What happened the last night in London...

Promillen er tålelig fra den ene eller den anden vinkel, da Barnardo Street munder ud i Cable Street på den sidste time i døgnet. Emily bærer en dyne under armen, og enden fejer let hen over fortovet. Jeg bærer en flaske vodka.

Vi skal på The Dolphin i aften, og selvom det ikke er lutter gode erindringer, der folder sig ud i mine tanker, når navnet udtales, så var der alligevel ikke rigtigt nogen tvivl fra nogen af parterne.

”Shit,” udbryder Em - ”Jeg har glemt mit Oyster!” - da vi har tilbagelagt mindst to hundrede meter i heels. Hun overgiver dynen i min favn. ”Jeg løber lige tilbage efter det.”

Dynen lader jeg falde midt på fortovet i en uformelig klump, hvorefter jeg sætter mig overskrævs på den. Her sidder jeg pænt og venter, med pladevattet fastklemt imellem mine ben. Der er ikke nogen af os, der ved, hvornår den sidste tube afgår fra Shadwell Overground Station - men vi mener nok, at vi kan nå det.

I mellemtiden kommer Svend cyklende. Det er ikke uvant at se en cyklist på Cable Street, da denne stolt bærer Londons eneste cykelsti – så vidt min personlige efterforskning rækker. Svend er en ældre svensk herre, der bor i vores opgang. Af de mennesker, der bor i vores opgang, er Svend den eneste, vi kender. Han bor helt alene, men han har til gengæld også rigtig mange ting  - for mange ting (jeg har aldrig besøgt ham, men det har han selv fortalt mig). Hans far er død - at dømme efter Svends egen alder, er det længe siden - og nu står alle Svends fars ting altså og optager plads i lejligheden (dét har han også selv fortalt mig).

Når ikke Svend kommer cyklende, så kommer han trækkende, ja sågar bærende på cyklen – jeg ser ham aldrig uden. Hvis han sidder på den, så stiger han af den, og hvis han har den i favnen, så stiller han den fra sig, når han får øje på mig. Og han kommer heelt tæt på, imens han højligt tager hjelmen af, så man kan se, at han har en tynd isseskåner nedenunder. Han lader mig forstå, at jeg ikke slipper foreløbig.

Jeg tænker tit på om Svend er ensom. Til Nytår tapetserede vi en hel væg på Barnardo Street med hjerter, hvorpå vi nedskrev vores næstekærlige ønsker for vore medmennesker (ja, vi var fulde og lod os medrive af stemningen). På et af hjerterne skrev jeg: I hope that our neighbor Svend The Swedish isen’t feeling too lonely up there and in 2012 I might actually invite him over for that cup of coffee – Jeg fik selvfølgelig aldrig inviteret Svend på kaffe, og nu er det snart for sent.

”Hi Svend. How are you?” snøvler jeg muntert og sender ham et stort smil fra min lidt underlige placering på fortovet.

”Guuud, thanks. How are you?” lyder den lidt forfjamskede tilbagemelding. For første gang tager han ikke holdt på cyklen, og før jeg kan nå at sige mere, er han fløjet forbi som en let brise hen over Cable Street.

”Velkommen til Londooooon!” - Vi omfavner Amanda fra begge sider og Emily overrækker hende stolt dynen - jeg kan heller ikke komme på en bedre indflyttergave (også selvom det var Amandas egen idé). Hun tager os med op i sin nye Hoxton flat med udsigt, hvor vi stifter bekendtskab med Den Enøjede Kat, som er fulgt med hele vejen fra New York til en pris, der overstiger min månedlige husleje. Men det er også en sød kat, må jeg indrømme.

Ved halv tre-tiden cabber vi den op til The Dolphin i Hackney. De fleste East Londoners er bekendt med dette sted, fordi det er én af de få pubber, der rent faktisk har åbent til klokken fem på en lørdag. Før i tiden boede jeg skråt over gaden for The Dolphin, hvorfor natbussen altid var fyldt op med fulde unge mennesker, når jeg begav mig hjem fra en aften i Shoreditch, Hoxton etc.

”The Dolphin used to be a really nice pub. But then came the hipsters,” sagde en gammel original ved navn Allan engang til mig - ham har jeg før nævnt. Det er dog ikke ligefrem kølige hipster vibes,  der omslutter én, når man træder ind i de dunkle lokaler. Tvært imod falder man i snak med alle og enhver (og man gramser på alle og enhver) - det er det perfekte sted at møde nye mennesker, som man aldrig ser igen.

Jeg vil ikke (læs: kan ikke) gå i detaljer med nattens senere udskejelser, og selvom jeg ikke ville have været nogen af dem foruden, forsøger jeg gang på gang - som et efterfølgende ritual - at fortrænge mine nætter på The Dolphin. I løbet af aftenen går mit kamera i stykker, og da jeg den næste dag indsætter de sølle rester (hukommelseskortet) i min computer, finder jeg overstående billede.

I min jakke finder jeg også en hvid billardkugle - En lille souvenir fra vores sidste bytur i London, tænker jeg og stopper den tilbage i lommen.