”Are you getting married some day?” spørger Hide mig i et henkastet tonefald, som om det var det simpleste spørgsmål i verden. Som om det var noget, jeg lige nu og her kunne svare enten ja eller nej til. Som havde han spurgt mig, om jeg ville have endnu en kop kaffe. Han kigger ikke engang op, da han spørger. I stedet drejer han koppen med den formentlig lunkne sjat rundt i undertallerkenen mellem sine fingerspidser. Jeg studerer mistroisk de bløde skygger i hans ansigt, der dannes af det milde dagslys, som strømmer ind igennem caféens store vinduer. Pokerface. Han lader sig aldrig tyde - en japansk ting, måske. Næsten har jeg valgt at antage, at han stillede spørgsmålet til sig selv og ikke til mig, da han pludselig løfter sit hoved og slår blikket fast i mit. Okay, så han forventer rent faktisk et svar. Men hvad fanden skal jeg stille op med sådan et spørgsmål?
Jeg har det lidt på sammen måde, som hvis nogen havde spurgt mig, om jeg ville tilslutte mig Ali Dubi Dabi og hans hellige karavane af kameler i deres færden over Saharas ørken, hvis jeg nogensinde fik chancen: Jeg har aldrig rigtigt taget stilling til det. Jeg har ladet mig fortælle, at alle normale pigebørn (og følsomme drengebørn som Hide) siden barnsår har båret på en drøm om det perfekte bryllup. Og nu er det heller ikke fordi tanken om en hel dag, der kun handler om mig, ikke tillokker mig. Men hvad med dagen derefter? Hvad skal der så ske? Skal jeg have et ægteskab?
The End.
Er der så… mere...? - Allerhøjst nogle fraklippede scener og en evigt gentagende titelmelodi. Jeg læner mig tilbage i lænestolen og trækker benene op under hagen, for at lade dybe tanker cirkulere. Adskillige minutter senere synes jeg at være nået frem til noget intelligent at sige. Jeg rømmer mig: “Do you remember when we took that Sex and the City character quiz and I turned out to be Mr. Big?”
Hide hæver øjenbrynet: “Okay, so you have commitment issues, but even Mr. Big got married at the end.”
“Yeah, but he’s fictional…”
“So why did you even bring him up?”
“I don’t know.”
For at være ærlig, så har jeg aldrig rigtigt forstået denne higen efter et ægteskab, som nogle mennesker tilsyneladende besidder. Kender de mon til en eller anden gevinst, som jeg bare ikke har fået øje på? - Og i så fald: Hvorfor er der så ingen, der har ulejliget sig med at informere mig herom? Jeg mener, hvorfor bliver man egentlig gift?
Er det fordi vi er bange for at ende vores dage alene? - Måske, men der er stadig 50 procents chance for at lillemor/lillefar stiller træskoene før dig, og woops – you are going to die alone anyway.
Er det så fordi vi lyster at formere os, og fordi børn har brug for både en mor og en far? - Well, mine forældre har boet sammen under det samme tag i mere end tyve år. De opfostrede mig og min søster i fællesskab, og så vidt min hukommelse rækker, har de aldrig rigtig haft nogen frygtindgydende skænderier. Og se på mig – still fucked. Så hvor står vi så?
Kunne det være noget så kliché som ægte kærlighed, der spiller ind? Og i så fald: Hvad er det?
Mine tanker vandrer til nogle af de mægtigste kærlighedsaffærer gennem tiderne; Romeo og Juliet… Cleopatra og Mark Antony… Chuck Bass og Blair Waldorf.
Fælles for dem alle er, at de ender i tragisk og ulykkelig sorg - gerne i form af død eller forvirring omkring betalte sexydelser. Men er det i virkeligheden ikke også lidt naivt at sætte sin lid til True Love Ever After, når vi godt ved, at over halvdelen af alle indgåede ægteskaber ender op i skilsmissepapirer?
Forelskelse handler jo om at stå af cyklen for at dufte til en vejsideblomst, ridse din udkårnes navn i dit mobilcover og synge med på John Mayer i radioen (det er blandt andet derfor, de siger, at forelskelse gør ondt - på forhånd undskyld til John Mayer-fans). Ægteskab - derimod - handler om at gå på kompromis (ie. du går glip af dit yndlingsprogram på Discovery, fordi det er din udkårnes tur til at holde fjernbetjeningen). Og er dette i virkeligheden ikke at begrænse os selv, når vi i stedet kunne være ude at erobre verden, og være den eneste beslutningstager i vores eget liv? Har vi overhovedet brug for en at dele tilværelsen med, eller bliver vi blot fanget i et øjebliks svaghed – en illusioneret forestilling om True Love Whatever, der i virkeligheden ikke er andet end luft? Var det i virkeligheden nogensinde meningen, at affæren skulle fortsætte, da forelskelsen svandt ud?
Jeg er selv én gang i mit liv kommet omkring en forelskelse. Tilbage til folkeren i en teenagealder af who remember, og jeg var ubesindigt forgabt i denne hersens fyr fra parallellen. Han kiggede aldrig i min retning, og med tiden fadede mine følelser. Jeg troede dengang, at næste gang jeg ville opleve en forelskelse, ville der være tale om en situation med gengældelse. I stedet har jeg tilbragt ever since med at afvise stort set alle unge bejlere, der har vovet at blotlægge sit hjerte. But why? Am I not capable of loving anyone anymore? Am I cursed? Am I a lesbian?
“I think you are being too cynical,” siger Hide, som kunne han læse mine tanker.
”Whatevs," Jeg trækker på skuldrene. "I'm too young to care about marriage anyway.”
”What's wrong with marriage?"
”Nothing. I just don't believe there’s someone for everyone, and that Everybody should get married.”
“You don’t believe that Anybody should get married.”
“That’s not true."
“Hm… Do you want another cup of coffee?”
.
