***

Okay, så jeg har ikke postet så mange indlæg på det seneste, og hvis du rummer en overbærende forståelse for, at jeg har levet et liv på farten, begivenhedsrigt og intensivt, og derfor ikke har haft tid til at fodre mine læsere med hyggelæsning op til eksamenerne, så beder jeg dig om at forblive i den tro og stoppe med at læse videre!

For virkeligheden kommer jeg nok nærmere, når jeg siger, at min hverdag ikke har givet mig nær nok inspiration til skrivestof, da den på nuværende tidspunkt er nogenlunde lige så uinspirerende som den frisure, der pryder Prins Williams isse. Årsag #1: Jeg har forladt London. Bummer. Jeg burde muligvis have forudset, at arbejdsløshed ikke fletter fingre med svinedyr husleje, daglig cafébenyttelse og ukontrollerede dankortsudskejelser ude på de sene nattetimer. Da min økonomi- håndtering gradvist mundede ud i en større socialkontakt til min bankrådgiver end til mine egne forældre, well, så stod det klart, at der måtte nye boller på suppen – ja, faktisk er de ganske enkelt blevet sparet væk! Som den ansvarsbevidste unge kvinde, (som jeg gerne vil manipulere min bankrådgiver til at tro, at jeg er), tog jeg derfor et svært valg og udskiftede det søde London-liv med et job på en passagerbåd, der sejler frem og tilbage over Skagerrak, alt imens den gynger så frejdigt på bølgen blå, at folk har det med at udgyde deres indvolde i lårtykke stråler.
Og når jeg så ikke er beskæftiget med opkast og salg af pølser, ja så har jeg min base hjemme hos mine diktatoriske forældre i Hjørring (by i Nordjylland, red.), hvor jeg holdes under opsyn i min benyttelse af husets faciliteter (såsom køleskabet) og deler min seng med en kat. FML.

Min bankrådgiver er naturligvis henrykt, men selv er jeg underlagt en vedvarende følelse af jetlag. Skånselsløst er jeg blevet frataget min trygge hverdag i London og dumpet ned i en lille triviel provinsby, hvor jeg er stødt frontalt ind i et alvorligt kulturchok. Hér er der ikke nogen, der værdsætter en kunstnerisk (læs: retarderet) beklædning. Formiddagsfadøl er forbeholdt alkoholikerne, og Niveas body shampo anses for værende en mere ”naturlig” kropsduft end svedlugt (som er lig med social udstødelse og af samme rang som dårlig ånde). Jeg savner at falde i søvn til lyden af stive menneskers åbenlyse skænderier på gaden under mit vindue, hvor igennem den violette nattehimmel (farvelagt af forurening) kaster sit milde skær hen over min plettede væg.

Men London er lige nu en fjern verden. En verden, der er proppet med uforudsigelige hændelser, oystercards og uregelmæssige bustider. Militante duer, sindsforvirrede mennesker, fremmedartede kulturer, kreative tanker, åbne sind, overfladiske kindkys, pubber med dunkel belysning, kaos og kærlighed. Når folk spørger mig, hvordan det er at bo i London, kan jeg ikke andet end at kaste mig ud i en lang ustruktureret forklaring, der gradvist tager form som en skizofren diskussion med mig selv, som gerne indeholder en reference til de to forskellige verdener i ”Den Uendelige Historie” af Michael Ende og slutter med ordene; jeg kan faktisk ikke rigtigt forklare det… Freakish.

Skal jeg retfærdiggøre min manglende evne til at levere konkrete svar, så giver jeg Emily skylden. Vi har tilbragt så mange cafétimer i Londons stræder med at sætte ord på vore eksistentielle kriser, at det har frataget mig en simpel kompetence såsom at besvare et spørgsmål med nogenlunde præcision.

FLASHBACK > Der går en mand på den anden side af gaden. Rettelse: Han slæber sin krop af sted på vaklende ben, der truer med at bukke under for læsset. Han er så gammel, at hans sammensunkne ryg har givet ham silhuet som en bismarckstok, og man kunne forestille sig, at han fordelagtigt kunne gennemføre et forsøg, der gik på at berøre sin egen navle med tungen. Klart nok, at man ikke kan lade være med at føle et stik af medlidenhed. Alligevel kan man heller ikke undgå at imponeres over, med hvilken beslutsomhed han mellem sine hænder knuger en fyldt indkøbspose, der uden tvivl tilføjer et par ekstra kilo til den i forvejen ubalancerede krop. Min mor har altid sagt til mig, at jeg skal rette ryggen. Jeg har aldrig rigtigt forstået hvorfor, det skulle være gavnligt at sidde ukomfortabelt med fremskudt bryst, hvis ikke man lige sidder i en overfyldt bar, og det handler om at tilfedte sig bartenderens opmærksomhed. Men måske man på et eller andet tidspunkt bliver så krumrygget af at sidde med krum ryg, at det vil være for sent at standse udviklingen, og så ender man som denne mand.

Vi sidder og hænger i vinduet af en beskeden fortovscafé. Emily og mig. Solen er begyndt at slække på sin placering, og jeg skal snart med toget ud til lufthavnen. Det er en af de dage, som aldrig kommer igen. Og det ved man godt, så derfor føler man, at den skal gøres til noget specielt, som var den et summarum af al den tid, som man har tilbragt sammen, og nu prøver man at nyde de sidste minutter så meget som overhovedet muligt, men man prøver lidt for hårdt, og det virker ikke rigtigt. Og alt det man burde sige til hinanden inden det sidste farvel, kan man ikke komme i tanke om, så vi har slået os til tåls med at iagttage de forbipasserende mennesker og kommentere deres kropsholdning.

Den næste er en høj ranglet fyr, som slæber sig af sted på fødderne, mens hans nakke har indtaget en hældende placering, så hagen er underligt på linje med skulderne, hvilket måske eller måske ikke skyldes komplekser omkring højden. Det er lidt af en klassiker.

”Hende dér har en ret god holdning,” påpeger Emily, da en ung køn latino tripper forbi i modgående retning med en latte og sin veninde på armen. ”Hun har også stiletter på. Så retter man automatisk ryggen mere op.”

Vi lader blikket glide videre til næste emne på banen. En overvægtig gut i trediverne, som er lidt af en ufordring, da hans hals på mystisk vis er blevet opslugt af øvrige kropspartier. Med en rygsæk mellem skulderbladene aser han forbi med hastige skridt, mens vi sidder i et øjebliks tavshed, før Emily omsider tør komme med den uundgåelige konstatering, som ingen af os ville sige højt: ”Ham der er tyk. Så gælder det ikke.”

”Nej, for så kan man ikke rigtigt se det...”

Emily, Amanda and... The Rabbi. 

Når jeg tænker på mit liv i London, så har det på mange måder været lettere end det liv, jeg levede i Danmark. Her er der ikke nogen, der kender min baggrund, og derfor heller ikke nogen, der forventer noget af mig. Ingen der puster mig i nakken med hvislende spørgsmål om uddannelse og overtræk på kontoen. I London er jeg aldrig blevet bedt om at retfærdiggøre nogen ting. Men hvad nu hvis jeg bliver mødt af folks forventninger, når jeg kommer hjem? Mon de tror, at jeg har udrettet noget særligt mens jeg har været væk?
Det sker alt sammen lige om lidt. Min nutid glider ind i min fortid, og jeg er ikke rigtigt klar til at give slip. Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg faktisk hunderæd for at vende tilbage til Danmark. Hvad nu hvis jeg ikke passer ind mere? For første gang i meget lang tid, føler jeg mig måske en lille smule… alene.

”I virkeligheden er vi alle sammen alene,” udbryder Emily, da jeg kommer til at tænke højt. ”Og derfor er der ikke nogen grund til at spekulere over, hvad andre mennesker mener om os og om det vi gør, for når alt kommer til alt, så er der ikke nogen, der giver en skid. Hvad vi vælger at bruge vores liv på og om vi fejler eller lykkedes. - Andre folk er ligeglade. Vi har kun os selv.”

Og det mærkelige er, at trods Emilys ofte direkte facon at formulere sig på, så virker ordene af en eller anden grund altid mindre skræmmende og mere håndgribelige, når det er hende, der siger dem. Og jeg ved ikke hvorfor jeg for et øjeblik siden frygtede at være alene, når jeg nu allerede er det og aldrig har været andet. De mennesker vi omgiver os med er alligevel kun til låns. Vi kan bruge dem mens de er der, men på et eller andet tidspunkt vil de naturligt glide ud af vores liv på samme måde som de er kommet ind. Hermed ikke sagt, at vi ikke skal involvere os med andre mennesker. Det skal vi. Vi skal tage hvad vi kan, så længe vi kan, og derefter skal vi glæde os over, at vi fik det bedste ud af det, så længe det varede. Men vi skal være klar over, at vi i sidste ende er alene.
”Men derfor er du også den eneste, der bestemmer over dit liv,” fortsætter Emily efter en tænkepause. ”Man bliver nødt til at gøre noget i stedet for at gå og vente på, at det kommer af sig selv. Det gør det ikke. Man skal ikke tro, man er noget specielt. Det er der ikke nogen, der er. Du er ikke noget specielt. Jeg er ikke noget specielt.”

Alligevel kan jeg ikke lade være med at spekulere over, hvorfor nogle mennesker sætter så dybe præg på ens person, mens andre passerer uden tilsyneladende at efterlade spor, og jeg nikker, mens jeg tænker; du har ret. Du har ret, men samtidigt ved jeg også, at du tager fejl...


.