JUL i London

Welcome to Barnardo Street!

Inden længe har 2011 talt sine sidste dage. Men inden vi lukker og slukker og fortærer de sidste pebernødder, så synes jeg alligevel lige, at jeg vil dele et par oplevelser fra min jul her i London. Da alle mine penge pt. går til at fyrre for gråspurvene (halleluja for de britiske huses isolering), besluttede jeg mig for, at jeg ikke havde råd til at besøge Danmark mere i år, og derfor har jeg tilbragt julen her i det engelske.

Tidligere på året ringede jeg mine forældre op og forklarede dem situationen, og jeg tror nok, det sluttede nogenlunde med disse ord: "Hvis I har lyst, kan I jo bare komme herover og holde jul sammen med mig?" Og således gik det til, at min mor og far og lillesøster (hun fik vist ikke noget valg) drog afsted til London for at underholde mig på juleaften. Mere om det senere! Her er lige nogle fordele ved at holde jul i henholdsvis Danmark og England (fra en danskers synspunkt, vel at mærke).

Fordele ved jul i Danmark

#1. Man kan købe pebernødder - Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle savne disse små gnallinger, men i England består alle julegodterne af rosiner og andre fuldstændigt sammenpressede frugter aka. "Christmas pudding" - Noget der med nød og næppe kan spises på et stykke rugbrød men IKKE med en teske juleaften! 

#2. Man kan købe grødris, som man kan lave risengrød og risalamande af. Her i England fås grødris kun med tilsat smag af tropical fruits og andre lallede alternativer. Kirsebærsovs er desuden heller ikke nået hertil endnu!

#3. Man kan bruge al sin tid på dejligt nytteløst tv-tidsfordriv såsom diverse julekalendere og Disney's Juleshow. Det kan man sikkert også i England. Hvis man altså havde et fjernsyn!

4# Det er nemmere at komme i julestemning. Alright, nu skal jeg nok lade være med at få nostalgi eller andre smittefarlige sygdomme, men julehygge i Danmark er tæt forbundet med minder og traditioner, hvilket er svært/umuligt at genskabe andre steder.

#5. Din mor giver dig pakkekalendergaver. Heldigvis besluttede vi (Emily og mig) os for at kompensere for dette ved at give hinanden kalendergaver. Af godterne, som jeg har hevet op af sokken, kan blandt andet nævnes: En halv Twix-bar. En halvt drukket æblejuice. En £1 mønt...

Fordele ved jul i England

#1. Øh... Her i England holder de først jul den 25. december, så butikkerne har stadig åbent det meste af d. 24., hvis nu du ikke har taget dig sammen til at købe julegaver endnu.


Her får I nogle billeder fra min engelske jul:

Hvad Oxford Street ser ud af på en STILLE dag i December. Oh Lordy.

Emily er sick-as-fuck klar til juleshopping i ASDA!

Så går det løs i Londons største og billigste supermarked: ASDA.

"Take a picture of me!" råbte en af medarbejderne, men under akten fik han kolde fødder og skjulte sit ansigt.

Emily poserer foran ASDA's juledekorationer (Butiksmedarbejderne stod bag fotografen og hujede, da dette billede blev taget).

Awesome juleparty på Barnardo Street! Og det lykkedes faktisk mig og Emily at lave RIGTIG risengrød. Rikke (den eneste gæst, der mødte op, selvom vi havde inviteret alle vores tre venner) nyder det rigtig meget. Og ja, jeg har min orange sweater på - igen.

Emily inden hun tog hjem til Danmark på juleferie: Her i England har vi så mange højtideligheder, at det kan være svært at huske forskel på eksempelvis jul og Halloween...

Julestemningen er i nød. Skype-samtale d. 12/12 mellem mine forældre og mig:

Far:   Tror du ikke, vi kan finde en lille restaurant eller pub, der har åbent juleaften? Så er vi fri for selv at lave mad.

Mig:  Vil du spise ude juleaften? Vi kan da godt selv lave mad.

Far:    Men kan man godt lave rigtig julemad i dit køkken?

Mig:  Jeg kan ikke. Folk der kan lave rigtig julemad kan godt. Køkkenet fejler jo ikke noget.

Mor:  Vi kan eventuelt købe en pizza, som vi kan varme i din ovn?

Mig:  Vil du varme en pizza juleaften?!

Heldigvis redder ASDA enhver situation. Her ser I min mor, min søster og min far i Londons største og billigste supermarked den 23. december!

SEEE hvor vi hygger!

Marcipangrisen.

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

Dette indlæg er sponsoreret af ASDA.

.

Rollespil V - Det Sidste Slag

I - Vi Spiller Rollespil
II - Mødet med Larsianerne
III - De Rødsorte
IV - Krathuset

Først sneg vi os frem gennem skovens buskadser og væltede træer. Vagtinstinktet var tændt, ørerne var spidsede, og vi forventede angreb fra alle, vi mødte på vores vej. Men nu marcherer vi op ad skovstien med selvsikre skridt og rejste pander. Foran os går Silas og Jonas. Situationen er vendt. Vinding af respekt handler ofte om at blive set med de rigtige mennesker, og åbenbart er intet anderledes i rollespil. På meget kort tid er vi gået fra at være fredløse til… VIPs?

”Vig tilbage for D’damer!” befaler vores kavalerer, som vi marcherer ind i en flok kampklædte børn, der hænger ud på skovstien. De adlyder omgående, men ikke med tilfredsstillende hurtighed.

”Hørte du ikke hvad vi sagde? Kan du så få benene på nakken!” skændes der mod et forvirret drengebarn, som hopper rundt på stien som en kylling uden hoved. Omsider springer han ud i rabatten, hvor han vender sig om og gentagende bukker ydmygt efter os, idet vi passerer. Jeg spidser læberne og nikker imponeret. Efter et par meter, kan jeg ikke lade være med at vende mig om mod de irettesatte drengebørn for at give dem et sidste hoverende blik, men da jeg ser deres utilfredse ansigtsudtrykke, får jeg i stedet travlt med at holde trit med min egen gruppe.

”Hvordan kan det egentlig være, at vi ikke har set nogen orker endnu?” spørger jeg forundret Silas, da jeg lunter op på siden af ham. Han lader tommelfingeren og pegefingeren gnubbe skægstubbene på hagen. ”Nogle gange har vi haft en orkeflok med i spillet, men jeg tror ikke, at der er nogen med i dag…”

Jeg får lyst til indvillige ham i vores traumatiserende start på dagen: ”Faktisk var det meningen, at vi ville være orker, men arrangøren sagde til os, at vi ikke var store nok. Faktisk…” Jeg rynker brynene undrende. ”Faktisk troede jeg, at der ville være meget mere action i rollespil. Flere krige og slåskampe og overnaturlige væsner og sådan…”

”Nogle gange er der meget krig,” svarer Silas eftertænksomt. ”Men i dag har det nok mest handlet om politik.” - Politik I rollespil? Jeg lærer mange nye ting i dag.

Et godt stykke inde i skoven (jeg har mistet stedfornemmelsen) finder vi en lysning omgivet af lange slanke træer. Det er den perfekte arena, og drengene beslutter, at det er blevet tid til at give os en lille lektion i fægtning. Vi får lov til at holde deres lange sværd i hænderne – uden tvivl en del mere professionelle end vores hjemmelavede økser, hvor man kan skimte det blå skum-materiale igennem malingen (hvad man i forsvarsposition ville kalde ’det charmerende hjemmelavede touch’). Regine aka. Dirt Rider svinger sit igennem luften, og mister næsten fodfæste. ”Wooouw,” udbryder hun forpustet.

”Du mangler nok et skjold til at holde balancen med,” konkluderer Silas og rækker hende sit store træskjold.

”Helt sikkert bedre!” pruster hun ironisk og sender mig et hjælpeløst blik. Jeg sender hende et grin tilbage.

”Nuvel, hold skjoldet tæt ind til kroppen. Lidt længere ned. Husk at beskytte dine fødder!” råber Silas, men det er for sent. Jonas har allerede jaget sit sværd ind i hendes venstre skinneben. Regine sender ham et forarget blik, der siger noget i retningen af; hvor-er-du-tarvelig-jeg-var-jo-ikke-klar-endnu…



Imens Regine farer løs på Jonas, bliver to sværd tildelt henholdsvis Emily og mig. ”Go on, vis hvad I kan,” lyder opfordringen samt startskuddet, og vi slår løs på hinanden med en kampgejst, der får savlet til at flyve i lange tråde fra vores frådende mundvige. I en avanceret undvigelsesmanøvre drejer jeg så hurtigt rundt på tåen, at mit engangskamera flyver ud af lædertasken og lander i skovbundens muld. Silas tager det op fra slagmarken i sine hænder. ”NØØØJ, MAGI!” udbryder han betaget og begynder at snappe løs med det…

Imens jeg fægter med Emily, lægger jeg mærke til, at nye krigere slutter sig til vores lille gruppe. De er enten hoppet ud fra tæerne eller faldet ned fra himlen. Et par af dem er halvvoksne teenagere, og resten er børn. De sætter sig fredeligt ned i muldet for at iagttage, eller springer selv ud på pladsen for at tage del i morskaben. Lysningen har i sandhed forvandlet sig til en lystig kamparena.

Efter adskillige udøvelser  af diverse krumspring og kamptricks, som vi ikke vidste, at vi havde i ærmet, smider jeg mig i ærlig udmattelse ned i muldet sammen med Emily for at snuppe et tiltrængt pusterum. Regine vælger ligeledes at indstille kamptræningen og bevæger sig over imod os.

”Hvad satan Jonas. Fik hun ram på dig til sidst?” hører jeg Silas råbe.

”Det var EN gang!” forsvarer Jonas sig. ”EN gang ud af femten!”

Først tror jeg, at Regine har tænkt sig at joine os i muldet, men så stopper hun op foran os med hænderne i siden, og hun kigger direkte ned på os og siger med bestemt stemme: ”Little Mud Slayer! Green Mist!” Blikket glider fra Emily til mig og tilbage igen. ”Det er vist på tide, at vi indtager vores rette plads her i Nibelheim. Er I med mig eller ej?” Mere behøver hun ikke at sige. Et løft med øjenbrynet, et luragtigt smil på læben, og vi forstår hentydningen. Nu skal Regine få den krig, hun har ventet på. Med en hurtige bevægelse er vi på benene igen. Vi samler vores lånte sværd op fra skovbunden og krydser klingerne over hinanden i en trekant. To sekunders øjenkontakt siger alt. Et frygtindgydende brøl (læs: hvin) giver genlyd i skoven, idét vi bryder trekanten og hæver vores våben højt mod træernes kroner, førend vi tordner frem mod alle de andre krigere.

Vores overrumplingsmanøvre har frosset et par af børnene fast til jorden med en handlingslammet mine - Dem fælder vi på vejen. De øvrige tilstedeværende imødekommer vores udfordring som ærede rollespillere. Little Mud Slayer, Dirt Rider og Green Mist spredes i tre forskellige retninger. Vi svinger klingerne rundt det bedste vi netop har lært, og overraskende nok lykkes det os faktisk at patere en kriger i ny og næ.

Dirt Rider får lokket Silas væk fra de andre, og de to mødes i en farlig duel. Hans træk er hurtige, hans angreb er dødsbringende, men med nød og næppe holder hun slagene på afstand med sit skjold.

Men snart begynder trætheden at prikke i armen, og samtidigt ligger desperationen på lur i baghovedet og truer med at tage over. Hun må indse, at hun ikke har kræfter til at beskytte sit legeme og slå ud med sværdet på samme tid, så hun tager en satsning og kaster skjoldet fra sig. Lad det blive hendes redning eller hendes undergang...

Dirt Rider strikes!

Selv er jeg endt i en duel med en ung dude kaldet Frank. Imens vi ihærdigt forsøger at skære hinandens legemsdele af, får jeg øje på Little Mud Slayer ud af øjenkrogen. Hun kæmper mod Jonas, og jeg tænker, at jeg må finde en måde at komme over til hende på – vi er stærkest, når vi står sammen. Jeg ville lave en baglæns salto, hvis jeg kunne, men i stedet løber jeg bare baglæns, imens jeg drejer rundt om mig selv. ”Dækker du min ryg?” skriger jeg til Little Mud Slayer, imens jeg formår at hoppe over en klinge, der truer med at skære mine ben over. Vi presser vore rygge ind mod hinanden og holder vores våben frem i beredt position. Jonas og Frank cirkulerer om os som to hyæner om et bytte (eller som to nisser om et juletræ). Så laver jeg et move. Jeg kaster mig frem mod Frank og støder mit sværd forbi alle forhindringer og ind i hans bryst. Men i samme sekund mærker jeg en klinge gennembore mit hjerte, og jeg vakler bagover. Mit korpus vælter ned over Little Mud Slayer, der er faldet på samme tid. For en stund bliver alting sort.

Jeg slår øjnene brat op, da et lidende skrig som ved et netop tildelt dødsstød gennemtrænger mine øregange og får nakkehårene til at rejse sig langt ned ad ryggen, hvor de ikke længere kan kategoriseres som nakkehår. Med kinden presset ned mod de stikkende kviste, lader jeg blikket vandre ud over slagmarken, og fra mit frøperspektiv øjner jeg den frygtløse Dirt Rider, der står tilbage som en soloartist på en scene. ”You want a piece of me, huh?” bjæffer hun og danser i kampspring rundt om sig selv, som er det endnu ikke gået op for hende, at krigen er ovre, at hun er den eneste overlevende.

Så forsvinder hun pludselig i vilde spring ind imellem træerne. ”Nu skal jeg fu*ki** finde ham, der kaldte mig en skøge!” er det sidste, jeg hører fra hende, og jeg tænker på hvornår, jeg mon får hende at se igen. Langsomt lukker jeg mine øjenlåg i igen og venter på, at de obligatoriske ti minutter er gået, før jeg må rejse mig til opstandelse. You’ve gotta live and die by the rules…

THE END

Afslutningsvis skal der lyde en tak til Silas og Jonas (jeg har desværre glemt deres rigtige navne). To sande gentlemen, der gav os en uforglemmelig afslutning på dagen.

Også tak til De Rødsortes leder, som tog os under vingerne, da ingen andre turde. En stor krigsherre i en lille drengs krop.

.

Rollespil IV - Krathuset

I - Vi Spiller Rollespil
II - Mødet Med Larsianerne
III - De Rødsorte

Der er de krige, der ændrer verdenshistorien, som man vil huske i årtier, århundreder, som nedskrives i historiebøgerne og på Wikipedia. Der er de krige, der forvandler unge drenge med nøgne bryste til frygtindgydende krigshelte og gifte kvinder til enker med kærlighedssorger - Og så er der de krige, der aldrig bliver til noget…

Jeg prøver at muntre situationen lidt op ved at give Emily en omgang nakkemassage midt på landsbypladsen (under lettere chokerede blikke fra byportens vagter), men det hele falder lidt til jorden, da Regine sukker vemodigt: ”Lad os nu bare gå tilbage til De Rødsortes lejr.” Hun gør et træk på skulderen, som prøver hun at udstråle ligegyldighed, men enhver kan tyde skuffelsen i det skyggebelagte ansigt. Emily og jeg udveksler et medlidende øjekast, men ingen af os kan komme på noget trøstende at sige.

Faktisk er jeg ikke klar over, hvad der præcis hændte, men den allierede gruppe (Larsianerne, De Rødsorte - med flere) indgik et form for forlig med landsbyens regenter (Den blå adelsmand samt crew), og krigen, som vi alle havde glædet os så umåleligt meget til, blev aflyst. Totalt antiklimaks. Nu overvejer jeg et splitsekund at foreslå, at vi kaster skumgummiøkserne i ringen og transporterer vores blege menneskekroppe tilbage til Hjørring og den virkelige verden, men der findes øjeblikke, hvor ord gør mere skade end gavn. I stedet stirrer jeg så tungsindet ned i græsset, at man skulle tro, at strående ville bøje sig for vægten af mit blik. Sådan står jeg lidt for mig selv, indtil mine tanker afbrydes af en ung mandestemme, der kalder ud over pladsen:

”Hallo…! D’damer!”

Hvad har vi NU gjort forkert? er spørgsmålet, der prompte popper op i mit udmattede hoved. Jeg gider næsten ikke at vende mig om, men gør det alligevel: De har sat kursen direkte mod os – ikke én men to unge mænd i adelig udklædning. Til min overraskelse er det nakkemassagefyrene. De smiler.

”Hør D’damer! Kunne De ikke tænke Dem at gøre min mig og min broder selskab nede på kroen og drikke al den vin I kan hælde ned?” spørger den ene.

Vi kigger et øjeblik måbende på hinanden, indtil vore underkæber langsomt genvinder normale højder og breder sig i smørrede grin. I sådan en situation er det faktisk underordnet, at man er til rollespil i en mudret skov, og at man render rundt med et skumgummivåben i sit taljebælte - Når to pæne unge mænd tilbyder vin på deres regning, så siger man ja, sguda!

*

”Kromutter! Kan vi fluks få en flaske vin på bordet til D´damer!” råbes der, da vi gør vores entré på Krathuset. Desværre er det bare ikke vin men en kande skvulpende rød saftevand, der bliver smækket ned på den rødternede dug, da vi under dunkel belysning klemmer os ind én ad gangen på den knirkende træbænk overfor de to unge herrer, som har placeret sig på den anden side af bordet. Men at forvente andet var nok også lige lovligt optimistisk (selvom en rollespilsbrandert uden tvivl ville toppe dagens eskapader). Jeg folder hænderne i mit skød og føler mig pludselig en lille smule genert ved situationen. Diskret studerer jeg den unge mand, der indtil videre har ført ordet: Han er relativt muskuløs, har gestikulerende armbevægelser og sparsom hårbevoksning på hovedet. Der fortsættes med påskønnende stemme; ”vældig fornemt, kromutter! Vældig fornemt,” førend han vender sit tilsmilende ansigt mod os. ”Lad mig i øvrigt præsentere mig som Silas!”

- ”Og jeg hedder Jonas,” byder den anden ind og skænker vin… nåh nej, saftevand op i vores en-gangs-plastickrus. Jonas er en anelse spinklere af bygning, har halvlangt mørkblondt hår.
påhovedeten musku–øs ung mand med sparsomt hår osten skaldetMen de er ganske pæne, tænker jeg. Og ser slet ikke specielt nørdede ud eller ligner Christopher Mintz-Plasse i ”Role Models”, sådan som alle rollespillere jo ellers gjorde i mit hoved - indtil jeg i dag udvidede min kendskab.

Vi takker artigt for saftevandet, og ved ikke rigtigt, hvad vi ellers skal sige. Vi føler os nok alle tre en smule kejtede ved situationen – Som om, vi ikke rigtigt kan hitte ud af, om vi skal give den gas som Dirt Rider, Little Mud Slayer og Green Mist eller bare være Regine, Emily og Simone, jeg mener; at falde ind i rollen som barbarisk øksekriger virker egentlig ganske naturligt, når man står overfor en flok irriterende tweenies, men overfor disse to unge mænd, virker det bare sådan lidt… fjollet.

Silas og Jonas virker en kende mere selvsikre ved situationen. ”SKÅL!” skråles der, og et plastikkrus hæves mod loftet. - ”Og hvor i alverden kommer I så fra?” spørger de.

Her grubler jeg, for gad vide om der menes; hvor kommer I fra i den VIRKELIGE verden? Eller; hvor kommer I fra i rollespilsverdenen? Jeg skæver til mine medspillere i håb om hjælp, men de har taget det blanke ansigtsudtryk på. Der må tages en hurtig beslutning: Er jeg en kryster eller en kriger? Er jeg Simone eller Green Mist? Selvsagt vælger jeg sidstnævnte, for én ting står mig fast: Jeg skal ikke sidde her og være en useriøs rollespiller! - så jeg svarer: ”Vi er fra Irland!” – hvilket egentlig er nærliggende, eftersom Emily er halv irer.

”Undskyld frøken – må jeg kalde Dem frøken? - men sagde De Stirland?”

I det samme går det op for mig, at Irland måske ikke er en del af dette univers (Hvor skulle jeg også vide dét fra?), og lidt forvirret retter jeg mig selv: ”Øh nej… Jeg mente… (WTF?)… Trottenheim?!” - Hvilket  jeg er i tvivl om eksisterer i virkeligheden, men i det mindste klinger det med Nibelheim.

”Aha, så De er fra Norge?”

”JA JA! Vi er fra Norge!” udbryder jeg i total triumf over at have sagt noget, der åbenbart giver mening, men samtidigt også fuldstændigt rundt på gulvet – Skulle vi have læst bedre på lektien, inden vi drog afsted? – Eller er det okay at improvisere? – Hvad gør andre rollespillere? – Det er altså svært, det her…

”Og De er rejst hertil ganske alene?”

Vi nikker alle tre overbevisende og sipper en smule fornærmet til vores saftevand - tror de virkelig at Dirt Rider, Little Mud Slayer og Green Mist har brug for assistance? I virkeligheden er det jo de andre, der skal være bange for os (Ingen synes dog at have forstået dette…)

”Er det ikke lige lovligt farligt for tre unge frøkener sådan at rejse rundt på egen hånd?” Silas og Jonas virker oprigtigt bekymrede.

”Nej da, vi klarer os,” forsikrer Regine henkastet som i ’no big deal’, og for at understrege hendes ord, vifter jeg en smule overlegent med min emballerede fluesmækker, som kunne jeg takke netop dén for vores overlevelse.

”Men hvordan har D’damer så tjent penge til levevejen?”

”Jo, ser I…” Emily læner sig en anelse ind over bordet med et fjoget smil over læberne. Hendes øjne flakker på den der måde, de altid gør, når hun er ude på noget. ”Vi er… I ved… Massagepiger...” Jeg tager mig opgivende til hovedet, og Em fortsætter: ”Kunne I tænke jer noget nakkemassage?”

Der følger et lidt for langt øjeblik af tavshed. Det er den kendte situation, når en joke svæver i luften og venter på at blive accepteret. Måske er der kun tale om et splitsekund, men det føles som en uendelighed. Jeg prøver i mit desperate sind at komme op med noget, der kan redde samtalen, førend den går tabt i The Land of Awkwardness, men sætningerne der popper op i  mit hoved lyder retarderede, og jeg kan ikke få min mund til at udtale dem. Jeg vælger i stedet at bryde ud i en kejtet latter, og heldigvis følger de to unge herrer med. Så læner Silas sig en anelse frem, og med et glimt i øjet spørger han: ”Piger, er det første gang I er til rollespil?”

Spørgsmålet udløser endnu mere latter omkring bordet, og denne gang er det et udtryk for lettelse. For vi må nok se i øjnene, at trods vores ihærdige forsøg på at virke professionelle, så har vores status som førstegangsspillere været rimelig gennemskuelig lige fra starten af – Især hvis man havde glæden af vores grønmalede ansigter denne tidlige søndag formiddag. Men selvom vi stadig har meget at lære om rollespil, så tror jeg roligt, at man kan konkludere, at vi mistede vores V-card, da vi stod omringet af halvtreds blodtørstige tweenies i kampudrustninger inde midt i en skov. Hvor mange kan prale af at have prøvet dét?

”Det er ellers godt nok nogle fine kostumer, I har på, hva’?” erklærer Emily imponeret, da fniseriet har lagt sig.

Silas og Jonas kigger ned, som så de selv deres udklædning før første gang. Deres korpusser er dækket af brune læderveste, smykket med hundredvis af nitter. Detaljerede taljebælter med taskerum i siderne. Dekorerede benskinner af læder. Det må have taget en evighed, at kreere alt dette.

”Tak,” svarer Jonas ydmygt. ”Vi sad også oppe hele natten og syede dem.”

”Hey, det gjorde vi også!” udbryder jeg entusiastisk, men stopper mig selv brat, da jeg kommer til at kaste et blik ned ad min egen beklædning: En brun sæk med tre huller til mit hoved og mine to arme. ”Eller… altså… vi sad nok ikke oppe HELE natten…” tilføjer jeg udglattende.

”Må vi gøre Jer den tjeneste, at eskortere Jer tilbage til lejren?” spørger Silas da den sidste tår saftevand er blevet hældt ned, og vi tager høfligt imod tilbuddet, jeg mener; selvfølgelig kunne vi sagtens have fundet tilbage på egen hånd… eller…?


.