JUL i London

Welcome to Barnardo Street!

Inden længe har 2011 talt sine sidste dage. Men inden vi lukker og slukker og fortærer de sidste pebernødder, så synes jeg alligevel lige, at jeg vil dele et par oplevelser fra min jul her i London. Da alle mine penge pt. går til at fyrre for gråspurvene (halleluja for de britiske huses isolering), besluttede jeg mig for, at jeg ikke havde råd til at besøge Danmark mere i år, og derfor har jeg tilbragt julen her i det engelske.

Tidligere på året ringede jeg mine forældre op og forklarede dem situationen, og jeg tror nok, det sluttede nogenlunde med disse ord: "Hvis I har lyst, kan I jo bare komme herover og holde jul sammen med mig?" Og således gik det til, at min mor og far og lillesøster (hun fik vist ikke noget valg) drog afsted til London for at underholde mig på juleaften. Mere om det senere! Her er lige nogle fordele ved at holde jul i henholdsvis Danmark og England (fra en danskers synspunkt, vel at mærke).

Fordele ved jul i Danmark

#1. Man kan købe pebernødder - Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle savne disse små gnallinger, men i England består alle julegodterne af rosiner og andre fuldstændigt sammenpressede frugter aka. "Christmas pudding" - Noget der med nød og næppe kan spises på et stykke rugbrød men IKKE med en teske juleaften! 

#2. Man kan købe grødris, som man kan lave risengrød og risalamande af. Her i England fås grødris kun med tilsat smag af tropical fruits og andre lallede alternativer. Kirsebærsovs er desuden heller ikke nået hertil endnu!

#3. Man kan bruge al sin tid på dejligt nytteløst tv-tidsfordriv såsom diverse julekalendere og Disney's Juleshow. Det kan man sikkert også i England. Hvis man altså havde et fjernsyn!

4# Det er nemmere at komme i julestemning. Alright, nu skal jeg nok lade være med at få nostalgi eller andre smittefarlige sygdomme, men julehygge i Danmark er tæt forbundet med minder og traditioner, hvilket er svært/umuligt at genskabe andre steder.

#5. Din mor giver dig pakkekalendergaver. Heldigvis besluttede vi (Emily og mig) os for at kompensere for dette ved at give hinanden kalendergaver. Af godterne, som jeg har hevet op af sokken, kan blandt andet nævnes: En halv Twix-bar. En halvt drukket æblejuice. En £1 mønt...

Fordele ved jul i England

#1. Øh... Her i England holder de først jul den 25. december, så butikkerne har stadig åbent det meste af d. 24., hvis nu du ikke har taget dig sammen til at købe julegaver endnu.


Her får I nogle billeder fra min engelske jul:

Hvad Oxford Street ser ud af på en STILLE dag i December. Oh Lordy.

Emily er sick-as-fuck klar til juleshopping i ASDA!

Så går det løs i Londons største og billigste supermarked: ASDA.

"Take a picture of me!" råbte en af medarbejderne, men under akten fik han kolde fødder og skjulte sit ansigt.

Emily poserer foran ASDA's juledekorationer (Butiksmedarbejderne stod bag fotografen og hujede, da dette billede blev taget).

Awesome juleparty på Barnardo Street! Og det lykkedes faktisk mig og Emily at lave RIGTIG risengrød. Rikke (den eneste gæst, der mødte op, selvom vi havde inviteret alle vores tre venner) nyder det rigtig meget. Og ja, jeg har min orange sweater på - igen.

Emily inden hun tog hjem til Danmark på juleferie: Her i England har vi så mange højtideligheder, at det kan være svært at huske forskel på eksempelvis jul og Halloween...

Julestemningen er i nød. Skype-samtale d. 12/12 mellem mine forældre og mig:

Far:   Tror du ikke, vi kan finde en lille restaurant eller pub, der har åbent juleaften? Så er vi fri for selv at lave mad.

Mig:  Vil du spise ude juleaften? Vi kan da godt selv lave mad.

Far:    Men kan man godt lave rigtig julemad i dit køkken?

Mig:  Jeg kan ikke. Folk der kan lave rigtig julemad kan godt. Køkkenet fejler jo ikke noget.

Mor:  Vi kan eventuelt købe en pizza, som vi kan varme i din ovn?

Mig:  Vil du varme en pizza juleaften?!

Heldigvis redder ASDA enhver situation. Her ser I min mor, min søster og min far i Londons største og billigste supermarked den 23. december!

SEEE hvor vi hygger!

Marcipangrisen.

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

Dette indlæg er sponsoreret af ASDA.

.

Rollespil V - Det Sidste Slag

I - Vi Spiller Rollespil
II - Mødet med Larsianerne
III - De Rødsorte
IV - Krathuset

Først sneg vi os frem gennem skovens buskadser og væltede træer. Vagtinstinktet var tændt, ørerne var spidsede, og vi forventede angreb fra alle, vi mødte på vores vej. Men nu marcherer vi op ad skovstien med selvsikre skridt og rejste pander. Foran os går Silas og Jonas. Situationen er vendt. Vinding af respekt handler ofte om at blive set med de rigtige mennesker, og åbenbart er intet anderledes i rollespil. På meget kort tid er vi gået fra at være fredløse til… VIPs?

”Vig tilbage for D’damer!” befaler vores kavalerer, som vi marcherer ind i en flok kampklædte børn, der hænger ud på skovstien. De adlyder omgående, men ikke med tilfredsstillende hurtighed.

”Hørte du ikke hvad vi sagde? Kan du så få benene på nakken!” skændes der mod et forvirret drengebarn, som hopper rundt på stien som en kylling uden hoved. Omsider springer han ud i rabatten, hvor han vender sig om og gentagende bukker ydmygt efter os, idet vi passerer. Jeg spidser læberne og nikker imponeret. Efter et par meter, kan jeg ikke lade være med at vende mig om mod de irettesatte drengebørn for at give dem et sidste hoverende blik, men da jeg ser deres utilfredse ansigtsudtrykke, får jeg i stedet travlt med at holde trit med min egen gruppe.

”Hvordan kan det egentlig være, at vi ikke har set nogen orker endnu?” spørger jeg forundret Silas, da jeg lunter op på siden af ham. Han lader tommelfingeren og pegefingeren gnubbe skægstubbene på hagen. ”Nogle gange har vi haft en orkeflok med i spillet, men jeg tror ikke, at der er nogen med i dag…”

Jeg får lyst til indvillige ham i vores traumatiserende start på dagen: ”Faktisk var det meningen, at vi ville være orker, men arrangøren sagde til os, at vi ikke var store nok. Faktisk…” Jeg rynker brynene undrende. ”Faktisk troede jeg, at der ville være meget mere action i rollespil. Flere krige og slåskampe og overnaturlige væsner og sådan…”

”Nogle gange er der meget krig,” svarer Silas eftertænksomt. ”Men i dag har det nok mest handlet om politik.” - Politik I rollespil? Jeg lærer mange nye ting i dag.

Et godt stykke inde i skoven (jeg har mistet stedfornemmelsen) finder vi en lysning omgivet af lange slanke træer. Det er den perfekte arena, og drengene beslutter, at det er blevet tid til at give os en lille lektion i fægtning. Vi får lov til at holde deres lange sværd i hænderne – uden tvivl en del mere professionelle end vores hjemmelavede økser, hvor man kan skimte det blå skum-materiale igennem malingen (hvad man i forsvarsposition ville kalde ’det charmerende hjemmelavede touch’). Regine aka. Dirt Rider svinger sit igennem luften, og mister næsten fodfæste. ”Wooouw,” udbryder hun forpustet.

”Du mangler nok et skjold til at holde balancen med,” konkluderer Silas og rækker hende sit store træskjold.

”Helt sikkert bedre!” pruster hun ironisk og sender mig et hjælpeløst blik. Jeg sender hende et grin tilbage.

”Nuvel, hold skjoldet tæt ind til kroppen. Lidt længere ned. Husk at beskytte dine fødder!” råber Silas, men det er for sent. Jonas har allerede jaget sit sværd ind i hendes venstre skinneben. Regine sender ham et forarget blik, der siger noget i retningen af; hvor-er-du-tarvelig-jeg-var-jo-ikke-klar-endnu…



Imens Regine farer løs på Jonas, bliver to sværd tildelt henholdsvis Emily og mig. ”Go on, vis hvad I kan,” lyder opfordringen samt startskuddet, og vi slår løs på hinanden med en kampgejst, der får savlet til at flyve i lange tråde fra vores frådende mundvige. I en avanceret undvigelsesmanøvre drejer jeg så hurtigt rundt på tåen, at mit engangskamera flyver ud af lædertasken og lander i skovbundens muld. Silas tager det op fra slagmarken i sine hænder. ”NØØØJ, MAGI!” udbryder han betaget og begynder at snappe løs med det…

Imens jeg fægter med Emily, lægger jeg mærke til, at nye krigere slutter sig til vores lille gruppe. De er enten hoppet ud fra tæerne eller faldet ned fra himlen. Et par af dem er halvvoksne teenagere, og resten er børn. De sætter sig fredeligt ned i muldet for at iagttage, eller springer selv ud på pladsen for at tage del i morskaben. Lysningen har i sandhed forvandlet sig til en lystig kamparena.

Efter adskillige udøvelser  af diverse krumspring og kamptricks, som vi ikke vidste, at vi havde i ærmet, smider jeg mig i ærlig udmattelse ned i muldet sammen med Emily for at snuppe et tiltrængt pusterum. Regine vælger ligeledes at indstille kamptræningen og bevæger sig over imod os.

”Hvad satan Jonas. Fik hun ram på dig til sidst?” hører jeg Silas råbe.

”Det var EN gang!” forsvarer Jonas sig. ”EN gang ud af femten!”

Først tror jeg, at Regine har tænkt sig at joine os i muldet, men så stopper hun op foran os med hænderne i siden, og hun kigger direkte ned på os og siger med bestemt stemme: ”Little Mud Slayer! Green Mist!” Blikket glider fra Emily til mig og tilbage igen. ”Det er vist på tide, at vi indtager vores rette plads her i Nibelheim. Er I med mig eller ej?” Mere behøver hun ikke at sige. Et løft med øjenbrynet, et luragtigt smil på læben, og vi forstår hentydningen. Nu skal Regine få den krig, hun har ventet på. Med en hurtige bevægelse er vi på benene igen. Vi samler vores lånte sværd op fra skovbunden og krydser klingerne over hinanden i en trekant. To sekunders øjenkontakt siger alt. Et frygtindgydende brøl (læs: hvin) giver genlyd i skoven, idét vi bryder trekanten og hæver vores våben højt mod træernes kroner, førend vi tordner frem mod alle de andre krigere.

Vores overrumplingsmanøvre har frosset et par af børnene fast til jorden med en handlingslammet mine - Dem fælder vi på vejen. De øvrige tilstedeværende imødekommer vores udfordring som ærede rollespillere. Little Mud Slayer, Dirt Rider og Green Mist spredes i tre forskellige retninger. Vi svinger klingerne rundt det bedste vi netop har lært, og overraskende nok lykkes det os faktisk at patere en kriger i ny og næ.

Dirt Rider får lokket Silas væk fra de andre, og de to mødes i en farlig duel. Hans træk er hurtige, hans angreb er dødsbringende, men med nød og næppe holder hun slagene på afstand med sit skjold.

Men snart begynder trætheden at prikke i armen, og samtidigt ligger desperationen på lur i baghovedet og truer med at tage over. Hun må indse, at hun ikke har kræfter til at beskytte sit legeme og slå ud med sværdet på samme tid, så hun tager en satsning og kaster skjoldet fra sig. Lad det blive hendes redning eller hendes undergang...

Dirt Rider strikes!

Selv er jeg endt i en duel med en ung dude kaldet Frank. Imens vi ihærdigt forsøger at skære hinandens legemsdele af, får jeg øje på Little Mud Slayer ud af øjenkrogen. Hun kæmper mod Jonas, og jeg tænker, at jeg må finde en måde at komme over til hende på – vi er stærkest, når vi står sammen. Jeg ville lave en baglæns salto, hvis jeg kunne, men i stedet løber jeg bare baglæns, imens jeg drejer rundt om mig selv. ”Dækker du min ryg?” skriger jeg til Little Mud Slayer, imens jeg formår at hoppe over en klinge, der truer med at skære mine ben over. Vi presser vore rygge ind mod hinanden og holder vores våben frem i beredt position. Jonas og Frank cirkulerer om os som to hyæner om et bytte (eller som to nisser om et juletræ). Så laver jeg et move. Jeg kaster mig frem mod Frank og støder mit sværd forbi alle forhindringer og ind i hans bryst. Men i samme sekund mærker jeg en klinge gennembore mit hjerte, og jeg vakler bagover. Mit korpus vælter ned over Little Mud Slayer, der er faldet på samme tid. For en stund bliver alting sort.

Jeg slår øjnene brat op, da et lidende skrig som ved et netop tildelt dødsstød gennemtrænger mine øregange og får nakkehårene til at rejse sig langt ned ad ryggen, hvor de ikke længere kan kategoriseres som nakkehår. Med kinden presset ned mod de stikkende kviste, lader jeg blikket vandre ud over slagmarken, og fra mit frøperspektiv øjner jeg den frygtløse Dirt Rider, der står tilbage som en soloartist på en scene. ”You want a piece of me, huh?” bjæffer hun og danser i kampspring rundt om sig selv, som er det endnu ikke gået op for hende, at krigen er ovre, at hun er den eneste overlevende.

Så forsvinder hun pludselig i vilde spring ind imellem træerne. ”Nu skal jeg fu*ki** finde ham, der kaldte mig en skøge!” er det sidste, jeg hører fra hende, og jeg tænker på hvornår, jeg mon får hende at se igen. Langsomt lukker jeg mine øjenlåg i igen og venter på, at de obligatoriske ti minutter er gået, før jeg må rejse mig til opstandelse. You’ve gotta live and die by the rules…

THE END

Afslutningsvis skal der lyde en tak til Silas og Jonas (jeg har desværre glemt deres rigtige navne). To sande gentlemen, der gav os en uforglemmelig afslutning på dagen.

Også tak til De Rødsortes leder, som tog os under vingerne, da ingen andre turde. En stor krigsherre i en lille drengs krop.

.

Rollespil IV - Krathuset

I - Vi Spiller Rollespil
II - Mødet Med Larsianerne
III - De Rødsorte

Der er de krige, der ændrer verdenshistorien, som man vil huske i årtier, århundreder, som nedskrives i historiebøgerne og på Wikipedia. Der er de krige, der forvandler unge drenge med nøgne bryste til frygtindgydende krigshelte og gifte kvinder til enker med kærlighedssorger - Og så er der de krige, der aldrig bliver til noget…

Jeg prøver at muntre situationen lidt op ved at give Emily en omgang nakkemassage midt på landsbypladsen (under lettere chokerede blikke fra byportens vagter), men det hele falder lidt til jorden, da Regine sukker vemodigt: ”Lad os nu bare gå tilbage til De Rødsortes lejr.” Hun gør et træk på skulderen, som prøver hun at udstråle ligegyldighed, men enhver kan tyde skuffelsen i det skyggebelagte ansigt. Emily og jeg udveksler et medlidende øjekast, men ingen af os kan komme på noget trøstende at sige.

Faktisk er jeg ikke klar over, hvad der præcis hændte, men den allierede gruppe (Larsianerne, De Rødsorte - med flere) indgik et form for forlig med landsbyens regenter (Den blå adelsmand samt crew), og krigen, som vi alle havde glædet os så umåleligt meget til, blev aflyst. Totalt antiklimaks. Nu overvejer jeg et splitsekund at foreslå, at vi kaster skumgummiøkserne i ringen og transporterer vores blege menneskekroppe tilbage til Hjørring og den virkelige verden, men der findes øjeblikke, hvor ord gør mere skade end gavn. I stedet stirrer jeg så tungsindet ned i græsset, at man skulle tro, at strående ville bøje sig for vægten af mit blik. Sådan står jeg lidt for mig selv, indtil mine tanker afbrydes af en ung mandestemme, der kalder ud over pladsen:

”Hallo…! D’damer!”

Hvad har vi NU gjort forkert? er spørgsmålet, der prompte popper op i mit udmattede hoved. Jeg gider næsten ikke at vende mig om, men gør det alligevel: De har sat kursen direkte mod os – ikke én men to unge mænd i adelig udklædning. Til min overraskelse er det nakkemassagefyrene. De smiler.

”Hør D’damer! Kunne De ikke tænke Dem at gøre min mig og min broder selskab nede på kroen og drikke al den vin I kan hælde ned?” spørger den ene.

Vi kigger et øjeblik måbende på hinanden, indtil vore underkæber langsomt genvinder normale højder og breder sig i smørrede grin. I sådan en situation er det faktisk underordnet, at man er til rollespil i en mudret skov, og at man render rundt med et skumgummivåben i sit taljebælte - Når to pæne unge mænd tilbyder vin på deres regning, så siger man ja, sguda!

*

”Kromutter! Kan vi fluks få en flaske vin på bordet til D´damer!” råbes der, da vi gør vores entré på Krathuset. Desværre er det bare ikke vin men en kande skvulpende rød saftevand, der bliver smækket ned på den rødternede dug, da vi under dunkel belysning klemmer os ind én ad gangen på den knirkende træbænk overfor de to unge herrer, som har placeret sig på den anden side af bordet. Men at forvente andet var nok også lige lovligt optimistisk (selvom en rollespilsbrandert uden tvivl ville toppe dagens eskapader). Jeg folder hænderne i mit skød og føler mig pludselig en lille smule genert ved situationen. Diskret studerer jeg den unge mand, der indtil videre har ført ordet: Han er relativt muskuløs, har gestikulerende armbevægelser og sparsom hårbevoksning på hovedet. Der fortsættes med påskønnende stemme; ”vældig fornemt, kromutter! Vældig fornemt,” førend han vender sit tilsmilende ansigt mod os. ”Lad mig i øvrigt præsentere mig som Silas!”

- ”Og jeg hedder Jonas,” byder den anden ind og skænker vin… nåh nej, saftevand op i vores en-gangs-plastickrus. Jonas er en anelse spinklere af bygning, har halvlangt mørkblondt hår.
påhovedeten musku–øs ung mand med sparsomt hår osten skaldetMen de er ganske pæne, tænker jeg. Og ser slet ikke specielt nørdede ud eller ligner Christopher Mintz-Plasse i ”Role Models”, sådan som alle rollespillere jo ellers gjorde i mit hoved - indtil jeg i dag udvidede min kendskab.

Vi takker artigt for saftevandet, og ved ikke rigtigt, hvad vi ellers skal sige. Vi føler os nok alle tre en smule kejtede ved situationen – Som om, vi ikke rigtigt kan hitte ud af, om vi skal give den gas som Dirt Rider, Little Mud Slayer og Green Mist eller bare være Regine, Emily og Simone, jeg mener; at falde ind i rollen som barbarisk øksekriger virker egentlig ganske naturligt, når man står overfor en flok irriterende tweenies, men overfor disse to unge mænd, virker det bare sådan lidt… fjollet.

Silas og Jonas virker en kende mere selvsikre ved situationen. ”SKÅL!” skråles der, og et plastikkrus hæves mod loftet. - ”Og hvor i alverden kommer I så fra?” spørger de.

Her grubler jeg, for gad vide om der menes; hvor kommer I fra i den VIRKELIGE verden? Eller; hvor kommer I fra i rollespilsverdenen? Jeg skæver til mine medspillere i håb om hjælp, men de har taget det blanke ansigtsudtryk på. Der må tages en hurtig beslutning: Er jeg en kryster eller en kriger? Er jeg Simone eller Green Mist? Selvsagt vælger jeg sidstnævnte, for én ting står mig fast: Jeg skal ikke sidde her og være en useriøs rollespiller! - så jeg svarer: ”Vi er fra Irland!” – hvilket egentlig er nærliggende, eftersom Emily er halv irer.

”Undskyld frøken – må jeg kalde Dem frøken? - men sagde De Stirland?”

I det samme går det op for mig, at Irland måske ikke er en del af dette univers (Hvor skulle jeg også vide dét fra?), og lidt forvirret retter jeg mig selv: ”Øh nej… Jeg mente… (WTF?)… Trottenheim?!” - Hvilket  jeg er i tvivl om eksisterer i virkeligheden, men i det mindste klinger det med Nibelheim.

”Aha, så De er fra Norge?”

”JA JA! Vi er fra Norge!” udbryder jeg i total triumf over at have sagt noget, der åbenbart giver mening, men samtidigt også fuldstændigt rundt på gulvet – Skulle vi have læst bedre på lektien, inden vi drog afsted? – Eller er det okay at improvisere? – Hvad gør andre rollespillere? – Det er altså svært, det her…

”Og De er rejst hertil ganske alene?”

Vi nikker alle tre overbevisende og sipper en smule fornærmet til vores saftevand - tror de virkelig at Dirt Rider, Little Mud Slayer og Green Mist har brug for assistance? I virkeligheden er det jo de andre, der skal være bange for os (Ingen synes dog at have forstået dette…)

”Er det ikke lige lovligt farligt for tre unge frøkener sådan at rejse rundt på egen hånd?” Silas og Jonas virker oprigtigt bekymrede.

”Nej da, vi klarer os,” forsikrer Regine henkastet som i ’no big deal’, og for at understrege hendes ord, vifter jeg en smule overlegent med min emballerede fluesmækker, som kunne jeg takke netop dén for vores overlevelse.

”Men hvordan har D’damer så tjent penge til levevejen?”

”Jo, ser I…” Emily læner sig en anelse ind over bordet med et fjoget smil over læberne. Hendes øjne flakker på den der måde, de altid gør, når hun er ude på noget. ”Vi er… I ved… Massagepiger...” Jeg tager mig opgivende til hovedet, og Em fortsætter: ”Kunne I tænke jer noget nakkemassage?”

Der følger et lidt for langt øjeblik af tavshed. Det er den kendte situation, når en joke svæver i luften og venter på at blive accepteret. Måske er der kun tale om et splitsekund, men det føles som en uendelighed. Jeg prøver i mit desperate sind at komme op med noget, der kan redde samtalen, førend den går tabt i The Land of Awkwardness, men sætningerne der popper op i  mit hoved lyder retarderede, og jeg kan ikke få min mund til at udtale dem. Jeg vælger i stedet at bryde ud i en kejtet latter, og heldigvis følger de to unge herrer med. Så læner Silas sig en anelse frem, og med et glimt i øjet spørger han: ”Piger, er det første gang I er til rollespil?”

Spørgsmålet udløser endnu mere latter omkring bordet, og denne gang er det et udtryk for lettelse. For vi må nok se i øjnene, at trods vores ihærdige forsøg på at virke professionelle, så har vores status som førstegangsspillere været rimelig gennemskuelig lige fra starten af – Især hvis man havde glæden af vores grønmalede ansigter denne tidlige søndag formiddag. Men selvom vi stadig har meget at lære om rollespil, så tror jeg roligt, at man kan konkludere, at vi mistede vores V-card, da vi stod omringet af halvtreds blodtørstige tweenies i kampudrustninger inde midt i en skov. Hvor mange kan prale af at have prøvet dét?

”Det er ellers godt nok nogle fine kostumer, I har på, hva’?” erklærer Emily imponeret, da fniseriet har lagt sig.

Silas og Jonas kigger ned, som så de selv deres udklædning før første gang. Deres korpusser er dækket af brune læderveste, smykket med hundredvis af nitter. Detaljerede taljebælter med taskerum i siderne. Dekorerede benskinner af læder. Det må have taget en evighed, at kreere alt dette.

”Tak,” svarer Jonas ydmygt. ”Vi sad også oppe hele natten og syede dem.”

”Hey, det gjorde vi også!” udbryder jeg entusiastisk, men stopper mig selv brat, da jeg kommer til at kaste et blik ned ad min egen beklædning: En brun sæk med tre huller til mit hoved og mine to arme. ”Eller… altså… vi sad nok ikke oppe HELE natten…” tilføjer jeg udglattende.

”Må vi gøre Jer den tjeneste, at eskortere Jer tilbage til lejren?” spørger Silas da den sidste tår saftevand er blevet hældt ned, og vi tager høfligt imod tilbuddet, jeg mener; selvfølgelig kunne vi sagtens have fundet tilbage på egen hånd… eller…?


.

Pictures from November!

Christmas buzz at Barnardo Street!

      .

Our Cat. That's what we call it... "Cat".

Cat is trying out Em's sneakers.

Latest update from our mouse!

#LondonLife

Hey Em! New glasses?

Happy birthday, Simone!

Just another day at Central Saint Martins...

The nice thing about having a baby sister is that you
can tell her to do your homework...

.

My Life Is (Almost) Perfect

Ærede læsere. Denne blogpost har intet andet formål end at informere jer om, hvor idyllisk mit liv er lige nu! Jeg er rent faktisk i gang med en uddannelse (som godt nok ikke er en rigtig uddanelse, but who cares about education these days anyway?), omsider har jeg fået bugt med den nedgroede tånegl, og jeg har endelig fundet mig et udfordrende og fleksibelt fritidsarbejde:

Watch out for the Bag Lady!

Ganske vist genbruger jeg stadig mine teposer og indkøber mad i Tesco til reduceret pris, men alt i alt så har jeg har det sgu fremraende! Og hovedårsagen hertil skal simpelthen findes på Barnardo Street, for her har jeg fundet mig et trygt og varmt hjem (”varmt” som i overført betydning, da vi ikke har råd til rigtig varme. Ordet ”trygt” er måske heller ikke velvalgt, da vi bor nabo til et mere eller mindre omfattende biltyveriforetagende – dog ikke noget synderligt problem, hvis man ikke har en bil). Men det vigtigste i overstående sætning er også ordet ”hjem”, for jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har boet et sted, hvor jeg har følt mig rigtigt hjemme.

Jeg skal nok lække flere oplysninger om vores awesome flatshare på Barnardo Street senere (elsker at lade som om mit liv rent faktisk er så interessant, at nogen gider at læse om det), men indtil da må I slå jer til tåls med denne bonusinfo: I lejligheden bor også min halvirske følgesvend Little Mud Slayer – i nogle kredse bedre kendt som Emily. Og hvis I før har læst denne blog eller lejlighedsvis har stalket min Facebook profil (nok mest henvendt til dig, mor), så kender I hende allerede!

Der foreligger bare lige ét lille problem her på Barnardo Street... Vi har mus!

I starten var det ikke noget, der holdt mig vågen om natten. Den lille djævel skal vi snart få has på, lød mine ord, og jeg gik ned på det lokale marked for at købe en musefælde. Hvad ingen af os vidste var, at vi deler lejlighed med en særlig supermus, og da vi tjekkede op på musefælden næste morgen, var fælden ikke klappet – men osten var væk!

I mangel på alternativer ladede jeg musefælden igen den næste nat - nu med en karamelchokolade som lokkemad. Jeg skubbede den helt ind under udløseren, så Bent (opkaldt efter tidligere historielærer) umuligt kunne få den ud uden at få en metalklappe ned over halsen.

Og yes, denne gang smækkede fælden– Men der var stadig ingen mus i klemme!

Det skal siges, at vi også har en kat, som vi har lånt (læs: stjålet) af naboen, men selvom den tydeligvis ikke har noget problem med at spise affald, har den endnu ikke sat tænderne i vores mus.

Derfor er gode råd dyre! Hvordan fanger vi Bent, før han æder flere af vores dyrt indkøbte madvarer og skider mere i vores bestikskuffe?

HELP IS VERY MUCH APPRICIATED!!!!
.

Manden uden tænder

Mørket har allerede lagt sig over London, da jeg låser mig ud af lejligheden i Bridge House denne tidlige efterårsaften. Jeg planlægger Tesco et besøg, da jeg må se mig overmandet af trangen til en snack (læs: ost og løgchips samt en hel pose glaserede donuts - hvad finder man ikke på i bekæmpelsen af svigtende koncentrationsevne?). De første ti skridt hen over boligkompleksets asfaltbalagte gård foregår med hovedet begravet dybt i taskens indhold (man skulle vel aldrig have glemt sin tegnebog?). Da jeg kigger op, får jeg øje på ham. Han smiler tandløst under fleecehuen.

”How are you, love?”


Et øjeblik overvejer jeg flugtmulighederne, men beslutter mig for at håndtere situationen som et voksent menneske: ”Fine thanks, how are you?"

Derefter gør jeg et forsøg på at passere ham, men han drejer blot om på hælen og efteraber mit hastige tempo, hvilket han klarer udmærket - de gamle ben taget i betragtning. Åbenbart skal jeg ikke slippe så let denne gang.

”You just moved in, right? I’ve seen you a couple of times”



Jeg undgår at kigge på ham, idet jeg drejer ned ad fortovet. ”A couple of weeks ago…”


Manden fortsætter upårørt: "It’s a nice building, right...? Well, not nice, but… it's okay, I guess. Very old though... You know, they are planning a huge renovation. Soon everyone has to move out. That’s why the rent is so cheap. It’s amazing right?” Han stopper pludselig op, midt på fortovet, bare sådan, hvad nu? En stemme i mit hoved fortæller mig, at jeg skal gå videre, men af en eller anden grund føler jeg ikke rigtigt, at jeg kan slippe afsted med det.



"Cheap rent?” mumler jeg en anelse desorienteret. ”Well, I don’t really know about that…”
 Hans små øjne lyser ud igennem de tjavsede hårtotter, og blikket borer sig fast i mit. Søgende. Jeg ønsker at kigge væk, men ved ikke hvordan. Akavet.

”You are renting your flat from Ad Hoc, right?” spørger han uden at lade mig slippe.



Jeg træder mig selv over tæerne. Ukomfortabel ved hans åbenlyse ønske om indblanding i mine boligforhold, og uden at vide hvorfor, fortæller jeg: ”Eh… well… actually I’m just renting a room of the guy who’s rentning the flat…”



Manden nikker  for sig selv og fortsætter: ”Do you know anything about the company Ad Hoc?”



Jeg ryster på hovedet.



”Well, let me tell you about it…” Langsomt begynder vi at gå videre, og nu er det af en eller anden grund mig, der følger lydigt efter. Han fortæller mig, at Ad Hoc er et house sitting firma – Deres opgave er at placere ansvarlige lejere i tomme bygninger, som af en eller anden grund ikke kan udlejes på normal vis – eksempelvis fordi bygningen snart skal gennemgå en omfattende renovering (som tilfældet er med Bridge House). Disse ansvarlige lejere (også kaldet house guardians) skal bo i bygningen indtil renoveringen og passe på den, så den ikke bliver beboet af hjemløse og drug addicts etc. “In return the rent is really cheap.” slutter han af. “Like sixty pounds per week or something…”



“Sixty?! For the whole flat?” Jeg taber underkæben og min hals snører sig pludselig sammen ved tanken om de hundrede pund, som jeg selv betaler om ugen for ét enkelt værelse.



Manden nikker og fortsætter: ”But as a house guardian there’s a lot of rules to follow. For example it is strictly illegal to sublet any rooms in the flat. If they found out, they would definitely kick the tenants out immediately – That’s another thing about Ad Hoc - they can tell you to leave anytime they want.”



Jeg svarer ikke. En del af mig har lyst til at tro denne mystiske mand, men en anden del fortæller mig, at jeg skal være påpasselig. Hvad nu hvis han selv er fra Ad Hoc? Hvis Dom bliver smidt ud af lejligheden, så ryger jeg vel selv samme vej…



”Well, I don’t know if you and your friend is sharing the costs, or what… In that case it is probably fine,” fortsætter han med et træk på skulderen. ”But IF he’s subletting the room, I think you should know that what he’s doing is illigal.”



Nu står vi foran Tesco, jeg vender mig om, smiler en anelse og rækker hånden frem. ”Well thanks for the chat…”

- - ”Allan! Call me Allan.” Han gengælder mit smil, og det går op for mig, at han (trods manglen på tænder) måske ikke ser så skummel ud alligevel.




***



Da jeg kommer tilbage til lejligheden, hopper jeg op i sengen med min computer og googler Ad Hoc. Alt hvad Allan har fortalt mig viser sig at være sandt. Det hele falder på plads nu! Dom’s venlighed kommer ikke af et godt hjerte, men snarere af dårlig samvittighed eller frygten for, at jeg skal fatte mistanke.



Jeg klapper computerlåget i, bliver siddende på min seng et øjeblik og stirrer tomt på min egen afspejling i skabslågen overfor, imens jeg bider mig selv i læben - Tænker. Pludselig falder det mig ind, at Dom besidder en masse oplysninger om mig - fra mine tidligere adresser til hvor jeg nu går i skole (ting jeg måtte redegøre for, da jeg flyttede ind), men at jeg intet kender til ham. Ikke engang hans efternavn! I samme øjeblik kommer jeg kommer i tanke om alle de gamle postkort, som han har dekoreret køkkenskabene med. Jeg går ud i køkkenet og vælger et vilkårligt. Vrikker det forsigtigt fri af klisteret, vender det om for at læse på bagsiden: Dear Dominic. Hope everything is well. Here in Chile the sun is shining, blah blah blah… Jeg undersøger kortet for en adresse, men uden held. Omhyggeligt sætter jeg det tilbage på skabslågen.



Det næste postkort jeg vender mellem hænderne er adresseret til en adresse i Walthamstow. Desværre må jeg konstatere, at afsenderen ikke har skrevet Dom’s fulde navn i adressen. Min utålmodighed begynder at trykke, jeg mener; hvor svært kan det være?



Næste gang er heldet med mig. Et afbleget postkort fra Dubai er adresseret til en vis Dominic Henderson. Aha! udbryder jeg og overvejer samtidigt, hvad jeg egentlig vil bruge denne nye information til. Stalke ham på facebook? Som jeg står dér og funderer lidt, kommer jeg automatisk til at læse videre:

 Dear Dominic, don’t let the fact that you receive this postcard distract you from what it has to say. I only write to you because I wish to end all communication between us. As much as I’ve enjoyed the days we spent together, your friendship has lately become a burden to me, and I do not want to know of you anymore. This is the last time you will ever hear from me. 
Do not try to contact me and do not have a happy life… x Leila



Whoot? Jeg leder efter et spor af ironi i teksten, et lille tegn, der fortæller, at dette er en joke. Can this really be serious? mumler jeg og; hvorfor fanden vælger han, at hænge sådan et mærkeligt postkort op på sin KØKKENLÅGE?!



Okay. Back to my mission: Med nyt blod på tanden foretager jeg en yderligere eftersøgning inde på Dom’s værelse, imens jeg lytter intenst efter en nøgles indtrængen i hoveddøren, selvom jeg ved, at han aldrig kommer hjem før 22ish om aftenen. Jeg er ikke klar over, hvad jeg leder efter. Noget mistænkeligt, måske. Jeg lader blikket gennemgå inventaret i hans vinduskarm, men den rummer intet andet end nogle gamle kvitteringer og en uåbnet slikkepind. Så trækker jeg forsigtigt skufferne i hans kommode ud. Én efter én – Indtil jeg øjner et gennemsigtigt plastikomslag, som omfatter en stak papirer. Aller øverst finder jeg en kontrakt med Ad Hoc. Mine øjne borer sig fast på et hånskrevet tal med tre cifre indledt af det engelske valutategn. £225 er hvad han betaler for lejligheden om måneden! HALVDELEN af hvad jeg betaler ham for værelset. Det lader til at den kære Dom er lidt af en forretningsmand, tænker jeg idet jeg lægger papirerne tilbage i skuffen igen.
 

Nu er spørgsmålet så bare, om jeg skal: 1) Lade som ingenting i frygt for at ende som hjemløs igen, eller: 2) Konfrontere Dom med min viden og afpresse ham til at lade mig bo i lejligheden gratis? - Dette er muligvis den eneste chance, jeg nogensinde får i mit liv for rent faktisk at afpresse nogen(!).