Jeg trækker et nummer og sætter mig på en af de stole, der står med ryggen mod væggen hele vejen rundt i venteværelset, der bærer en bleggrøn farve fra borten og op. Kun tre siddepladser skiller sig ud. Det er dem, der forekommer om et lille træbord i lokalets midte. En lille spøg fra personalet, kanske: Ha ha, som om nogen har lyst til at sætte sig dér.
Klokken er kun lige slået otte, men der sidder allerede mange mennesker i venteværelset, og der kommer stadig flere til. Det første de gør er at udse sig en ledig stol, som de sniger sig hen mod - ubemærket så vidt det er muligt. Men det er selvfølgelig langt fra muligt, for hver gang, der ankommer en ny, skuler de allerede tilstedeværende op fra mobiler og magasiner for at se, om det er nogen de kender. Det er det sandsynligvis ikke, men man kan jo aldrig vide sig sikker…
I det
fjerneste hjørne står et rullebord, hvor man kan skænke sig et glas saftevand, skulle man føle sig så sikker i sin sag, at man tør rejse sig fra sin plads og
dermed tiltrække unødig opmærksomhed. Men når man over til
rullebordet, er det en sand fest: Der er hele tre farver saftevand at vælge imellem.
En
højlydt samtale høres fra entréen:
- Jamen hvor gammel er han så?
- Han er 27, du.
- Nådada, så han er en af de unge!
To kvinder bryder ud i latter, just som de træder ind i venteværelset og går over til det lille træbord i midten. De er begge på min alder. Den ene bærer en lyserød Hello Kitty-rygsæk, som hun slynger ned på gulvet ved siden af UGG-støvlerne. Jeg vender tilbage til min plads med et krus med grøn saftevand i hånden.
- Jamen hvor gammel er han så?
- Han er 27, du.
- Nådada, så han er en af de unge!
To kvinder bryder ud i latter, just som de træder ind i venteværelset og går over til det lille træbord i midten. De er begge på min alder. Den ene bærer en lyserød Hello Kitty-rygsæk, som hun slynger ned på gulvet ved siden af UGG-støvlerne. Jeg vender tilbage til min plads med et krus med grøn saftevand i hånden.
Kvinden med Hello Kitty-tasken retter lidt på stolen, så hun kommer sin veninde nærmere.
- Ej, men så han har sådan en ball gag, som kan spændes rundt om hovedet, du ved, sådan.
Hun viser med hænderne.
- Altså, mener du en gag ball? spørger veninden.
- Ja ja, sådan én.
Nu har stort set alle andre droppet diskretionen og glor uhæmmet. Det vil sige: lige på nær den unge gut med det pæne skæg og høretelefonerne. Måske han ikke kan høre noget på grund af musikken.
Kvinden sukker og taber ansigtet i hænderne: Åh nej - jeg mangler også at finde de sidste skuespillere til min afgangsfilm.
Med et sæt kigger fyren op. Så kunne han åbenbart godt høre noget.
- Enogtredive, lyder det fra højtaleren. Jeg kigger på lappen i min håndflade og rejser mig.
Inde hos gynækologen får jeg lov til at være i centrum. Der lugter af desinficerende
midler og noget andet, som jeg med en vis overraskelse identificerer som
leverpostejsmadder. Jeg sætter mig på patientstolen med hænderne på lårene. Der
går noget tid, før nogen siger noget. Jeg kigger først på sygeplejersken. Hun
er i færd med at duppe sig om munden med en renseserviet, øjnene helt matte,
som om synet af de mange skræv har suget al livskræften ud af hende. Så kigger
jeg på gynækologen. Han er en lille mand med transparent hår og tyndstellede briller.
Jeg får lyst til at spørge ham, hvordan det kan være, at han er endt i det her arbejde. Er det mon resultatet af en længerevarende interesse
eller bare en række tilfældige sammenfald? Men det er selvfølgelig ikke mig,
der stiller spørgsmålene.
- Har du oplevet nogen form for kløe eller andre gener i området?
Jeg ryster på hovedet, men indskyder så: Kun efter dårlige barberinger.
- Har du oplevet nogen form for kløe eller andre gener i området?
Jeg ryster på hovedet, men indskyder så: Kun efter dårlige barberinger.
Han griner og kigger over på sin assistent.
- Ja, det kan vi jo ikke gøre så meget ved.
Hun fremtvinger et smil. Lægen går videre, professionelt:
- Ja, det kan vi jo ikke gøre så meget ved.
Hun fremtvinger et smil. Lægen går videre, professionelt:
- Hvor mange seksuelle partnere har du haft
i løbet af de sidste seks måneder?
- fire, svarer jeg.
- fire, svarer jeg.
Fem. Fem er det rigtige svar. Hvorfor løj jeg?
- og de var alle fra Danmark af, fortsætter lægen, lidt spørgende, lidt konkluderende.
- USA, korrigerer jeg.
Han kigger kort op, nikker. Jeg fortsætter: New Zealand… Argentina… Mexico… ja, og så Danmark.
Jeg bliver bedt om at afklæde mig fra navlen og ned og lægge mig på briksen med benene i bøjlerne.
- og de var alle fra Danmark af, fortsætter lægen, lidt spørgende, lidt konkluderende.
- USA, korrigerer jeg.
Han kigger kort op, nikker. Jeg fortsætter: New Zealand… Argentina… Mexico… ja, og så Danmark.
Jeg bliver bedt om at afklæde mig fra navlen og ned og lægge mig på briksen med benene i bøjlerne.
Lægen rumsterer med et eller andet instrument. Han siger, at
det godt kan føles ubehageligt, men at det bliver bedre, hvis jeg slapper af.
Det er lettere sagt end gjort. Men så får jeg den idé, at jeg bare kan lade som
om, at vi har sex, for sammenlignet med nogle af de benede fingre, jeg i tidens løb har fået stukket op, er det faktisk ikke så slemt.
- Forresten, siger lægen og strækker halsen, så vi kan se hinanden i øjnene over mit venusbjerg - Dem som du har været sammen med… Var der nogen af dem, der var sorte?
- Forresten, siger lægen og strækker halsen, så vi kan se hinanden i øjnene over mit venusbjerg - Dem som du har været sammen med… Var der nogen af dem, der var sorte?
Jeg kigger på ham ude af stand til at gennemskue, hvad spørgsmålet går ud på.
Da han fortsætter, snubler han let over ordene: Ja, jeg beklager mit
spørgsmål, det er bare fordi, at hvis nogen af dem var fra Afrika,
burde jeg måske også tjekke dig for hepatitis.
- En af dem var sort, siger jeg så - Men han er født og opvokset i New York.
- Nå, ja. Lægen virer lidt med hovedet - Det regner vi ikke med er nødvendigt så.
- En af dem var sort, siger jeg så - Men han er født og opvokset i New York.
- Nå, ja. Lægen virer lidt med hovedet - Det regner vi ikke med er nødvendigt så.
Da
han er færdig med at gøre sit, siger sygeplejersken til mig, at jeg kan
gå ind bag forhænget og iføre mig mine benklæder (hendes ordvalg, ikke mit), og
at der står en lille beholder med renseservietter derinde, som jeg er velkommen
til at benytte mig af. Jeg lirker bukserne op over hofterne og knapper.
Jeg ser ganske vist renseservietterne, men da jeg knap har rørt ved andet end mine egne bukser, vælger jeg at forbigå den uden nærmere eftertanke.
- Fandt du renseservietterne? spørger sygeplejersken straks, da jeg skubber forhænget til side.
- Nej, jeg kunne ikke lige få øje på -
- Kig igen. Hun placerer hænderne i siden - Det kan jo være meget rart at få renset hænderne, når man sådan har haft benklæderne af…
- Fandt du renseservietterne? spørger sygeplejersken straks, da jeg skubber forhænget til side.
- Nej, jeg kunne ikke lige få øje på -
- Kig igen. Hun placerer hænderne i siden - Det kan jo være meget rart at få renset hænderne, når man sådan har haft benklæderne af…