Bus on Diversion

På hjørnet af Mare Street og Well Street, under busstoppets halvtag og på en orange plastikbænk, sidder jeg med sammentrukne skuldre og presser mine hænder ned mellem lårene på benene over kors. - Et forsøg på at holde varme i fingrene, der måske hjælper en lille smule alene af den grund, at jeg lader som om, at det hjælper. Ved siden af mig sidder en skaldet sort dame med Tesco’s hvide logoposer stablet op ad benene og lidt op ad mine ben også. En af dem er væltet, og en grøn melon er trillet ud. Jeg har allerede stirret på den i et længere ukendt antal minutter, og i samme tidsperiode har jeg næppe rørt mig ud af flækken. – Dette er måske lige på nær mit mundvand, som jeg bliver ved med at skubbe fra det ene til det andet kindrum som et lille udfald af den rastløshed, jeg aldrig helt kan give slip på.

55’eren kører ind til Oxford Circus. Den standser, og et par passagerer lukkes ud, en enkelt samles op. Jeg bliver siddende. Det er koldere, end jeg havde regnet med, hvis det da overhovedet var noget, jeg tænkte over. Mine strømpebukser er alt for tynde, og jeg glemte mit halstørklæde på sengen. Jeg kunne gå tilbage efter varmere beklædning, det er kun et spring rundt om blokken, men jeg er forfalden til inaktivitet frem for handling disse dage, og selvom jeg føler mig gammel (alt er relativt), så er dagen ung, og solen bryder måske igennem senere. Sådan tænker jeg. Og det er jo heller ikke meningen, at jeg skal blive siddende her på en orange plastikbænk, for jeg skal jo med en bus. Det er min handlingsplan, – nu vi snakker om handling, – for det er dine handlinger, der definerer, hvem du er. Det tror jeg, at jeg læste i en statusopdatering forleden. Og jeg har brugt den seneste uge af mit enten korte eller alt for lange liv på at stirre ind i væggen og stalke min egen Facebook-profil. - To ting, der på ingen måde inkluderer handling. Så hvem end jeg plejede at være før, så går jeg ud fra, at der nu er en lille smule mindre tilbage af den person, og derfor havde jeg tydeligvis brug for handling, inden jeg personlighedsmæssigt fik karakteriseret mig selv som noget nær ikke-eksisterende. - Så nu kan jeg være én, der tager bussen.

48’eren kører til London Bridge. Jeg overvejer et øjeblik, om jeg skal stige på, men jeg når ikke at reagere, før dørene atter lukkes.

Det er højsæson for eksistentielle kriser, og det lader til, at alle har et eller andet, som de skal ”have fundet ud af”. Vi taler om det, når vi hænger ind over de små runde borde på caféerne, eller når vi sidder og spiser aftensmad i det snævre lille køkken. Vi kan mærke, at der er ændringer på vej, men vi ved ikke helt, hvad det er, og vi vil gerne overraskes, men vi vil også gerne have indflydelse. Det er som om, at alle gerne vil handle, men der er bare ikke rigtigt nogen, der ved hvorimod, de skal rette deres kræfter. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at vide, hvad fremtiden bringer, men jeg gad nok godt vide, om jeg ville glæde mig, hvis jeg kendte svaret.

Det kan være forbandet svært og nogle gange umuligt at fjerne et klistermærke fra dets allerførste placering. Når det endelig lykkes, vil dets evne til at klistre være betydeligt forringet, og jo mere man flytter rundt på det, jo sværere bliver det at få det til at hænge fast igen. Jeg har en teori om, at mennesker og klistermærker er éns på det punkt. Jeg er blevet så fucking rastløs, og det er som om, at jeg altid vil tro, at græsset er grønnere på den anden side - alene af den grund, at den anden side endnu er ukendt. Men jeg har aldrig fortrudt, at jeg gav slip, og havde jeg ikke haft denne konstante higen efter det ukendte, så ville jeg ikke være, hvor jeg er nu, og denne realitet tror jeg alligevel, at jeg kan knytte en form for tilfredshed til.

26’eren kører ned til Waterloo, og jeg har snart siddet her så længe, at de samme busser begynder at komme forbi for anden gang. Så hvorfor ikke Waterloo? Jeg smækker mit oystercard mod scanneren, og sætter mig op bag foruden på det øverste dæk. Allerede inden min røv er i kontakt med sædet, er der en skaldet og tyk mand, der får lyst til at snakke til mig. Han sidder på sædet på den anden side af midtergangen. Spørger mig om mit navn, og jeg svarer ved at proppe min Ipod's høretelefoner ind i øregangene. Smiler undskyldende og peger på mine ører. Se, jeg kan ikke høre, hvad du siger... Engang syntes jeg, at det var hyggeligt at sludre med disse individer, men det var før, jeg blev afstandstagende, selvcentreret og underskudsagtig.

Så rykker han helt ud på sædekanten og rækker mig sin hånd, og jo, jeg kan godt høre, at han siger "nice to meet you," for jeg har endnu ikke tændt for musikken, men jeg siger ikke noget tilbage. Rækker dog min hånd frem som en halvhjertet respons, jeg mener, nok er han muligvis retarderet, men jeg kan end ikke få mig til blot at lade ham hænge dér. Men straks efter flytter jeg position til det inderste sæde og får fluks skuet op for noget lyd, der lige formår at kvæle den ordstrøm af et eller andet, der bliver ved med at komme fra hans mund.
Han gør så en vippebevægelser med hånden ud for læberne. (Vi er åbenbart gået over til tegnesprog). Jeg tager det som en invitation til drinks og tænker, at han enten lider af virkelig slem selvbedrageri eller rigtig tør selvironi. Med et suk piller jeg musikken ud af ørene og drejer overkroppen i hans retning, mens jeg samler mig om en afvisning, der lyder noget nær dette: ”Look, I’m REALLY not in the mood for talking right now, and I’m sorry if I’ve made you think that I was interested in you. I’m REALLY not.” Og så er hele bussen tavs.

“Okay,” svarer han med et let træk på læben og et tilsvarende på skulderen.

Okay? Min kæbe har tabt højden, jeg ser uden tvivl dum ud lige nu. Var det virkelig så nemt? - Så havde jeg måske ikke behøvet at lægge så meget tryk på Really.

Jeg skutter mig lidt i sædet, og undrer mig over hele situationen, for det er længe siden, at jeg har oplevet denne form for fremmedkontakt, og jeg troede egentlig, at det var fordi, jeg på det seneste er holdt op med at gå i bad, men så rammer det mig pludselig som en åbenbaring, at dén person, der ikke kan se klart, er mig selv. For mens jeg har siddet på min seng, omgivet af mine fire tomme vægge, og mugget over, at livet aldrig udarter sig, som jeg havde tænkt mig, er det blevet forår i London. Jeg ser det først nu; himlen er ligesom forandret, der er sågar kommet små hvide blomster på vejsidetræerne. Hele byen er atter i brunst, og jeg havde slet ikke bemærket det.

”You look good, though,” råber den skaldede mand efter mig, idet jeg rejser mig for at stige af bussen. Jeg standser halvvejs på trappen og kaster et blik tilbage over skulderen. ”So do you,” råber jeg, selvom det måske ikke helt er sandt, og så griner vi begge lidt.

.