikke, der er nogen, der tæller mere. I Holland har man et særligt ord for lort, der sidder fast i røvhårene, efter at man har tørt sig. Det hedder tarrel. Det kalder man også personer, der ikke er til at slippe af med, fortæller Nout. Vi beder tjeneren om at bringe os menukortet.

10:05 pm
Bounceren foran The Lucky Dog tildeler os det obligatoriske kram efterfulgt af en svingtur. Han ligner en bøddel, men han har et hjerte af guld. Han siger, at han har brug for ”a woman’s perspective” angående en sag: Will you look at this guy’s finger nails - do you think we should let him in?!
Jeg kaster et blik på den ranglede svensker med den bredskygget hat og de sortmalede fingernegle. This is New York, maner jeg med et løftet bryn – Don’t you think we’ve seen worse? Bounceren slår et skrald op og klapper svenskeren kammeratligt i ryggen - Juuuust kidding.

01:30 am

En bartender, som jeg mødte på en ølbar i Greenpoint for et par uger siden, slutter sig til selskabet. Han har taget sin læge med. Lilian er også mødt op. Vi står i køen udenfor The Woods. Køen, der på mit og Lilians initiativ har forvandlet sig til ét stort gruppekram. Spread the love, råber vi, imens vi krammer om tilfældige, fremmede kropsdele.

04:15 am
Den sidste bar har drejet nøglen og sat os på gaden. Vi kigger afventende på hinanden: hvad nu? Så begynder bartenderen at beatboxe, og lægen begynder at rappe - begge blotlægger uanede talenter. Vi springer rundt om de to musikanter, imens vi galer oh-ye-ah, oh-ye-ah og basker med de løseste af lemmerne. Midt i det hele kommer jeg i tanke om svenskeren med de sortmalede fingernegle. Jeg ringer til ham, men kan ikke forstå, hvad han siger, så jeg rækker telefonen til Celine. Lidt efter meddeler hun: We are invited to an afterparty but we need more beers! Og så danser hele flokken ind den i nærmeste kiosk, hvor ekspedienten fluks fanger tråden og skuer op for anlægget. Til kioskens øvrige kunders øjensynlige forundring fortsætter vi festen imellem pasta og konserves - Alt imens en eller anden sørger for at købe nogle øl.

04:55 am
Svenskeren har et klædeskab ud af en drøm, og efterfesten har efterhånden udviklet sig til den vildeste klæd-ud-fest. Én efter én forsvinder vi ind på værelset, hvorefter vi træder ud iført alt fra nittevester, rygmærkede læderjakker, glimmerbælter og fjerboaer. En eller anden dukker op med et kinesisk dragehoved på skuldrene. Først kan vi ikke regne ud, hvem det er, men så genkender vi lægens T-shirt.

07.10 am

Svenskeren og bartenderen er i gang med at smide tøjet. Lilian sidder på ryggen af lægen. Jeg hopper rundt med en rød fjerboa om halsen og et akrylmalingsbelagt skumgummiansigt i favnen, imens jeg synger med på sangtekster, jeg ikke kender. Jeg tænker, at det her er det lykkeligste, jeg nogensinde bliver. I næste øjeblik hæver solen sig over nabobygningerne, og hvide stråler strømmer ind gennem ruderne. Lysegråt cigaretrøg lyser op imellem os, det skiller fragmenterne som afslidt pigment på et krøllet fotografi. Endnu en endeløs nat er endt.

Vi er de sidste, der forlader festen – mig og Lilian og Celine. Why was everybody talking about the sun? spørger Celine døsigt, da vi står nede på gaden - I didn’t see the sun rise. The apartment had no windows!

Lilian ryster opgivende på hovedet - The apartment had three big windows, they were right in front of us. I saw the sun rise, ok?

08:05 am
Toget er tætpakket med jakkesæt og lædermapper. Jeg føler mig aldrig synderligt begejstret, når min hjemrejse ramler sammen med morgentrafikken. Heldigvis får jeg øje på to slatne mænd, der tilsvarende lader til at være i færd med at afslutte en dag i stedet for at tage hul på en ny… What hurts the most, snøfter den ene – is that now she goes to all those places with someone else. You know… OUR places. The places that WE used to go to together…

Jeg læner mig ind mod de to. Do you know what you need to do? spørger jeg i et toneleje, der indikerer, at man skal lytte godt efter – You need to go to all of those places. Alone. And then you need to suck all the pain out of those places!

Han stirrer på mig med noget, der kunne tolkes som afsky - That’s the worst advice I’ve ever heard.
Jeg trækker på skulderen og træder ud af toget, der netop er rullet ind på 14th Street. Hér skifter jeg til 5’eren, der kører op gennem Manhattan. Jeg klemmer mig ned på en ledig sædeplads, og det sidste jeg erindrer er, hvordan mit livløse hoved dingler imellem skuldrene på henholdsvis højre og venstre medpassager.

08:45 am

Jeg vågner, da min arm ruskes i et blidt greb. Det tager mig et øjeblik at konstatere, at håret i min mund ikke er mit eget. Jeg løfter hovedet fra hans skulder - det er ham, der har rusket i min arm. De sorte krøller står ud fra hovedet i alle retninger - de har været bløde at sove ind mod. Where are you going? spørger han med den største overbærenhed. Mit søvnslørede blik vandrer rundt i vognen. Jeg får øjenkontakt med pigen på sædet overfor. Hendes mundvige dirrer. The stop on 86th Street, mumler jeg. Where am I?

Actually, we’re all the way up in the Bronx, but I’m getting off at the next stop. Come with me and I’ll show you to the right platform, siger han. Jeg nikker - det lyder fornuftigt.

Nede på perronen finder jeg en søjle at hvile kroppen op ad. Mine øjne truer med at lukke sig sammen. Igennem sprækkerne får jeg øje på mexicaneren på den anden side af sporet. Han vinker ihærdigt. Don’t fall asleep, messer læberne. Jeg griner fjoget og ryster hovedet, først fra side til side, så op og ned. Så ruller et tog ind imellem os. Jeg vader prompte ind ad den automatiske dør og falder ned på sædet.

09:04 am

Shit. Jeg faldt vist i søvn igen. Hvor er jeg nu? - (kigger op mod tavlen) - på ved ned over Upper West Side i stedet for East. Jeg har taget det forkerte tog. Pis.

09:35 am

Fuglene er i gang med at hilse dagen på noget nær ethundredeogtyvende velkomstvers, da jeg vader ud fra Dunkin’ Donuts med en æggesandwich i hånden. Af ren og skær hensyn forsøger jeg at undgå at kigge børn og ældre i øjnene. Hvis jeg skyder genvej gennem Central Park, er jeg nok hjemme ved.. whoa.. TAXI!!! Jeg smider lappen i vejret, så æg flyver syv retninger, og den gule vogn svinger ind til siden. 82nd and York, meddeler jeg, da jeg slår min taknemmelige røv i sædet. Nogle gange ved man ikke, hvad man har brug for, før det er lige foran én.

O for overspringshandlinger

Jeg er ikke en af de kvinder, der har brug for en daglig reminder på køleskabet om, at jeg skal huske at onanere, I ved, fordi det er godt for vores personlige selvforhold og så videre. Nej. Jeg gør det helt på eget initiativ. Op mod mange gange om dagen.

Og nu er det ikke fordi, jeg går rundt og er liderlig hele tiden. Ikke sådan synderligt meget i hvert fald. Snarere er mit påskud noget så ligegyldigt som rastløshed. For rastløshed afføder som bekendt overspringshandlinger.

Lad mig forsyne jer med lidt kontekst: Nogle perioder er selvfølgelig mere udsatte end andre. Vintermånederne udgør én lang af disse. For når dårlige vejrforhold allerede har gjort længerevarende udendørsophold utiltalende, og man tilmed plages af utætte vinduer og utilregnelige radiatorer indendørs, er det ikke svært at tage beslutningen om at krybe ned under dynen med en sidste fremtidsoptimistisk udtalelse til verden: Vi ses, når dagtimerne igen tæller halvdelen af døgnet! Eller den lidt mere realistiske version: Fem minutter, bare lige fem minutter!

Har man sågar også en eksamen hængende over hovedet (endnu en af periodens små luner), er man tilmed lænket fast til lejligheden af den dårlige samvittighed. For man er jo aldrig i tvivl om, hvor man burde befinde sig: Ved skrivebordet med én hånd på tasteturet og en anden hvilende et sted imellem side femogtredive og hvad-var-det-nu-lige-jeg-var-kommet-til. Men hvor man så ofte ender med at befinde sig, er ovre på madrassen med mindst én af hænderne nede i trussen i jagten på den manglende motivation i form af jagten på the big O.

Tag i går som eksempel: I går havde jeg en rigtig fridag (dette er i øvrigt ikke en unormalitet, de sidste uger har hovedsagligt bestået af fridage). Jeg kunne have valgt at gå i vaskeriet. Jeg kunne have valgt at tage opvasken. Jeg kunne sågar have valgt at tømme postkassen! Ikke noget, der ville forbedre mit liv i det store billede, men alligevel noget, der ville afføde et resultat, som jeg så kunne betragte med tilfredshed. I stedet satte jeg mig under skrivebordslampen med en forestilling om, at jeg skulle skrive et eller andet af betydning.

Status er følgende, at det beskidte vasketøj stadig truer med at sprænge vasketøjskurven, at opvasken stadig balancerer på kanten af vasken, og alt imens er absolut intet hændt mit Word-dokument. Til gengæld har jeg tilbragt halvdelen af tiden med at sidde og stirre ind i væggen. Den anden halvdel er gået med at ligge og rode rundt efter den manglende motivation ovre på madrassen (pudsigt nok havde den heller ikke gemt sig i trussen denne gang) - Om de mange masturbationspauser så til gengæld har bragt mig tættere på mig selv, tvivler jeg på. I så fald kan man sikkert også komme lige lovligt tæt på sig selv.

Alligevel vil jeg vove at påstå, at jeg har været i god tro. Skal man tro de dristige artikler i diverse dameblade, er der nemlig ingen grænser for, hvad lidt kvalitetstid med nedre region kan udrette: Fra at dæmre hovedpiner og afhjælpe stress til at kurere dårlig ånde og redde verdensfreden. Jeg ved snart ikke, i hvor mange udgaver jeg har læst artiklen, der nogenlunde kan opsummeres sådan her: ”Engang troede man, at man blev blind af onanere, men nu ved vi, at det er sundt og i øvrigt helt normalt.”

Nu er det jo ikke fordi, jeg ikke kan se, hvor de kommer fra, eller hvor de vil hen... Men vi lever altså i år 2014, og gu’ er det normalt at onanere! Faktisk: I disse tider er det jo ligefrem pinligt at indrømme, hvis man ikke gør det (hvilket jeg i øvrigt ikke skal fordømme – vi vælger trods alt selv, hvordan vi prioriterer vores tid, og jeg indrømmer, at der for mig ville være tidsrelaterede fordele ved at lade være). Og hvis jeg på nogen måde føler mig beskidt bagefter, er det kun fordi jeg har rullet mig i lagenskjolderne fra sidste gang – det findes der trods alt råd for, og de koster mindre en række psykologsessioner. Og godt nok er jeg mere eller mindre blind uden mine kontaktlinser, men det kan da vel umuligt hænge sammen med…

Shit.) der nogenlunde kan opsummeres sådan herr på, at det er sundt og i øvrigt helt normalt.n rask gåtur i det fri som en

Jeg mener bestemt ikke, at det er forkert at masturbere syv gange om dagen - Hey, if you’ve got the time - why the hell not?! Personligt har jeg bare en intention om, at jeg også skal nå andet her i livet – Såsom at tage opvasken eller skrive en eventuel eksamensopgave. Det er heller ikke utænkeligt, at man ville få noget ud af at trodse kulden og gå en tur i den friske luft og… I ved… møde nogle mennesker. Derfor overvejer jeg nu at sætte kampen ind imod den altbeherskende overspringshandling. Now, who's with me?!