Rent A Friend

For nogle måneder siden faldt jeg over et website på internettet, der kan noget ud over det sædvanlige. Sitet hedder Rent A Friend og er (som du måske gættede af navnet) et sted i cyberspace, hvor man kan leje sig til venner. Oh yes! Money can’t buy me love, som Beatles sang - men de kan i den grad købe dig venner. Ikke overbevist? Så klik HER og læs så ellers Rent A Friends egen beskrivelse af websitet herunder:

“RentAFriend.com is a website that allows you to rent local Friends from all over the world. You can rent a local Friend to hang out with, go to a movie or restaurant with, or someone to go with you to a party or event. Rent a friend to teach you a new skill or hobby, or to show you around an unfamiliar town.”

Rent A Friend blev (ikke overraskende) grundlagt i USA. Det har eksisteret siden 2009 og har efterhånden brugere i alle verdens lande - måske også i Danmark?

Websitet kan selvfølgelig ikke fungere foruden mennesker, der er villige til at leje deres venskab ud for penge (men hvem er ikke det?), og Rent A Friend har således to typer af brugere: De cool mennesker, der udlejer deres venskab mod betaling af en selvvalgt sum penge og de (knap så cool?) mennesker, der ønsker at leje en ven.

Basically, fungerer det sådan, at ”vennerne” opretter en profil, hvor de deler et par informationer om dem selv. Hvilken venne-type er de? - En god ven, etc. Hvilke former for aktiviteter ønsker de at blive udlejet til? - Hiking, clubbing, business events, wingman/woman, prom dates – you name it! De mennesker, der ingen venner har, kan så surfe i et væld af profiler og tage kontakt til de potentielle nye venner, som de finder passende for deres behov.

Hvis der er noget, London har lært mig, så er det, at værdighed koster penge (AKA out of my reach), og uden ellers at tænke yderligere over det, oprettede jeg en profil på Rent A Friend - selvfølgelig som en af de udlejnings-potentielle venner. Det er unægtelig en kende dobbeltmoralsk, men personligt ville jeg nok aldrig nogensinde selv betale nogen for at hænge ud med mig.

(Pst, Emily. Er bankoverførsel OK?)

Klik på billede for forstørrelse

Hvad jeg så i Rent A Friend var en økonomisk gevinst ved noget, jeg sikkert havde gjort gratis, men hvad der undrer mig er, at det i en by som London (hvor der bor så utalligt mange freaks) ikke skulle være muligt at finde bare ét forsonligt og særligt ukræsent individ, der er villig til at indgå i et venskab uden betaling. Lige præcis hvor opstår nødvendigheden for at leje sig til et venskab frem for at opbygge det på normal vis? Uden på nogen måde at udnævne mig selv ekspert på området, smider jeg et par forslag på bordet:

#1 Du tror ikke på, at nogen vil være din ven, med mindre du betaler dem for det (i så fald er dine penge bedre givet ud hos en psykolog).

 #2 Du er på udkig efter venner, som du ikke er cool nok til at blive venner med på normal vis - Altså et ønske om at låne lidt street creds fra en coolere end dig selv.

#3 Du er en gammel gris, som har misforstået konceptet og tror, at Rent A Friend er gamle grises smuthul til dates med unge piger og drenge til en billigere pris, end hvad escort-bureauerne kan tilbyde.

Sidstnævnte er til trods for at Rent A Friend faktisk understreger, at de altså ikke er et escort-bureau:

”RentAFriend.com is strictly a platonic Friendship website. RentAFriend.com is NOT a dating website, and NOT an Escort agency. Services on RentAFriend.com are strictly for FRIENDSHIP purposes only.”

Men er det ikke også som om, budskabet ikke rigtigt trænger igennem?

Anyways, da jeg kastede min profil ud på markedet, havde jeg to essentielle overvejelser i hovedet: Er det egentlig etisk forkert at blande penge ind i venskaber? Og endnu vigtigere: Er jeg virkelig så cool, at nogle mennesker vil betale for at hænge ud med mig?

Læs fortsættelsen HER
.

Social Suicide

Jeg bruger mange timer hver eneste uge på at redigere min Facebook-profil ned til mindste detalje, så den kun henviser til de 2% af min person, der emmer af coolness. Ud over at stalke mig selv en del, indebærer det mange andre avancerede opgaver såsom at brainstorme statusopdateringer, udskifte profilbillede i henhold til ønskede målgruppe (læs: mit nyeste crush), og untagge mig selv på "misvisende" billeder.

Men forleden fik jeg en åbenbaring. Jeg havde et MOMENT. Det var larger than life. Nik og Jay ville forstå. Det gik nemlig op for mig, at ingen er perfekte, at vi alle har fejl, og at vi bør omfavne disse i stedet for at gemme dem af vejen. #Important

Derfor besluttede jeg mig for at grave nogle af de pinligste billeder frem, som jeg har untagget mig selv på gennem tiden (samt et par stykker, der heldigvis aldrig fandt vej til de sociale medier), og nu vises de så frem til offentlig skue. #SocialSuicide

1) Ja, og så fik jeg så lige dette billede taget sammen med Paradise-Ronnie... Og den dag i dag skammer jeg mig, åh, jeg skammer mig.

2) Her ser I så sidste års tykkeste Roskilde-gæst - Sikke nogle lårbasser WTF?! 

3) Så er det vist nok tid til at klappe ned for Gossip Girl og bevæge dig derud, hvor solen ind imellem skinner. (Og det samme gælder for dig, Neil!)

4) Dette billede er om muligt mere pinligt for min mor end for mig, da hvad der sikkert var tænkt som et peace-håndtegn uheldigvis kom til at fremstå som en tunge imellem to V-formede fingre! Hanekammen var heller ikke planlagt, men et resultat af den livlige strandbrise. Jeg, derimod, ligner blot en kikset teenagedreng i søsters strandkjole. I øvrigt har vi byttet briller! (Hvis nogen skulle være i tvivl)

5) Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal starte med at forklare, hvad der er galt med dette billede. Hvad er det gule snask, jeg har i ganen? Hvad sker der for dobbelthagen? Og hvorfor ser mine bryster så store ud og hvorfor hænger de?!

BTW - For at toppe pinlighederne bedes I smide jeres bud på det pinligste af billederne i kommentarfeltet nedenfor, og så lover jeg, at det ryger på som profil-billede hen over weekenden!
.