Rollespil III: De Rødsorte

Tredje del af rollespilsberetningen!

Læs 1. del HER og 2. del HER.

Green Mist og Little Mud Slayer!

”Hver gang jeg siger dit navn, så er det som om, min mund hellere vil sige Little Butt Slayer,” siger jeg til Emily, da vi spankulerer gennem skovens fugtige underlag. Vi er tilbage  i Nibelheim og eftermiddagssolen har gjort træernes skygger lange.

”Shhh.”

”Hvad?”

Jeg fornemmer, at der er noget på færde, da Emily pludselig bøjer i benene, så hun bliver endnu mere usynlig, end hun er i forvejen. Hun gør tegn til Regine og jeg om at følge hendes eksempel, hvilket vi adlyder med forvirring. ”Det er dem,” hvisker hun ivrigt. ”Nakkemassagefyrene...”
Mit blik scanner terrænet, men hele vejen rundt ænser jeg kun skovbundens ujævne overflade, de slanke barkede træer og midt i det hele; tre wannabes i skideposition… Og dér. På en bakketop i et højere plan opdager jeg pludselig en lille forsamling udgjort af fem skikkelser. Det er de to herrer, som vi stiftede bekendtskab med ved spillets begyndelse (nu også refereret til som nakkemassagefyrene). Pudsigt nok er vi ikke stødt på dem før nu. Overfor står tre meget unge knægte, som antageligt kunne gå under generationsbetegnelsen ”tweenies”. Vi kan høre, at de konverserer, men vi er for langt væk til at opsnappe ordene. Derfor maver vi os forsigtigt igennem skovbundens mudrede underlag i et forsøg på at mindske afstanden mellem os og dem. Vi er ikke nået længere end en lanselængde, da de to unge herrer pludselig gør tegn til, at mødet er ophævet, og før vi kan nå at sige hit me baby one more time, har de trukket sig ud af vores synsfelt – forduftet på den anden side af bakken.
Emily er på benene som en haremis. ”Kom!” opfordrer hun. ”Denne gang må ikke slippe væk!”

Stønnende som tre brunstige vædderfår når vi toppen af bakken, men fyrene er selvfølgelig borte for længst. Tilbage står de tre unge tweenies.
”Dem der I lige talte med…” gisper Emily. ”Ved I hvor de gik hen?”

En lille spinkel rødhåret dreng i en alt for tung rustning gør et nonchalant træk på skulderen. ”Ud for at indsamle flere krigere til oprøret, vil jeg da tro…”

”Oprøret?” Jeg måler og vejer den lille kriger med mine øjne. Jeg kan ikke helt afgøre, om han er arrogant eller bare genert. I venstre arm holder han et rødt og sort skjold, som er nogenlunde samme størrelse som han selv. ”Hvem er I egentlig?” spørger jeg nysgerrigt.

”Vi er De Rødsorte.”

”Er det her jeres lejr?” fortsætter Emily.

”Ja, det her er vores len.” (Len er åbenbart rollespilsudtryk for lejr, red.)

”Aha…” Emily nikker, som om det giver mening. ”Og hvad skal man gøre for at komme med i jeres… len?”
”Vi har hindbærsnitter!” tilføjer jeg hurtigt og trækker en lettere beskadiget snitte fra Føtex op af min skuldertaske, som jeg holder frem i strakt arm. ”Den er godt nok ikke så pæn mere…” fortsætter jeg undskyldende.

”I må da gerne være med,” siger den rødhårede kriger med endnu et træk på skulderen. ”I behøver ikke at give os noget for det.”

”Seriøst?” Vi kigger mistroisk på skabningen foran os og derefter på hans to tavse venner, som forsøger vi at vurdere troværdigheden i den netop udtalte sætning, jeg mener; når man sådan har gennemlevet en lang række af afvisninger, kan den mindste smule venlighed virke nærmest overvældende og en smule upålidelig. Da han efterfølgende nikker bekræftende, beslutter vi os for at tage tilbuddet for gode varer og takker ham noget nær tyve gange – bare for at være sikker på, at han forstår vores taknemmelighed. Jeg får næsten dårlig samvittighed overfor den lille gut. Ved han godt, hvad han går ind til? Er han klar over, hvor upopulære vi er i Nibelheim? Ja, han skal nok ikke ligefrem regne med street creds for at hænge ud med os!

Anyway, en chance som denne skal gribes! – Også selvom det måske betyder, at vi må trække vores nye venner med i faldet. Rollespil er tough business, og dette begynder vi at forstå. Da de tre små krigere efterfølgende proklamerer, at de rent faktisk er på vej i krig, responderer vi med nogenlunde samme entusiasme som vores normale jævnaldrende ville respondere på en ny Sex and the City-premiere; vi går amok.

Emily (Little Mud Slayer) og Regine (Dirt Rider) på vej i krig!

Ned ad bakken marcherer tre målrettede drengebørn, og bagefter følger tre hujende piger i den tidlige voksenalder. Vi har ingen idé om, hvor vi er på vej hen, eller hvem vi skal i krig med, men vi svinger vores skumgummivåben gennem luften, imens vi råber; ”YEAH BABY, VI SKAL I KRIG!” Et sjældent syn, vil jeg tro.

Kampråbene indstilles først, da Regine pludselig udbryder: ”Hey, har vi egentlig ikke været her før?”  og jeg stopper brat op, imens mine øjne stiller skarpt på omgivelserne, hvorefter jeg konstaterer: ”Jo sgu, det er da her, Larsianerne bor!”

”Tror I virkelig vi skal i krig med LARSIANERNE?” hviner Regine. ”Hvor cool ville DET ikke lige være?”

Oh yes, vores kampgejst har indtaget hidtil usete højder (selv Braveheart ville være stolt af at have os på holdet), da vi marcherer frem mod Larsianernes lejr, klar til at hævne tabet af vores egoer - Men selvfølgelig fremskrider situationen ikke som forventet.
Til vores forbavselse bliver vi nemlig ikke budt velkommen af den sædvanlige fjendtlighed – tvært imod får vi denne gang lov til at vade direkte ind i lejren. Langsomt går det op for os, at De Rødsorte er allierede med Larsianerne, og da vi nu er medlemmer af De Rødsorte, betyder det da, at vi er det samme? Svaret skal vi ikke vente længe på…

”Hey, hvad laver DE her?!” lyder det arrigt fra den bebumsede teenagedreng, som tidligere på dagen mødte os med en meget ugæstfri opførsel. Vores hjerter stopper ved genkendelsen af hans stemme. Samtlige tilstedeværende krigere vender  nu rundt og stirrer direkte på os, og det går langsomt op for de tre små mus, at de er indbudt til fest hos kattene. Andet når vi ikke at registrere, før hele skaren har dannet en omkreds omkring os. Vores luftrum indsnævres så meget, at vores skælvende skuldre møder hinanden i en trekant. Et svimlende øjeblik er det som om tiden går i stå, og jeg ser mit korte liv som Green Mist passere hen over nethinden. Jeg tror ikke, at det var dette vi forventede, da vi bad om mere integration i spillet. Ikke desto mindre er det nu her vi står; omringet af halvtreds blodtørstige tweenies midt inde i en skov, hvor ingen kan høre os skrige. Kan I forestiller jer noget mere skræmmende? Mine tanker afbrydes, da et skumgummisværd bores ind i min navle.
”Well well well, hvad har så vi her…?”
”Uvelkomne gæster…!”
”Lad os dræbe dem med det samme…!”
”Vi kan også bruge dem som skjold i krigen…?”
”Jeg synes nu, de ser meget søde ud…” – (Sagt af en fjortenårig med lummer stemme).
”En flok skøger…!”

”WTF, han kaldte mig en skøge!” spytter Regine.

Desperationen kravler mig op ad rygsøjlen, og jeg skuer febrilsk ud over de galsindede krigere i håb om at finde hjælp hos vores nye rødsorte venner, men deres små skikkelser er blevet opslugt af massen. I stedet finder jeg en trøstende hånd bag min ryg, og jeg lukker min egen omkring den. Selvom jeg inderst inde godt ved, at dette er en leg, så er den angst jeg føler lige nu overvældende autentisk. Og det er hér - på forstadiet til massakre, at jeg i mængden af fjendtlige ansigter pludselig finder øjenkontakt med de to unge herrer fra tidligere, og jeg synes, at jeg registrerer et lille smil.

”I må ikke slå os ihjel - Vi er sammen med Rødspætterne!” bønfalder en ængstelig Emily.

”Rødskjorterne!” retter Regine.

”Mener I De Rødsorte?” undres en vilkårlig stemme.

”Det er rigtigt nok, de er sammen med mig.” Vores lille ven er pludselig brudt ind i cirklens åbning, og havde jeg haft en hat på hovedet lige nu, så havde jeg taget den af i ærbødighed. Mage til loyalitet skal man lede længe efter! (og selv havde jeg nok valgt at benægte ethvert kendskab til disse tre tåber i fedtefadet). Hans heltemodige indblanding bliver vores billet til overlevelse. De ellers så blodtørstige tweenies beslutter, at vi får lov til at drage med i krig (dog under fordringsfuld overvågning fra alle kanter).

To be continued...

Rollespil II: Mødet med Larsianerne

Regine, Emily og Simone AKA. Dirt Rider, Little Mud Slayer og Green Mist er til rollespil! Læs første del HER. 

Som vilde væsner spredes rollespillerne i alle vindens retninger. Hyler som bavianer, idét de forsvinder i grupper ind mellem træerne, opsluges af mørket. Nogle bliver tilbage i landsbyen. Spillet er i gang, og det lader til, at alle kender deres roller undtagen os. Lidt ubekvemt sætter vi os ned i græsset foran Krathuset for at observere og forsøge at gennemskue, hvad det hele går ud på. Hvem sidder på magten, og hvem er de gode, og hvem er de onde? Og hvilken side er vi på?

Det går op for os, at vi sidder i vejen, da en ung dreng brutalt bliver slæbt ud af Krathuset af tre store vagter. Han slår fra sig med alle legemsdele, mens han sprutter; ”slip mig, I hundehoveder!” og trods vagternes hovmodige overtal har de problemer med at holde ham.

”Det er hvad man får ud af at stjæle fra kromutter!” siger den ene, idet de får bakset ham fra Krathuset og over til fængslet, som består i nogle grene stablet op om et bøgetræ.

”Jamen det var ikke mig!”

”Hold mund!” råber den anden vagt.

Drengen sender en hvid spytklat ud mellem grenene. ”Jeg holder hvad jeg vil, og det bliver IKKE min mund!”

”Nice replik,” fniser Emily, og jeg griner med. Dette lader alligevel til at blive underholdende, og vi beslutter os for at udforske et større areal af Nibelheim. Netop har vi rejst os, da en mindre karavane af adelige gør sin entré i landsbyen. Disse skabninger må være betydningsfulde, for pludselig begynder folk omkring os at knæle. Vi iagttager hele optrinet med måbende mine, indtil det går op for os, at vi er de eneste stående. ”Jeg tror måske vi skal sætte os ned igen,” hvisker Regine.

Frem af karavanen træder en mand klædt i blåt. Han proklamerer med skinger røst: ”Ærede borgere! Det er på tide, at vi bringer lov og orden tilbage i denne by,” Bag ham står en sortklædt bøddel med en økse hvilende over skulderen, samt en præst med bare tæer. ”Så sig mig… Hvor er denne tyv?”

Drengen føres frem i lyset, og denne gang siger han ikke noget. Uden at skænke ham et øjekast råber den blå adelsmand til forsamlingen; ”Denne langfingrede tyv blev denne morgen grebet i at stjæle en flaske brændevin fra kromutter,” og da drengen skal til at protestere, indskyder han: ”Ja, vi har adskillige vidner, har jeg ladet mig fortælle!”
Så vender han sig om og udveksler et par diskrete ord med bødlen, førend han fortsætter: ”Nuvel, vi har i Rådet netop vedtaget en straf, der skal sikre, at denne unge mand ikke besudler vores samfund i fremtiden.” Dette er et stikord til bødlen, og før vi ved af det, er vi vidner til en simuleret fingerlemlæstelse.


Skoven virker gigantisk, nærmest uendelig, da vi senere betræder en vilkårlig sti, som leder os væk fra landsbyen. Over vores hoveder strækker træerne sig op mod himlen, hvor de udfolder sig som store parasoller, der afskærmer solstrålerne. Et sted i det fjerne kan vi høre støj og råb, men lige her er der ikke meget action.
I starten sneg vi os afsted og forventede angreb fra enhver anden, vi mødte på vores vej, men langsomt begynder det at gå op for os, at rollespil går ud på andet end at gå løs på hinanden med skumplade-våben. Til sidst er vi endda blevet så tamme, at vi nikker høfligt og siger ”Vær hilset!” når vi passerer medspillere. Nogle gange svarer de os, andre gange gør de ikke. I det hele taget lader det ikke til, at de andre spillere under os meget opmærksomhed, og det meste af tiden går vi bare rundt for os selv. - ”Jeg tror, jeg har fundet ud af hvis side vi er på,” meddeler Regine.

”Hvis?” spørger jeg nysgerrigt.

”Vores egen…”

Her er Dirt Rider og Little Mud Slayer klar til at deltage i legen.

Her har Dirt Rider og Little Mud Slayer erkendt, at de IKKE er en del af legen.

- Og derfor render vi rundt i skoven og underholder os selv...

”Se mig, jeg fælder et træ med mine falske økse!”

All cops are bastards.

Even warriors have to go sometimes…

Til sidst begynder vi at kede os…

- de indre frustrationer skaber indbyrdes splid i gruppen.

Igennem længere tid har vi bevæget os igennem ingenmandsland eller i hvert fald ingen-mand-i-sigte-land. Vores ben er begyndt at blive trætte, og det mudrede underlag er sivet op igennem lærredet, som vi har beklædt vores gummisko med, og det siger svurp svurp, når vi flytter fødderne. Derfor er vi på sin vis lettede, da vi pludselig befinder os i en større skovåbning, som rummer en resideret lejr. Fire hytter kredser om en stor bålplads, som også er samlingspunkt for en flok rollespillere. Snakken går i et roligt tempo, og det ser ud til at de hygger sig. Vi beslutter os for at gå nærmere…

”STOP!” beordrer en bebumset teenagedreng og afspærrer os vejen med sin overopfedede drengekrop. Han har et spyd i højre hånd. ”Hvad gør I her?”

Jeg bliver straks nervøs: ”Øh… Vi… Vi ville bare lige se, hvad I er for nogle…” og så prøver jeg at smile imødekommende.
”Vi kommer med fred!” indskyder Emily hurtigt.
Jeg nikker overbevisende. ”Øh, såå… Hvad er I for et folk?”

”ET FJENTLIGT FOLK.”

Min underlæbe bævrer, da jeg fremstammer: ”O.K… Øh… Så smutter vi bare igen,” Vi vender os tøvende om og begynder at gå. Først langsomt men så hurtigere og hurtigere, indtil vi stikker i rand. På vej ud af lejeren øjner vi et skilt, hvorpå der står: LARSIANERNE.
”Hvilket latterligt navn…” deklarerer Regine.

Efter tre timer i skoven har vi stadig ikke fundet vores kald i denne verden, og vi har ikke flere metalmønter, for dem har vi opbrugt på rullepølsemadder i Krathuset, da vi ikke kunne finde andre måder at integrere os i legen på. Det er som om, at der ikke er nogen, der tager os seriøst. Selv kromutter kiggede underligt på os, da vi fremstrakte mønterne og sagde, at vi gerne ville købe rullepølsemadder. Og her stod vi ellers og var klar på det hele! – fra blodige slåskampe til snedig spionage til nakkemassage. Og vi har endnu ikke set så meget som én eneste ork – Men så har vi til gengæld oplevet den ypperste form for psykisk mobning: Ignorancen. Rollespil sucks.

Førend vi går ud af vores gode skind for anden gang i dag (første gang var da vi måtte smide vores grønne ham), beslutter vi os for at gøre noget så drastisk som at forlade spillet. Vi har simpelthen behov for et øjebliks distance, så vi kan gendanne overblikket og lægge ny strategi.  Derfor sniger vi os usete tilbage af skovstien og op til pladsen, hvor skodaen holder parkeret.


Vi finder en Føtex mindre end to minutters kørsel fra Nibelheim (hvilket siger noget om kædens udbredelse i Midgård). I fuld udklædning og med gennemvædede fødder vader vi alle tre ind i butikken under skævende blikke fra Her og Fru Danmark - Vi kunne ikke være mere ligeglade. En af os griber en indkøbskurv i forbifarten, og straks begynder vi at hive ned fra hylderne; kakao, bananer, mælkesnitter… Vi har ikke nogen indkøbsliste, vi er udelukket drevet af vores lyster. På midtertorvet falder jeg over et kagemarked, hvor diverse herligheder kan købes for en femmer stykket, og beslutter mig for at drukne nederlaget i kagespisning; hindbærsnitter, æblekager og chokolademuffins bliver tilføjet til indkøbskurven. Jeg køber endda et par ekstra kager med, som jeg har tænkt mig at videresælge i Nibelheim til overpris. 

Ude på parkeringspladsen finder vi et afsides hjørne, hvor vi uforstyrret kan fråde vores mælkesnitter og bearbejde de sidste timers ydmygelser. Der var nok ikke nogen, der havde forudset, at rollespil rummer en verden så barsk, jeg mener; er det ikke ment som et sted, hvor outsidere kan samles og søge den anerkendelse, de ikke finder i den virkelige verden? Well, i så fald må vi se i øjnene, at ikke engang outsiderne vil have os. Dette er dårligt nyt for vores selvopfattelse.
”Men vi kan jo heller ikke bare vade ind i spillet og tro, at vi ejer det hele,” siger Regine. ”Nogle af de rollespillere har sikkert kæmpet flere år for at opnå den status, de har den dag idag.”
Emily nikker, og jeg er ved at kvæles i min mælkesnitte ”Nogen der vil have resten?” spørger jeg kvalmt og rækker stumpen over mod de to andre. Begge ryster afstandstagende på hovedet.
”Måske vi bare skulle køre hjem,” sukker jeg. ”Vi kan lave popcorn og se Role Models på dvd’en?”
Jeg får intet svar. Vi sidder bare et øjeblik i tavshed og stirrer tomt ud i luften, mens vi lytter til lyden af mine smask, da jeg alligevel fortærer resterne af mælkesnitten.

”Nej,” siger Emily så med beslutsomhed i stemmen. ”Nu kører vi tilbage til Nibelheim, og så giver vi det sgu en sidste chance.”

Og det gør vi så.

Læs 3. del HER

Vi Spiller Rollespil

Jeg sætter mig op i sengen og gnider knoerne rundt i øjnene. Klokken er kvart over syv, og jeg har kun lagt en tvivlsom mængde af søvn bag mig, som flere gange er blevet afbrudt af Emilys forsøg på at overtage herredømmet over dynen. Aftenen forinden er blevet brugt på at sy kostumer og forvandle en skumplade-madras til tre kampvåben (to økser og en emballeret fluesmækker!) – Basale forberedelser, når man sådan kaster sig ud The Real World of Warcraft - I dag skal vi spille rollespil!

Personligt har jeg aldrig spillet WOW, og det er mange år siden, at jeg læste Ringenes Herre (det er noget med elvere og orker, right?) - Derfor er optakten også blevet brugt på at nærlæse et fyrre siders langt regelsæt, som jeg har printet ud fra rollespilsforeningens hjemmeside. Og her kan jeg godt afsløre: Rollespil er IKKE for dummies – Er I klar over hvor mange ting, man skal sætte sig ind i? Eksempelvis må man hverken gå til angreb på hovedet eller skridtet (øv), og man kan kun købe mad for penge, som man har tjent i spillet og ikke for sine danske kroner eller ører (det er dog tilladt at stjæle, så længe man er afklaret med konsekvenserne!) - desuden skal al seksuel omgang foregives med nakkemassage(?!) - Så fik vi også lige dét på plads.

Vores færdige kostumer ligger nydeligt sammenlagt på gulvet og venter på at blive påført sammen med en bøtte grøn ansigtsmaling, som jeg købte i Legekæden til dagens formål (der var et billede af en ork-lignende skabning med skæve tænder på emballagen, så jeg antog, at sådan noget stads formentlig var almen brug i rollespilsverdenen). Oh yes! Al træthed er overvundet, og jeg er på alle mulige måder klar til at indtage slagmarken!
”Vågn op, vi skal til rollespil!” Jeg hamrer løs på dynen med min skumgummiøkse, så Regine og Emily modvilligt rører på sig. ”Come on! Vi skal køre om en time, og vi skal også sminkes…” fortsætter jeg, hvilket får Regine til at sætte sig op i sengen med et grynt. Hun ligner en, der er på randen til fortrydelse. Emily ligner en, der forsøger at sove sig fra situationen.

En time og tyve minutter (samt en opkvikkende koffeinfyldt kaffe) senere er speederen trådt i bund, og vi har kurs mod en destination et par kilometer syd for Aalborg. Jeg sidder bag rattet og Emily og Regine er allerede begyndt at klikke løs med engangskameraet. Jeg tror ikke, at nogen af os er klar over, hvad vi kan forvente af dagens kommende aktivitet, men der er dyb enighed om at ”det bli’r for viiildt!” og til tonerne af ANR Hit (mainstream is the new indie), får vi kastet et rundstykke i halsen - Alle store dage bør jo startes med et morgenmåltid, jeg mener; uden mad og drikke… En modkørende bilist drejer halsen ethundredeogfirs grader, da vi ruller forbi med ethundredeogfirs kilometer i timen. Var de virkelig grønne i hovederne?!

Regine AKA. DIRT RIDER

Emily AKA. LITTLE MUD SLAYER

Mig AKA. GREEN MIST

”Seeee!” udbryder Emily og peger med en ustyrlig finger mod en samling af børn og forældre blandt parkede biler på en græsplads i venstre side af vejbanen. Rundt om pladsen hviler en krans af  høje træer, som leder ind mod et mørkt skovland (AKA Nibelheim - skal vi senere erfare). ”De har udklædning på! De har udklædning på ligesom os!” Og så er der ellers excitement ud over hele bilen, mens en forbeholden stemme konstaterer fra bagsædet: ”Og de er alle sammen børn…”
Vi svinger bilen ind over pladsen og med næserne trykket mod ruderne, triller vi ned gennem skaren af riddere, der ganske afslappet er i færd med at påklæde deres korpusser forskelige former for (utroligt virkelighedsnære) rustninger. Vi spotter en ledig plads halvvejs ud over en grøft, hvor vi får lavet en parkeringsmanøvre uden at beskadige nogens afkom eller køretøjer. Her bliver vi siddende et øjeblik med slukket motor, mens vi iagttager strabadserne gennem ruderne - Tøvende, som er vi ikke helt sikre på, hvordan situationen videre bør gribes an… ”Men de er jo alle sammen børn!” gentager Regine fra bagsædet. Varsomt møder vi hinandens blikke og spørgsmålet; ”hvad fanden er det egentlig, vi er gået ind til?” farer gennem vores konfuse hoveder. Det er som om, vi ikke rigtigt har tænkt tanken længere end hertil.
Men det er for sent at bakke ud af situationen med værdigheden i behold - Og sad vi oppe det halve af natten og klistrede kampvåben sammen af en gammel skumplade-madras for så at stikke halerne mellem benene? No fucking way. Der lyder en dyb vejrtrækning, en hånd føres ned til våbenet, som er fastgjort i bæltet. Et tyggegumme spyttes ud i en gammel kvittering og kyles ind i handskerummet. This is it.

LITTLE MUD SLAYER, DIRT RIDER and GREN MIST. Let the game begin!

Vi smækker dørene op på slaget ti og lader med overlegen selvbevidsthed vores lærredsbeklædte kondisko betræde det endnu dugvåde græs, som smattes under vægten af vores kroppe. Det kræver særlige superkræfter at stå ud af en bil med elegance (synderligt en Skoda), og superkræfter – dét besidder vi. Skulder mod skulder bevæger vi os med glidende lethed gennem mængden af måbende forældre og ærefrygtige børn. En mor griber fat i sin søn og hiver ham med nød og næppe af banen, idét vi passerer. Alt foregår i slowmotion. Jeg gør et kast med mit udslåede hår. Emily retter på bandanaen. Regine fjerner en vildfaren fjer fra ærmet med et fingerspark. Vi stopper brat op, da vi står overfor den ansvarlige rollespilsarrangør - en lille rund mand, indhyllet i en vamset bordeauxfarvet munkekåbe. Han kigger forbavset op fra sit pergament.

”I er grønne,” konstaterer han.

”Ja, det stemmer,” svarer vi entydigt.

[Herefter følger en lang ukomfortabel pause. Vi udveksler indbyrdes uforstående blikke]

Så rømmer jeg mig med dyb stemme. ”Kan man måske ikke være grøn i det her spil?”

”Joooh…” Manden løfter øjenbrynet. ”Hvis man er en ork.”

Og hvad tror han vi skal forestille? Smølfer?

”Jamen, vi tænkte nemlig, at vi kunne være sådan nogle… du ved… orker,” mumler Emily. Hendes stemme lyder overraskende spinkel, og vidste jeg ikke bedre, havde jeg ikke troet, at det var Little Mud Slayer, der stod ved min side.

”I er slet ikke store nok til at være orker,” lyder det upædagogiske svar fra manden. ”Orker skal være høje og robuste - ligesom mig, eksempelvis.”
Jeg lader nu blikket glide op ad hans fyldige mave og forbi hans tykke dobbelthage, hvorefter jeg møder hans udstående øjne cirka et hoved over min egen højde. Måske var det ikke helt berettiget, da jeg tidligere betegnede ham som ”lille og rund”, da han unægtelig måler en hel del mere end jeg selv - Jeg lod mig vist rive med af stemningen.
”Jamen hvad vil du have vi skal gøre?”  spørger jeg – nu halvvejs i fortvivlelse. ”Vaske det af?!”

Glimtet i mandens øjne afslører en vis morskab på vores bekostning. ”Ja, det vil nok være bedst, hvis I kan vaske det af,” bekendtgør han i et kontrolleret toneleje, imens han overlegent hæver brynet endnu en centimeter og betragter os på en måde, så man skulle tro, at vi var troppet op til bal på Amalienborg klædt ud som Elvis, The King of Rock’n’roll. Hvem tror vi egentlig vi er?!

Ydmygede. Latterliggjorte. Vanærede. Med tungt sindsmod, må vi erkende, at vores grønne hud er os uberettiget og vi ser os nødsaget til at dreje om på hælene og gå den nu MEGET lange vej tilbage til bilen – med bøjet nakke og betydelige egoforringelser. Pludselig forstår vi den egentlige grund til de stirrende blikke fra folkeskaren. If you think you’ve tried the walk of shame - think twice!

”Vi er til grin blandt rollespillere – i forvejen socialt udstødte folk!” udbryder Emily, da vi atter sidder inde i bilen bag lukkede døre og gnubber os i hovederne med de håndklæder, som min far tvang os til at medbringe for at undgå grøn maling på bilsæderne. Ordene får os til at stoppe op, og vi deler et øjebliks stilhed - en sand realitetserkendelse, mens vores mundvige dirrer på randen af latter og gråd. Det hele kulminerer i en mellemting, og vi klukker, så vi ryster over hele kroppen, mens tårerne vælter op i øjenkrogene. ”Og NU forstår jeg desuden hvorfor, man skal smøre fugtighedscreme i hovedet, inden man kommer ansigtsmalingen på!” tilføjer Emily, hvilket udløser endnu mere latter slash gråd.

…

Ti minutter senere (med en hudfarve der aldrig helt formåede at blive normal) trasker vi ned ad jordstien til et samlingspunkt længere inde i skoven, hvor deltagere bliver registreret og våben bliver testet for eventuel fare. Vi har inden dette ladet os fortælle, at der foreligger en risiko for, at våbnene bliver testet på os selv, såfremt deres sikkerhed betvivles. Heldigvis går vores økser igennem tjekket uden problemer - og uden at nogen af os bliver slået med dem (hvilket inderst inde var en smule skuffende). Der studses et øjeblik over den emballerede fluesmækker (vi holder vejret), men også den passerer.

Derefter skal vi vælge vores karaktér, hvilket forgår hos en ung nonnelignende kvinde, som sidder bag et højt bord, hvis ben står stabilt placeret i skovbunden. Hun kilder sig legesygt på kinden med en blækfjer, idet hun adspørger os; ”Og hvad vil I så gerne være?”

”Øh… Hvad MÅ man have lov til at være?” spørger jeg tøvende, (fordi obviously ikke en ork!). Den tidligere episode har gjort os en smule forbeholdne - og med god grund. Vi kan stadig høre børnene hviske i krogene og mærke deres blikke bore sig ind i vores rygge. De forventer tydeligvis, at der kommer flere dumheder fra vores side. Det er næsten som at være tilbage i folkeskolens skolegård – Hvis ikke værre.

”Tja… I kan ikke være elverfolk, for så skal man have spidse ører…” forklarer nonnen eftertænksomt. ”I kan være…” Hun sutter på fjeren. ”Mennesker?”  Og så stikker hun os et par flade metalmønter og siger, at dem kan vi købe mad for.

Fedest.

På vej væk overhører jeg en dreng trygle om beføjelsen af en elverkarakter – Den unge mand har på tragisk vis forglemt sine elver-ører derhjemme. Der udvises ingen nåde. Dette er et barskt univers.

Startskuddet nærmer sig, og alle deltagerne samles i landsbyen, som forefindes i hjertet af Nibelheim - som i øvrigt er betegnelsen for skoven (der i daglig tale omtales Lundby Krat, men nogle har nok ment, at navnet ”Niebelheim” spænder bedre med Warhammer-verdenen). Landsbyen er ganske primitiv. Den består af én murstensbygning – en kro med betegnelsen ”Krathuset”, og her har man mulighed for at få noget i skrutten, hvis man afleverer nogle af sine spillemønter. Nåh ja, og så rummer landsbyen også et fængsel bestående af en pindekonstruktion rundt om et gammelt bøgetræ og et medicin-telt, hvor man kan pleje sine krigssår med healende urter og mariekiks.


Jeg vil skyde på, at vi er et par hundreder rollespillere, hvoraf størstedelen er børn fra tiårsalderen op til femtenårsalderen (Herefter er man gammel nok til sex, og hvem gider så at spille rollespil?). Derudover er der en gruppe på omtrent tredive voksne, men de fleste er ældre end os selv, hvilket får os til at føle, at vi er de eneste repræsentanter for vores eget aldersinterval. Dog er vi ikke helt alene…
”Se der,” hvisker Emily ud af mundvigen og gør et nik med hovedet. Regine og jeg kigger i den angivne retning. I mængden øjner vi to unge mænd, som falder ind i vores aldersinterval. ”De ligner ikke umiddelbart nogle, der går til rollespil…” fortsætter Emily med lavmeldt stemme. ”Og dog… Se på deres udklædning. Mon de SELV har lavet den? Så går man satme meget op i det…!”
Jeg nikker entydigt, men er egentlig lidt i tvivl om hvor vidt hun snakker til sig selv. Hun tager ikke blikket bort, idet hun gnider sig i hænderne og mumler: ”Mon de kunne tænke sig noget nakkemassage…”

Opnår vi nogensinde respekt i Nibelheim? Finder Emily nogen at give nakkemassage?
Læs fortsættelsen HER

Det var ikke dig, det var mig...

Det  kan være lettere anstrengende at blogge om noget, så kedsommeligt som ens egen tilværelse -  især hvis man befinder sig i en situation, hvor man mest af alt har lyst til at fortrænge denne. Men mit intense forsøg på eskapisme har vist sig at være en uholdbar løsning på sigt, så nu vil jeg prøve at forholde mig til et nyt begreb kaldet virkeligheden, for hvad er alt dette i realiteten værd uden oprigtighed? (Oh no, jeg hader at være oprigtig…)

         .

Fulcrum, Liverpool Street Station

Jeg går ned ad Bedford Row i mit eget slentrende tempo. London er endnu ikke blevet  en så integreret del af mit system,  at jeg har pådraget mig den signaturiske gangart; en vanvittig travlhed, som havde Starbucks netop meddelt, at de solgte ud af deres sidste kaffe NOGENSINDE. Men det er tydeligt, at jeg ikke passer ind, for jeg giver mig tid - tid til at kigge op mod de høje murstensbygninger, der står stablet ovenpå de farverige fortovsbutikker. Tid til at studere gadearbejderne, der kigger op fra udgravede huller i asfalten med en smøg i kæften. Tid til at sanse formiddagssolens blide varme mod mit ansigt. Tid til at tænke. Tænke over dette øjeblik, lige nu og her, hvor rart det er, og hvor meget jeg ville jeg ønske, at jeg kunne mærke det. Men det kan jeg ikke. Mit følelsescenter rummer intet andet end den tomhed, der fremprovokeres, når man længe har stræbet efter en særlig scene og følgende ikke er i stand til at opdrive den mindste reaktion, når den endeligt oprinder.

Faktisk er det ikke mere end fem måneder siden, at jeg sidst befandt mig på londonsk territorium. Jeg husker, hvor svært det var at sige farvel (og skulle jeg have fortrængt, så er det ikke længere væk end en blog post). Men noget har forandret sig, mens jeg har været bosat i fædrelandet, og pudsigt nok står jeg nu i den samme situation, som jeg gjorde for fem måneder siden – bare omvendt, vel at mærke. Jeg havde nok aldrig nogensinde forestillet mig, at mit danske ophold skulle munde i en lige så svær afsked som dengang jeg forlod London…

I starten savnede jeg min urbane tilværelse som bare fanden. Jeg mindes den første nat, jeg overnattede i mit barndomshjem i Harken. Der var så ufatteligt stille. Mine tanker svulmede op til størrelsesordninger, der ikke kan eller bør rummes i hovedet - og jeg kunne høre dem. Hver og én. Og det er utvivlsomt usundt at skænke ens egne tanker så megen opmærksomhed, jeg mener; nogle tanker er kun bestemt til at strejfe flygtigt for derefter at forsvinde og aldrig vende tilbage… Mit hoved var tæt på at sprænges.

Men som månederne gik ophørte savnet, og jeg vænnede mig af med at lytte til tankerne i mit hoved. Sådan er det ofte med adskillelse. Man glemmer. Ude af øje, ude af sind - der er noget om det. Og Danmark var anderledes denne gang. Og rastløsheden var ikke lige så uudholdelig, som jeg huskede den. Måske det ganske enkelt skyldtes årstiden og solskinstimerne - det er svært at forme en negativ tanke, når man balancerer rundt med en kold fadøl i en rus omgivet af solskin og festivalsstemning, eller slænger sig i parken med bare tæer og veninderne, mens man sludrer om nyt og gammelt og griner så tårerne sprænger frem af kanalerne.  Jeg har sagt så utrolig mange grimme ting om Danmark i tidens løb, men kan det tænkes, at jeg bare havde brug for at distancere mig selv, førend jeg var i stand til at værdsætte? Kan det tænkes, at det aldrig rigtig skyldtes Danmark, men min egen indstilling hertil? I så fald trækker jeg alle mine beskyldninger tilbage – for jeg har på alle mulige måder nydt min danske sommer.

Anyways – jeg er tilbagevendt til London og har efterladt alle sommerens oplevelser, de mennesker, der var blevet min hverdag og heriblandt den fyr, jeg er blevet glad for, og som kan holde mig i hånden uden at give mig opkastfornemmelser (sorry guys, men jeg har aldrig været den romantiske type). And for what price? spørger jeg mig selv (jeg snakker ofte engelsk til mig selv). London? Central Saint Martins? Det er dette, jeg har ventet på så længe, så hvorfor føler jeg mig pludseligt fremmedgjort?

Mit afstandstagende humør har det med at spænde ben for mit engagement, når jeg studerer boligannoncerne på Gumrtree eller sender mit CV ud til eventuelle arbejdsgivere. Jeg opdaterer endda stadig mit oystercard en uge ad gange, selvom det i længden er billigere at betale for en måned. Var der nogen, der sagde; kom ind i kampen?

Well, og når jeg engang får mandet mig op, så er der nok at tage fat på… Jeg går på et studie, som ikke er SU-berettiget, og som ikke overlader megen tid til et fritidsarbejde. Jeg har en kassekredit, der snart sprænger grænsen - I starten syntes jeg det var pinligt at snakke om mit overtræk, men så tænkte jeg; hey! Det er jo ikke fordi jeg har smidt mine penge ud af vinduet, vel? (nej, jeg hader bare at arbejde…) Min tilværelse er alt andet end stabil, og det eneste rigtige at gøre i sådan en situation er simpelthen at ignorere alle former for sund fornuft og tage en éthundrede procents satsning, der bedst kan beskrives som at springe ind i en tornado med benene omme bag ørerne. I’ll let you know how it all turns out… Og hvad Danmark angår; UNDSKYLD. It wasn’t you, it was me!


.